Danmark er fanget i en historisk dyb vækstkrise, som vi endnu ikke har set det fulde resultat af i vores hverdag. Over de kommende 15 år står dansk økonomi til at få den næstlaveste vækst blandt OECD-landene.

Politikerne har anvist en række velkendte veje ud af krisen: Højere produktivitet, stærkere konkurrencekraft, øget arbejdskraftudbud. Men der er tale om blindgyder. De fører måske til en forbedret økonomi på kort sigt, men leder ikke til svar på de langsigtede udfordringer. Danmark er blandt de nationer i verden, der tærer mest på de globale naturressourcer og står for den største CO2-udledning per indbygger. Vores velkendte veje til vækst er ganske enkelt ikke farbare længere.

Det stiller Danmark over for en dobbelt vækstudfordring: Der er behov for økonomisk råderum til at finansiere fremtidens velfærdsydelser. Men det skal skabes på en ny måde. For den måde Danmark hidtil har skabt økonomisk vækst på, udhuler de produktionsfaktorer i form af naturressourcer – og værdier, som vi skal leve af i fremtiden, og som i øvrigt bidrager til borgernes velvære.

Opgaven er ikke let. Det forudsætter en radikal nytænkning af den måde, vi måler og skaber økonomisk fremgang på. Der er behov for en ny holistisk vækstplan, som på en gang skaber økonomisk vækst og bidrager til at løse de store bæredygtighedsproblemer, som Danmark og resten af verden kæmper med.

Regeringen har erkendt den første del af udfordringen. Den økonomisk evækst i form af bruttonationalproduktet skal løftes. Og det er også den del, der tegner til at blive omdrejningspunkt for de kommende måneders valgkamp mellem blå og rød blok. Faldende danske BNP-vækstrater siden 2007, der sidste år kulminerede på et lavpunkt på -5,2 pct., samt udsigten til en årlig realvækst på kun 1,4 pct. frem til 2025, har gjort det til en kamp om, hvem der hurtigst kan knække BNP-vækstkurven. I OECD er det kun Japan, der klarer sig dårligere i prognosen for det økonomiske BNP-kapløb. Se figur 1.

Regeringen har gennem længere tid varmet op til valgkampen med oprettelsen af Vækstforum, hvor 31 danske erhvervsledere, forskere og politikere – herunder statsminister Lars Løkke Rasmussen selv – har brugt det seneste år på at kortlægge Danmarks vækstproblemer. Hovedopdraget for Vækstforum har været at rette op på en tendens, hvor Danmark er rykket mærkbart ned på OECDs rangliste over landes BNP pr. indbygger – fra en 7.- til en 11.- plads siden 2004. Vækstforum har med deres arbejde identificeret ti barrierer for ny vækst, hvor stagnerende produktivitet og faldende arbejdsstyrke fremhæves som de absolut vigtigste. Se boks.

Så vidt så godt. Barriererne er reelle nok. Men der ikke er meget nyt under solen i hverken kortlægningen af barrierer eller de politiske greb, som hidtil er linet op som mulige barriere-knusere. En kortlægning af centrale politiske vækstudspil fra 1989 og frem til i dag, som Mandag Morgen har foretaget, viser, at skiftende regeringer de seneste 20 år i praksis har gentaget de samme svar på de samme grundlæggende udfordringer. Fra det socialdemokratiske valgoplæg “Gang i 90’erne” til VK-regeringens “Danmark 2020” bliver gamle strukturpolitiske travere, som lavere selskabsskat, afbureaukratisering og øget konkurrence, således hevet op af hatten som løsninger på den danske vækst- og produktivitetsudfordring. Se MM37, 2011.

Den positive effekt af den strategi har hidtil været meget begrænset. Danmark er de seneste 10 år raslet ned ad internationale ranglister over produktivitet, innovation og konkurrenceevne. Og selv om den kommende valgkamp som noget nyt – og længe efterspurgt af økonomer – byder på et opgør med efterlønnen, rykker det ikke grundlæggende ved, at Danmark fortsat mangler en langtidsholdbar opskrift på, hvad vi skal leve af i fremtiden – ud over højere produktivitet.

Den glemte bæredygtighed

Mens skabelsen af vækst her og nu – den første del af den dobbelte vækst-udfordring – fylder meget i den politiske debat, er der forbavsende stille om den langsigtede bæredygtige vækst. Den er så godt som fraværende i regeringens nuværende politik og vil formentlig også være det i den forestående valgkamp, hvor fokus står til at blive at give danskerne stadig større økonomisk råderum til forbrug og sikre indkomster og skattegrundlag til en stigende efterspørgsel efter offentlig service.

I tiden op til COP15-topmødet i 2009 i København var ellers både regeringen og oppositionen stærkt optagede af bæredygtighed. Allerede på Venstres landsmøde i 2008 erklærede fhv. statsminister Anders Fogh Rasmussen eksempelvis: ”At skabe bæredygtig vækst er den største opgave for denne og næste generation.”

Men der har været langt mellem de konkrete politiske initiativer på området. Regeringen har ganske vist lanceret deres Grøn Vækst-plan, der skal sikre, at miljø-, klima- og naturbeskyttelse går hånd i hånd med en konkurrencedygtig landbrugs- og fødevareproduktion. Men selv om planen i dag har over 20 måneder på bagen, er ingen af de afgørende grønne tiltag og nye afgifter endnu realiseret. Resultatet er, at sektorens i forvejen markante miljøproblemer stik mod intentionen er stigende. Som Det Miljøøkonomiske Råd vurderede i sin seneste tilstandsrapport for de danske miljøprogrammer, Miljø og Økonomi 2010: ”Det må entydigt forventes, at den forøgede landbrugsproduktion, der følger af Grøn Vækst, isoleret set vil give en negativ miljøpåvirkning.”  Rådet fremhæver i særlig grad udledning af pesticider, kvælstof og CO2, som en markant udfordring for sektorens fortsatte vækst og understreger for øvrigt, at problemerne ikke løses, selv om de grønne initiativer i planen gennemføres.

Den falske CO2-afkobling

En barriere for at få sat bæredygtig vækst på den politiske agenda, er opfattelsen af, at Danmark langt hen ad vejen allerede i dag har løst problemet. Der er eksempelvis en udbredt politisk opfattelse af, at Danmark har knækket koden for, hvordan man afkobler økonomisk vækst fra vækst i energiforbrug og CO2-udledning. Den påstand har nøglepolitikere fra skiftende regeringer fremsat siden årtusindeskiftet, og den er i særdeleshed blevet fremhævet af den siddende regering i den internationale markedsføring af Danmark som COP15-vært.

Men påstanden rummer kun en snæver teoretisk sandhed. Afkoblingen har nemlig kun fundet sted, hvis Danmarks BNP-vækst sættes i forhold til et stærkt afgrænset mål for Danmarks CO2-udslip, der eksempelvis ikke medregner CO2-udslip fra fly- og søtransporterhvervene, import og brug af biomasse. I det tilfælde er det danske CO2-udslip reduceret med 4 pct. i perioden 1990-2007 til 52 mio. tons CO2, eller hvad der svarer til ca. 10 tons CO2 pr. dansker, mens BNP er vokset med hele 40 procent.

Medregnes CO2-udslippet fra fly- og søtransporterhvervene samt alle de øvrige poster, der tælles med i beregningen af Danmarks BNP på den økonomiske side, har der imidlertid ikke fundet nogen afkobling sted. Tværtimod. Således opgør Danmarks Statistik, i en særpublikation fra foråret 2010, at Danmarks direkte BNP-afledte CO2-udslip i 2007 er på 130 millioner tons – over dobbelt så meget som det tal, vi normalt skilter med. Efter den beregningsmetode er Danmarks reelle CO2-udslip steget med 62 procent siden 1990 – dvs. langt mere end BNP-væksten – og danskernes CO2-udslip figurerer med ca. 24 millioner tons pr. indbygger, blandt verdens højeste. Se figur 2.

I øvrigt skyldes en stor del af den fortsat stigende CO2-effektivitet i dansk erhvervsliv,  at virksomhederne i stigende grad udflager de energi- og ressourcekrævende aktiviteter til lavtlønslande. Det er reelt nok, når vi bryster os af, at danske industrivirksomheder er dygtige til at energioptimere deres indenlandske aktiviteter med nye energibesparende teknologier og systemer. Men vi glemmer ofte at medregne det CO2-udslip, virksomhederne eksporterer, i form af outsourcing og udflagning. Og det er hastigt stigende.

Det samme er danske forbrugeres import af varer fra lande, der har et langt mere energiintensivt produktionsapparat end det danske – som f.eks. Kina. Siden årtusindskiftet er den kinesiske andel af danskernes samlede vareimport mere end fordoblet. Da det kinesiske CO2-udslip ved produktion af en given vare, ifølge beregninger fra Danmarks Statistik, er omkring fem gange højere, end hvis varen blev produceret i Danmark, er det tydeligt, at Danmark har en voksende udfordring med at sænke det CO2-udslip, som danske forbrugere og virksomheder reelt er årsag til globalt.

Men ikke kun målt på CO2 sætter dansk økonomi i dag et tungt aftryk på det globale miljø. Faktisk er Danmark et af verdens mest ressourceforbrugende lande, opgjort i ressourceforbrug pr. indbygger. Ifølge Verdensnaturfondens rapport Living Planet fra efteråret 2010 er det kun de Forenede Arabiske Emirater og Qatar, der tærer mere på de globale naturressourcer end Danmark. Se figur 3.

Situationen er indlysende uholdbar. Omregnes danskernes ressourceforbrug til det geografiske areal, som ressourcerne lægger beslag på, vil det kræve næsten fem jordkloder, hvis alle verdensborgere havde samme ressourceforbrug som den gennemsnitlige dansker.

Det er derfor afgørende, at vi ikke bare fokuserer på at skrue op for produktiviteten i den samfunds- og erhvervsmodel, vi har i dag, for på traditionel vis at sende den økonomiske vækst i vejret. En ny vækstpolitik skal baseres på en nytænkning af selve den måde, vi fremover måler og skaber vækst og velstand på. Herunder,at vi nytænker, hvilken form for forbrug vi ønsker at stimulere såvel indenlandsk som udenlandsk.

BNP-barrieren

Det eksisterende BNP-begreb ses af mange økonomer som en vigtig barriere for at skabe en bæredygtig økonomi. BNP medregner eksempelvis ikke omkostningerne ved miljøforurening eller værdien af biologisk mangfoldighed og menneskelig velvære. Til gengæld kan man bidrage til BNP-vækst ved at lække olie, brække et ben eller begå et mord, da man så skaber økonomisk aktivitet i hhv. beredskabs-, sundheds- og retsvæsenet.

Den globale økonomikrise samt de stadig accelererende klimaforandringer har imidlertid tvunget flere regeringsledere til at revidere deres syn på vækstskabelse. Mest fremtrædende er den franske præsident Nicolas Sarkozy, der i 2008, mens finanskrisen rasede, satte en ekspertkommission til at udvikle et alternativt velstandsmål for at komme den økonomiske systemfejl til livs: “Det er meningen, at vores økonomi skal forøge vores velvære; økonomien er ikke et mål i sig selv,” argumenterede Sarkozy.

Ekspertkommissionen, der blev ledet af nobelprisøkonomerne Joseph Stiglitz og Amartya Sen, barslede i efteråret 2009 med en rapport, der minutiøst udstiller svaghederne ved det nuværende BNP og foreslår en ny international målemetode, der medregner miljøværdier og værdien af service, kvalitet, kulturliv, menneskelig kapital, sociale netværk og velvære. Rapporten har siden givet anledning til intens debat om, hvordan målene i praksis kan omsættes til nationaløkonomiske styringsredskaber. Ikke bare i Frankrig, men internationalt. I EU er rapporten i dag en vigtig hjørnesten i EU-Kommissionens debat om nye velstandsmål i det såkaldte Beyond GDP-initiativ. Og kort før årsskiftet barslede det fransk-tyske ministerråd med en anbefaling til, hvordan væksmålene kan indføres i praksis, i rapporten Monitoring economic performance, quality of life and sustainability.

I Storbritannien har man, sideløbende med Stiglitz-kommissionen, arbejdet med nye perspektiver på bæredygtig udvikling i den såkaldte Sustainable Development Commission, som rådgiver den britiske regering om bæredygtighed. Kommissionen barslede, under ledelse af økonomiprofessor ved University of Surrey, Tim Jackson, sidste år med et sæt anbefalinger til, hvordan man kan skabe øget velstand UDEN økonomisk vækst. Og i Kina har en forskergruppe under ledelse af professor Li Xiaoxi fra Beijing Normal University, så sent som i november 2010 lanceret et såkaldt grønt udviklingsindeks som et forslag til, hvordan Kina i fremtiden kan måle vækst.

Danmark som vækstlaboratorium

Det er helt nødvendigt, at Danmark nu melder sig på denne arena. Ikke kun for at ”redde miljøet”, men for at identificere nye områder og markeder, der kan skabe en ny, bæredygtig vækst, som kan sikre det danske velfærdssamfund.

Danmarks markante vækstudfordringer kan i den forbindelse vendes til en fordel, hvis vi vel at mærke ser dem i øjnene. For andre lande kæmper med tilsvarende problemer. Og på trods af Danmarks åbenlyse bæredygtighedsudfordringer på det globale plan har Danmark på den indenlandske arena stor erfaring i at udvikle innovative velfærdsløsninger inden for eksempelvis sundhed, it, miljø- og energi, som kan bringes i spil i den globale omstilling til bæredygtig økonomi.

I den forbindelse er det naturligvis ikke nok, blot at redefinere og udvikle systemer til at monitorere vores vækstmål. En ny bæredygtig vækst skal realiseres ved at identificere, styrke og kommercialisere vores innovative kompetencer inden for udvikling af bæredygtige løsninger. Og så skal den selvfølgelig koordineres tæt med en innovativ nytænkning af vores velfærdssystem, der fokuserer på at give mere velfærd for færre penge.

Den overordnede rettesnor kunne således være at gøre Danmark til et førende internationalt laboratorium for løsninger, der fremmer menneskers livskvalitet. På den måde kan velfærd bruges som platform til at skabe ny vækst, og omvendt.

På flere områder har Danmark allerede på kort sigt gode muligheder for at markere sig som et internationalt laboratorium for bæredygtig vækst, med stort potentiale for at udvikle innovative eksportegnede løsninger og tiltrække internationale investeringer. Et eksempel er den ambitiøse målsætning om at gøre Danmarks energisystem 100 procent ”fossilfrit” inden 2050. Den målsætning, og den såkaldte Klimakommissions plan for at realisere den, er unik på internationalt plan og vækker allerede i dag stor opsigt.

Det danske energisystem er allerede i dag et internationalt benchmark på grund af vores mange decentrale kraftvarmeværker og den store andel af vindenergi i vores elsystem. Derfor er Danmark en helt oplagt international testcase for, hvordan man kan skrue et intelligent system sammen med mange forskellige vedvarende energikilder og en tæt integration mellem transport- og energiinfrastrukturen.

Skal laboratoriestrategien realiseres, kræver det imidlertid, at den ambitiøse målsætning bakkes op af konkrete handlingsplaner, intelligente afgiftsstrukturer og langsigtede rammevilkår, der gør, at investorerne får sikkerhed for holdbarheden af deres investeringer. Ligeledes kræver det, at vi styrker vores forsknings- og udviklingsmæssige kompetencer inden for miljø- og energieffektive systemer samt styringsteknologi m.m., så vi sikrer, at Danmark også på vidensiden fortsat er med helt i front.

Gevinsten for det danske samfund er, at Danmark, ud over at være testcase, kan udvikles til et lukrativt ”grønt Silicon Valley” for udvikling af standarder, systemer og teknologier, der kan hjælpe andre nationer og virksomheder til at blive mere klimavenlige og energieffektive.

Et eksempel på en tilsvarende mulighed er Danmarks sundhedssystem og den ambitiøse beslutning om at investere 41 milliarder kroner i moderniseringen af det danske sygehusvæsen. Tænkes projektet rigtigt, vil det ikke alene kunne øge sundhed og velvære blandt danskerne, men også give grobund for innovative sundhedsløsninger og -teknologier, der kan eksporteres til andre lande.

I begge tilfælde er der tale om at basere ny vækstskabelse på at udvikle innovative løsninger på de risici, der truer Danmarks og andre befolkningers livskvalitet og bæredygtighed. Samtidig er der tale om at dyrke områder, hvor Danmark allerede har etablerede styrkepositioner. Og ikke mindst hvor løsningerne, kva bl.a. højere energieffektivitet, bedre infrastruktur og bedre sundhed kan bidrage til at løse Danmarks arbejdsstyrke- og produktivitetsudfordringer.