Leif Sørensen var lammet fra nakken og ned. Han kunne ikke bevæge armene og benene. Hans rygmarv var som et timeglas, der låste hans nerver. Han risikerede at være lænket til en seng resten af sit liv og dybt afhængig af hjælp fra andre.

Men siden han gennemgik en omfattende operation på Aarhus Universitetshospital i maj, har han været gennem en intensiv genoptræning på det tre år gamle sundheds- og omsorgshotel Vikærgården i Risskov ved Aarhus.  Det har ændret hans liv.

Som han kommer rullende hen ad gulvet langs de røde murstensvægge og parkerer sin specielle kørestol med særlige ergonomiske drivarme midt i pejsestuen, er han et levende vidnesbyrd om, at Aarhus Kommunes nye velfærdsstrategi bærer frugt.

Fem ledetråde skal guide de ansatte til at skabe en mere kærlig kommune. Og for enden af strategien står en række meget kontante mål, som skal være nået i 2016, som bl.a. at 9 ud af 10 borgere over 65 år ikke skal modtage praktisk hjælp, og mindst 80 pct. af de borgere, som for første gang efterspørger en social og sundhedsfaglig hjælp, skal kunne klare sig selv igen inden for 12 uger.

Leif Sørensen er godt på vej til at bidrage til resultatlisten. Den 76-årige tidligere smed, maskinarbejder og lokomotivfører får tårer i øjenkrogene, når han fortæller om sine seneste måneders fremskridt.

”Jeg har da tænkt, at det hele også bare kunne være lige meget, når jeg har ligget tre uger i sengen uden at kunne noget som helst. Men så er der kommet forskellige opture. Jeg kunne selv spise. Jeg kunne selv komme i seng. Selv klare toilettet. Pludselig kunne jeg selv gå med krykker. Og jeg har bevaret intelligensen. Min drøm er at kunne klare mig selv 100 pct. og vende tilbage til min lejlighed. Begynde at bowle igen, genoptage dansen, køre bil og tage på rejser med min bror. Det både håber og regner jeg med, vil ske,” siger han.

Frihed til at børste sine tænder selv

Præcis hvad det er, der sker på Vikærgården, hvor grunden for Leif Sørensens fremskridt er lagt, vender vi tilbage til. Men Leif Sørensen er et eksempel på, hvordan Aarhus Kommune er i fuld gang med grundlæggende at gentænke velfærden. Ambitionerne er høje. Borgerne skal ”uddannes” til at klare sig selv bedst muligt og længst muligt uden kommunal indblanding.

De fem ledetråde giver bl.a. borgerne mere magt og frihed. Frihed til at leve efter deres egen døgnrytme frem for andres arbejdsrytme. Frihed til at børste deres tænder selv, tage støttestrømper på ved egen kraft og til selv at kunne tørre sig i den bare frem for at være afhængig af hjælp otte gange i døgnet.

Kommunens ansatte skal også uddannes. Hjemmesygeplejersker, sagsbehandlere, visitatorer, hjemmetrænere, fysioterapeuter, sosu-assistenter og andre af de 6.500 ansatte i kommunens Magistratsafdeling for Sundhed og Omsorg med et budget på 3,5 milliarder kr. skal lære, hvordan de undgår at falde tilbage til de velkendte løsninger og bare yde livslang kompensation for tabte evner og forsvundne relationer.

De skal i stedet tænke i rehabilitering, medborgerskab og brug af ny velfærdsteknologi, så borgerne selv kan vaske hår, lave mad, gøre rent og klare andre opgaver. Lederne skal gå forrest i den nye strategi. De skal turde miste fodfæstet en gang imellem, og de ansatte får langt større frihed til at løse opgaverne selv, afprøve nye måder at arbejde og bruge deres faglige kompetencer.

Frivillige og pårørende skal også inddrages i langt større omfang end i dag. Breve fra kommunen skal være skrevet i et personligt sprog, der er til at forstå. Når telefonen bliver taget i visitationen eller på rådhuset, skal borgeren mærke, at der i den anden ende er et forstående menneske, der lytter og gerne vil hjælpe. Borgere, der klager over afgørelser eller den hjælp, de får, skal kontaktes af en medarbejder inden for 24 timer.

Plejehjemmene skal ligne det, de er – nemlig beboernes hjem. Med kunst på væggene, planter i fællesarealerne og børn, som i det her tilfælde er på besøg fra den lokale børnehave. Aarhus har hentet inspiration fra litteraturens verden og kalder den mere personlige stil for besjæling.

Ekspert i at være borger

Hjørnekontorerne på 4. sal i Arne Jacobsen og Erik Møllers arkitektoniske mesterværk, rådhuset midt i Aarhus, er hjertet i den nye, kærlige kommune. Her fra kommandocentralen foldes strategien ud og herfra sikres den nødvendige forståelse fra de 319.000 borgere i kommunen.

Her finder vi rådmand Dorthe Laustsen (SF). Hun er selv en slags ambassadør for den nye velfærdstænkning, efter at en dramatisk trafikulykke i juli sidste år nær kostede hende livet og lammede hende fra brystet og ned.

Hun vendte tilbage til rådhuset i april og er nu afhængig af sin elektriske kørestol. Hver dag får hun hjælp til at komme ud af sengen om morgenen, komme i bad, få tøj på, blive transporteret og komme i seng om aftenen. Og hver nat bliver hun vendt en gang i sin seng.

”Der har i mange år været en tendens til, at der næsten ikke var ende på, hvad vi kunne gøre for borgerne. Men nutidens pensionister er anderledes end tidligere tiders, og  de vil gerne være mere selvhjulpne. Selv om jeg er havnet i en situation, hvor jeg er afhængig af andre, vil jeg da også helst selv gøre alt det, jeg selv kan klare. Og hvis noget går galt, joker jeg med, at jeg må tage det op med den ansvarlige rådmand,” siger hun og blotter et af sine mange eftertænksomme smil. 

Sammen med sin mand har hun været tvunget til at rykke ud af deres treplanshus, og efter en periode i en ældrebolig er hun nu flyttet ind i sit nye etplanshus, der er udstyret med en række hjælpemidler som loftslift, hæve-sænke-borde og en hoveddør med kode, så hun selv kan låse sig ind via en fjernbetjening.

Huset ligger i Viby tæt på Dorthe Laustsens børn og børnebørn, og det valg er en vigtig brik i hendes nye, tilrettelagte tilværelse. Med færre kræfter handler det om at prioritere alt det, der er vigtigst i tilværelsen. Og familiens betydning for rådmanden ses tydeligt på hendes kontor på rådhuset, hvor fire farverige billeder malet af børnebørnene Cecilie og Nikolaj lyser op på den ene væg og giver rummet et personligt præg midt i dominansen fra de klassiske Hans J. Wegner-møbler og PH-lamper.

Dorthe Laustsen har netop gennemgået ”den forhåbentlig sidste operation” efter ulykken, hvor hun har fået sat en sonde ind i rygmarven, som doserer hendes medicin. Ulykken og det nye liv, den bragte med sig, har bekræftet hende i, at Aarhus er på rette vej med at ”uddanne” borgerne til at kunne selv. Den har også givet hende et unikt indblik i den del af kommunens sundheds- og omsorgsafdeling, hun tidligere bedst kendte fra den politiske front.

Nu ser hun bl.a. behov for at forbedre samspillet mellem kommune og region, når patienter skal hjem fra hospitalet til den kommunale genoptræning, og borgeren skal inddrages mere i genoptræningen. Personalet må ikke tale hen over hovedet på borgeren, når man f.eks. flyttes med loftslift fra sin seng til sin stol. Kommunikationen mellem de forskellige vagthold skal fungere bedre.

”Jeg har oplevet et personale, som tager deres arbejde alvorligt, og som forholder sig til de borgere, de kommer ud til. Indimellem kan der så også være ting, som irriterer mig. Som når der f.eks. kommer folk ud midt på dagen til mit hus for at hjælpe mig med en middagslur, selv om jeg allerede er begyndt at arbejde igen. Det er også blevet mere synligt for mig nu, hvor vigtigt det er, at de ansatte har en klar forståelse af forandringerne og ved, hvad de betyder, selv om de måske ikke er helt enige i beslutningerne,” siger Dorthe Laustsen.

De fem ledetråde

Startskuddet til den nye velfærdsstrategi var reelt en række interview med borgere, medarbejdere og ledere tilbage i 2007. De afslørede, at borgerne og de ansatte så fundamentalt forskelligt på forholdene i kommunen.

Borgerne forventede at blive set, hørt og forstået som mennesker og savnede gejst, nærvær og engagement fra de ansatte. De ansatte vægtede den faglige stolthed højest. De lagde vægt på begreber som saglighed, grundighed, korrekte svar og at overholde reglerne.

Denne slående forskel kunne kommunen ikke leve med. Men i stedet for at lave en ny virksomhedsplan på 40 sider glittet papir, som blev læst af få og brugt af færre, gik den en helt anden vej. Den ville ud til alle medarbejdere med en langsigtet 5-årsstrategi.

Resultatet blev fem ledetråde. De er nedfældet på små kort, der som et nøgleknippe lige kan være i lommen, så alle ledere og medarbejdere let kan hive dem frem i dagligdagen til inspiration, hvis de skulle have glemt dem.
De fem ledetråde skal sikre, at kommunens ansatte husker at give ”al magt til borgerne”, ”holde borgerne væk”, ”slippe medarbejderne fri”, ”være sammen med borgerne” og udøve ”ledelse med vilje”. Se tekstboks. De er både provokerende, sætter tingene på spidsen og udfordrer hele tiden til løbende debat.

Hovedarkitekten bag disse ledetråde er Hosea Dutschke, der er direktør i Magistratsafdelingen for Sundhed og Omsorg. Hvis Dorthe Laustsen er den politiske feltmarskal i skabelsen af den kærlige kommune, er Hosea Dutschke generalen, der fra sit skrivebord i hjørnet af det store åbne kontorlandskab på 4. sal i rådhuset skal få strategien implementeret ud i alle hjørner af kommunen.

”Det er vigtigt at have en fast strategi, der kan holde i mange år, og som alle medarbejdere kan forholde sig til på både godt og ondt. Vi beder jo medarbejderne lægge de værktøjer på hylden, som vi selv har trænet dem i at bruge de sidste 10 år. Debatten om, hvordan strategien skal indfries i praksis, skal tages i hvert enkelt team og på hver enkelt institution. Det kræver tid og hårdt arbejde. Der er ingen quick fixes. Det forudsætter, at den øverste ledelse er med hele tiden og tager diskussionen med medarbejderne,” siger Hosea Dutschke.

Politikerne: En vanvittig ide

Det vil da også være noget af en overdrivelse at påstå, at de fem ledetråde blev modtaget med begejstring i begyndelsen.

De har ført til protester fra de ansatte foran rådhuset. Mange var bange for, at ”al magt til borgerne” nu ville betyde, at borgerne skulle bestemme det hele selv, og at de bare blev reduceret til en slags tjenere. Men frygten har været stærkt på retur, i takt med at der har bredt sig en forståelse af, at borgerne så vidt muligt skal bestemme over deres eget liv, og at de ansatte får større frihed til at kunne udnytte deres faglige kompetencer.

Mange politikere og ledende embedsmænd måbede også, da de første gang hørte om ledetråde som at ”holde borgerne væk”.

”Nogle af politikerne syntes, at det var noget af det mest vanvittige, de havde hørt,” siger Hosea Dutschke.

Men stemningen vendte, da de fandt ud af, at der bag denne ledetråd gemte sig en tanke om at give borgerne et mere selvstændigt og værdigt liv, når de får hjælp til at mobilisere de ressourcer, der skal til for at klare sig i eget hjem.

Også forskellige organisationer som Ældre Sagen og FOA har været på barrikaderne. Ældre Sagen, fordi den er bange for, at ældre får mindre hjælp. Og FOA, fordi den frygter, at arbejdsopgaverne bliver taget ud af hænderne på forbundets medlemmer.

Andre kommuner bør bruge agenter

Det er ikke kun de fem ledetråde, der er særegne ved Aarhus Kommunes velfærdsstrategi, og som andre kommuner kan lade sig inspirere af. En anden nyskabelse er de såkaldte ledetrådsagenter, der skal sørge for, at strategien bliver ført ud i livet i lokalområderne.

Der er udpeget ni ledetrådsagenter – en for hvert lokalområde. Typisk er der tale om en teamleder. De fungerer som en slags sparringspartner og tilbringer hver 5-6 uger sammen med en teamleder og dennes medarbejdere fra et andet lokalområde for at kigge dem over skuldrene og hjælpe til med at implementere strategien.

”Det fungerer supergodt, og det kan jeg varmt anbefale til andre kommuner. Både fordi de enkelte teamledere, der tager ud som ledetrådsagenter, og de teamledere, der får besøg, selv bliver udviklet, og fordi alle har benhård fokus på strategien i de 5-6 uger, de har besøg af ledetrådsagenten. Det giver nogle refleksioner og udvikling af ledelsespraksis, som vi ikke har set magen til,” siger Hosea Dutschke.

Bag hver enkelt ledetråd gemmer der sig også en række mål, som skal være opfyldt i 2016. For eksempel skal 9 ud af 10 borgere over 65 år ikke modtage praktisk hjælp til den tid. Det mål ser ud til at blive nået. Siden 2008 er andelen faldet fra godt 29 pct. til ca. 18 pct. Til gengæld får flere ældre mere velfærdsteknologi til at kunne klare sig selv.

Mindst 90 pct. af borgerne skal til den tid også klare deres kommunikation med kommunen digitalt. Her er man også godt på vej. F.eks. søger 82 pct. af borgerne pension via borger.dk, selv om det fortsat er muligt at gøre det på den gammeldags måde. For tre år siden var det kun 20 pct.

Målet er også, at mindst 80 pct. af borgerne i 2016 skal være tilfredse med den hjælp, de modtager. Mindst 85 pct. skal være tilfredse med hjælperens imødekommenhed over for individuelle ønsker og behov. Og mindst 80 pct. af de borgere, som for første gang efterspørger en social og sundhedsfaglig hjælp, skal inden for 12 uger klare sig selv igen.

Træning afløser hjælp

Et af de steder, hvor den nye velfærdstænkning kommer tydeligt til udtryk, er i Visitationen. Tidligere kunne borgerne kun få fat i en visitator få timer om dagen. Nu sidder en medarbejder klar ved telefonen mellem kl. 8.00 og kl. 15.00 på Visitationslinjen.

Vi finder chefen for Visitationen, Kathrine Maltha, og en del af hendes team i et kontorlandskab i bydelen Trøjborg. For hende er det vigtigt, at den nye strategi giver medarbejderne større frihed til at bruge deres faglighed og til at eksperimentere.

”Vi skal turde mere. Nogle gange er vi for opsatte på altid at følge reglerne til punkt og prikke, fordi vi er så bange for at få en sag på nakken. Vi må gerne vove mere en gang imellem, hvis det kan føre til, at vi kan skabe bedre løsninger for borgerne,” siger Kathrine Maltha.

Længere nede ad gangen sidder ni visitatorer klar ved telefonerne i et åbent kontorlandskab for at tale med de borgere og pårørende, der ringer, fordi de har brug for hjælp. En af dem er Carol Kristensen.

"I dag tænker vi træning, træning og atter træning og ikke så meget på kompenserende hjælp. Det er som oftest den rigtige vej at gå. Vi har fokus på at få draget folk ind, lytte til deres behov og få dem til at tage ansvar for eget liv. Det har vi også gjort tidligere. Men dengang havde vi ikke de samme redskaber og ydelser at gøre godt med. Vi har åbnet meget mere op for træning med hjælpemidler lige fra de små dagligdags ting som en strømpepåtager og et skærebræt til større ting som en rollator,” siger Carol Kristensen.

Den nye strategi stiller store krav til de ansattes evner til at lytte og kommunikere. Et af deres succeskriterier er, at borgerne føler, de bliver hørt. Og tilsyneladende er borgerne indforstået med den nye strategi.

”Jeg synes godt, borgerne forstår den nye strategi, når vi forklarer dem, hvorfor vi nu gør, som vi gør. Det kan måske være svært, hvis de har haft en hjemmehjælper i 15 år, der har hjulpet dem med at få strømper på. Men når det går op for dem, at de ikke længere skal være afhængige af hjælp til det, så forstår de det også,” siger Carol Kristensen.

De ældres formand er også ambassadør

Det bliver bekræftet af Carl Aksel Kragh Sørensen. Han er formand for Ældrerådet i Aarhus Kommune og repræsenterer de ca. 60.000 ældre i kommunen, hvoraf de 10.500 er visiteret til hjælp eller bor i plejebolig.

Ældrerådet har været med i hele omlægningen og støtter fuldt ud den nye strategi. Han erkender, at der har været stor skepsis. Han advarer også mod at presse de ældre ud over deres formåen og opfordrer hele tiden til, at de ansatte bliver uddannet til at kunne håndtere den nye strategi. Men når det er sagt, så mener Carl Aksel Kragh Sørensen, at kommunen er på rette kurs.

”Ældrerådet støtter i høj grad omlægningen fra den kompenserende til den rehabiliterende indsats, så folk via træning bliver i stand til at klare sig selv bedst muligt. For det virker jo. De borgere, som har været igennem forløbet, er glade for at få mulighed for at genoptræne de rigtige ting, så de hurtigt kan gribe hverdagen igen. Inklusive mig selv,” siger Carl Aksel Kragh Sørensen.

Han blev opereret for et år siden, hvor han fik sat tre skruer på 5, 6 og 9 centimeter ind i sin ene fod for at få den til at sidde rigtigt på benet igen. Det var meget smertefuldt. Han måtte ikke støtte på foden i flere uger. Men han blev genoptrænet og klarer sig selv i dag.

”Jeg har selv lært at komme på fode igen hurtigst muligt. I dag er smerterne væk, og jeg er ikke visiteret til noget som helst. Jeg har også været så heldig at have en kone, der hjalp mig, da jeg havde det rigtig skidt,” siger Carl Aksel Kragh Sørensen.

En drink og et bad afløser sovepillen

På en stille vej i Risskov ligger Sundheds- og Omsorgshotellet Vikærgården. Dér, hvor vi fandt Leif Sørensen. Ved første øjekast ligner stedet et helt almindeligt og noget slidt plejehjem. Kun den lille gruppe mennesker, der står uden for hoveddøren og snakker højt, mens de inhalerer røgen fra deres cigaretter, antyder, at dette ikke er et plejehjem.

Bag de røde murstensvægge åbenbarer der sig et velfærdsteknologisk eksperimentarium med 64 værelser og arealer fyldt med teknologisk isenkram, genoptræningslokaler med intelligente træningsmaskiner, smarte robotter og wellnessrum.

Her er man ikke beboer. Man er gæst. Nogle af gæsterne kommer direkte fra hospitalet efter endt behandling som f.eks. Leif Sørensen, der er ved at blive genoptrænet efter sin operation i maj. Andre kommer direkte fra deres eget hjem. Det kan være kræftsyge, mennesker ramt af blodpropper eller alkoholikere, der har brug for midlertidig rehabilitering. De er her typisk i fem uger. Herefter vender tre ud af fire tilbage til deres hjem. Resten flytter typisk videre til en plejebolig.

”Vi er kun det næstbedste sted. Det bedste sted er i eget liv,” siger centerleder Alice Jensen, mens hun sammen med teamleder Irma Edqvist guider rundt på ”hotellet”, der indtil 2010 var helt almindelige plejeboliger.

Vikærgården har fået en helt central rolle i kommunens strategi om at udnytte velfærdsteknologiens mange muligheder til at gøre folk mere selvhjulpne. Her har kommunen samlet sin døgnrehabilitering, og her tester man nye produkter af, inden de måske ender hjemme i folks eget hjem om et par år.

Hotellet bliver også brugt af store koncerner som f.eks. Panasonic til at afprøve en seng, som kan laves om til en kørestol til gavn for permanent sengeliggende. Testresultaterne bliver sendt tilbage til Panasonic i Japan til videre bearbejdning i laboratorierne, inden de måske en dag ender i nogle aarhusianeres hjem om nogle år.
”Gæsterne opfatter ikke sig selv som forsøgskaniner. De siger sjældent nej til at deltage, men vil gerne være med til at udvikle ting til fremtidig brug,” siger Alice Jensen.

Et af værelserne har et trykfølsomt gulv, der kan registrere, hvis gæsten falder, og automatisk tilkalde hjælp. Tre stemmestyrede lejligheder giver deres gæster mulighed for at åbne og lukke vinduer og døre, slukke lyset eller sænke en bøjlestang.

”Kammertjener, træk gardinerne fra”, kan beskeden lyde mod det stemmefølsomme computersystem, som sender ordren videre og sørger for, at gardinet trækker sig til side, så lyset kan komme ind i stuen.

Robotten Silbot hjælper til at holde hjernefunktionen i gang hos nogle af hotellets gæster. Et særlig smart kort kan sættes ind i træningsmaskinerne, så gæsternes resultater bliver gemt, og maskinerne automatisk øger belastningen efter behov. Smarte fullservicetoiletter kan programmeres efter gæsternes individuelle ønsker og mindske risikoen for urinvejsinfektioner.

To af værelserne er lavet om til wellnessbadeværelser, hvor gæster med f.eks. stærke smerter i ryggen kan slappe af i hæve-sænke-badekar med diskolys og termisk varme og til duften af røgelse og lavendelsæbe. Her hører man musik og får en drink i stedet for den traditionelle sovepillle.

Som teamleder Irma Edqvist udtrykker det, da rundturen er slut:

”Folk vil gerne klare sig selv, hvis de kan. Jeg har arbejdet med rehabilitering i 15 år, og den her vej er den eneste, der giver mening.”