1000 dage der bestemmer din fremtid

Den vigtigste viden om vores fælles fremtid forsvinder i en ’Bermuda-trekant’, der bl.a. kan betyde, at vi hverken når at opfylde de 17 verdensmål eller bekæmpe klimaforandringerne.

De færreste har sikkert læst to rapporter, der i sommerens løb har tegnet et foruroligende billede af de udfordringer, vi nødvendigvis må løse her og nu.

Den ene har titlen ”2020: The Climate Turning Point” og blev beskrevet i det videnskabelige tidsskrift ”Nature” i udgaven den 29. juni. Den er udarbejdet af en kreds af internationalt førende forsknings- og udviklingscentre og sender et meget entydigt budskab: Vi har kun tre år til at standse kurven over klimaforandringerne. Lykkes det ikke, vil vi næppe kunne holde den globale temperaturstigning under 2 grader og må imødese en accelererende og stadig mere ukontrollabel klimaudvikling.

Den anden er FN’s opdaterede statusrapport over verdensmålenes udvikling – ”The Sustainable Development Goals Report 2017”, der blev offentliggjort i juli. Det er en sammenfatning af rapporterede resultater fra lande verden over, og det er ikke opmuntrende læsning. Vi er klart bagefter med opfyldelsen af målene. I forordet konstaterer FN’s generalsekretær Antónie Guterres: ”Implementation has begun, but the clock is ticking. This report shows that the rate of progress in many areas is far slower than needed to meet the targets by 2030.” Rapporten dokumenterer, at selv om fremskridt er sket, er der meget lang vej til de nødvendige gennembrud. Opfordringen er klar: Tempoet skal sættes markant op – hurtigt.

Klumme

Samme konklusion når en tidligere og meget omfattende analyse af storbyernes udvikling til. Den hedder ”Deadline 2020” og er udarbejdet af den internationale byorganisation C40. Som titlen antyder, skal byerne inden for de næste tre år gennemføre en markant reduktion i CO2- udslippene. Ellers vil byerne ikke være i stand til at opfylde målene i Paris-aftalen fra december 2015. Alvoren i den konklusion er det heller ikke muligt at tage fejl af: Byerne står for en tredjedel af alle udslip.

Andre analyser og rapporter føjer sig ind i rækken af stadig mere dystre prognoser. Budskabet er det samme: Vi kan stadig nå at afværge de værste konsekvenser af globale udfordringer som bl.a. klimaforandringer, men betingelsen er en hidtil uset hastig og tæt koordineret indsats af såvel regeringer, virksomheder, investorer, byer og civilsamfund – herunder de enkelte borgere.

Sidste udkald

Tidligere har vi kunnet læne os op ad 2030 – eller omkring 5.000 dage – til at indfri verdensmålene. Det er kort tid, men måske ikke urealistisk. Med de nye analyser er der i realiteten skåret 4.000 dage af. Nu skal gennembruddet ske inden for 1.000 dage, især hvis vi skal have kontrol over klimaforandringerne.

Rapporterne har alle ingredienserne til en global thriller. Forenklet udtrykt er vi meget tæt på at miste herredømmet over vores egen fremtid. Måske er det allerede for sent, bl.a. fordi den nødvendige indsats kræver så store indgreb, at det forudsigeligt løber ind i en række politiske, økonomiske og mentale barrierer. Foreløbig har den politiske omstillingsvilje ikke været imponerende, snarere bremsende. Men skulle vi tabe kampen mod de globale udfordringer, vil det i hvert fald i et historisk perspektiv være interessant og relevant at analysere årsagen. Den kan sammenfattes i vidensamfundets ’Bermuda-trekant’.

Bermuda-trekanten beskriver tre grunde til, at vigtig viden forsvinder og ikke skaber forandringer.

1. Ulæselige rapporter

Undersøgelser har vist, at kun omkring 15 pct. af internationale rapporter bliver læst. Det gælder også for de nøglepersoner, der skal bruge dem til at træffe beslutninger. Det er måske forståeligt. De fleste rapporter er ulæselige, meget tekniske og skrevet for de indforståede, der i forvejen er bekendte med teorierne. En analyse offentliggjort i magasinet Nature, Climate Change, konstaterer da også, at f.eks. FN’s klimarapporter er blevet stadig mere ulæselige. Og medierne er til ringe hjælp. De enten ikke orker eller mangler evnen til at formidle de dramaer, der ofte skjuler sig i de tunge tekster og indviklede grafer. De største nyheder skaber ofte de mindste overskrifter – hvis nogen overhovedet.

De rapporter, der refereres til i indledningen, burde hver især og tilsammen skabe stor opmærksomhed og bred debat, netop fordi de udfordrer en hævdvunden men forkert opfattelse af verdens sande tilstand. Hvis analyserne har ret, skal vi nytænke en række fundamentale politiske og økonomiske prioriteringer.

Det store paradoks er, at den vigtigste viden for menneskeheden ikke forstås af menneskeheden. Den viden er forbeholdt de få, der ikke handler på den. Dermed lægges kimen til et fornyet og forstærket opgør med den herskende klasse, det være sig politikere, erhvervsledere, investorer og medier, den dag, menneskeheden er tvunget til med kort varsel at ændre livsvilkår, bl.a. fordi. klimaforandringerne accelererer. Den virkelighed er hele tiden fortrængt til fordel for de nære og relativt set mindre udfordringer, i forventningen om at det kan man altid nå. Men ’altid’ er nu et spørgsmål om blot 1.000 dage.

2. Faglig uenighed

Desværre er det blevet for nemt at udfordre den faglige kompetence – ikke mindst i en tid, hvor der generelt sættes spørgsmålstegn ved videnskabens troværdighed, og hvor fake news vejer tungere end real news. Hvis f.eks. 90 pct. af klimaforskerne er enige om en teori og 10 pct. er imod, skabes billedet af en dyb faglig uenighed, hvilket underminerer troværdigheden af en ellers veldokumenteret teori.

Det betyder også, at enigheden ofte er vigtigere end at formidle det mest troværdige budskab. Det er bl.a. sket med FN’s klimarapporter, de såkaldte IPCC-analyser. Fordi mange forskere fra mange lande med forskellige baggrunde har skullet tilslutte sig de endelige konklusioner, er det endt med svage kompromiser, der ikke respekterer, hvad der foregår i virkelighedens klimaverden.

Det betyder, at forskerne løbende må opdatere deres prognoser af især klimaforandringerne, fordi de udvikler sig hurtigere end rapporterne har forudset – f.eks. at isen ved polerne smelter i et højere tempo og vejret opfører sig mere ekstremt, end eksperterne havde forventet, etc. Vi mangler endnu at opleve en melding fra forskerne, der siger det modsatte.

Det har i den forbindelse været interessant at følge den faglige diskussion i kølvandet på en meget omstridt artikel fra juni i magasinet The New Yorker under overskriften ’The Uninhabitable Earth’. Her analyserer en ekspert, David Wallace-Wells, hvordan en fortsættelse af klimaforandringerne på et tidspunkt vil gøre store dele af kloden ubeboelig. Han opererer med temperaturstigninger på 4-5 grader og derover og udsigten er generelt skræmmende og leder tanken ind på film som ”The Day After Tomorrow”. Artiklen blev da også mødt med kritik fra en række klimaforskere for at være for ekstrem og dommedagsagtig. Men de måtte alligevel medgive, at alle anvendte data var korrekte, og at udviklingen var mulig, selv om den ikke var sandsynlig.

Eksemplet er interessant, fordi det netop udfordrer vores virkelighedsopfattelse. Wallace-Wells brøde var – ifølge kritikerne – at han havde forlænget virkeligheden, ikke gjort vold mod den. Han var på solid videnskabelig grund. I en tid, hvor forskerne hele tiden må revurdere deres prognoser, kan det være et spørgsmål om temperament, hvilke forudsætninger der lægges ind, og hvor langt man skuer frem. Men det rejser spørgsmålet om, hvordan en bredere offentlighed gøres bekendt med de kræfter, der former vores fremtid, og hvordan vi hver især kan være med til at tæmme og styre dem – og dermed undgå pludselige og meget ubehagelige overraskelser.

3. Politisk modstand

Netop opfattelsen af faglig uenighed gør det enkelt for politikerne at vælge den sandhed, de har brug for, og som er mest i overensstemmelse med deres politiske holdninger. Hvis vi, som eksperterne forudser, er tvunget til at skabe store gennembrud på 1.000 dage, forudsætter det et opgør med en række vedtagne partiprogrammer og etablerede økonomiske sandheder. Det gælder alt fra betingelserne for økonomisk vækst til reguleringer af vores forbrugsmønstre. Politikerne vil være tvunget til markante indgreb, hvis omstillingen skal gennemføres inden for en snæver tidsramme. Det er ikke populært og vil udløse ramaskrig fra såvel virksomheder som borgere. Her er det selvsagt bekvemt, hvis man kan henvise til en faglig uenighed og vælge den ekspert, der bedst passer ind i de politiske mønstre.

Danmark har desværre leveret opskriften på den politiske blokering. Som nærværende ugebrev påviste den 26. juni, er Danmark som en ellers førende klimanation ved et udvikle sig til et ’godt’ eksempel på den stigende afstand mellem internationale aftaler og den nationale politiske virkelighed. Danmark deltager nemlig aktivt i et spil, der handler om at slippe så billigt som muligt fra den hastigt voksende klimaregning. Det spil foregår i EU og afdækkes overbevisende i Klimarådets seneste rapport, der viser, hvordan Danmark næsten sovende kan nå sine CO2-mål. Og hvis netop Danmark kan slippe af sted med en ’badebillet’ til klimamålene, så kan mange andre også.

Men den indstilling kan vise sig at være stadig mere ude af trit med befolkningernes holdninger og forventninger. Noget tyder på, at menneskeheden allerede er mere bekymret end politikerne. Det amerikanske Pew Research Center offentliggjorde i starten af august en undersøgelse, der viser, at verdens befolkning rangerer klimaforandringerne og islamisk terror som de to største sikkerhedspolitiske trusler. 62 pct. frygter terroren og 61 pct. klimaforandringerne. Cyberangreb og verdensøkonomien følger efter med 51 pct., mens blot 39 pct. anser flygtningestrømmen for at være den største sikkerhedspolitiske risiko.

Trods regionale forskelle ligger klimaforandringerne højt på risikolisten i de fleste lande verden over og forstærker muligheden for en stadig større kløft mellem elite og befolkninger. Hvis dertil skal lægges udsigten til pludselige indgreb for at afbøde virkningerne af ellers forudsigelige katastrofer, er der blandet en giftig cocktail, der kan skabe ubehagelige splittelser i ellers velfungerende samfund.

Vi bestemmer selv

Et scenarie, der viser, at de næste 1.000 dage kan bestemme vores fremtid, handler ikke om dommedag, men om nødvendigheden af at se virkeligheden i øjnene og handle. Det vil sige opløse Bermuda-trekanten. Det kan kun gøres ved at såvel politikere som medier samt andre, der former dagsordenen og påvirker opinionen og offentligheden, erkender deres ansvar. Begrebet ’nu eller aldrig’ har sjældent givet så megen mening.

Det er nærliggende at drage en sammenligning med de allieredes landgang i Normandiet i juni 1944. Hvis den lykkedes, havde vi ikke vundet krigen, men undgået at tabe den. Hvis vi har succes med et gennembrud de næste 1.000 dage, har verden heller ikke vundet klimakrigen, men netop undgået at tabe den. Alternativet kan blive et nyt Dunkirk. Derfor kan 2020 blive klodens D-dag. Udfaldet er op til hver enkelt af os.

Forrige artikel Den gode, den onde og den ligegyldige samtalekultur Næste artikel Ledelse og læring for ledere