I flere af dagens medier beklager studerende sig over den manglende undervisning på landets universiteter, der tvinger stadig flere til at hive penge op af lommen og købe ekstrakurser for at bestå deres eksamen. Kritikken er ikke ny: Gennem de senere år har avisernes debatspalter lagt tryksværte til mange frustrerende studerende, der ikke mener, at det er i orden at blive spist af med sølle fire timers undervisning om ugen og et semester på 12 uger, som er realiteten på flere studier.

De utilfredse studerende er på mange måder et positivt tegn. Det viser, at de unge er fuldt ud bevidste om, at konkurrencen på arbejdsmarkedet er hård, og at det kræver en ekstra indsats, hvis man skal kunne måle sig med kandidater fra internationale topuniversiteter. Et holdningsskifte som skiftende politikere og den private sektors arbejdsgivere har efterlyst gennem mange år.

Derfor er det ekstra ærgerligt, når man kan konstatere, at der ikke er udsigt til flere timer på skemaet. Godt nok er der afsat flere penge til universiteterne på landets finanslov. Men regeringen har samtidig et mål om, at de videregående uddannelser skal modtage 10.000 flere studerende frem mod 2020, og det er ikke en gratis omgang.

Forrige ministre har valgt at overhøre de studerendes kritik, og det er naturligvis også en strategi, som uddannelsesminister Morten Østergaard kan vælge. Men skulle han udvise større kløgt, tager han de studerendes kritik til efterretning. Det handler nemlig ikke kun om at gøre sure miner glade, men undgå, at kritikken spreder sig ud over landets grænser og ridser i de danske universiteters internationale ry og rygte. Fire timers undervisning sælger næppe billetter hos de kinesiske studerende, som de danske virksomheder gerne vil slå kløerne i.

Østergaards muligheder er dog begrænsede, når der i nærmeste fremtid inviteres til forhandlinger om et nyt universitetsforlig:

• Flere penge. Danske Studerendes Fællesråd mener, at universiteterne skal have flere penge til undervisning. Umiddelbart et oplagt forslag. Problemet er bare, at det også er dybt urealistisk! Over alt i den offentlige sektor står den på slankekur. Tusindvis af ansatte har på kort tid mistet deres arbejde og borgere klager over faldende kvalitet. Også på mange af landets folkeskoler er timetallet svundet ind. I det lys er det svært at argumentere for, hvorfor netop universiteterne – der som nogle af de eneste jo rent faktisk har fået flere penge på årets finanslov – skal have økonomisk særbehandling.
• Mindre forskning. En mere realistisk mulighed går på at omfordele de midler, som universiteterne allerede får, ved at give mindre til forskningen og mere til undervisning. Heller ikke den løsning er uproblematisk. Viden og innovation er afgørende for dansk erhvervslivs overlevelse, lige som at en stærk grundforskning er alfa omega for at tiltrække dygtige undervisere, der kan sikre en høj undervisningskvalitet. De private fonde kan løfte en del af byrden, men vil samtidig kræve et udgangspunkt, der er af høj standard.
• Væk med SU’en. Danmark er det eneste land i verden, hvor man som studerende hver måned automatisk får sat over 5.000 kr. ind på bankbogen. Ordningen, der også dækker ungdomsuddannelserne, koster i 2012 de danske skatteborgere tæt på 17 mia. kr. Det er mere end universiteterne får tilsammen. Den sikrer, at studerende ikke presses til et fuldtidsjob ved siden af studierne, så der er tid at fordybe sig i uddannelsen. De mange milliarder, der gives uanset forældreindkomst, gør det samtidig muligt for alle unge at tage en uddannelse, også selv om man skal forsørge et barn eller har lidt sværere ved det boglige, og derfor skal læse tingene flere gange. Når riget fattes penge er det imidlertid oplagt at overveje, om en del af stipendiet ikke kan ydes som et lån. Det faktum, at danske unge i forvejen er ret forgældet, taler dog imod, at det skulle være en god idé.
• Deltagerbetaling. En anden upopulær løsning er deltagerbetaling. Skiftende regeringer har afvist den mulighed med henvisning til, at Danmark skal værne om adgangen til fri uddannelse. Men virkeligheden har kuppet de politiske idealer med den stigende brug af private kurser, der kompenserer for manglende timer. Frem for at støtte de private kursusudbydere, kunne de studerende betale til universiteterne. Men erfaringer fra andre lande viser betydelige svagheder ved brugerbetalingen, som bl.a. har ført til færre studerende, øget social skævvridning og himmelfarende gebyrer.
• Kortere uddannelser. Mens sandsynligt er det, at Østergaard vælger at gå en helt anden vej ved at komprimere de timer, der så er til rådighed, i mindre og mere intensive forløb. Frem for at bevæge sig i skildpaddetempo med fire timer om ugen på 12-ugers semestre, kunne man forestille sig kortere semestre på f.eks. 8 eller 10 uger med 6 eller flere timer om ugen. Dermed vil det også være muligt at have tre semestre på et år og komme hurtigere gennem uddannelsen. Et forslag, der især falder i god jord hos mange arbejdsgiverne, der vil have de studerende hurtigere ud på arbejdsmarkedet.

Uddannelsesministeren selv har allerede luftet tanken om tre semestre på et år. Men forslaget bliver lunkent modtaget både af universiteterne og de studerende selv, der peger på, at det kræver dyre omlægninger og mindre mulighed for at fordybe sig i studiet. Der er dog næppe nogle alternativer med mindre de studerende selv vil til pungen eller universiteterne give afkald på noget forskning. Det er Østergaards lod at komme på banen med en løsning, der er spiselig for alle. Indtil det sker, kan de studerende roligt regne med at skulle omfordele flere lommepenge fra café latte til ekstrakurser.

Alle indlæg på MM Blog er alene udtryk for skribentens personlige holdning.