De 17 eurolande er i disse uger ved at udrydde de sidste forhindringer for at etablere en bankunion, der løfter kontrollen med Europas største banker ud af hænderne på de nationale myndigheder. Det er et historisk stort integrationsskridt: Tilsyn med finanssektoren har indtil for få år siden været betragtet som en urørlig del af den nationale kompetence.

Og det er blot begyndelsen. I løbet af de kommende 12 måneder vil Europa tage hul på en omfattende  proces, hvis endemål er en egentlig politisk union. Gældskrisen har skabt en bred erkendelse af, hvor stort et ledelsesmæssigt tomrum der findes på toppen af Europa.

Trods sit navn har Den Europæiske Union kun på afgrænsede områder – f.eks. landbruget – været en reel union. EUs stats- og regeringschefer har ladet den europæiske integration gå uden om de største kronjuveler i den nationale kompetence, herunder finanspolitikken, bankpolitikken, skattepolitikken og forsvarspolitikken.

Men nu har finanskrisen på nådesløs vis udstillet svagheden i den strategi. Selv om de økonomier, der udgør eurozonen, samlet set er blandt verdens mest kreditværdige i verden, har politikerne manglet de instrumenter, der kunne bryde mistilliden over for euroen. Og de store europæiske bankers kolossale betydning for deres respektive hjemlandes økonomi har sået tvivl om, hvorvidt de nationale tilsynsmyndigheder – fra Madrid og Athen til Berlin og Paris – overhovedet kan føre neutralt og uafhængigt tilsyn.

Flere og flere har derfor foreslået et egentligt europæisk finanstilsyn. “Nationale tilsynsmyndigheder, der er under betydelig kritik for i forsvaret for nationale interesser ikke fuldstændigt at have levet op til deres tilsynsforpligtelser, vil blive frataget indflydelse. Dermed fjerner man også muligheden for national (politisk) indflydelse på tilsynet,” lyder det – ikke fra finanssektorens kritikere, men fra selve den tyske bankforening, Bundesverband deutscher Banken (BDB). Foreningen, der bl.a. tæller giganterne Deutsche Bank og Commerzbank, fremlagde for to uger siden sit eget forslag til en bankunion i eurozonen.

“Den, der ønsker sig et stærkt Europa, må være forberedt på at give kompetencer til det europæiske niveau. Dette gælder for finanspolitikken såvel som for finanstilsynet,” siger foreningens formand , Andreas Schmitz.

Hans holdning illustrerer, at der i øjeblikket  er mo­mentum for langt dybere integration i Europa, end man ville have haft fantasi til at forestille sig for få år siden. Bankunionen vil være det helt afgørende projekt på den europæiske dagsorden, når EUs politiske sæson går i gang hen over de kommende uger.

Men også på en række andre områder står EUs beslutningstagere foran historiske beslutninger.  På baggrund af samtaler med kilder i København, Bruxelles og Washing­ton opstiller Mandag Morgen på de følgende sider syv pejlemærker, der inden for de kommende 12 måneder vil lægge sporene for Europas fremtid.

1. Den regulerede finanssektor

Den største integrations-driver blandt Europas politikere på tværs af partiskel er frustrationen over finanssektoren. Borgerlige, socialdemokratiske og venstreorienterede politikere er over én kam indignerede over de dybe skader, som den højt gearede finansindustri har påført Europas økonomier siden 2008: gældsætning, lavvækst og arbejdsløshed.

Spørgsmålet om finanssektorens rolle er i realiteten et af de helt centrale i den aktuelle debat om fremtidens Europa. Med Tysklands Angela Merkel og Frankrigs Francois Hollande i spidsen er politkere over hele kontinentet dybt forbitrede over, at finansverdenens ledere ikke har formået at udvise mådehold og udvikle mere bæredygtige forretningsmodeller.

“Finansialiseringen” af økonomien har ført hele Europa ud i en gældsætning, der i dag rider kontinentet som en mare. Derfor er det nu slut med den politiske rygvind, som finanssektoren nød godt af frem til 2008.

Det er slut med deregulering og liberalisering. Merkel og hendes finansminister, Wolfgang Schäuble, har understreget, at det i fremtiden er politikerne, der sætter farten, og ikke de finansielle markeder. EUs kommissær Michel Barnier, der har ansvaret for finanssektoren, har gjort det klart, at det er uacceptabelt, at EU-staterne siden 2008 har brugt mere end 4.500 milliarder euro på støtte til finanssektoren.

Nu er genregulering af finanssektoren kommet på den politiske dagsorden. EU har allerede gennemført en byge af lovgivning og oprettet nye tilsynsmyndigheder. Denne udvikling bliver yderligere forstærket, når de 17 lande i eurozonen i dette efterår opretter et regulært europæisk finanstilsyn, der er første fase i en egentlig bankunion. Se figur 1.

Bankunionen er en milepæl i EUs historie. Finanssektoren er en del af det nationale arvesølv, men nu flytter den politiske myndighed op på europæisk niveau. Briterne har allerede gjort det klart, at de ikke vil være med – ikke fordi de ikke vil genregulere finanssektoren, men fordi det er for voldsomt et integrationsskridt.

[graph title="Sådan skal Europas banker tøjles" caption="Figur 1  " align="center" image="https://www.mm.dk/wp-content/uploads/2016/01/8bf73-ckr_fig1_saadan_skal_europas_banker_toejles.png" image_width="0" image_full="https://www.mm.dk/wp-content/uploads/2016/01/8250d-ckr_fig1_saadan_skal_europas_banker_toejles.png" text="Sådan forestiller den tyske bankforening, BDB, sig, at det nye finanstilsyn i Europa skal se ud. Som det fremgår, mener de tyske banker ikke, at banker fra ikke-eurolande som Danmark hører til under den kommende stærke tilsynsmyndighed under Den Europæiske Centralbank. "]Kilde: Bundesverband deutscher Banken, Bruegel, Mandag Morgen. [/graph]

2. De fire unioner

Bankunionen bliver startskuddet til en dybtgående integrationsproces i Europa, der over de næste 3-5-10 år vil skabe tre andre unioner: en finanspolitisk union, en konkurrenceevneunion og i sidste ende en politisk union.

Det mener den franske økonom Nicolas Veron, der i begyndelsen af august var inviteret til at præsentere sin analyse for det særlige Europa-udvalg under Udenrigsudvalget i det amerikanske senat. Over for Mandag Morgen forklarer han den aktuelle beslutningskrise med, at den eksisterende kompetencefordeling ikke har gjort det muligt at træffe de rigtige beslutninger for regionen som helhed.

“Udgangspunktet er bankunionen, som er nødvendig, fordi der formentlig fortsat er store ukendte tab i den europæiske banksektor. Disse tab skal fordeles mellem alle relevante parter, herunder private investorer. Men problemet er, at man i dag fortsat ikke har de procedurer, der passer til de store systemisk vigtige banker,” siger Veron, der er forsker ved Bruxelles-tænketanken Bruegel og hos Peterson Institute for International Economics, PIIE, i Washington med speciale i banker, finansiel regulering og europæisk politik.

Han fremhæver, at europæisk integration altid har været lig med politisk innovation, men at udviklingen af de fire unioner vil være en ekstremt kompleks proces med modsatrettede nationale interesser.

“En bankunion og finanspolitisk union har støtte fra de lande, der er i knibe, mens økonomisk stærke lande vil stille krav om central kontrol med bankerne, med de nationale finanspolitikker og med forhold vedrørende konkurrenceevne. Samtidig vil en reel politisk union være lettere at støtte for lande som Belgien, Tyskland og Italien, der har en stærk føderal tradition, mens det vil være sværere i et centralistisk land som Frankrig.”

Den franske ekspert forudser, at EU-Kommissionen og eurozonens stats- og regeringschefer vil gøre meget for at holde døren åben for ikke-eurolande på de forskellige politikområder. Men han påpeger samtidig, at eurolandene har brug for hurtige fremskridt, særligt hvad angår banksektoren, og at dette kan begrænse de praktiske mulig­heder for at komme ikke-eurolandene i møde.

3. Den tyske motor

Når bankunionen kommer nu, er det dels fordi, Tyskland kræver det, dels fordi det nationalt selvbevidste Frankrig  er gået med til at opgive suveræniteten over den nationale finanssektor. Det sidste er en stor indrømmelse fra den nye præsident, Francois Hollande, som hans forgænger Nicolas Sarkozy ikke var klar til at give.

I dag er Tyskland ikke alene den økonomiske motor i Europa, men også den absolut drivende politiske kraft, personificeret i Bundeskanzlerin Angela Merkel.

Hjemme i Tyskland er hun respekteret for sin håndtering af eurokrisen, men i det øvrige Europa og i USA har hun mødt en bølge af kritik. Hun er blevet beskyldt for at være alt fra en sparefikseret puritaner til selve personificeringen af den tyske drøm om europæisk dominans.

Mere afdæmpet kan man konstatere, at Merkel er en moderat konservativ tysk politiker, som i udpræget grad er sig sit lands europæiske ansvar bevidst. Hun er dybt påvirket af både sin østtyske opvækst og tanker om bæredygtighed. Mådehold i omgang med menneskelige, miljømæssige og økonomiske ressourcer er omdrejningspunktet i den tyske kanslers politiske tænkning.

Hun er nu gået ind i sit sidste regeringsår, idet valget til forbundsdagen skal afholdes senest i september 2013. Valget får stor betydning for Europa – og vice versa. Europa og euroens fremtid bliver det indiskutable omdrejningspunkt i den tyske valgkamp, som allerede er i gang. Men det ligger uden for diskussion, at vinderen af det tyske valg vil være stærkt proeuropæisk.

Over for Merkel står nemlig det socialdemokratiske SPD, der er klar til at gå endnu længere end Merkel i retning af en reel politisk union i Europa. Og det siger ikke så lidt, eftersom Merkel allerede er milevidt foran alle andre stats- og regeringschefer i Europa.

Mens ledere i Frankrig, Italien, Spanien, Holland, Luxemburg, Danmark og andre lande under krisen har været meget fokuserede på at sikre deres nationale interesser, synes både Merkel og hendes modstandere i SPD og det andet oppositionsparti, De Grønne, oprigtigt overbeviste om, at alle Europas borgere – herunder også tyskerne – i længden er bedst tjent med et tættere forenet Europa.

Der findes euro-kritikere i Tyskland, både på venstrefløjen og blandt de fiskalt konservative CSUere i det velhavende Sydtyskland. Men disse vælgere får det svært på valgdagen, hvor valget kommer til at stå mellem to pro-europæiske kanslerkandidater. Euroskepsissen hos det liberale FDP synes – i betragtning af partiets proeuropæiske historie – mere at være udtryk for et desperat politisk ophørsudsalg.

4. Den europæiske vækstfaktor

Europas store problem er manglende vækst. Det fik Francois Hollande dygtigt understreget under den valgkamp, der sikrede ham præsidentposten i maj. Efter valgsejren fortsatte Hollande vækstretorikken, og da EUs stats- og regeringschefer i slutningen af juni vedtog en vækstpakke på omkring 120 milliarder euro, kunne det ligne en sejr for den nye franske præsident.

Realiteten er dog en helt anden. Pakken fra Bruxelles er en dråbe i det europæiske hav. Den ændrer ikke meget ved, at Europa er plaget af lavvækst (og for en række lande regulær recession) og vil være det mange år endnu. Og på hjemmebanen står Hollande med de samme problemer som andre europæiske ledere, der har svært ved at genskabe væksten i deres økonomier. Han skal gennemføre massive offentlige besparelser for at holde underskuddet på statsfinanserne under 3 pct. af BNP. Og samtidig er mange industrivirksomheder i dyb krise – ikke mindst i bilindustrien, som lukker tusinder af arbejdspladser i Frankrig til fordel for nye produktionsfaciliteter i Nordafrika, Asien og Sydamerika.

Dette vækker vrede i den franske befolkning, der – trods landets koloniale fortid og multietniske befolkningssammensætning – er en af de mindst globaliseringsparate i Europa. Arbejdsmarkedet har en af de laveste organisationsprocenter i Europa, og fagforeningerne er for svage til at kunne føre en ligeværdig og fremtidsorienteret dialog med arbejdsgiverne. Derfor er Frankrig præget af dramatiske og kostbare arbejdskampe.

Francois Hollande er på de indre linjer dybt optaget af at genskabe Frankrigs industrielle konkurrenceevne efter tysk forbillede. Og han ved godt, at vejen går via strukturreformer og produktivitetsforbedringer – en holdning, der modtages med kyshånd af de franske arbejdsgivere.

Udadtil bruger Hollande imidlertid sin nye ’minister til produktionsmæssig genrejsning’, den højttalende advokat Arnaud Montebourg, til at repræsentere regeringen i medierne. Og Montebourg lyder som en stemme fra fortiden, når han taler om at bevare bilproduktion i Frankrig og om den illoyale konkurrence fra bilproducerende lande i Asien.

Sandheden er, at Frankrig ikke kan leve af bilfabrikker og andre solnedgangsindustrier. Men på fødevareområdet, i luksusindustrierne og blandt de store ingeniør-, energi- og konsulentkoncerner har Frankrig virksomheder, der også fremover vil kunne klare sig i den globale konkurrence.

5. Den italienske forbindelse

Italien har længe været både et økonomisk og politisk problem i Europa. De økonomiske og samfundsmæssige problemer – lav produktivitet, høj gæld og en stor mafia-inficeret undergrundsøkonomi – er intakte. Men med tidligere EU-kommissær Mario Monti som ikke-valgt premierminister er landet blevet en respekteret og konstruktiv medspiller i EU.

Forgængeren Silvio Berlusconi blev opfattet som uberegnelig og populistisk, og da han i eftersommeren 2011 viste, at han ikke kunne eller ville levere de økonomiske nedskæringer og strukturelle reformer, som de øvrige eurolande krævede, blev han tvunget fra magten. Det skete med en opsigtsvækkende politisk-økonomisk manøvre udført af Italiens præsident, Giorgio Napolitano, og landets daværende nationalbankchef, Mario Draghi. Selv Monti-tilhængere erkender i dag, at Napolitano var helt ude at røre ved grænsen for, hvad Italiens forfatning tillader.

Ikke desto mindre har både Monti og Draghi bidraget til, at Italien i dag er begyndt at gennemføre de nødvendige besparelser, således at ECB igen overvejer systematiske støtteopkøb af italienske statsobligationer for at tvinge renten ned og bryde den onde cirkel, hvor svage banker og forgældede statskasser har trukket hinanden stadigt længere ned.

Som tidligere omtalt i Mandag Morgen anser analytikere på de finansielle markeder det nu for sandsynligt, et ECB under Draghis ledelse snart er klar til at gå ind og opkøbe spanske og italienske statsobligationer. Se Mandag Morgen, 23. august 2012. Dermed bliver de reelt den lender of last ressort for landene i eurozonen, som internationale investorer har efterlyst.

Draghi sagde i juli i London, at ECB vil gøre “alt, hvad der er nødvendigt” for at redde euroen, og siden har han fået opbakning fra både Angela Merkel og kollegerne i ECBs ledelse. Selv om den tyske forbundsbank, Bundesbank, opretholder sin skepsis over for Draghis linje, tyder alt på, at magtbalancen endelig har forskubbet sig.

“ECB er ikke længere en forlængelse af Bundesbank, sådan som den blev set i mange år. Og den tid kommer ikke tilbage,” siger Nicolas Veron.

6. Det demokratiske underskud

De aktuelle politiske manøvrer for at redde euroen og lægge linjerne for et tættere integreret Europa, går i vid udstrækning hen over hovedet på borgerne. Det er der mange euro-skeptikere og EU-modstandere, der med rette har hæftet sig ved. En af de skarpeste kritikere af denne udvikling er imidlertid tyske filosof Jürgen Habermas, der angriber den aktuelle kurs ud fra en stærkt proeuropæisk synsvinkel.

I begyndelsen af august skrev Habermas og to andre intellektuelle, økonomiprofessor Peter Bofinger og filosofi­professor Julian Nida-Ruemelin, et stort essay i Frankfurter Allgemeine Zeitung under overskriften “Ny kurs for Europa: Opråb mod facadedemokratiet”. Her gør de det klart, at når eurozonen nu reelt er på vej til at omfordele statsligt opkrævede penge på tværs af landegrænser, bliver man også nødt til at underlægge disse omfordelinger kontrol fra et folkevalgt parlament.

“Så længe regeringerne ikke siger, hvad de faktisk gør, udhuler de det i forvejen svage demokratiske fundament under Den Europæiske Union. Kampråbet fra den amerikanske uafhængighedskamp, “Ingen beskatning uden repræsentation”, finder her en overraskende ny aktualitet: Så snart vi inden for eurozonen skaber spillerum for politikker, der får omfordelingseffekter over de nationale grænser, må vi også have en europæisk lovgiver, der repræsenterer borgerne og kan bestemme over disse politikker. Ellers forgriber vi os på det princip, at den lovgiver, der tager beslutninger vedrørende de offentlige udgifter, er identisk med den demokratisk valgte lovgiver, der opkræver skatter til dækning af disse udgifter,” skriver Habermas og hans medforfattere. De advarer om, at de svært gennemskuelige løsninger, som i øjeblikket udarbejdes af hensyn til den kriseramte finanssektor, helt går hen over hovedet på borgerne.

Europas ledere er godt klar over, at man bliver nødt til at tage denne kritik meget seriøst. Men problemet understreges af den køreplan for det nye Europa, som formanden for EUs Ministerråd, Herman Van Rompuy, har præsenteret. Planen, “Towards a Genuine Economic and Monetary Union”, er udarbejdet i samarbejde med formændene for EU-Kommissionen, Eurogruppen og Den Europæiske Centralbank. På bare syv sider beskriver den i et tørt embedsmandssprog de kolossale ændringer, det europæiske samarbejde kommer til at undergå i de kommende år.

Hvad det repræsentative demokrati angår, konkluderer Van Rompuy, at det er “vigtigt at sikre den nødvendige demokratiske legitimitet og ansvarlighed i beslutningsprocedurerne inden for Den Økonomiske og Monetære Union baseret på principperne om fælles udøvelse af suverænitet at fælles politikker og solidaritet.”

7. Den danske tøven

Mens EUs stats- og regeringschefer allerede ved oktobertopmødet skal forholde sig til endnu mere detaljerede integrationsplaner fra Van Rompuy og den øvrige EU-top, er både regeringen, Venstre og Konservative kravlet i flyverskjul, når det gælder EU-politikken. Seks måneders dansk formandskab i foråret bidrog ikke til at engagere hverken borgere eller politikere i en debat om Danmarks rolle i det nye Europa.

Når det gælder bankunionen, har vækst- og erhvervsminister Ole Sohn nærmest afvist, at Danmark skal være med, og i ministeriet afviser man at kommentere sagen yderligere, før man har set EU-Kommissionens udspil. Økonomiminister Margrethe Vestager, der repræsenterer Danmark blandt Europas øknonomi- og finansministre, har udtalt “nøgtern skepsis” over for deltagelse i bankunionen. Og statsminister Helle Thorning-Schmidt har på det generelle plan gjort det klart, at “danske skatteborgere ikke skal betale for eurolandenes gæld”.

Omvendt har S-R-SF-regeringen siden sin tiltrædelse valgt en europapolitisk kurs, der kort sagt har bestået i at ligge så tæt på Tyskland som overhovedet muligt og sige ja til al ny EU-integration, så længe man ikke kommer i karambolage med EU-forbeholdene.

Jacob Funk Kirkegaard, forskningsstipendiat ved Peterson Institute for International Economics i Washington mener, at der vil være store politiske og økonomiske ulemper for Danmark ved ikke at gå med i bankunionen – hvis ellers de inviteres med.

“På det politiske plan handler det om at være med, der hvor afgørende beslutninger træffes. Og på det økonomiske plan handler det om den danske finanssektors fremtid. Bankers troværdighed og soliditetsgrad er relative størrelser. Hvis du som Danske Bank konkurrerer med banker fra Tyskland, Finland og Irland, som har hele eurozonen bag sig, så kommer du til at stå som det relativt svage led. Og det kommer du til at betale for i form af højere funding-omkostninger,” siger han.

Kilder:

• “Towards a Genuine Economic and Monetary Union”. Rapport fra Herman Van Rompuy til EU’s Ministerråd 26. juni 2012
• Bruegel: What kind of European Banking Union, juni 2012
• Vorschlag zur Ausgestaltung einer Europäischen Bankenaufsicht, Bundesverbank deutscher Banken, 21. august 2012
• Jürgen Habermas, Peter Bofinger og Julian Nida-Rümelin: “Ny kurs for Europa: Opråb mod facadedemokratiet”, 3. august 2012.