Alle kommentatorer og redaktører i Danmark er rørende enige om, at der er et folkeligt oprør i gang mod betalingsringen om København. Det er klangbunden for stort set al mediedækning. Betalingsringen har ifølge medierne mødt “massiv modstand lige siden ideen blev fremlagt”, og Helle Thorning-Schmidt er ifølge Ekstra Bladet et “betalingsringvrag”. 

I indslag og artikler omtales betalingsringen konsekvent som “omstridt”, “upopulær” og “en tabersag”. Der er “massiv modstand” og “oprør” mod ringen.

Der kan være mange gode grunde til at være modstander af en betalingsring, men spørgsmålet er, hvor journalisterne har det fra, at modstanden ligefrem er massiv. Det er i hvert fald ikke fra Facebook, meningsmålinger eller underskriftsindsamlinger.

Facebook er blevet slagmark for alskens folkestemninger, og medierne elsker at referere, når Facebook-sider “oversvømmes” med likes og fans.

Her ser det lidt tyndt ud for protesterne mod betalingsringen. Der er fem større protestsider på Facebook, der alle har det erklærede formål at mobilisere nejsigere. “Nej til betalingsring” har 1.893 venner. “Bilister mod betalingsringen” har 1.326 venner. “Nej tak til betalingsring” har 557.

Til sammenligning har “Bevar Holstebro sygehus” 12.200 venner. Facebook er normalt god til at tappe folkedybet: “Nej til moskeer i Danmark” har 148.717 venner. “Nej til Venstres SU-reform” tikker ind med 44.488 venner.

I øvrigt har tilhængersiden, “Jeg er for en betalingsring om København”, 1.093 venner.

Det er ikke noget, der ligefrem varsler, at folket stormer Marienborg med høtyve og fakler.

Meningsmålingerne tyder heller ikke på forestående revolutioner.

Der er i det seneste år foretaget tre meningsmålinger omkring betalingsringen. Alle tre er gennemført af erklærede modstandere af betalingsringen, nemlig den liberale tænketank CEPOS (Norstat), V-politiker Martin Geertsen (YouGov Zapera) og dagbladet B.T. (Voxmeter).

CEPOS er en af “toldmurens” argeste modstandere. Men da tænketanken gennemførte en meningsmåling i november 2011, gav den nok ikke lige det revolutionære resultat, CEPOS havde forventet. Måske tværtimod.

Danskerne er delt.  53 pct. er imod en betalingsring, mens 47 pct. er for. Det passer altså ganske simpelt ikke, når f.eks. en højt respekteret kommentator som Niels Krause-Kjær på Berlingske.dk skriver, at “et massivt flertal af vælgerne er imod betalingsringen” .

Resultatet for hovedstadsregionen, hvor borgerne bliver direkte berørt, må have gjort CEPOS-analytikerne endnu mere blå i hovedet. Her er tallene kun marginalt anderledes – 58 pct. af borgerne er imod ringen, selv om det er dem, der må forventes at blive påvirket direkte af “den ekstra skat på arbejde”, som det hedder i CEPOS’ univers. Hvor mange i hovedstadsregionen der er for betalingsringen, fremgår ikke af CEPOS’ materiale. At dømme efter de øvrige diagrammer, må det være resten – dvs 42 pct. Højst usædvanligt lægger ­CEPOS ikke hele analysen ud, men plukker i den. Det er det, den engelsksprogede verden kalder cherry ­picking, altså at man kun plukker de resultater, som man synes ser rigtig lækre ud.

CEPOS spurgte også dem, der pendler frem og tilbage over betalingsringen, og her kom der endelig et markant svar: 74 pct. af pendlerne er imod betalingsringen. Og det var så den overskrift, CEPOS kørte med.

Det samme gjorde de uafhængige, kildekritiske medier, selv om der ifølge min journalistiske børnelærdom er mindst et par andre vinkler, som mindt i lige så høj grad lever op til de journalistiske nyhedskriterier. F.eks. at danskerne faktisk er splittede fifty-fifty, selv om stort set al mediedækning i månedsvis har fremmanet et andet, mere ensidigt billede. Eller at det selv i hovedstadsregionen står 58-42.

Men tilsyneladende har det ikke været et tema på redaktionsmøderne, selv om det ikke burde være nogen stor overraskelse, at flertallet af dem, der påføres en økonomisk ulempe, er modstandere. Hvad synes rygerne om prisstigninger på cigaretter?

Martin Geertsen, Venstres hovedstadsordfører, har modstand mod betalingsringen som mærkesag. Hans måling er gennemført midt under valgkampen sidste år, og den viser, at 33 pct. af bilisterne i København og på Frederiksberg er tilhængere af en betalingsring, mens 58 pct. er imod (heller ikke her offentliggøres alle data). Her snakker vi vel at mærke kun om bilisterne, ikke pendlerne og slet ikke borgerne som sådan. Hvad blev så den journalistiske vinkel på den undersøgelse? At selv blandt dem, der berøres direkte, er en tredjedel tilhængere af en betalingsring, mens kun lidt over halvdelen er imod? Nej, B.T. – som kalder betalingsringen “bompengemaskinen” – fokuserer på, at 26 pct. af bilisterne “overvejer” at stemme på andre partier end S og SF, hvis ringen gennemføres.

B.T. har forudset, at Helle Thorning-Schmidt kan blive væltet som statsminister af betalingsringen, men deres egen meningsmåling (september 2011) underbygger det ikke umiddelbart. 42 pct.  af danskerne er imod en betalingsring, 33 pct. er for, og 26 pct. ved ikke. Denne meningsmåling viser i øvrigt det, som mangler i Geertsens: Nemlig at et flertal på 53 pct. af københavnerne gerne vil have en betalingsring, inklusive dem, der kører i bil.

Faktisk gennemførte Berlingske Tidende (Gallup) en meningsmåling om emnet allerede i 2009, da S og SF første gang fremsatte ideen. Her var 59 pct. for og kun 33 pct. imod. Prisen for at passere ringen var dog ikke kendt dengang, og det tæller nok lidt på positivsiden.

Heller ikke demokratiets old school-protestmetode, underskriftsindsamlinger, har blotlagt nogen bølge af harme.

Venstres folketingskandidat Flemming Damgaard Larsen fra Roskilde iværksatte en online-underskriftsindsamling den 3. september 2011. Den har p.t. 137 underskrifter. Bedre går det med Martin Geertsens underskriftsindsamling. Der er 2.435 underskrifter. Derudover eksisterer der yderligere et par indsamlinger, som ikke skilter med deres succes.

Jo mere man læser, jo klarere bliver det, at “oprøret” ikke findes, og at betalingsringen på mange måder ligner så mange andre politiske forslag, der deler vandene. Oppositionen er imod – intet nyt her. Men derudover drives “oprøret” af ca. 15 S-borgmestre i omegnskommunerne omkring København samt yderligere et par stykker  på Roskilde- og Køge-egnen, inklusive et par SFere. Alle er på valg meget snart – inden eventuelle fordele ved en betalingsring vil vise sig.

Borgmestrene er vel at mærke ikke modstandere af en ring som sådan, men nærmere processen og placeringen. På ekspertsiden får de opbakning fra et par trafikforskere, der primært er fortalere for en GPS-baseret løsning.

Altså en snæver kreds – men en kreds, der ikke har haft problemer med at få budskabet ud over rampen.

Medierne, journalisterne og ikke mindst de politiske kommentatorer elsker folkestemninger, og “oprørerne” har fået villigt medløb på redaktionerne, hvor alt, der lugter af revolte eller et fyldt forsamlingshus med vrede borgere, er en sikker vinder.

Her ligger imidlertid også kimen til et af de mindre flatterende karaktertræk hos medierne: Konsensus-dynen.

Når en højprofileret sag på kort tid dækkes af mange medier med den samme vinkel sættes den kritiske sans ud af kraft – og en bred enighed om, at “sådan er det bare”, indfinder sig. Fornemmelsen bliver forfremmet til præmis, og journalisterne, løber – som Carsten Jensen for år tilbage formulerede det – i samme retning “som brølende køer i tordenvejr”. 

En sådan konsensusdyne lagde sig f.eks. over medierne, da DSBs direktør Søren Eriksen sidste år røg ud, fordi der var “rod i regnskaberne” (det var der ikke, viste en revisorundersøgelse). Eller da Lene Espersen “ikke gad rejse til internationale møder” (det viste sig at hendes forgængere, f.eks. Per Stig Møller, var mere fraværende). 

Der findes ganske givet arge modstandere af en betalingsring, og det er formentlig ikke den populæreste sag blandt vælgerne i hovedstadsregionen. Men “oprøret” er et falsum – og dækningen af debatten om betalingsringen bør justeres på samtlige redaktioner – og medføre selvransagelse i  mediehusene.

Alle indlæg på MM Blog er alene udtryk for skribentens personlige holdning.