Antitysk demagogi på Rådhuspladsen

Politikens lederredaktør er faret vild i den røde populisme, når han sammenligner Angela Merkel med Margaret Thatcher. Tysklands kansler udviser i øjeblikket stort politisk mod i sine bestræbelser på at redde både euroen og Europas sociale markedsøkonomi.

Claus Kragh

Den politiske udvikling i Europa går i disse dage så stærkt, at ellers fornuftige stemmer synes at være ved at miste orienteringen.

Både MM-blogger Jacob Andersen og Politikens lederredaktør Lars Trier Mogensen er således i færd med at lade sig friste af den antityske demagogi, der i disse tider dyrkes med større eller mindre elegance blandt græske demonstranter, i den britiske tabloidpresse, i den angelsaksiske finansverdens højere luftlag og hos franske socialdemokrater, der drømmer om at sende den borgerlige præsident Nicolas Sarkozy på pension.

Jacob Andersen finder sine argumenter i folkedybets automatiske associationer til Tysklands nazistiske fortid, når han skriver, at stort set hele det økonomisk-politiske establishment i Danmark marcherer kækt syngende langs den tyske stållineal mod fremtidens forjættede budgetligevægte.

Mener Andersen, at vækst i Europa skal kickstartes gennem skabelse af ikke-bæredygtige offentlige underskud? Af MM27, 2011, fremgår, at Tyskland har været førende i verden, når det gælder offentlig stimulering af økonomien efter finanskrisen – en vækststimulans, Tyskland kunne tillade sig, fordi man havde orden i finanserne. Angela Merkels Tyskland er i færd med at gennemføre en historisk grøn omstilling, der vil føre til skabelse af titusinder af arbejdsplader i nye rene teknologier og på baggrund af politiske initiativer, hvor man ikke viger tilbage for at udskrive en ekstra regning til tyske energikunder og skatteydere. Merkels Tyskland er ikke det vækstforskrækkede sparemonster, som Andersens amerikanske og britiske helte, Paul Krugman og Martin Wolf, har travlt med at gøre det til.

Politikens chefideolog, Lars Trier Mogensen, når i sin argumentation frem til, at ”den tyske kansler Angela Merkel er den nye Margaret Thatcher. Begge konservative magtkvinder har i hver sin politiske epoke sat krop på en tidsånd præget af økonomisk tilbageholdenhed”.

Trier Mogensens sammenligning med Thatcher er en hån mod Angela Merkel, der uden sammenligning er Europas mest ansvarsbevidste politiker lige nu. Hun har gang på gang udfordret rodfæstede tyske økonomiske dogmer og populistiske liberale politikere, der har besværet sig over, at Tyskland har måttet stille gigantiske milliardgarantier for Grækenland, Portugal og Irland. Merkel, der aldrig forspilder en mulighed for at understrege sin afstandtagen fra Nazitysklands – og SED-Tysklands – forbrydelser, har udvist europæisk solidaritet og sværget, at hun vil beskytte den sociale markedsøkonomi som selve grundlaget i det tyske og europæiske samfunds sammenhængskraft.

At sammenligne hende med Margaret Thatcher, der nærmest førte borgerkrig mod den forarmede britiske arbejderklasses ret til at organisere sig i fagforeninger, og som sikrede sit genvalg i 1983 gennem et populistisk militaristisk slag om Falklandsøerne i 1982, er ganske enkelt upassende. Thatcher stod sammen med Ronald Reagan for den deregulering af de finansielle markeder, der om noget førte verden ud i finanskrisen. Merkel står for en socialt ansvarlig konservatisme, der vil give Europas politikere magten tilbage fra finansmarkederne og lægge frøene til langsigtet bæredygtig vækst baseret på forskning, udvikling og grøn ansvarlighed. At sætte lighedstegn mellem de to kvinder er udtryk for en unuanceret, popsmart populisme.

For Danmarks vedkommende er det klart, at den voldsomme integration i eurozonen, der bliver resultatet af det tysk-franske udspil fra Paris i mandags, bliver en monumental udfordring. Europas videre vej kan dårligt blive andet end en juridisk dybt forpligtende aftale mellem de 17 eurolande, eftersom Storbritanniens premierminister David Cameron allerede har gjort det klart, at Storbritannien ikke skal ud i en folkeafstemning om forholdet til EU.

Dermed står det klart, at ikke alle 27 EU-lande kan deltage i den nye traktat, der ifølge Tyskland og Frankrig skal ligge klar allerede ved EU-topmødet i begyndelsen af 2012. Dette betyder i første omgang, at Danmark heller ikke er tvunget ud i en folkeafstemning. Men hvad med regeringens løfte om at bringe både forsvars- og retsforbeholdet til afstemning i den indeværende regeringsperiode? Og hvad med Danmarks langsigtede forhold til eurozonen? Danskernes modstand mod eurosamarbejdet er større end nogensinde. Og som det ser ud i dag, er det næppe det faktum, at Danmark ikke skal betale til den græske redningsaktion eller det faktum, at krisen vil holde renten på flekslånene helt nede i mange år fremover, der får danskerne til at kræve indførelse af euroen. Men det ændrer ikke ved, at Danmarks position som ikke-euroland med en 30-årig fastkurspolitik over for først D-marken og siden euroen bliver stadigt mere aparte.

Europaminister Nicolai Wammens besværgelse i Bruxelles mandag om, at de 27 EU-lande bør gå fremad sammen, fordi den økonomiske sammenhængskraft i eurozonen er en meget vigtig sag, rammer ganske enkelt ikke skiven. Sagen er, at Tyskland og Frankrig vil videre ad en vej, der fører til dyb politisk-økonomisk integration, mens Storbritannien og Sverige ikke vil være med. De to lande vil fortsat kunne lade deres valutaer flyde frit med alt, hvad dette indebærer af eksportmæssige fordele vundet på europæiske naboers bekostning.

At Danmark efter nej’et til Maastricht-traktaten i 1992 valgte en vej i forhold til det økonomiske og monetære samarbejde i Europa, som betyder, at vi påtager os euromedlemskabets begrænsninger og siger nej til dets indflydelse, er ene og alene et dansk problem. Men at det vil tjene Danmark bedst fortsat at lægge sig tæt op ad et finanspolitisk, grønt og demokratisk samvittighedsfuldt Tyskland burde der ikke kunne herske tvivl om. Hverken Camerons nationalegoisme og Sarkozys gaullistiske centralisme udgør noget appetitligt alternativ.

Alle indlæg på MM Blog er alene udtryk for skribentens personlige holdning.

Omtalte personer

Angela Merkel

Fhv. forbundskansler, Tyskland (CDU)
Fysiker, doktorgrad i kvantekemi


Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu




Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu