Ifølge arkitekt Peter Schultz Jørgensen har byerne og lokalsamfundene gennem historien spillet en afgørende rolle, når en ny progressiv tidsepoke er under udvikling. Nu sker det igen. Fremtiden er bæredygtig, digital, mangfoldig, innovativ, overbefolket, affolket og videnstung – og det er de større byer, der tager de nødvendige beslutninger og tiltag, og som går forrest med at skabe de konkrete muligheder for af finde de progressive løsninger og nye design, som skal til. Ikke regeringerne.

Hvorfor? For det første fordi byerne er nødt til at gå forrest, når nu regeringerne ikke har mulighed for at drive den konkrete udvikling. Verdens regeringer og parlamenter er ofte handlingssvækkede på grund af populisme, politiske slagsmål, magtkampe og taktik. Endvidere er landspolitikerne per definition langt fra borgerne, hvilket ofte får dem til at fremstå som utroværdige, for de har ingen chance for at forstå borgernes nære problemer. Desuden er der på regeringsplan langt fra beslutning til handling på grund af administration, og kommunikationen med befolkningen er mangelfuld på grund af såvel den mentale som den fysiske afstand.

Men vigtigst af alt arbejder verdens regeringer på et så overordnet niveau, at de ikke har mulighed for at komme i nærheden af den konkrete kreativitet og innovation samt de samarbejder, som skal til for at løse problemerne i den virkelige verden – ude hos borgerne. I de fleste lande er det værre end i Danmark. Danmark er – trods megen snak om politikerlede – et af de lande i verden, hvor borgerne har størst tillid til deres landspolitikere, men mange af de ovenstående pointer gælder også for Danmark, fordi de er iboende magtstrukturen i samfundet.

Handlingslammede nationalstater

Ofte er det ikke landspolitikernes skyld, men nationalstaterne fremstår således ofte som handlingslammede, når det kommer til de konkrete initiativer, som skal bringe verden fremad. Regeringer, FN, EU og overstatslige organisationer og sammenslutninger kan sætte en retning på samfundsudviklingen. Klimaaftalen COP21 i Paris er et eksempel på dette, og klimaområdet er et af de steder, hvor alle verdens lande må stå sammen på regeringsniveau for at redde vores eksistens på kloden. Lykkeligvis blev hele verden, inklusiv USA, Kina og Indien, enige om, at temperaturen på jorden højst må stige to grader. Men det er svært for alle verdens regeringer at blive mere konkrete omkring, hvordan det mål skal nås i de forskellige lande. Og i verdens nationale regeringer kan man også kun nå til at sætte mål, sætte en retning og stille krav. Regeringerne kan vanskeligt handle konkret.

Meget lettere er det i kommunerne og i de større byer. De er ofte laboratorier for de initiativer, som skal gøre de overordnede visioner til virkelighed – men ofte går de faktisk meget længere og handler endnu mere ambitiøst. Det er her, politikerne er tættere på både problemer og befolkning, som derfor oftest har mere tillid til de lokale politikere. Lokalpolitikerne kan ikke fedtspille i politiske magtkampe, men skal have løst de konkrete problemer. Der er ikke så meget fikumdik i kommunalbestyrelserne – de skal videre.

På klimaområdet har byerne eksempelvis for længst lagt sig foran nationalstaterne. Sammenslutningen C40 Cities Climate Leadership Group samler 80 af verdens største byer om at reducere CO₂-udslippet og forbedre befolkningens sundhed. Eksempelvis har København besluttet at være CO₂-neutral i 2025, og byen har i den grad meldt sig ind i klimakampen – her kan regeringens og de internationale ambitioner slet ikke være med. Og på områder som teknologiske løsninger, uddannelse og trafik driver byer og kommuner også udviklingen fremad.

Flygtninge som værdikamp

Jeg siger ikke, at der ikke er problemer i kommunerne, men generelt er det her, udviklingen skabes. Tag det helt aktuelle flygtningeproblem. Flygtninge er i Danmark blevet en værdikamp. Landspolitikerne kæmper om at være hårdest imod flygtninge; tonen er ofte hård. Debatten drejer sig om at undgå flygtninge, ikke om at sikre integration og en positiv udvikling med det stigende antal, som vi får i de kommende år.

Et integrationsforslag er på trapperne fra regeringen, men løsningerne er fortsat hovedsageligt overladt til kommunerne. Jeg læste forleden budgetforliget for de kommende år i Helsingør Kommune, hvor deres tilgang til de flygtninge, som kommunen modtager, står beskrevet. Helsingør vælger at betragte flygtningene som en styrke, som en mulighed for at få tilført nye og anderledes medborgere, der kan bidrage med noget positivt til Helsingør. Kommunens opgave er at finde innovative løsninger, som kan integrere flygtningene i samfundet og gøre dem til medborgere, der bidrager – faktisk lidt som kommunerne med relativ stor succes gjorde, da de bosniske krigsflygtninge strømmede til Danmark i 1990’erne. Det er en tilgang, som bringer verden videre, og som fører til konkrete innovative integrationsløsninger.

For design og innovative løsninger bringer generelt verden fremad. Ikke kun på flygtningeområdet. EU har udpeget 240 ”Smart Cities” fra 28 EU-lande. Byerne byder alle sammen ind med Smart City-projekter, der eksempelvis kan handle om indsamling af data og digitalisering af byerne, der vil gøre dem mere effektive at drive og leve i. Det kan handle om grønnere og mere energieffektive byer eller bedre administration af byen gennem big data. Der er mange veje til ”smart cities”.

Byerne er også dem, der kan indgå i samarbejder med andre stærke kræfter for at løse samfundets komplekse problemer. For verdens store udfordringer i dag kræver andre input, end hvad et forholdsvis lille lokalsamfund kan levere selv. Kommunerne må samarbejde med organisationer, erhvervsliv og civilsamfund. Initiativet kan også komme fra andre end byerne og kommunerne selv. Eksempelvis vil Realdania, der lægger en formue på over 20 mia. kr. bag sine initiativer omkring det byggede miljø, gerne gå forrest i samarbejder, der kan løse store samfundsproblemer.

Katalytisk filantrop

’Collective Impact’ kalder Realdania sit seneste skud på stammen for ikke blot at være samfundets glade giver, men også blive en magtfaktor, der har indflydelse på samfundets udvikling – en slags ’katalytisk filantrop’. Collective Impact vil i første omgang fokusere på samarbejder med kommuner, erhvervsliv osv. om en strategi og løsninger for affolkningen af yderområderne i Danmark. Realdania sætter sig dermed i spidsen for helt konkrete løsninger for en styrkelse og revitalisering af Udkantsdanmark – sammen med kommunerne, hvis deltagelse selvfølgelig er helt central. Igen: Skiftende regeringer kan ønske en styrkelse af yderområderne, men har i mange år haft svært ved at handle. Udflytningen af statslige arbejdspladser er det mest konkrete udspil til styrkelse af yderområderne. Men kun samarbejde mellem lokale aktører og faglige specialister kan virkelig vende udviklingen og løse problemet.

En by som Vejle er i Danmark gået i udbrud. Vejle vil endda være en af de globale frontløbere, når det gælder om at være beredt på fremtiden. Region Syddanmarks hovedby vil udvikleresiliens. Det drejer sig om at forberede sig på global opvarmning, regnskyl og andre ydre forandringer. Men det drejer sig også om at skabe bæredygtig produktion, stærke fællesskaber og om at fremme menneskers evne til at håndtere kriser og udfordringer i hverdagen. Bedre miljø, mere menneskelighed.

Vejle er ikke alene. Byen er som den eneste i Norden medlem af det globale netværk 100 Resilient Cities. I fællesskab med byer som Rio de Janeiro, Sydney og Los Angeles går Vejle forrest for at forberede sig på fremtiden. Amerikanske Rockefeller Foundation står bag projektet.

Jeg er leder af INDEX: Design to Improve Life. Målet for vores almennyttige organisation er gennem bæredygtigt design at gøre verden til et bedre sted at leve. For design er den enorme innovative og konkrete driver, som skal give politikernes luftige ambitioner vinger. Og det er byerne og civilsamfundet, som har modet, pengene og ambitionerne til at løse konkrete udfordringer gennem nyt bæredygtigt design.

Derfor har byerne i høj grad taget verdens vægt på deres skuldre. Ikke ulogisk, selvfølgelig. Byer står for 70 procent af verdens CO₂-udledning, og prognoser siger, at antallet af mennesker i verdens byer vil stige fra 3,5 milliarder i dag til 6 milliarder i 2050. Men det minder os om, at vil vi kende den seneste udvikling inden for bæredygtige samfundsløsninger for verdens overordnede problemer, så skal vi tjekke byerne.