Der blæser to benhårde og enkle logikker ind over os i disse år: 1) Vi skal dele og cirkulere, vi skal vise hensyn, være resiliente og bæredygtige. Vi skal tænke langsigtet og passe på kloden, da den skal holde mange millioner år endnu. Og 2) Vi skal præstere vækst, være konkurrencedygtige, effektive og produktive.

For mig ligner det ikke forbigående strømninger, men grundlæggende fænomener, holdninger og holdningsændringer. Disse enkle logikker skal forenes i en virkelighed, der er karakteriseret ved en tilstræbt rationel og global markedsøkonomi, der igen er kendetegnet ved en profit- og konkurrencetænkning, hvis omfang og virkemidler nok er uden historisk sidestykke. Alt dette skal transformeres gennem mange slags tiltag og initiativer, lige fra FN-aftaler, regerings- og byrådsbeslutninger til organisations-, virksomheds- og forbrugerbeslutninger.

Det siger sig selv, at den vækst, vi stræber efter, har en række positive sider. Øget velstand, overskud, sundhed, uddannelse, livskvalitet m.m. Men det er også uomtvisteligt, at væksten har store og mere eller mindre utilsigtede og uerkendte effekter, ofre, omkostninger m.m. Det handler f.eks. om den udledning af CO₂, der i de seneste år har fået meget stor opmærksomhed. Det handler om forurening og affald. Det handler om sygdomme, som f.eks. stress, angst og depression forårsaget af eller relateret til arbejdsmiljøet. Det handler om arbejdsulykker og om forskellige typer af negative virkninger på natur og dyr og på andre mennesker uden for virksomhederne, f.eks. kunder og købere af de produkter og ydelser, som virksomhederne leverer, herunder de endnu ikke fødte børn.

Uholdbar regnskabsopgørelse

Vi må erkende, at vi har indrettet et system, hvor mange af de ofre og omkostninger, der er forbundet med at producere produkter og ydelser, ikke medregnes i de regnskaber og kalkulationer, som de enkelte virksomheder aflægger og gennemfører. Regnskaberne indeholder kun nogle af omkostningerne, hvorimod andre omkostninger holdes uden for. Det er selvfølgelig uholdbart, og det fører til store skævheder og uhensigtsmæssigheder.

På samme måde er det kun en begrænset del af virksomhedens aktiver, der optræder på statussiden i regnskabsopgørelsen. Værdien af f.eks. bygninger, maskiner, lastbiler og lagerbeholdninger er vi omhyggelige med at skrive ned. Vi regner ud og holder øje. Revisorerne ser efter og kontrollerer, at alt stemmer.

Men hvad med medarbejderne, kulturen, tilliden, viden, videndelingen, arbejdsmiljøet, relationerne – hvad med vores brand? Hvad med kundernes loyalitet og virksomhedens omdømme? Hvad med vores resiliens og bæredygtighed? Vi må erkende, at der er meget, som vi ikke holder særlig meget øje med, endsige forsøger at definere, beskrive og måle – kvalitativt såvel som kvantitativt. Det kunne så være, hvad det være ville, hvis det ikke lige var, fordi nogle af disse faktorer er meget mere betydningsfulde for virksomhedens fremtidsmuligheder, end værdien af mursten og lastbiler.

Bæredygtighed er ikke en selvfølge

At noget er bæredygtigt betyder, at det er i stand til at bære, opretholde eller genskabe sig selv. Sådan som naturen og livets processer igennem evolutionen uendeligt har gjort og gør det. Ud fra det burde bæredygtighed i enhver henseende være en selvfølge – en naturlig og selvindlysende bestræbelse. Men sådan er det ikke.

Bæredygtighed handler om alt liv på kloden – om samfund, virksomheder og mennesker og om, hvordan vi på alle niveauer overlever og reproducerer os selv på en balanceret måde. Det er svært at forstå, at det skulle være nødvendigt at diskutere, om bæredygtighed er en god idé. Men det er nødvendigt. Bæredygtighed kommer tydeligvis ikke af sig selv. Det er nødvendigt at udforske de nye og vigtige tværfagligheder for på den måde at åbne horisonten til mere menneskevenlige og helhedsorienterede perspektiver.

For vi ved det jo udmærket: Ting hænger sammen. Hvad virksomheden gør, hvad jeg som forbruger gør, hvad politikerne beslutter – det virker og påvirker. Alt er forbundet. Alligevel opfører vi os mange steder på måder, som indebærer, at både individer og store systemer kommer ud af balance. Det er ikke natursystemerne, der er noget i vejen med. Det er vores tanker, holdninger, følelser og vurderinger – og handlinger.

Et bæredygtigt arbejdsliv forudsætter bevidsthed om og indsigt i begrebet bæredygtighed, herunder kræver det en bæredygtig ledelse. Bæredygtighed er et meget benyttet, men også misbrugt begreb. Vi bruger det i flere og flere sammenhænge: Bæredygtig vækst, produktivitet, konkurrence, profit, pædagogik, skole, velfærd m.m. Bæredygtighed peger både indad og udad, men det udadvendte er det mest håndgribelige. Det handler om virksomhedens medansvar for det omgivende samfund og til syvende og sidst medansvaret for kloden.

Den antagelse, at den enkelte virksomhed kan opføre sig stort set, som det passer den, blot den overholder naturlovene og politivedtægten, holder ikke længere. Sagt kort: Vores billede af den enkelte virksomhed er – både i mange teorier og i megen praksis – at en virksomhed er en selvstændig, uafhængig og privat enhed, der med alle lovlige midler (og de er mange) kan og bør stræbe efter kortsigtet økonomisk gevinst. Hvad der inden for lovens rammer sker med naturen, mennesker, dyr, ressourcer, fremtidige generationer og meget andet er ikke virksomhedens ansvar. Virksomheden kan henvise til hård, international konkurrence, behov for overskud til en række hver især gode formål, f.eks. produktudvikling.

Men over for det står en holdning, der kom meget fint og klart til udtryk i følgende udtalelse fra en erhvervsleder:

”Jeg kan ikke længere overse naturens behov for, at jeg hjælper den, sådan at den kan hjælpe mig.”

Det begynder med individet

Bæredygtighed peger som nævnt også indad, og her møder resiliens- og bæredygtighedsbegrebet hinanden. Det primære indadvendte handler om det enkelte menneske, lederen, medarbejderen, ejeren m.fl. og om de følelser og tanker, håb og drømme, tro og ansvarlighed, der lever inde i de enkelte mennesker, og som ligger bagved og til grund for, hvorledes de enkelte mennesker beslutter sig og handler.

Dette er det afgørende indre element: Hvad ligger der bag de handlinger og beslutninger, der kommer ud af og karakteriserer den enkelte virksomhed? Det er bæredygtighedens indre orientering, og det er på en måde her, det hele begynder. Det begynder med det enkelte menneske.

Det andet element er resiliens. Resiliens er virksomheders evne til at tilpasse sig uventede, store, udefrakommende forandringer, kriser og ulykker. Det kan handle om voldsomme klima- og naturmæssige eller økonomiske forandringer, det kan handle om en ildebrand, en bombe, voldsomme teknologiske ændringer eller konkurrentudspil. De to aspekter er på mange måder to sider af samme sag. Lidt mere nuanceret kan vi sige, at resiliens i en virksomhed handler om fem aspekter af virksomheden: lederskab, virksomhedskultur, systemer, mennesker og de fysiske omgivelser.

En bæredygtig samfundsudvikling er et resultat af millioner af menneskers beslutninger. Forbrugere, ledere, medarbejdere, investorer, politikere, fagforeninger m.fl. Beslutninger træffes ud fra vurderinger, motiver og ønsker. Beslutninger træffes også på basis af indsigt, oplysninger og information. Beslutninger træffes ud fra en bevidsthed om, hvordan beslutningstageren hænger sammen med den helhed, som beslutningstageren er en del af, og som beslutningen vedrører.

I vort århundrede vil det formentlig blive mere og mere tydeligt for flere og flere mennesker verden over, at den relevante helhed er kloden. Sognet, kommunen, regionen, landet rækker ikke. Det er kloden, der er den relevante enhed.

Kloden er en lille, sårbar størrelse, som er afhængig af mig, og som jeg, mine børn og børnebørn er voldsomt afhængige af. Mennesker og dyr kan ikke leve på kloden under alle betingelser. Alle er vi kritisk afhængige af kloden og dens tilstand. Bæredygtighed og helhedsansvar begynder med den enkelte: det enkelte individ, forbrugeren, politikeren og virksomhedslederen.

Skal vi være helt ærlige og præcise, er det vigtigste spørgsmål i virkeligheden: Hvad med de næste generationer? Hvad med de næste tusinde eller den næste million år?

Det spørgsmål må vi stille, og vi skal måske være endnu mere konkrete og spørge: Hvordan giver vi fremtiden og de kommende generationer en stemme, når der i dag træffes beslutninger, eller når der i dag ikke træffes beslutninger, af vidtrækkende betydning for netop fremtidige generationer? 

Læs flere af Steen Hildebrandts indlæg her.

Alle indlæg på MM Blog er alene udtryk for skribentens personlige holdning.