Lige nu står organisationer i det offentlige og i det private og stirrer på ’digitaliseringen’ som et adoptivbarn, man ikke lige havde ventet. Udadtil priser vi digitalteknologiernes komme, indadtil gruer vi over, hvordan vi kan sikre de gamle vaner og tænkemåder imod digitaliseringens flade hierarkier, eksperimenteretrang, åbenhedsparadigmer og netværksånd.

Men digitaliseringen drejer sig ikke primært om teknologi. O boy, no.

Først og fremmest suspenderer digitaliseringen vores industrielle ordenskodeks, hvor der skal være kaskadestrukturer, organisationsdiagrammer, stram tidsstyrring og i det hele taget styr på tingene. Orden og ensretning gør mere skade end gavn, hvis verden pludselig vender, eller hvis retningen viser sig at pege den forkorte vej.

Man kan faktisk klare sig uden orden og bureaukrati, hvis bare man har sin søgefunktion i orden, gode netværk og åbne kommunikationskanaler. Industrialiseringen har lært os at fremstille genstande uhyre effektivt, men i dag ligger fremstillingshvervet ikke i vores del af verden. Tilbage er ånden, management-filosofierne og MBA-kurserne fra samlebåndstiden. Her skulle ansatte styres af ’ledere’ og de retningsløse mellemledere sættes i vej af ’direktører’. Men en virksomhed i en hurtig, digital verden er ilde stedt, hvis ikke medarbejdere kan lede egne processer og tage bestik af og beslutninger i situationen. Her gælder de gamle management-begreber ikke.

Vidensamfundet er ikke nok. Viden er allestedsnærværende, fri og gratis – og derfor svær at tjene penge på. Relevans er vigtigere.

Oplevelsessamfundet er et post- eller übermaterialistisk skvulp, hvis store svaghed er kampen for at gøre nice to have til vigtigere end need to have. Men i krisetider need igen blevet forbrugerens primære pejlemærke.

Fremover vil vi se digitaliseringen sætte sit præg på samfundet i en grad, som kun industrialiseringen har gjort det før. Vores måder og veje i de digitale virkeligheder har ændret os som mennesker og skabt helt nye organisationsformer, handlemåder, værdier og arbejdsparadigmer. Det arabiske forår er bare starten. Her spillede de digitale medier en afgørende rolle i at vælte de gamle despoter. Infrastrukturerne er på plads, som jernbanen og bilen var det under industrialiseringen, og de økonomiske kræfter vil gøre resten. Digitaliseringen giver os både handlekraft, nye indtægtsmuligheder, færre omkostninger og mere demokrati. Men vinderne bliver dem, der nøgternt erkender, at de gamle strukturer, der blev skab under industrialiseringen ikke længere er gyldige. De skal skabes på ny. Her kommer flade organisationer, større integration med borgere og brugere samt lysten til at eksperimentere med stor risikovillighed til at blive afgørende.

For Henry Ford handlede det om at skabe biler i stedet for hurtigere heste. Han afkodede tidsånden og blev en af industrialiseringen store vindere. Nu står vi over for en ny tidsånd – digitaliseringen – som den gamle industrinøgle ikke kan knække koden på.

Sjovt nok handler digitalisering mest af alt om at give slip på det vi kender, da vores erfaringer knytter sig til en verden, der ikke længere er gyldig.

Vi skal give slip på fejleangsten, som fastholder os i industrialiserings erfaringsmæssige vraggods i stedet for at kaste os efter nye måder og muligheder, nye produkter og systemer.

Vi skal give slip på industrialiseringens kontrolmani, der skaber umådelige bureaukratier. Vi kan selv og har nu teknologierne til at understøtte det. Jeg tror, at dette kunne spare 20 % i både offentligt og privat regi.

Vi vidste godt, at det ville komme hertil – vi har taget dybe indåndinger på kurser i forandringsparathed. Men det digitale handler om at være forandringsdrevet. Om at ville det næste, det nye, det bedre. Og om at ville det nu.

Alle indlæg på MM Blog er alene udtryk for skribentens personlige holdning.