Betalingsringen III: Pressen og den falske vagthund

Medierne svigter deres funktion som kritisk vagthund i dækningen af betalingsringen. Lobbyister og politikere – bl.a. FDM, Dansk Industri, Dansk Vejforening, omegnsborgmestrene og oppositionen – får alt for let spil.

I mediernes selvforståelse fungerer de som vores allesammens bullshit-detektor. Journalisterne rapporterer fra virkelighedens verden, går i flæsket på magthaverne og udfordrer conventional wisdom.

Det kniber dog gevaldigt med at leve op til idealerne i den omfattende dækning af betalingsringen.

I denne uge dokumenterede Mandag Morgen, at pressen i langt overvejende grad vinkler historierne om betalingsringen negativt – vel at mærke uanset indholdet i selve artiklen. Overskriften er i 67 pct. af tilfældene negativ og i kun 13 pct. af tilfældene positiv. Dermed kan magtfulde interesseorganisationer, lobbyister og politikere – f.eks. FDM, Dansk Vejforening, borgmestre og folketingspolitikere fra V, K og DF – glæde sig over medvind fra journalisterne.  De får en entydigt fordelagtigt mediedækning, noget som de i andre sammenhænge skal kæmpe hårdt for.

Kommunikationscheferne  må nive sig i armen. Når det gælder modstanderhistorier om betalingsringen vinkler samtlige medier det præcis som de ønsker det. Samtidig klæber kritikken til regeringen.

[quote align="left" author=""]Præcis det forhold, at titusinder af bilister hver dag sidder i kø på motorvejene ind til København – en helt central problemstilling, som en ring skal bekæmpe – havde redaktionen ikke lige taget højde for.[/quote]

Man må undre sig over, at medierne er fuldstændig blottet for kritisk sans når det gælder f.eks. FDM og Dansk Vejforening. Det kræver ikke nogen doktorgrad at indse deres helt åbenlyse partsinteresse. Eller en organisation som DI, der også er erklæret modstander. I det ellers så bidske Ekstra Bladet får DI lov til at hævde – stik imod hvad rapporterne viser – at en ring ikke vil begrænse hverken trængsel eller forurening. Ekstra Bladet stiller ikke så meget som ét eneste modspørgsmål. DI har blandt også – i modstrid med sandheden  – hævdet at betalingsringen i London ikke har begrænset trængslen.

Den 23. januar leverede Berlingske Tidende  et fremragende eksempel på, hvor let spil modstanderne af betalingsringen har. Under overskriften ”Den suveræne bil” (nej, det var ikke et bil-tillæg) sammenlignes rejsetiderne ind til København med hhv. bil og kollektiv trafik, og konklusionen stod bøjet i neon: Bilen slår toget hver gang. En højst overraskende konklusion for alle, der har siddet og ventet i halve timer på f.eks. Lyngbyvejen kl. 8 om morgenen.

[text_box align="right" title="Mandag Morgen og betalingsringen"]

Dette er det tredje indlæg om betalingsringen af klimadirektør Per Meilstrup. Læs de øvrige indlæg her.

Per deltog desuden i DR’s Debatten torsdag aften. Se indslaget.

Mandag Morgens analyse af mediernes dækning af betalingsringen kan læses her.

[/text_box]

Som afsløret i DR’s fremragende Detektor, så var det imidlertid også lodret forkert. Berlingske havde nemlig ikke regnet myldretiden med i deres opgørelser. Ja, du læste rigtigt. Præcis det forhold, at titusinder af bilister hver dag sidder i kø på motorvejene ind til København – en helt central problemstilling, som en ring skal bekæmpe – havde redaktionen ikke lige taget højde for. Lobbyisterne må have knebet sig i armen.

Rejsetidsforskellen mellem bil og kollektiv trafik er i det hele taget noget, der volder medierne store problemer. Når bilister, der er imod betalingsringen, interviewes i diverse voxpops, slynger de om sig med løse påstande, om hvor lang tid turen ville tage med toget. Det er et velkendt faktum, at folk, der aldrig selv kører i tog, altid tror, at det er meget mere besværligt og langsomt end tilfældet er.

[quote align="left" author=""]En elementær opgave for en kritisk presse er at træde tre skridt tilbage og vurdere, om der er relevante vinkler, emner eller synspunkter, der ikke kommer frem. Det sker kun i minimal grad i debatten om betalingsringen.[/quote]

Et andet eksempel på lobbyisternes umanerligt lette spil var den 16. januar, hvor Politiken fortalte – i strid med fakta – at ringen kun i begrænset omfang gavner miljøet. I artiklen slipper Venstres Karsten Pihl Lorentzen af sted med følgende udtalelse: ”Der er jo dele af regeringen, der argumenterer med luftforurening, og det lyder jo nærmest, som om folk dør som fluer i København. Men faktum er, at en betalingsring ikke hjælper, og det ved vi også fra andre storbyer". I den selvsamme rapport som artiklen handler om, refereres det, at der i London og Stockholm er klare forbedringer af luftkvaliteten med reduktioner af f.eks. partikler og NOx på mellem 7 og 13 pct.

Jeg har de seneste uger haft lejlighed til at diskutere ovenstående med en lang række kolleger, og stort set alle afviser, at der er et problem. Og alle bruger det samme argument: Det er pressens opgave at være kritisk. Faktisk opfatter de fleste journalister dækningen af betalingsringen som et glimrende eksempel på at pressen agerer som uafhængig, bidsk vagthund. Men dermed overser de tre grundlæggende problemer, som burde kalde på selvransagelse blandt journalisterne:

  • Den redaktionelle konsensus: Hvis medierne optrådte kritisk og som Djævelens Advokat over for alle parter, ville det være helt fint. Men det gør medierne ikke. Med en enkelt mulig undtagelse, nemlig Information, dyrker alle redaktioner de samme vinkler på betalingsringen. Ingen udfordrer conventional wisdom, og dermed bliver de – frivilligt eller ufrivilligt – en del af den. En elementær opgave for en kritisk presse er at træde tre skridt tilbage og vurdere, om der er relevante vinkler, emner eller synspunkter, der ikke kommer frem. Det sker kun i minimal grad i debatten om betalingsringen.
  • Mediernes medløb: Som ovenfor beskrevet så betyder den ensidige vinkling at de politikere, interesseorganisationer og eksperter, der er modstandere af betalingsringen, får særdeles let spil. Vagthunden snapper muligvis efter regeringen, men andre magtfulde samfundsaktører fredes.
  • Views bliver til news: Den analyse som lederskribenten eller den politiske kommentator leverer, går hen og bliver præmis for den journalistiske dækning. Når kommentatoren skriver, at ”et massivt flertal af vælgerne er imod betalingsringen”, og alle andre kommentatorer er enige, dækkes sagen som en tabersag. Men nyhedsredaktøren bør forholde sig kritisk – også til de interne meningsdannere. Når forrige uges dækning af miljørapporten fra Aarhus Universitet blev skævvredet på samtlige platforme, eller når mediernes foretrukne ekspert er klar modstander af betalingsringen, bør alarmknapperne begynde at blinke rødt. Ingen kan overraskes over at både BT og Ekstra Bladet kører kampagne mod betalingsringen, men når alle andre følger trop, er der noget elementært galt.

Når der er en klar overvægt af negative vinkler på betalingsringen, så betragter redaktører og journalister det som naturligt, fordi ’konflikt’ er et anerkendt nyhedskriterium. Men den holder ikke. Mandag Morgens analyse viser, at overskrifterne er negative på trods af, at kilderne i artiklerne taler både for og imod en betalingsring. Selvom medierne fokuserer på interessemodsætninger og konflikt, så er de stadigvæk forpligtede til at afspejle en sag afbalanceret og korrekt. Ifølge reglerne for God presseskik, som medierne selv bakker op om, så skal ”overskrifter og mellemrubrikker i form og indhold have dækning i den pågældende artikel eller udsendelse”. Og det står jo ikke i journalistikkens grundbøger, at pressen skal være partisk. Den skal være kritisk og afbalanceret.

Betalingsringen er i denne sammenhæng underordnet. Det virkeligt interessante er det langt større problem, medierne har, nemlig deres iboende konservatisme i forhold til store, samfundsmæssige ændringer. Tilbøjeligheden til ensidigt at fokusere på problemer, konflikter og negative vinkler betyder, at når vores verden ændrer sig og f.eks. store reformer skal gennemføres, så mødes de pr. automatik med modstand. Alle redaktionelle kræfter bruges på at finde håret i suppen i stedet for at smage på den.

I stedet for – afbalanceret og kritisk – at dække de muligheder og perspektiver, som Storebæltsbroen skaber for samfundet, fokuserer pressen på ’tunnelskræk’. I stedet for at fokusere på dagligdagens vilkår for hundredetusinder af pendlere kommer dækningen af den københavnske Metro til at handle om 50 kolonihaver, der skal eksproprieres.

De klassiske journalistiske medier er i øjeblikket dyb krise, såvel økonomisk som publikumsmæssigt. Man kunne overveje, om den kroniske negativitet og forandringsmodstand er en del af problemet i en tid, hvor resten af Danmark har opdaget, at vi står over for monumentale udfordringer og deraf følgende omvæltninger.

Alle indlæg på MM Blog er alene udtryk for skribentens personlige holdning.

Forrige artikel Rend mig i rettighederne Næste artikel Ambitiøse studerende i skildpaddefart