I efteråret fik Danmark en ny regering, der har fået den måske hårdeste mediemedfart i nyere tid. Personsager, rygekabiner og møblering af ministerkontorer er blevet dækket og diskuteret i et omfang ude af proportioner med deres politisk-økonomiske betydning.

Under knap så stor bevågenhed søsatte dagbladet Politiken kort inden den nye danske tænketank Kraka, med den (fortrinsvis) forhenværende politiske rådgiver Peter Mogensen som ankermand og galionsfigur. Krakas selvbestaltede mission er at ’arbejde for den langsigtede sikring af velfærdssamfundet i Danmark’.

Selvom det næppe er mange danske politikere – med den kvalmelabile kuglestøder Joachim B. Olsen som mulig undtagelse - der åbent vil modsætte sig den mission, blev også Kraka mødt med en rituel, voldsom og overfladisk kritik. En kritik som i sin vilje til at afdække forhold af egentlig samfundsøkonomisk relevans ikke står tilbage for den kritik, der er blevet den nye regering til del.

Debatten ved lanceringen kredsede om, hvorvidt Politiken med etableringen af Kraka ønskede at blande sig i den politiske debat, om Krakas finansielle partnere via deres bidrag kunne tiltuske sig spalteplads i Politiken, og – højdepunktet af kritisk journalistik– om direktøren får for meget i løn?

Svarene er simple: Selvfølgelig, måske og who cares? Selvfølgelig ønsker Politiken som alle andre danske dagblade at sætte dagsorden og blande sig politisk. Kraka er blot det seneste skud på stammen af danske mediers eksperimenter i grænsefladen mellem klassisk journalistik og politisk-økonomisk analyse. Senest har Berlingske med etableringen af Politiko bevæget sig ind i samme krydsfelt, og Mandag Morgen har længe opereret som en hybrid, der kombinerer tænketankens træk med nyhedsmediets.

Der er heller ingen, som kan vurdere, om Falck, Landbrug og Fødevarer og Realdania vil påvirke Krakas arbejde endsige tilsnige sig omtale i Politiken. Men når man overvejer, hvor mange pressemeddelelser og af spindoktorer plantede ’historier’ – ingen nævnt, ingen glemt – der i øvrigt finder vej til danske dagblades spalter, forekommer også den bekymring tanteagtig. Endelig er det svært at se, hvordan Peter Mogensens løn nogensinde skulle kunne udgøre et anliggende af offentlig interesse. Det er ret beset et bestyrelsesspørgsmål.

Det korte af det lange er, at det er alt for tidligt at dømme Kraka hverken inde eller ude. Ligesom regeringen har Kraka nu haft sine første 100 hvedebrødsdage. I den tid har de rekrutteret en god håndfuld nye medarbejdere og udsendt fire korte notater om bl.a. fattigdoms-debatten og Betalingsringen. I tirsdags gik Kraka så i luften med en ny hjemmeside, og man må formode, at den nye tænketank efterhånden er funktionsdygtig og klar til idekamp.

Det er en glimrende anledning til at genstarte debatten. For mig at se er det centrale spørgsmål ikke, om etableringen af Kraka er godt for Politiken eller Peter Mogensen, men snarere om det er godt for Danmark? Kort sagt om Danmarks idé-politiske infrastruktur står mål med de bedste i verden, og om etableringen af flere tænketanke bidrager hertil?

Tænketankens rolle

I forskningen om tænketanke opfatter man en tænketank som en organisation, der direkte eller indirekte søger at påvirke de politiske beslutningsprocesser såvel som den offentlige meningsdannelse via udviklingen og udbredelsen af videnskabelig eller videnskabsbaseret politisk og økonomisk analyse.

Det er ikke den skarpeste definition, og der findes da også stor variation blandt tænketanke. Nogle organisationer som f.eks. Brookings Institution i USA eller Hans-Böckler Stiftung i Tyskland fungerer nærmest som universiteter uden studerende, og producerer politisk-økonomiske analyser af høj videnskabelig kvalitet. Andre, som f.eks. Adam Smith Institute i England, virker primært for at påvirke den offentlige meningsdannelse ved at ’pakke’ ofte meget ideologiske synspunkter ind i en tynd videnskabelig fernis. Der er også stor forskel i hvor specialiserede organisationerne er, og hvor uafhængigt af stat og embedsværk de virker.

Hvorfor kan det være en styrke for en nation at have denne type organisationer? I en nøddeskal fordi verden bliver stadig mere kompleks og uoverskuelig. Derfor skal politiske beslutningstagere forholde sig til et stadigt voksende antal specialiserede policy-områder, der bliver stadigt mere videnskabeliggjorte og griber ind i hinanden i komplicerede mønstre og sammenhænge. Med flere politiske delspørgsmål stiger behovet for forslag til nye løsninger og ideer til ny, sammenhængende politik automatisk. Her kan tænketanke spille tre roller.

• For det første fordi de ved at stå uden for det parlamentariske system, er i en position til at ’tænke det utænkelige’ – dvs. adressere langsigtede politiske problemstillinger af stor offentlig interesse, der af forskellige årsager ikke har politisk gang på jord. Klimaforandringer, accelererende udlandsgæld eller demografiske skift er alle eksempler på udfordringer, som demokratisk valgte politikere kan have begrænset interesse i at forholde sig til, fordi regningen for politiske løsninger skal betales i egen valgperiode, imens gevinsterne tilfalder eftertiden. Generationer, der nok er vigtige, men ikke stemmer. Et eksempel på en ide, der på det seneste har vundet stor indflydelse, er Obamas sundhedsreform, der oprindeligt blev udtænkt i den konservative Heritage Foundation.
• For det andet ved at fungere som en art idepolitisk eksil for politisk opposition. I forskningen taler man om ’tænketankenes svingdør’, hvor indkommende regeringer ofte henter både ministre og ledende stabsfolk, fra tænketankenes rækker, imens udgående regeringer går den modsatte vej. I USA er Condoleeza Rice og i sin tid Henry Kissinger hentet ind fra konservative tænketanke. Fænomenet findes også i Danmark. Den nye klimaminister Martin Lidegaard  tilbragte sin tid i opposition i tænketanken Concito ligesom Helle Thornings Schmidts personlige rådgiver Noa Reddington blev hentet ind fra Mandag Morgen.
• For det tredje kan tænketanke også skabe lukkede rum for politisk dialog og forhandlinger mellem modsatrettede samfundsinteresser. Bl.a. den engelske tænketank Chatham House er blevet kendt for og har lagt navn til denne funktion. Fordelen er, at samfundsmæssige særinteresser kan mødes uden offentlig bevågenhed og i fællesskab udvikle fælles løsninger på fælles udfordringer. Det kan virke udemokratisk, men omvendt kan processen bidrage til at løsne op for en række forhandlings- og beslutningsspil, der i det offentlige rum og med mediernes bevågenhed og tendens til at fokusere på overfladiske personspørgsmål, let ville kunne gå i hårdknude.

Behov for flere tænketanke

Hvordan måler Danmarks samlede idepolitiske infrastruktur sig med de bedste i verden? I en af de få optællinger af tænketanke i verden, fremgår det, at USA i 2010 har 1816, England 278, Tyskland 191 og Frankrig 176. I Danmark kan de tælles på et par hænder, til trods for de senere års fremkomst af bl.a. Concito, Cevea, DEA og nu Kraka.

Man kan ikke skråsikkert sige, at et stort antal tænketanke er en ubetinget national fordel. Det afhænger selvsagt af de fremsatte ideers kvalitet, timing og relevans. Omvendt giver det heller ikke mening at hævde, at Danmark målt på tænketank pr. indbygger er på linje med de førende i verden. Den politiske virkelighed er næppe mindre kompleks for danske beslutningstagere end for tyske eller franske. Det nationale behov for nye politiske ideer er uafhængigt af befolkningens størrelse.

Det korrekte svar på spørgsmålet ligger formodentlig et sted midt imellem. Selvom det endnu er for tidligt at sige, om Danmark har brug for den nye tænketank Kraka, tyder meget på, at Danmark for en samlet betragtning godt kunne have brug for flere tænketanke. I første omgang, er det op til Kraka selv at af- eller bekræfte den påstand – og ikke Peter Mogensens gamle kolleger i klagekoret af konkurrenter og kommentatorer.

Alle indlæg på MM Blog er alene udtryk for skribentens personlige holdning.