“Dette er sandheden, dette er, hvad der sker. Det er op til jer at beslutte, om vi behøver at gøre det.”

Ordene kom fra den nyudsprungne whistleblower Edward Snowden i et interview den 9. juni 2013. Den 29-årige amerikanske computeranalytiker stod frem for to journalister og et kamera på et lille hotelværelse i Hongkong for at forklare sine handlinger, der med ét gjorde ham til en af vor tids mest betydningsfulde personer. Han fortalte roligt og fattet, at han ikke havde handlet som fjende af USA, men som en ven af demokratiet. Han virkede indforstået med de konsekvenser, afsløringerne kunne få for ham. For ham gjaldt det et højere formål om at starte en debat om masseovervågning i samfundet, som måske kan ændre verden.

[graph title="Edward Joseph Snowden" caption=" " align="right" image="https://www.mm.dk/wp-content/uploads/2016/01/71bee-snowden.jpg" image_width="0" image_full="https://www.mm.dk/wp-content/uploads/2016/01/31d55-snowden.jpg" text="Navn og stilling: Edward Joseph Snowden, computeranalytiker og whistleblower."] [/graph]

”I de kommende måneder – de kommende år – bliver det kun værre, indtil vi til sidst når en tid, hvor politikken vil ændre sig. For det eneste, der begrænser aktiviteterne i overvågningsstaten, er politik,” sagde han velartikuleret og roligt.

På det tidspunkt var han allerede godt i gang med forandringsprocessen. Få dage forinden havde aviserne The Guardian og The Washington Post for første gang bragt artikler baseret på hans læk om USA’s efterretningsvæsen. Siden har en lind strøm af artikler beskrevet den massive og urovækkende overvågning, de amerikanske myndigheder står bag. Data om snart sagt alt og alle indsamles systematisk, lagres og bruges efter forgodtbefindende, langt uden for demokratisk kontrol.

Moralske skrupler ved overvågning

Magasinet Foreign Policy har lige kåret Edward Snowden til den mest indflydelsesrige tænker i 2013. Men den amerikanske befolkning er stadig splittet om, hvorvidt han er en helt eller en forræder.

Han blev født i North Carolina i 1983 og voksede op i et middelklassehjem med en mor, der var kontorassistent, og en far, der var ansat i kystvagten. Familiens naboer og venner beskriver ham som stille, genert og velartikuleret, og hans far kalder ham en følsom og kærlig ung mand med dybe tanker. Han droppede tidligt ud af gymnasiet, men fulgte forskellige onlinekurser og computerstudier, inden han startede sin karriere som dataanalytiker for både CIA og NSA.

Med sin beslutning om at blive whistleblower droppede Edward Snowden et indbringende job i firmaet Booz Allen Hamilton, der arbejdede for USA’s efterretningsvæsen, og indledte i stedet et liv på evig flugt fra samme myndigheder uden forhåbninger om nogensinde at vende tilbage. Som han selv har sagt, så kunne han have fortsat sit liv på Hawaii, hvor han boede, arbejdede og jævnligt indkasserede sin klækkelige løn. Men frem for at ”leve ufrit, men komfortabelt” valgte han at give offentligheden indsigt i, hvordan myndighederne holder øje med os alle.

Kritikere har sagt, at hans motiver mere handler om selvpromovering og om, at han nyder den helgenstatus, han har fået nogle steder. Men selv hævder Edward Snowden at være drevet af moral:

“Jeg kan ikke med god samvittighed tillade den amerikanske regering at ødelægge privatliv, internetfrihed og de grundlæggende frihedsrettigheder for mennesker over hele verden med denne massive overvågningsmaskine, de i hemmelighed er ved at opbygge,” har han sagt.

Alliance med udvalgte journalister

Den famøse junidag på det lille hotelværelse i Hongkong befandt Snowden sig foran to journalister, som han nøje havde udvalgt som samarbejdspartnere. Glenn Greenwald arbejdede som journalist for den engelske avis The Guardian, og Laura Poitras var en kontroversiel dokumentarfilmmager. Forud for mødet var der gået måneder, hvor Snowden nøje havde planlagt fremgangsmåden for sit samfundsomvæltende læk. Han tog kontakt til Glenn Greenwald allerede i slutningen af 2012, men havde i lang tid ikke held med at vinde hans opmærksomhed. I stedet kontaktede han filmmageren Laura Poitras efter at have set hendes dokumentarfilm om en anden whistleblower. Til New York Times har Snowden sagt, at han valgte netop at samarbejde med disse to journalister, fordi de havde rapporteret frygtløst om kontroversielle emner til trods for personlig kritik og forfølgelse. Særligt Laura Poitras havde allerede oplevet at blive intimideret af myndighederne på grund af sit arbejde.

“Hun havde demonstreret det nødvendige mod, personlige erfaringer og færdigheder til at håndtere, hvad der formentlig er den farligste opgave, nogen journalist kan få – at rapportere om hemmelige ugerninger begået af den mest magtfulde regering i verden,” sagde Snowden.

Siden da har både Laura Poitras og Glenn Greenwald ikke beskæftiget sig med meget andet end at håndtere den opgave, som Snowden betroede dem.

Samfundsrystende konsekvenser

Edward Snowden er ikke bare årsag til den største mediehistorie i 2013. Han har også skabt en forandringsbølge, der kan ændre måden, vi indretter vores samfund. Ved at vise, hvad myndighederne er i stand til med moderne teknologi, har han rykket ved bestående magtstrukturer og ved forståelsen af de samfundsrystende kræfter, internettet kan udløse.

Snowden siger selv, at hans største frygt ikke er at blive fanget eller likvideret af CIA, men derimod at hans nøje planlagte læk ikke vil ændre noget, fordi folk er ligeglade eller ikke tør tage kampen op.

”Den største frygt, jeg har om udfaldet for USA af de her afsløringer, er, at intet vil ændre sig. Folk vil se alle de her afsløringer i medierne. De vil kende omfanget af regeringens magt og forsøg på at tage kontrol over det amerikanske og globale samfund. Men de vil ikke være villige til at tage de nødvendige risici og kæmpe for at ændre tingene og tvinge deres repræsentanter til at tage et standpunkt i deres interesse,” sagde han.

Men afsløringerne af overvågningen, der også omhandler telefonaflytning af internationale topledere, har skabt pres på USA’s regering fra især Brasilien, Frankrig og Tyskland. Det har medført indgåelsen af flere bilaterale aftaler om ikke-spionage og en stor udredning til EU’s Ministerråd om konsekvenserne for databeskyttelse ved det amerikanske efterretningsvæsens metoder.

Sagen har ramt midt ned i den igangværende reform af den europæiske databeskyttelseslovgivning, som følges nøje af alverdens myndigheder og virksomheder, fordi reglerne kan få afgørende betydning for, hvordan der globalt set lovgives på området. Det er derfor muligt, at det er fra Europa og ikke USA, at Snowdens afsløringer først skaber nybrud i lovgivningen.

Under alle omstændigheder er der ikke mere, Snowden selv kan gøre for sin sag. Han har sat forandringsbølgen i gang. Derfor har han ret i, at det nu må være op til borgerne selv at bestemme, hvordan de vil forholde sig til den information, han har givet dem.