Danmark skal fortsat være en aktør i EU’s historie

DANMARKS FREMTID I EU: Danske erfaringer skal være forbillede for Europas omstilling til vedvarende energiforsyning. Det kræver, at vi tør indtage den progressive yderposition i vigtige energipolitiske spørgsmål.

Danmarks forhold til EU er på sin vis et paradoks. Selv om vi som en lille åben økonomi har enorme fordele af europæisk samarbejde, er vi stadig blandt de forbeholdne EU-lande, der står helt eller delvist uden for samarbejdet på en række områder. Men Danmark har meget at kæmpe for og vinde ved forhandlingsbordet, når EU’s regeringer mødes i Det Europæiske Råd. Vi må derfor ikke lade Storbritanniens udmelding af EU give anledning til at slække på de europæiske ambitioner. Tværtimod.

Blogserie: Hvad vil Danmark i Europa?

Energisektoren er et særligt godt eksempel på et område, hvor Danmark bør spille en meget aktiv rolle i Europa. Selv om energipolitikken ofte lever en stille eksistens ved siden af mere aktuelle udfordringer såsom flygtninge, eurokrise, Brexit og Ukraine, er den en helt central del af det europæiske projekt og et vigtigt samfundsbærende politikområde. EU-samarbejdet startede netop som et samarbejde om at sikre de kritiske ressourcer i Kul- og Stålunionen. Siden da er der sket meget, og da Lissabontraktaten trådte i kraft i 2009, blev energi en bærende søjle i EU-projektet. Det er også manifesteret i den energiunion, som næstformand for EU-Kommissionen, Maros Sefcovic, arbejder stålsat for.

Energipolitikken er blevet regional

I Danmark oplevede vi i 1970’erne, hvad en energikrise betyder for et moderne samfund. Derfor forstår vi også betydningen af en stabil og sikker energiforsyning. Vi er kommet langt på egen hånd med bl.a. vindmøller, fjernvarme, velisolerede boliger og effektive biler. Men vi skaber alt andet lige den bedste og billigste energiforsyning gennem samarbejde, ikke som enkeltstat.

Hvad end der er tale om at bremse klimaforandringer, om forsyningssikkerhed eller om at levere den billigst mulige energi til forbrugerne, så er svaret oftere mere EU end mindre EU. Der er dog medgivet også opstået et behov for tættere regionale samarbejder på energiområdet, uden at hele EU umiddelbart skal deltage. Det skyldes, at EU-landene energimæssigt endnu ikke er så fuldt integreret, som det indre marked forskriver, og fordi grupper af lande kører med forskellig hastighed.

Danmark skiller sig ud på energiområdet. Vi var indtil for nylig den eneste netto-eksportør af energi i EU. Vi har igen og igen demonstreret, at grøn omstilling af elsektoren er mulig – både fysisk og økonomisk. Og Danmark er i dag det land i EU, hvor den største andel af arbejdsstyrken er beskæftiget med energi.

Danske virksomheder solgte sidste år energiteknologi for 71,4 mia. kr. i udlandet. Heraf blev mere end to tredjedele afsat på EU’s indre marked. EU og det indre marked har altså en direkte indflydelse på de 56.000 danske arbejdspladser, der findes i energisektoren. Også derfor må vi gøre, hvad vi kan for at påvirke EU’s fælles energipolitik, når den forhandles i Det Europæiske Råd.

Meget på spil i energiunion

Over de kommende to år skal mere end halvdelen af EU’s energilovgivning revideres, efterhånden som Kommissionen gør tankerne bag energiunionen til faktiske forslag. Det bliver en række hårde politiske kampe om EU’s energipolitik, hvor nationale styrker og interesser kommer til at fylde mere end idealistiske tanker om at redde klimaet.

Og det er ikke småting, Rådet skal enes om. I løbet af efteråret forhandler landene bl.a. om, hvordan CO2-kvotehandelssystemet skal indrettes, så det effektivt kan drive grønne investeringer. Rådet skal også enes om, hvilke energikrav vi stiller til nye biler og huse, og hvordan EU når målet om mindst 27 pct. vedvarende energi i 2030. Hertil skal Rådet forhandle, hvordan EU’s elmarked indrettes, så kunderne nyder det fulde potentiale af det intelligente og distribuerede energisystem. Endelig er det Rådet, der beslutter den indbyrdes fordeling af EU’s CO2-mål for transport, landbrug og boliger.

Det er alle områder, hvor der er store indsatser på spil. Europas energipolitik kan betyde en forskel på tusindvis af arbejdspladser og eksportindtægter i milliardklassen. Danske virksomheder har en række styrkepositioner, når det kommer til at producere vedvarende energi, til at integrere strøm fra vind og sol i elnettet og til at udnytte den effektivt. Danmark har med andre ord en interesse i at fremme energisamarbejdet i EU og øge dets fokus på energieffektivitet, infrastruktur, samhandel og vedvarende energiteknologi.

Men forhandlinger i Det Europæiske Råd handler i sidste ende om stemmevægtning og kvalificeret flertal, og her er Danmark en lilleput. Vi har oven i købet ofte stået sammen med Storbritannien om at fremme en grøn, markedsdrevet energipolitik i EU – en position som Brexit-afstemningen vil svække kraftigt, og hvor andre lande, som f.eks. de klima- og miljøskeptiske Visegrad-lande, Polen, Tjekkiet, Slovakiet og Ungarn, vil få langt mere at sige.

Et subjekt i EU’s historie

Så hvordan kan Danmark bedst pleje vores interesser i EU’s energipolitik? Mit bud er: Ved at gå i dialog, ved at have de gode argumenter og ved at vise vejen som det gode eksempel. Kun på den måde kan vi slå ’modstandere’, der ligger over vores vægtklasse i EU.

Danmark fremhæves ofte af Kommissionen som det gode eksempel. Det åbner døre i Europas hovedstæder, at vi kan fremvise regulering og teknik, der fungerer. Det skal vi udnytte. Målet skal være, at danske erfaringer med omstilling af energisystemet er med til at danne skole for resten af Europa. Og at Europa kan danne skole for resten af verden.

Men det kræver, at vi reklamerer for vores erfaringer med energiplanlægning på højeste politiske niveau. Selv om alle børn elsker LEGO, er det stadig nødvendigt at markedsføre de små firkantede klodser. På samme måde er der kæmpe interesse for den danske energisektor, men hvis vi ikke er til stede i EU, i FN og i andre internationale fora, så vil andre løsninger blive promoveret – og måske valgt.

Også internt i Rådet må Danmark tale med klar røst. Det er notorisk lettere for en lysegrøn kæmpe som Tyskland at tage en progressiv midterposition, hvis nogen går længere og tager yderpositionen i forhandlinger om eksempelvis kvotesystemet. Den rolle skal Danmark tage, når det giver mening.

Det er sådan, jeg ser Danmarks rolle i EU i fremtiden. Som den fremsynede stemme, der tilbyder de gode argumenter, demonstrerer løsninger, der virker og er til at betale, og som viser vejen for en fælles, markedsbaseret europæisk energipolitik.

Storbritanniens udmeldelse af EU har udløst krisestemning i EU-projektet. Men det vil være en stor fejl at trække følehornene til os. Faktisk bør Brexit knytte resten af EU-landene tættere sammen. Derfor må vi netop engagere os for at understøtte det indre marked og det europæiske samarbejde. Kun på den måde kan Danmark forblive et agerende subjekt – og ikke et objekt – i Europas historie.

Forrige artikel Et stort skridt for det globale erhvervsliv Næste artikel Innovation handler også om livskvalitet