Borgerne skal være politiske sparringspartnere på niveau med embedsmænd og lobbyister

KOMMENTAR: Borgerdeltagelse har i mange år handlet om at give borgere mulighed for at råbe op, fremsætte krav og stille forslag. Fremtidens borgerdeltagelse kan blive et langt tættere samarbejde mellem borgere og politikere om at finde kloge løsninger på vigtige samfundsudfordringer. Politikerne efterspørger det selv, men det kræver udvikling af nye institutionelle design, både lokalt, regionalt og nationalt.

Af Jacob Torfing, professor og forskningsleder på Roskilde Universitet

Hvis kommunen vil bygge et nyt parkeringshus for enden af gaden eller hæve dagsinstitutionsprisen, eller hvis staten vil grave en gasledning ned i udkanten af vores landsby, så skal vi kunne gøre indsigelse og blive set og hørt.

Det klassiske argument for at styrke borgernes aktive og direkte deltagelse er, at borgere, der er berørt af bestemte problemer og udfordringer, i demokratiets navn skal have mulighed for at komme til orde og give deres mening til kende.

I den forstand har de sidste 30 års diskussion om borgerdeltagelse hovedsageligt fokuseret på udbudssiden forstået som borgernes mulighed for at komme til orde og fremføre deres krav, synspunkter og argumenter.

Men borgerdeltagelse har også en voksende efterspørgselsside. De folkevalgte politikere efterspørger i stigende grad input fra borgerne, så de kan forstå problemer, designe nye og innovative løsninger og mobilisere støtte og opbakning til gennemførelsen.

Partierne har mistet hovedparten af deres medlemmer og er samtidig blevet stadigt mere centraliserede og topstyrede. Øverst oppe sidder partilederne med ansvaret for politikudviklingen og føler sig isoleret fra befolkningen. De mangler input fra befolkningen. Deres eneste legekammerater er embedsmænd og lobbyister.

Politikerne tyer derfor i stigende grad til brug af sociale medier for at kommunikere med borgerne, men disse har mest karakter af ekkorum.

Efterlyser bedre rammer for dialogen

En stor interviewundersøgelse foretaget af Jennifer Lees-Marshment (2015) viser, at politiske ledere fra de angelsaksiske lande efterlyser platforme og arenaer for borgerdeltagelse, som kan danne ramme om en problemfokuseret dialog med borgerne. Ifølge de adspurgte politikere har borgerdialog fire centrale funktioner:

1.     Politikerne får ny viden og ideer fra borgerne

2.     Input fra borgerne forhindrer, at de fjerner sig fra folket og lever i en boble

3.     Politikerne kan afprøve nye ideer og få feedback på synspunkter

4.     Politikerne kan forklare sig og vinde gehør.

Politikerne stiller dog en række krav til borgerdialogen. De vil gerne i dialog med en bred vifte af borgere med interesse for sagen. Det er vigtig, at dialogen foregår på et oplyst grundlag, og at deltagerne har tilstrækkelig viden til at kunne bidrage til løsninger. Dialogen skal være konstruktiv og ikke præget af organisationsinteresser og interessekampe. Politikerne tænder desuden af på dialogprocesser, der er alt for formelle og strukturerede, og som ikke giver mulighed for en god og åbenhjertig snak på kryds og tværs.

Mange er i gang, men Folketinget mangler

Som en ny undersøgelse af Ulrik Kjær dokumenterer, er mange kommuner allerede godt i gang med at skabe nye platforme og arenaer for dialog mellem borgere og politikere.

Gentofte Kommunes brug af opgaveudvalg, hvor typisk fem politikere og ti bredt udvalgte borgere er sammen om at udvikle forslag til nye løsninger på kommunens mest presserende problemer påkalder sig stor opmærksomhed, fordi modellen efterkommer hovedparten af de krav, politikere plejer at stille til dialogprocessen. Mange andre kommuner arbejder med lignende modeller, og flere overvejer deres næste skridt.

Region Hovedstaden har for nylig besluttet at nedsætte en stribe opgaveudvalg, og andre regioner diskuterer, hvorvidt de skal følge efter og forsøge sig med nye former for borgerdialog.

Kronen på værket ville være, hvis ét eller flere af Folketingets politiske udvalg fik mod på at eksperimentere med input-givende borgerdialog. Tænk, hvis Folketingets Socialudvalg sendte en lille gruppe politikere rundt i landet for at have dialog med borgere og medarbejdere for at finde ud af, hvad der er op og ned i forhold til anbringelser af udsatte børn og unge. Så ville de givetvis komme hjem med ny viden om, hvorfor mange kommuner har lavet strategier for nedbringelse af antallet af tvangsfjernelser ved at hjælpe udsatte børn og unge gennem etablering af lokale støttenetværk, hvor familie, venner, naboer, en lærer fra skolen og en tidligere fodboldtræner sammen forsøger at give udsatte børn den fornødne tryghed og opbakning.

Vi mangler at få Folketinget til at arbejde målrettet med at sikre politikerne input til nye og bedre samfundsløsninger. Måske kommer det i denne folketingsperiode?

Kilder – Lees-Marshment, J. (2015), ‘The Ministry of Public Input: Integrating citizen views into political leadership’, London: Routledge.

––– Indlægget er alene udtryk for skribentens egne holdninger.


Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu




Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu