Når det gælder den grønne omstilling, har Danmark absolut ingen EU-forbehold. Tværtimod køres der et nærmest perfekt parløb mellem København og Bruxelles i bestræbelserne på at udfase klimaskadelig produktion og forbrug til fordel for bæredygtige alternativer.

Som det fremgår af Mandag Morgens klimakalender for 2020, er man nu i både Europa-Kommissionen og i den danske regering klar til nærmest at lægge den grønne omstilling i lige så faste rammer som arbejdet med de årlige finanslove.

Kalenderen er færdiggjort, efter at EU-Kommissionen onsdag 11. december fremlagde sin såkaldte European Green Deal. Denne plan omfatter flere end 50 initiativer, der skal facilitere den grønne omstilling inden for energi, industri, mobilitet, fødevarer og finansiering, alt imens man sikrer en nogenlunde rimelig social balance – både i form at støtte til omkvalificering af dem, der mister job i polske og tyske kulminer, og i form af ordninger, der sikrer, at også de fattigste europæere har adgang til energi og transport.

Planen er – som Ursula von der Leyen sagde i forbindelse med offentliggørelsen – meget mere end ’blot’ en klimaplan. Den er ifølge lederen af EU-Kommissionen hele EU’s grønne vækstplan.

En del af planen er, at EU-Kommissionen i 2020 vil foreslå, at der vedtages en europæisk klimalov, der – ligesom den netop aftalte danske klimalov – lægger den grønne omstilling i faste rammer med regelmæssige evalueringer og opstramninger.

Samtidig skal de kollektive klimaambitioner i EU skærpes. I øjeblikket har EU-landene en ambition om i 2030 at reducere sine CO₂-udledninger med 40 procent i forhold til 1990, men eftersom man er på vej til at overopfylde dette mål markant, foreslår von der Leyen, at man skærper målet til 50 eller 55 procent. Et stort flertal i det danske Folketing har som bekendt tilsluttet sig en national dansk ambition om at reducere med 70 procent.

De ambitiøse klimaplaner i både EU og i Danmark kommer efter, at vælgerne ved valgene til både Europa-Parlamentet og Folketinget i 2019 klart tilkendegav, at de prioriterer klimapolitikken højt. Både politikere og erhvervsledere ude i Europa og hjemme i Danmark har gjort det klart, at de ikke alene har hørt disse signaler, men også at de har tænkt sig at levere på dem.

Politik og erhvervsliv i forening

I Danmark ses dette ikke mindst i forbindelse med de 13 klimapartnerskaber, som regeringen har etableret sammen med de danske erhvervsorganisationer og med en stribe af Danmarks førende erhvervsledere i spidsen. Set fra Frederiksen-regeringens side er det noget nær et ønskescenarium, at det i februar er toplederne fra kødgiganten Danish Crown og fra cementproducenten Aalborg Portland, der selv kommer til at fremlægge udspil til, hvordan man reducerer klimaaftrykket fra deres industrier.

På samme måde som Dansk Industri i Danmark har omfavnet regeringens grønne planer, har også den europæiske erhvervsorganisation Business Europe meldt sig som en stærk støtte af en omfattende omstilling af hele Europas økonomi.

Det fremgår af rapporten 'Prosperity, People and Planet', hvor Business Europe også tilslutter sig en meget ambitiøs grøn dagsorden for EU i de kommende fem år frem til 2024. Den europæiske erhvervsorganisation støtter målet om CO₂-neutralitet i 2025 og planerne om grøn finansiering, cirkulær økonomi, billig vedvarende energi og forskning i rene teknologier og meget andet.

Massive tab på brune aktiver

Både på europæisk og dansk niveau er erhvervslivets opbakning til den grønne omstilling i dag så massiv, at ejere af kulminer, oliefelter og gasproduktioner i dag må frygte seriøst for fremtiden. Den vurdering går igen i rapporten 'A Credible Decarbonization Agenda Can Help Strengthen Europe's Economy', der er skrevet af den franske topøkonom Jean Pisani-Ferry.

Af denne rapport, der er publiceret af den amerikanske tænketank PIIE i Washington, fremgår det, at indehavere af brune aktiver som de ovennævnte på verdensplan står til et værditab på 9.000 milliarder dollar over de kommende 15 år.

Samtidig skal man ikke tage fejl af, at der i de kommende år vil blive masser af slagsmål om klimapolitikken i både Bruxelles og København, når det gælder gennemførelsen af diverse politikker, som rammer specifikke industrier. Senest har man i Bruxelles oplevet betydelig ballade i forbindelse med en ny investeringspolitik i Den Europæiske Investeringsbank, hvor man ikke længere vil investere i gas, olie og kul.

Tilsvarende har den franske regering nedlagt veto mod en beslutning, hvor man var i færd med at udelukke investeringer i atomkraft som klimavenlige investeringer i forbindelse med EU’s såkaldte taksonomi, der definerer, hvilke aktiver der skal ses som grønne, og hvilke der skal karakteriseres som brune.

Global klimatøven

Selv om Europa rykker heftigt på den grønne omstilling, og de brune aktiver står til at falde i værdi, er der fortsat lang vej for verdenssamfundet i forhold til at stoppe drivhuseffekten og dermed den globale opvarmning. Den meteorologiske verdensorganisation WMO og FN’s klimapanel, IPCC, konstaterer, at afsmeltningen i Arktis nu er accelereret i hastighed, og at samtidig stiger CO₂-udledningerne ifølge den årlige Emissions Gap-rapport fra FN’s miljøprogram, UNEP.

I det seneste årti er de globale udledninger steget med 1,5 procent om året, og med de reduktionsforpligtelser, som de 196 lande, der er med i Paris-aftalen, har påtaget sig indtil nu, burde verden samlet set reducere sine udledninger med 7,6 procent om året, hvilket der absolut ikke er udsigt til.

Udviklingen i Danmark og i EU i 2019 markerer tydeligt, at der er kommet et meget bredt politisk momentum bag den grønne omstilling, og at aktører over en bred kam ser det som deres egen interesse at forfølge en klimavenlig udvikling.

Denne udvikling er langtfra lige så entydig i lande som blandt andre USA, Kina, Brasilien og Mexico, hvor den politiske beslutsomhed bag kampen mod den globale opvarmning har været kraftigt faldende. Det er almindeligt kendt, at USA’s og Brasiliens præsidenter ikke ønsker at gennemføre reduktioner i udledningerne af drivhusgasser i deres lande. Det samme er tilfældet i Mexico, hvor den nye og meget venstreorienterede præsident, Andrés Manuel López Obrador, har lagt klimakursen radikalt om i det store mellemamerikanske lande med 130 millioner indbyggere. I Mexico og en række andre lande verden over ses klimadagsordenen som et problem, der kommer i anden række i forhold til dagsordener som ernæring, sundhed, uddannelse og meget andet.

Vigtige begivenheder forude

To helt afgørende klimapolitiske begivenheder i 2020 bliver det amerikanske præsidentvalg i november og FN’s klimatopmøde COP26 i Glasgow i Skotland senere samme måned. Hvis Donald Trump skulle blive genvalgt, må verden nøjes med ambitiøse udspil fra amerikanske delstater, der vil indføre vedvarende energi og love mod fossile biler. Til gengæld vil valget af en demokratisk præsident have positiv indflydelse på klimapolitikken i FN, der kommer i højsædet ved COP26 i Glasgow.

Ved klimatopmødet er det givet, at EU vil komme med nye ambitiøse og realistiske løfter om at reducere CO₂-udledningerne kraftigt. Samtidig vil vestlige statsstøttede finansieringsinstitutter, som den danske Eksportkreditfond, stå klar med kreditter til vestlige projektudviklere og teknologileverandører, der vil rejse vindmøller eller solenergiprojekter rundtom i verden. Regeringerne i de store udviklingslande derimod vil have uendeligt svært ved at finde midler til at føre deres egen grønne erhvervs- og klimapolitik.

Dermed er der i virkeligheden lagt i kakkelovnen til, at COP26 kan gå hen og blive lige så stor en skuffelse for verdenssamfundet, som COP15 i København i 2009 gik hen og blev det.

COP15 kom, som det hedder i en analyse fra den britiske tænketank Chatham House med titlen 'COP26: A Roadmap for Success', til at koste verdenssamfundet seks år med stort set ingen fremgang i CO₂-reduktionerne, fordi forventningerne før topmødet var urealistisk høje.

Derfor bør man ifølge analysen i 2020 satse på de tre områder, hvor man har gjort betydelige fremskridt i de senere år:

1. CO₂-neutralitet er et koncept, som rigtig mange lande, byer, virksomheder og andre aktører har let ved at forholde sig til. Det kan nemt kombineres med et årstal.
2. Dekarbonisering i sektorer vinder også udbredelse som koncept. Når en virksomhed kan se, at dens konkurrenter i en given sektor skal igennem den samme klimakur, er det lettere at komme i gang.
3. Den folkelige mobilisering – særligt blandt unge mennesker i udviklede lande – føder direkte ind i de politiske systemer, hvor partier fra hele det politiske spektrum nu prioriterer området.

Uanset hvad resultatet af COP26 i slutningen af 2020 bliver, står det klart, at Danmark og EU er kommet væsentligt længere i den grønne omstilling, end man havde troet muligt i 2007, hvor den fælles klimapolitik blev lanceret. Hvis EU også fremover overopfylder planerne, bliver Europa klimaneutralt længe før 2050.

Det store spørgsmål er, hvad der sker i resten af verden.