”Det er i hvert fald ikke folkeskolens fremtid, som de har brugt 14 dage på at diskutere ude i tårnet.” Kommentaren faldt tørt fra en central kilde fra det skolepolitiske miljø, som jeg talte med få dage efter, at spidserne fra S, SF og R var trådt ned fra toppen af Hotel Crown Plaza for at fremlægge det nye regeringsgrundlag. Blækket på papiret var knapt nok størknet. Men den første skuffelse havde allerede indfundet sig. For hvor var ansatsen til den fornyelse og reformering af uddannelsessystemet, som den nye undervisningsminister Christine Antorini selv havde efterlyst og råbt op om flere år fra sin plads i oppositionen?

Folkeskolen fylder godt på listen over de løftebrud, der klæber til den blot få uger gamle regering. Væk er markante forslag om at sætte et loft på 24 elever i klasserne og udstyre alle elever med en bærbar. Samtidig er forslaget om tolærerordning i indskolingen, der i regeringsgrundlaget er blevet til en forsøgsordning og ikke, som lovet af S og SF under valgkampen, en ordning, der hurtigt kommer alle landets skoler og elever til gode. Folkeskolen må – endnu engang – se sig forbigået i de storpolitiske forhandlinger.

Kassen var mere tom end vi troede, lyder meldingen fra regeringen. At riget fattes penge et efterhånden et velkendt faktum, der også bruges til at legitimere fraværet af markante skolepolitiske tiltag. Og da der rent faktisk ikke findes klare forskningsmæssige beviser for, at hverken tolærerordning, klasseloft og adgang til pc’er vil have den ønskede effekt – nemlig at hæve elevernes faglige niveau – er de mange millioner, som de forskellige tiltag ville koste, måske klogt sparet.

Men manglen på likvider er ikke en legitim undskyldning til at udskyde den varslede uddannelsesrevolution.

Mandag Morgen bringer i denne uge en analyse, der gør status på Danmark som vidensøkonomi. Udfordringerne er kendte: hver femte elev kommer ikke videre end folkeskolen og danske skoleelever klarer sig middelmådigt i PISA-testene. Længere oppe i uddannelseshierarkiet finder man universiteterne, der er presset på penge til undervisning og forskning. Konklusionen er klar: sker der ikke noget nu, vil Danmark miste sin position blandt verdens førende vidensnationer. En kedelig udvikling, når det netop er viden vi skal leve af.

Det faktum, at Danmark faktisk er på top 10 over de lande i verden, der bruger den største andel af BNP på uddannelse antyder, at det måske ikke er pengene, der er det største problem. I stedet peger analysen på et punkt, der spænder ben for den danske uddannelsesindsats: de unges holdning – eller manglen på samme – til deres uddannelse.

Ifølge en analyse fra Politiken, der bygger på interviews med knapt 2000 undervisere, ville en stor del af de universitetsstuderende dumpe, hvis de skulle eksamineres i deres motivation for at studere. De studerendes kompetencer er svækket over de sidste 10 år og ”mange burde slet ikke gå på universitetet,” lyder meldingen.

Holdningsskredet starter allerede i folkeskolens yngste klasser, hvor alt for mange lærertimer går med at opdrage på de urolige poder. Skoletrætheden slår markant igennem i de ældste klasser og på erhvervs-skolerne, hvor den efterlader alt for mange unge med sølle ni års skolegang i bagagen.

Det forhold, at middelmådige PISA-resultater har gjort den danske folkeskole til en prygelknabe i medierne og devalueret lærernes status over det sidste tiår, hjælper ikke på udviklingen.

Den forrige regering var klar over problemet og forsøgte sig med forskellige tiltag. Men budskabet slog aldrig rigtigt igennem. Dermed ligger den vanskelige opgave hos den nye undervisningsminister, der dermed får serveret en enestående mulighed for at sætte en offensiv, værdipolitisk dagsorden på skoleområdet, der kan ruske op i elever, forældre og lærere.

Antorini har allerede vakt opmærksomhed ved at fjerne de omstridte karakterlister, der rangordner landets folkeskoler og gymnasier, fra ministeriets hjemmeside. Et taktisk forsøg på at distancere sig fra den borgerlige skolepolitik, som S som forligspartner har lagt stemmer til i 10 år. Udover at dette træk kan falde i dårlig jord hos de mange forældre, elever og skoler, der rent faktisk satte pris på den øgede åbenhed, er der brug for en langt mere slagkraftig dagsorden, der – frem for at rulle initiativer tilbage – viser vejen til fremtidens skolekultur.

Værdipolitik behøver ikke at koste penge. Men der kan være mange penge at hente ved at skabe en ny og positiv fortælling om det at gå i skole, der kan øge elevernes motivation for at modtage undervisning. En ny værdipolitisk debat på skoleområdet kan samtidig være det fælles projekt, der samler folkeskolens mange interessenter. En tanke, der er helt i tråd med Antorinis ønske om brede partnerskaber.

Antorini har allerede selv luftet ambitiøse budskaber i sit efterord til Lars Olsens debatbog ”Uddannelse for de mange”, der udkom kort før valgkampen. Her beskriver hun visionen for en ’ny nordisk skole’, der baner vej for en ny skolekultur og genopfinder Danmark som en ambitiøs uddannelsesnation. Tilbage er nu arbejdet med at omformulere visionerne til politiske udmeldinger, der for alvor kan løfte det danske uddannelsessystem fremad.

Alle indlæg på MM Blog er alene udtryk for skribentens personlige holdning.