Det kan være fristende at iføre sig skyklapper eller helt lukke øjnene, når vi i nyhedsstrømmen konfronteres med problemer, som vi synes at stå magtesløse over for på vores del af kloden: Plastik i verdenshavene, udbredt fattigdom, udryddelse af regnskoven, stigende ulighed, flygtningestrømme, krig og klimaforandringer – for bare at nævne de værste.

Men sagen er, at vi forbrugere i den vestlige verden har aktier i nogle af verdens største ulykker.

I vores del af verden er det blevet en selvfølge, at vi kan købe vores gode varer til lave priser. Vi er nærmest blevet indoktrineret med en idé om, at mange af rekvisitterne til vores gode liv fås til billige penge. Jo billigere, desto bedre.

Men meget af den frugt, kaffe og chokolade til lavpris, som vi forsøder vores liv med, bør efterlade os med en bitter eftersmag. For det er nogle af verdens fattigste mennesker, der betaler regningen for vores lave priser.

I løbet af de seneste 30-40 år har prisdannelsen for mange varer været overladt til frie markedskræfter, der er så stærke, at priserne ikke tager højde for samfundsmæssige og miljømæssige omkostninger såsom fattigdom og ødelæggelse af naturen.

Når vi gerne vil have både god og billig kaffe, betyder det, at virksomheder presser leverandørerne på prisen – helt tilbage til kaffebonden – og konkurrerer på de sidste marginaler. Det går ud over de mennesker, som har kaffen i hænderne ved handelskædens begyndelse. Og det går ud over miljøet, fordi det koster penge at tage grønne hensyn i produktionen, eksempelvis at beskytte jord og vandløb.

Vi er en del af problemet – og løsningen

Frie markeder og globaliseringen har gjort meget godt for mange, men ikke for alle. Vores måde at leve det gode liv på bevirker, at mennesker og miljøet lider i nogle af verdens fattigste lande. Det kan ikke blive ved.

Mennesker og natur har en grænse, og i sidste ende bliver vores gode liv en trussel mod netop vores egen livsførelse, når eksempelvis klimaforandringer truer kaffedyrkningen, og når mennesker flygter i hobetal fra fattigdom og ruinerede landbrug.

Så mens problemerne kan virke uendelig langt væk fra vores egen verden og virkelighed, er vi som forbrugere filtret ind i selvsamme problemer. Det betyder også, at vi med vores indkøbskurv kan gøre en forskel for at minimere dem. Det er os, som skal træffe et bevidst valg ved hylden i supermarkedet.

Denne øvelse kan ikke alene overlades til markedet. Men vi kan bruge markedet til at reparere sig selv, så hverken mennesker eller natur lider overlast. Det gør vi ved at insistere på at betale den pris, som det reelt koster at producere en vare på bæredygtig vis – både socialt og miljømæssigt. Derfor skal vi påtage os den vigtige rolle, vi har som forbrugere, ved at være kritiske, gå efter certificeringer og lægge pres på os selv, supermarkeder og politikere.

På den måde kan vi skabe en hverdag, der ikke bygger på ubalance mellem den pris, du betaler for din kaffe, banan eller chokolade, og de sociale og miljømæssige omkostninger, produktionen har andre steder i verden.