Kulturanbefaling af 
Katrine Mandrup Tang

Billeder af hverdagens kampe

Katrine Mandrup Tang anbefaler en dokumentar, der sætter billeder på et rum mellem ansvar, afmagt og kærlighed. Og så fremhæver hun en ny bog, der handler om at genvinde kontrollen efter to blodpropper.

Katrine Mandrup Tang

Hun er direktør i Danske Handicaporganisationer (DH).

Set for nylig

Jeg var i år til dokumentarfestivalen CPH:DOX, som blev afholdt både digitalt og fysisk. Blandt mange gode film kan jeg anbefale dokumentaren ’Skyggebarn’ af Cille Hannibal og Christine Hanberg. Den handler om Peter på 31 år, som er født døvblind og med autisme, og om hvordan hans familie har været hans bindeled til verden, siden han blev født. Det er søsteren Christine Hanberg, der som fortæller skildrer familien. Gennem videoklip fra deres barndom, og indblik i deres liv i dag, mærker man både deres kærlighed og deres bekymring for fremtiden, efter at kommunen for fem år siden lukkede det bosted, hvor Peter boede. Filmen er dybt personlig og giver indsigt i de daglige udfordringer, familien står i, mellem ansvar og afmagt. ’Skyggebarn’ blev også helt berettiget særligt fremhævet af juryen.

Læst for nylig

På mit natbord ligger ’Forfra’ af Anders Langballe. En bog, jeg på det varmeste kan anbefale. Jeg fik den af ham, da han for nylig stoppede i DH. Han fortæller i bogen meget reflekteret og levende om sine 25 år som journalist på Christiansborg. Bogen handler først og fremmest om dansk politik og om arbejdskultur i mediebranchen, og ikke mindst om, hvordan de to ting gensidigt påvirker hinanden. Men den handler også om et menneske, som skal kæmpe sig tilbage efter to blodpropper i hjernen. Om at vågne og ikke kunne tale. Om at tage små skridt og genvinde kontrollen i eget liv. Man behøver ikke kende Anders eller have sin gang på Christiansborg for, at bogen er nærværende og relevant. I Danmark rammes 12.000 hvert år af en blødning eller blodprop i hjernen. De har alle hver deres historie. ’Forfra’ er også med til at skabe opmærksomhed om dem.

Hørt for nylig

Jeg er meget til taleradio. Hører altid ’P1 Morgen’ og gerne ’Orientering’ om eftermiddagen. Og så er jeg blevet svært begejstret for ’Genstart’ med Knud Brix, der passer med køreturen hjem fra arbejde eller en gåtur med hunden. Det startede med, at jeg i april sidste år lige ville høre den podcast, hvor Brix selv havde fået corona, og så blev jeg hooked. Der er noget nemt og trygt ved formatet, der består af en fortælling, en kilde og en vært, der også giver noget af sig selv med sin åbenlyse nysgerrighed. Har du en halv time, kan jeg anbefale dig at høre ’Caspar og krigen’ om krigen i Afghanistan, eller brug en halv time på Indiens aktuelle krise i ’Modis mareridt’. Eller også kan du bare tage én om dagen fra nu af.

Omtalte personer

Katrine Mandrup Tang

Direktør, Danske Handicaporganisationer, fhv. Vicedirektør, Danske Regioner
cand.scient.pol (Københavns Uni. 2001)


Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu




Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu