Per Kracht er en travl mand. Han er vicedirektør i en større dansk virksomhed og med egne ord ikke typen, der render lægen på dørene i tide og utide. Så det er først efter et stykke tid med mavesmerter, at det en nat bliver for meget, og hans kone ringer efter vagtlægen. Vagtlægen anbefaler, at Per Kracht tager kontakt til egen læge dagen efter. Da han næste morgen opsøger sin praktiserende læge, er smerterne så voldsomme, at lægen mener, det er bedst at indlægge Per Kracht på sygehuset i Randers til flere undersøgelser. Her konstaterer man, at der er væske i bughulen, og vælger at operere.

Da Per Kracht vågner efter operationen, kan han konstatere, at lægerne har valgt at give ham en stomi.

”Der var altså ingen, der havde fortalt mig, at dét kunne ligge i kortene,” siger han.

I det hele taget føler han ikke, at nogen fortæller ham, hvad der foregår. Mens han er indlagt efter operationen, oplever han gang på gang, at sundhedsfagligt personale besøger ham på stuen og tager prøver uden at forklare ham hvorfor.

”De trak på skuldrene og sagde, at de bare gjorde, hvad de fik besked på. De fortalte mig ingenting. Intet.”

Som en del af operationen og indlæggelsen har lægerne rutinemæssigt taget en biopsi af et stykke af Per Krachts tarm, der viste tegn på, at noget ikke helt var, som det skulle være. Efter en uge ligger resultaterne klar, og Per Kracht får beskeden af den overlæge, der går stuegang den morgen:

”Han kom ind på stuen og sagde: ”Ja, hr. Kracht, De har så kræft. Hvad tænker De om det?” Det vidste jeg ikke lige, hvad jeg skulle svare på. Manden havde jo lige givet mig en temmelig voldsom besked. Så sagde han, at han lige ville give mig lidt tid til at tygge på den. Og så gik han.”

Overlægen forlader stuen, og Per Kracht bliver ladt alene tilbage.

I dag er han stærkt kritisk over for forløbet og mener, at hospitalet – og ikke mindst overlægen – burde have grebet samtalen an på en langt mere professionel og nærværende måde:

”Når man lige har fået en alvorlig diagnose, er det ikke til at finde ud af, hvilke spørgsmål der er vigtige at stille. Lægerne må efterhånden have så meget erfaring med at overbringe den slags diagnoser, at de også godt ved, hvilke spørgsmål der siden melder sig. Jeg mener, man bør udarbejde en tjekliste til de her samtaler, så man er sikker på, at patienten er ordentligt informeret. Og så er kernen i det hele, at man skal tage den her samtale sammen med patienten og ikke over for patienten,” siger Per Kracht.