Danmarks elite bør lytte til Wolfgang Schäuble – ikke Boris Johnson

Drop sværmerierne for den karismatiske Boris Johnson. Lyt i stedet til Tysklands finansminister, der mener, at et styrket EU er nødvendigt for, at de europæiske nationalstater i fællesskab kan yde deres bidrag til at skabe fred og velstand i verden.
Claus Kragh

Der findes næppe to europæiske politikere, der er mere forskellige end Londons flamboyante, lyshårede borgmester Boris Johnson og Tysklands alvorstunge finansminister Wolfgang Schäuble, der siden 1990 har siddet i rullestol efter et attentatforsøg.

Den 51-årige Johnson synes nærmest at leve af mediernes opmærksomhed. Han er Englands mest populære politiker, og han har sat alt ind for at blive landets næste premierminister ved at stille sig i spidsen for et Brexit den 23. juni, hvor briterne skal stemme om at forlade EU. Omvendt interesserer den 73-årige Schäuble sig ikke synderligt for journalister og fotografer. Men han er Tysklands mest erfarne minister – den eneste, der også var minister før genforeningen – og har i mere end 25 år været dybt involveret i at udvikle EU. I al deres forskellighed personificerer Boris Johnson og Wolfgang Schäuble den situation, EU-samarbejdet står i netop nu.

Johnson anbefaler den britiske befolkning at stemme nej til fortsat medlemskab af EU, fordi han påstår, det vil tjene Storbritanniens nationale interesser bedst. Schäuble, derimod, er overbevist om, at kun markant styrkelse af EU-samarbejdet på en række politikområder vil sætte de europæiske nationalstater i stand til at opretholde deres aktuelle velstandsniveau. Velstanden er ifølge Schäuble forudsætning for, at Europa kan præge den globale udvikling i retning af fred, velstand, bæredygtighed og respekt for retsstaten.

I Danmark er der al mulig grund til, at politikere, erhvervsledere, akademikere og enkeltborgere begynder at debattere, hvilket af disse to forskellige syn på Europas fremtid, man ønsker at abonnere på. I de kommende måneder vil den britiske EU-debat vokse kraftigt i styrke, og det er helt givet, at den vil få stor indflydelse på skabelsen af den nye danske europapolitik, fordi netop de britiske medier både direkte og indirekte har stor indflydelse på det danske mediebillede.

Danskernes nej ved folkeafstemningen om retsforbeholdet 3. december 2015 lagde det hidtidige europapolitiske flertal i Folketinget i ruiner. Socialdemokraternes formand, Mette Frederiksen, meldte efterfølgende ud, at hun ville lytte til nejet, og sammen med partiets magtfulde gruppeformand, Henrik Sass Larsen, markerede hun, at Socialdemokraterne både europapolitisk og udlændingepolitisk er klar til at rykke til højre for at lukke flanken mod Dansk Folkeparti. Dermed står Radikale, SF og Alternativet i dag reelt tilbage som de eneste proaktivt europæisk engagerede partier i Folketinget.

I de traditionelt regeringsbærende partier Venstre, Socialdemokraterne og Konservative er den gamle proeuropæiske garde fra 1990’erne stort set alle gået på pension, og unge, ambitiøse politikere med en dybere forståelse af EU-samarbejdet med dets udfordringer og muligheder er blevet en sjældenhed. Samtidig breder EU-skepsissen sig hastigt i den yngre del af den danske samfundselite, der sidder på eller er på vej ind i topstillinger i Finansministeriet, de store virksomheder, erhvervsorganisationer og sågar diplomatiet.

Folkeforføreren og føderalisten

Det er ikke unaturligt, at ambitiøse unge mennesker kan føle sig fristet til at se til Boris Johnson eller hans danske ækvivalent, Morten Messerschmidt, fordi disse typer med deres uomtvistelige talent for at forføre vælgerne har succes i deres stræben efter magten. Men hvis man stræber efter en position i toppen af det danske samfund, bør man besinde sig på, hvordan virkelighedens verden ser ud, og på hvordan man som fremtidig magthaver bedst varetager borgernes, virksomhedernes og hele samfundets interesser i en lokal, en national, en europæisk og en global sammenhæng.

Her gør man klogt i at lytte til Wolfgang Schäuble, der som Tysklands finansminister siden 2009 hører til blandt Europas mest magtfulde politikere. Schäuble har i mere end 25 år været involveret i udviklingen af det EU, der i dag møder voksende folkelig modstand, selv om det samme EU har været en fænomenal succes, hvad angår udbredelse af fred, frihed og velstand. 13 europæiske diktaturstater er gennem medlemskab af EU blevet forvandlet til frie, demokratiske stater, blot for at nævne en enkelt af EU’s fortjenester.

Men Schäuble er ikke typen, der hviler på fortidens fortjenester. Han er en konservativ, socialt engageret realist, der mener, at EU i fuld respekt for de europæiske nationalstater bør udvikle sig til en reel politisk union, fordi grænselukninger og anden national og økonomisk protektionisme vil gøre de europæiske lande fattigere og dermed langt svagere i forhold til at kunne sætte europæiske aftryk på den aktuelle verdensorden.

”Europa er forsøget på i dette globaliseringens århundrede at være i stand til at handle og kunne håndtere nødvendige forandringer netop for at kunne bevare vore grundlæggende overbevisninger og værdier om frihed, demokrati, retsstatslighed og økologisk bæredygtighed – dette er drømmen men også nødvendigheden bag europæisk integration,” skriver Schäuble i et stort essay om Europas fremtid i avisen Frankfurter Allgemeine Zeitung. Under overskriftenEuropa zwischen Wunsch und Wirklichkeit (Europa mellem ønske og virkelighed, red.) redegør Schäuble usentimentalt for alle de fejl og mangler, der efter hans opfattelse kan påpeges i forhold til det stadie, EU-samarbejdet i øjeblikket befinder sig på.

Euroen er fejlkonstrueret og bidrog derfor til en forværring af finanskrisens konsekvenser i Europa. EU er for bureaukratisk, overreguleret og usmidigt. De europæiske beslutningsprocesser er uigennemsigtige, og hele EU lider under manglende demokratisk og folkelig legitimitet. Den manglende demokratiske legitimitet skyldes ifølge Schäuble, at der ikke findes en fælleseuropæisk offentlighed, hvori dette demokrati kan udspille sig. Den manglende europæiske offentlighed betyder også, at der er ifølge den tyske finansminister er for lidt pres på nationale beslutningstagere i forhold til at søge europæiske løsninger på de udfordringer, man står over for.

”De nationale beslutningstagere – regeringer, parlamenter og i stigende grad domstole – er kun udsat for beskedent pres i forhold til at afgive kompetencer til europæiske institutioner,” skriver han.

Schäuble er en overbevist føderalist – ikke mindst fordi han konstaterer, at EU netop mister demokratisk legitimitet, desto mere man fortsætter med at udvikle samarbejdet ad mellemstatslig vej, sådan som det er sket i de senere år. Europæiske føderalister beskrives ofte i The Telegraph – den meget EU-skeptiske avis, hvor Boris Johnson i flere år arbejdede som Bruxelles-korrespondent – som noget nær fanatikere. Men Schäuble er ikke nogen fanatiker. Og hans føderalistiske planer for Europa inkluderer også i allerhøjeste grad de europæiske nationalstater.

”Europa bør ikke se bort fra nationernes sammenhængskraft, når de skal håndtere fremtidens udfordringer. Men det er jo også netop det centrale princip i enhver føderal opbygning,” skriver han.

Styrk flygtningesamarbejdet

På samme måde som tilhængere af et føderalt Europa udskriges som noget nær tosser af populister som Boris Johnson og Morten Messerschmidt, er det nu om dage populært at beskylde Tysklands politiske ledelse som humanitære tosser, fordi kansler Angela Merkel har stået i spidsen for en åben politik over for håndtering af den aktuelle flygtningekrise – en tysk politisk, der i øvrigt ligger i klar forlængelse af Tysklands åbne indvandringspolitik, der handler om at skabe en såkaldt Willkommenskultur.

Intet kan imidlertid være mere forkert. Så sent som i sidste uge skærpede den tyske Forbundsdag sin asyllovgivning, og Wolfgang Schäuble markerer i sit essay om Europa, at FN’s flygtningekonvention ”ikke er et grundlag for verdensomspændende migrationsfrihed”, selv om den binder alle civiliserede stater i forhold til at give beskyttelsesberettigede flygtninge asyl. Schäuble mener samtidig, at en styrkelse af FN’s flygtningekonvention er helt nødvendig, og at det må gå hånd i hånd med en fælles indvandringspolitik i Europa.

Bundlinjen er, at samfundseliterne i Danmark og i EU’s andre nationalstater må besinde sig på at udvise det europæiske lederskab, der gør det klart for befolkningerne, at europæisk samarbejde er en forudsætning for fortsat fred, velstand og europæiske muligheder for at påvirke en faretruende verdensorden, hvor der er farlige, totalitære aktører som Ruslands Vladimir Putin på spil. Europæisk lederskab er alt for vigtigt til, at vi kan overlade opgaven til politikerne alene.


Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu




Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu