Danmark har ikke sit på det tørre

Regeringen fejler i sin nye handlingsplan for FN’s 17 verdensmål, fordi planen udelukkende har fokus på Danmark og snævre danske interesser. Tilsyneladende har regeringen ikke forstået, at verden ikke er i mål, før alle er i mål.
Steen Hildebrandt

Nu har den danske regering fremlagt en slags handlingsplan vedrørende Danmark og FN’s 17 verdensmål. Den person, der nu har størst ansvar for og mest indflydelse på, hvad der sker i Danmark med verdensmålene, er finansminister Kristian Jensen. Kom nu finansminister! Det er nu, Danmark skal rykke!

Selvfølgelig må politikere og politiske partier bestandigt søge at opnå maksimal indflydelse. Partier eksisterer, fordi de vil noget i henseende til samfundet. En regering har ansvaret for samfundets ledelse. Flertallet i Folketinget beslutter, og regeringen eksekverer, fører ud i livet. Folketingsflertallet og regeringen vil noget med samfundet og dets udvikling. En regering har et såkaldt regeringsgrundlag, der fortæller noget om, hvad regeringen vil. En regering har en politik, som godt kan være meget kortsigtet. Det er en del af demokratiets spilleregler. En regering består af ét eller flere politiske partier, og disse politiske partier stræber – ligesom andre partier – efter så stor vælgertilslutning som mulig. Man stræber efter regeringsmagten eller den lidt mere ydmyge formulering: regeringsansvaret.

Men både Folketinget og regeringen har også et ansvar i en udvidet forstand. Et ansvar i udvidet forstand indebærer, at man i ét eller andet omfang sætter sig ud over egne særinteresser. Samfund, stater eller nationer eksisterer ikke isoleret fra den øvrige verden. Tvært imod. Ethvert samfund, stort eller lille, eksisterer i sammenhænge, har relationer til den øvrige verden, er en del af nogle større helheder, er en del af verden. Danmark er i usædvanlig grad et land, der er påvirket og afhængig af den øvrige verden. Men ikke nok med det: Ethvert samfund har også relationer, interesser og ansvar, når det gælder fremtiden og kommende generationer.

Hvis man lyttede til den danske finansminister, da han 30. marts i år præsenterede regeringens handlingsplan vedrørende verdensmålene, hørte man en minister, der indledte med at sige, at han var kisteglad for at kunne præsentere denne plan, og han tilkendegav desuden med ord og kropssprog, at han har taget verdensmålene til sig og vil arbejde for dem. Finansministeren har nu nogle enestående muligheder for at sætte handling bag ord og kropssprog i de kommende måneder og år; for det er nu, det hele skal omsættes til formidlingsaktiviteter, initiativer, lovgivning, støtte til virksomheder og organisationer, der vil arbejde med målene, støtte og muligheder til skoler, universiteter og andre, der vil arbejde med formidling m.m. Det er nu!

Mål kan ikke siddes overhørig

Alle regeringer og parlamenter har et medansvar for de helheder og fremtider, som de indgår i og ønsker at være en del af. FN’s 17 mål for en bæredygtig global udvikling er en konkretisering af dette ansvar i en udvidet forstand. Derfor må det danske Folketing tage disse mål alvorligt, ikke bare fordi den danske regering har skrevet under på målene, da de blev vedtaget i FN 25. september 2015, men fordi vi – uanset dette – har et medansvar for den globale situation og udvikling. Vi kan ikke som samfund, og regeringen kan ikke som ansvarlig ledelse, sidde disse mål overhørig. Tvært imod. Vi må tage målene alvorligt. Det må jeg som borger, og det må de politiske institutioner og alle andre aktører i samfundet.

Der er flere hovedperspektiver for verdensmålene: Ét er, at målene er vejen til en bedre og mere retfærdig verden for mange millioner mennesker. Hovedprincippet er: Leave no one behind. Et andet hovedperspektiv er, at målene er vejen til at imødegå og måske helt undgå alvorlige og truende katastrofer i verden vedrørende klima, krig, sundhed, fødevarer, folkevandringer m.m. Et tredje og meget konkret perspektiv er, at verdensmålene repræsenterer en række erhvervsmæssige muligheder for dansk erhvervsliv.

Meget af dette kan let fejes til side som romantik og pladderhumanisme, som noget man kan tale uden om med alle mulige forklaringer og begrundelser; det er helt umulige formuleringer og holdninger, der er umulige at præcisere, umulige at udmønte konkret og umulige at forsvare, fordi man altid kan opfinde modargumenter, der passer i situationen. Et globalt medansvar! Et medansvar for jordens fremtid! Det er så uhåndgribeligt, at det let kan latterliggøres; det ligger lige for at kalde det naivt at tale i sådanne vendinger. Ikke desto mindre tyder stort set al aktuel forskning verden over på, at det er sådan, vi er nødt til at tænke, tale og handle, hvis vi vil vort eget vel – også på ret kort sigt, og det vil formentlig sige et sigte, der handler om højst 30-40 år.

Vi har intet på det tørre

I det lys vil jeg tillade mig at se og bedømme den handlingsplan, som regeringen fremlagde 30. marts, og som handler om, hvad man agter at gøre for at tage sin del af det ansvar, jeg her omtaler. Planen taler i meget få og bløde vendinger om et ansvar for den globale udvikling, men i langt overvejende grad gennemsyrer det planen, at det hele handler om Danmark. Det handler om, hvad vi gør i Danmark, og om hvordan dette skal måles i danske tal og andre danske indikatorer, og så handler det om, at andre lande må gøre det samme, dvs. klare sig selv. Det er en fuldstændig klokkeklar tænkning.

Overfor en sådan tænkning kan man med usvigelig sikkerhed sige: Vi har intet på det tørre, hvis vi lader, som om vi er de eneste i verden, og gør, hvad der isoleret set og kortsigtet er i vores egen snævre interesse. Det er lige netop her, kæden hopper af. Vi er ikke i mål, før alle er i mål. Det er det, regeringen i handlingsplanen heller ikke har forstået, når den siger: Danmark er næsten i hus. Verdensmålene handler ikke kun om Danmark, men om hele verden. Naivt! Ja, men der er en fundamental og uomtvistelig realitet i dette. Enhver ansvarlig regering på denne jord bliver nødt til at bevæge sig i dette spændingsfelt mellem en forståelig og nødvendig egeninteressevaretagelse og varetagelse af fællesskabets interesser.

Hvis man er et samfund i dyb krise, nød, krig, elendighed, fattigdom m.m., så er det store krav at stille, at man tillige skal vise storsind og tænke på alle de andre. Men hverken Danmark, Norge, Sverige eller USA er i nød. Og det er der jo mange lande, der ikke er. Disse lande, disse rige, velstående og på mange måder veludviklede lande, har selvfølgelig et ansvar, der går ud over, hvad andre lande i nød og fattigdom har. Danmark er et sådant velstående land. Det bør selvsagt komme til udtryk, når talen er, ikke om en tilfældig FN-resolution, men om netop § 51 i FN-resolution A/RES/70/1, der indeholder de 17 mål og 169 delmål, der handler om jordens udvikling og fremtid de næste 15 år, men som selvfølgelig i realiteten rækker langt videre.

Læser man regeringens handlingsplan kommer dette solidariske ansvar ikke til udtryk, når det handler om planer, men nok – og i stærkt begrænset omfang – når det handler om nogle få principielle betragtninger. Men det kommer ikke til udtryk på planniveauet, og det er her, det tæller.

Planer tæller. Planer er udtryk for, hvad man påtænker at gøre – og derfor også må formodes at gøre. Betragtninger og erklæringer kan være interessante nok, men når det i FN-aftalen netop forudsættes, at landene fremlægger planer, så er det jo netop, fordi det først er her, det tæller; det er her, det bliver til planlagt virkelighed. Og dette handler om, hvilken ændret virkelighed landene vil arbejde aktivt for at realisere i de næste 15 år.

Midt i en periode, hvor ellers glade og optimistiske mennesker bliver urolige, bange og frygtsomme, kan FN’s 17 verdensmål være en aura af visdom og fremtidstro, som det kan være godt og berettiget at læne sig op ad og have tillid til. Verdensmålene er et muligt fast holdepunkt i en i øvrigt meget turbulent verden. Men det er de kun, såfremt vi mennesker giver dem opmærksomhed og loyalitet.

På den baggrund er det svært at forstå, at den danske regering ikke præsterer mere udsyn, helhedssyn og globalt medansvar, end det kommer til udtryk i det, man kalder en handlingsplan, men som i virkeligheden mere er blevet en samling erklæringer og tilkendegivelser. Verdensmålene er en chance for en regering, der i den grad mangler bare én ting at være fælles om. Verdensmålene er en fælles referenceramme at tale om og drive politik ud fra. De er en foræring for enhver, der vil tænke med om både vores egen og vores fælles fremtid for nu at bruge titlen på den danske oversættelse af Brundtland-rapporten for FN fra 1987: Vores fælles fremtid.


Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu




Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu