Selvfølelsen fejlede intet, da Kommunernes Landsforening torsdag åbnede det politiske topmøde i Aalborg. Som en af organisationens egne direktører skrev på Twitter:

"Grundlovsdag og Folketingets åbning er bestemt vigtige, men demokratiets virkelige festdag er naturligvis i dag. Så er vi i gang!"

Det er selvfølgelig skrevet med et glimt i øjet, men måske er det alligevel værd at dvæle lidt ved KL’s rolle.

Det er svært at finde en offentligt finansieret institution, myndighed eller politisk organisation, der spænder over så mange aktiviteter og forvalter så enormt et budget – cirka halvdelen af det offentlige forbrug styres af kommunerne.

Og KL med det imposante hovedkvarter tæt ved Langebro er ikke bare en paraplyorganisation for 98 kommuner. Det er også en medievirksomhed med eget netmedie, eget magasin, egen analyseenhed og en omfattende kommerciel kursus- og netværksvirksomhed. Og selv om det hele egentlig er skabt for kommunernes penge, er KL en privat organisation og dermed undtaget fra den offentlige åbenhed og kontrol, der gælder i den enkelte kommune og for regeringen.

Med den position følger også et stort ansvar.

Kort før det kommunale topmøde fik man en fornemmelse af, hvilken slagkraft Kommunernes Landsforening råder over.

På baggrund af en analyse foretaget af KL’s eget analytiske netmedie, Momentum, spredte KL nyheden om, at der allerede i 2025 vil være 87.000 flere 80-årige sammenlignet med 2018. Det vil ifølge KL koste 12,5 milliarder kroner i ekstraudgifter til pleje og behandling. Og sammen med andre velfærdsudgifter sluger det simpelthen alle de ressourcer, der skal fordeles frem mod 2025, lød det fra KL’s formand, Aarhus-borgmester Jacob Bundsgaard (S).

"Den barske virkelighed er, at frem til 2025 kræver befolkningsudviklingen, at hele det økonomiske råderum bliver anvendt til velfærd. Og hver gang der bliver lovet noget til andre ting i den valgkamp, vi står midt i, bliver der mindre til den nære velfærd," sagde han på topmødet.

Budskabet blev bakket op af en lækkert produceret videofilm, der egner sig til sociale medier, og hvor rørende billeder af børnebørn og bedsteforældre bliver brugt til at forstærke budskabet om, at "vores velfærd er på spil". Samtidig kom et fælles opråb fra 22 borgmestre fra hele landet og fra alle tre store borgmesterpartier, Socialdemokratiet, Venstre og Konservative, som alle kræver, at Finansministeriet hvert år skal redegøre, hvordan den demografiske udvikling sluger penge til velfærdsydelser.

Ingen kan benægte de udfordringer, som de kommende år vil følge af den demografiske udvikling. Det er uden for diskussion, at antallet af ældre vil stige, at der bliver færre erhvervsaktive til at betale regningen, og at udgifterne samtidig presses op af vores fælles forventninger om ordentlig behandling og adgang til ny medicin.

Men det er også vigtigt at huske, at Danmark er et af de lande i verden, der er bedst forberedt på udfordringen. Gennem flere årtier er der i store træk ført en yderst ansvarlig økonomisk politik, hvor det offentlige forbrug er blevet finansieret, og hvor reformer har lagt en dæmper på udgiften til overførsler. Samtidig har de private arbejdsmarkedspensioner sikret flertallet mod et voldsomt velfærdstab i det stadigt længere otium. Det er også et faktum, at Danmark aldrig har brugt så mange penge på offentlig velfærd, som vi gør nu.

Om det beløb skal øges yderligere, eller om samfundet ville have bedre af en anden prioritering, er en relevant og vigtig politisk diskussion, som uden tvivl bliver et af omdrejningspunkterne, når valgkampen for alvor skydes i gang.

Men det er usundt for debatten, hvis KL – der ikke kan vælges og ikke skal stå til ansvar for nogen – begynder at optræde som valgkampens 13. parti, Velfærdspartiet, med et budskab om, at alle andre prioriteringer end KL’s foretrukne er uansvarlige og ødelæggende for vores fælles velfærd.

KL’s oplevelse af at være selve omdrejningspunktet for det danske demokrati er ikke helt skudt ved siden af. Men den dominerende position må ikke misbruges til at skævvride en valgkamp med voldsomme krav om større offentligt forbrug.