Mere hærværk og kriminalitet samt flere og flere kronisk arbejdsløse. Det kunne nemt være fremtiden i boligområdet Brændkær i Kolding. I et forsøg på at vende udviklingen har Kolding Kommune som den første i Danmark valgt at teste metoden participatory budgeting eller ”borgerstyret budgetlægning”. Det betyder, at borgerne i bestemte områder selv afgør, om de vil have cykelkurser, plante tomater eller noget helt tredje for en øremærket del af kommunens midler.

Jeg har tidligere på bloggen skrevet om metoden og givet eksempler på, hvordan den har skabt bedre velfærd i blandt andet England. I samme indlæg tænkte jeg også højt om, hvorvidt vore hjemlige kommuner her kunne hente inspiration. Det skal blive interessant at se, om modellen kan fungere i en dansk kontekst.

I Kolding har de allerede taget første skridt på vejen. Der er sikret politisk opbakning til at gå i gang med forsøget og uddele 150.000 kr. af kommunens paragraf 18-midler på den måde. Så langt så godt.

Helt konkret er processen skruet sådan sammen:

1. Borgerne giver forslag til projekter, som de mener, kan gøre livet i Brændkær bedre.
2. Kommunen vurderer indkomne forslag. De skal helst ikke være ulovlige, i strid med lokalplaner eller dække initiativer, som allerede ligger i kommunens budget. Det er også vigtigt, at projektforslagene er realistiske. Kan de effektueres med det samme, så beboerne kan se nytten?
3. Borgerne bestemmer, hvilke af de indkomne forslag der er bedst.
4. De borgere, som står bag vinderforslagene, sætter projekterne i gang.

Ambitionen er at engagere borgerne til deltagelse, fordi de får indflydelse på og ejerskab til de lokale initiativer og projekter. Borgere bliver således en del af løsningen frem for blot at være modtagere af ydelser.

Det kan vise sig at blive en fantastisk gevinst for såvel borgere som for kommunen og de offentlige kasser. Men før det store potentiale kan realiseres, venter en række konkrete udfordringer på vejen:

Udfordring nr. 1: Der opstår skepsis over for kommunens motiver
Idéen er opstået hos kommunen, men kommunen har brug for at involvere og engagere boligselskaber, frivillige organisationer og beboerforeninger. Når en kommune sætter sig i førersædet på sådan et projekt, kan det let give anledning til skepsis over for motiverne. Det gælder om at være klar til at vise partnerne, hvordan projektet kan skabe bedre velfærd.

Udfordring nr. 2: Borgerne tvivler på metodens holdbarhed
”Hvad skal det nu til for med det her afstemningshalløj? Det går nok hurtigt over igen med al den velvilje over for at involvere os beboere …” Erfaringer fra England viser, at det først er ved anden eller tredje omgang, at man for alvor opnår bred tilslutning fra borgerne. Skeptikerne vil se effekterne, før de kaster deres energi ind.

Udfordring nr. 3: Kommunen tvivler på borgernes dømmekraft
Kan politikere og bureaukrater modstå trangen til at regulere helt ned i detaljerne? I Kolding er man netop nu i gang med at se på, hvilke kriterier der skal lægges til grund, når borgerne – forhåbentlig – skal stemme om en række gode ideer til tiltag, der skal gøre livet i Brændkær bedre. I den fase kan kommunen let fortabe sig i et forsøg på at sikre sig 100 pct. mod, at et par særligt kreative begavelser stikker af med et par tusind kroner – og ender på forsiden. Tvivler kommunen på selve grundideen, risikerer den at regulere sig så langt væk fra målet, at projektet ikke har en chance for at indfri det.

Her er det værd at huske, hvorfor man overhovedet har vendt sig mod borgerstyret budgetlægning – i Brasilien, Storbritannien, USA og Kolding: De kendte og gennemprøvede værktøjer i kassen virker ikke!

Står kommunen i den situation, har den to valgmuligheder: Den kan blive ved med at bruge det forkerte værktøj, eller den kan prøve noget nyt.

Heldigvis er der noget at bygge på i Brændkær. En undersøgelse fra området viser, at flere borgere gerne vil deltage i aktiviteter og arrangementer. Især de unge kunne godt tænke sig, at der skete noget mere. Halvdelen af beboerne siger, at de gerne vil arrangere aktiviteter, hvis de bliver opfordret til det. Det er også værd at tage med, at 66 pct. af de adspurgte unge fortæller, at de ikke ved, hvem de skal snakke med, hvis de har ideer.

Det ser ud til, at der er en flok gode medborgere her, som bare venter på at blive inviteret til at bidrage på en måde, der giver mening.

Alle indlæg på MM Blog er alene udtryk for skribentens personlige holdning.