Undersøgelsens resultater sætter valgkampens diskussion af sundhed i relief. Både Socialdemokraterne og Venstre taler varmt for at tilføre nye milliarder til sundhed, men ikke om danskernes prioritet nummer 1: Efterlysningen af mere samarbejde mellem aktørerne.

”Jeg er helt enig, der er et meget stort behov for at forbedre samarbejdet,” siger Klaus Skjærlund.

”Efter de første gange med lungebetændelse, synes jeg, at min læge skulle have sagt: ’Der er et eller andet helt galt, når du bliver ved med at få lungebetændelse’, men hver gang fik jeg bare en recept på noget penicillin. Lægen skulle i stedet have samarbejdet med andre om at finde årsagen,” siger han, der nu er aktiv i Danmarks Lungeforening som formand for den lokale forening i Horsens.

Klaus Skjærlund er en af de patienter, der har en særlig risiko for at få lungebetændelse, fordi han også lider af diabetes. Men hans diabetes kan ikke alene forklare de hyppige udbrud af lungebetændelse. Forklaringen kom først, da sygehusets læger fandt ud af, at Klaus Skjærlund også lider af astma, som helt på samme måde som diabetes øger risikoen for at få lungebetændelse.

”Jeg føler ikke, min praktiserende læge ved nok om patienter som mig,” siger han.

Det lange forløb med de mange lungebetændelser kunne ifølge Skjærlund være undgået, hvis hans praktiserende læge tidligt i forløbet havde samarbejdet med en speciallæge eller sygehuset for at finde årsagen til de hyppige udbrud.

Efterlysningen

Klaus Skjærlund er langtfra et særtilfælde. Det forholder sig snarere lige omvendt. Mere end halvdelen af alle syge mænd og kvinder lider helt som Klaus Skjærlund af mere end én sygdom, når de møder op hos deres læge eller kommer på sygehuset. Alene af den grund stiger behovet for, at de enkelte aktører i sundhedsvæsenet bliver bedre til at samarbejde. Se figur 3.

[graph title="Danskerne lider af flere sygdomme" caption="Figur 3  " align="right" image="https://www.mm.dk/wp-content/uploads/2016/02/9ac4a-jre_fig01_danskerne-lider-af-flere-sygdomme_0.png" image_width="0" image_full="https://www.mm.dk/wp-content/uploads/2016/01/7c9db-jre_fig01_danskerne-lider-af-flere-sygdomme_0.png" text="Næsten halvdelen af danskerne har mindst to diagnoser, når de er syge – og det tal er stigende. "]Kilde: “Danskernes Sundhed – Den Nationale Sundhedsprofil 2013”, Sundhedsstyrelsen, 2014. [/graph]

En undersøgelse fra Kræftens Bekæmpelse fra 2014 viste, at manglende samarbejde ikke bare kan forlænge sygdomsforløb som i Klaus Skjærlunds tilfælde, men ligefrem påføre patienter skader og i enkelte tilfælde endda medføre dødsfald. Fejlene opstår typisk, når ansvaret for patienten skifter hænder, f.eks. fra et sygehus og til den praktiserende læge.

Det er på den baggrund, at hele 65 pct. af danskerne i undersøgelsen efterlyser mere samarbejde. Dermed gør de behovet for mere samarbejde til undersøgelsens højest prioriterede emne. I spørgeundersøgelsen blev respondenterne bedt om at lave en ønskeliste ud fra 10 emner, som et tænkt sundhedsparti skal kæmpe for. Den klare topscorer er ønsket om mere samarbejde med en lige så klar nummer to: kortere ventelister.

Netop ventelisterne har siden 1990’erne været et af de helt dominerende temaer i den sundhedspolitiske debat. Også i denne valgkamp profilerer både Helle Thorning-Schmidt og Lars Løkke Rasmussen sig på indsatsen for at skære i ventelisterne.

Hvor det imidlertid er lykkedes at afkorte ventelisterne væsentligt, forholder det sig helt omvendt med samarbejdet omkring patienterne mellem sygehuse, praktiserende læger og kommuner. Det samarbejde halter stadig.

Da Mandag Morgen præsenterer resultatet af undersøgelsen for tre praktikere, en praktiserende læge, en sygehuslæge og en kommunal sundhedschef, er de enige med danskerne: Jo, der er behov for mere samarbejde.

Men det er kun alt for tydeligt, at sundhedsvæsenets tre hovedaktører først nu er begyndt at opfatte sig selv som en del af en helhed, der ikke bare har ansvar for hver sin del af behandlingen men også et ansvar for, at patienterne oplever et godt forløb fra behandler til behandler.

”Vi skal tænke på patienterne som vores patienter i stedet for patienter, der er hos os eller hos jer. Det gælder både i forhold til kommunerne og i forhold til lægerne på sygehusene og andre steder,” siger Anna Mette Nathan, der er praktiserende læge i Tørring og medlem af bestyrelsen for PLO, Praktiserende Lægers Organisation.

Sundhedens Bermuda-trekant

Samarbejdet mellem regionerne med deres sygehuse, de praktiserende læger og kommunerne betegnes ofte som en ”Sundhedens Bermuda-trekant”, hvor ansvaret for samarbejde og koordinering af patienternes forløb forsvinder inde i trekanten.

Skal aktørerne for alvor samarbejde, er det ikke kun et spørgsmål om udviklingen af en ny kultur og en ny forståelse, hvor de enkelte aktører ser sig som led i en længere behandlingskæde. De tre aktører udpeger også en række problemer, der lige nu gør det sværere at få samarbejdet til at lykkes.

”Sygehusene udskriver patienterne hurtigere og hurtigere, og det betyder, at patienterne kan være meget syge, når de bliver udskrevet. Nogle gange føler vi, at sygehusets ansvar stopper ved udskrivningen, og at det ikke er klart, hvem der skal overtage ansvaret for patienterne bagefter,” siger Anna Mette Nathan.

Netop derfor har de fem regioner og deres kommuner indgået såkaldte sundhedsaftaler, der skal fastlægge ansvaret for behandlingen i hele det forløb, en patient skal igennem. Sundhedsaftalerne beskriver også, hvordan ansvaret for behandlingen skal overdrages fra én aktør til en anden. De praktiserende læger deltager i forhandlingerne, men forpligtes først til at arbejde med nye opgaver, hvis de også skrives ind i deres overenskomst med regionerne. En lidt omstændelig proces, der kan give huller i kæden.

I et presset sundhedsvæsen handler det i sidste ende også om ressourcer. Som praktiserende læge oplever Anne Mette Nathan, at hun skal løse flere og flere opgaver, som sygehusene tidligere stod for.

”Det kan jo godt være, at sygehusene nogle gange skal have team, der følger patienterne med ud, og andre gange, at vi som praktiserende læger skal overtage ansvaret for behandlingen, når patienten udskrives,” siger Anna Mette Nathan.

Deling af data

Når ansvaret for patienten skifter fra den ene til den anden aktør, skal informationer om patientens diagnose, blodprøver og andre oplysninger helst følge med. Og det er langtfra altid tilfældet.

”Når patienterne kommer ind til os, så siger de mange gange, at vi spørger om det samme, som de lige har fortalt deres egen eller en læge på sygehuset. Vi kan efterhånden se, hvilken medicin de får ved at gå ind på Fællesmedicinkort, men ellers har vi ikke umiddelbar adgang til alle oplysninger fra de praktiserende læger,” siger Helle Laugesen, der er anæstesilæge på Aalborg Universitetshospital og formand for Overlægerådet på sygehuset.

Lige nu kan lægerne på sygehusene for eksempel ikke se de diagnosekoder, de praktiserende læger bruger. Dertil kommer, at de praktiserende læger tøver med at dele alle informationer med kollegerne på sygehusene.

”Vi skal dele alle væsentlige data, men vi fører jo også samtaler med patienterne om meget personlige forhold, hvor de forventer fortrolighed. Det værner vi meget om, men det er en balance mellem behovet for deling og behovet for fortrolighed,” siger Anna Mette Nathan.

Af både tekniske og Anna Mette Nathans mere politiske grunde ser det indtil videre ud til, at Helle Laugesen fortsat må spørge patienterne om det samme, som de lige har svaret deres praktiserende læge på.

Ingen økonomi i samarbejde

I dag aflønnes hver enkelt af de tre parter på en måde, der tilgodeser netop deres arbejde. Sat på spidsen er der ikke økonomi i at samarbejde. Og det er et problem, der følger med patienten helt ind på sygehuset. 

Lige så ønskeligt det er, at også de enkelte dele af sygehusene kan samarbejde med hinanden, lige så meget halter praksis efter.  I Mandag Morgen og TrygFondens rundspørge er det lige netop på dette område, at forskellen mellem ønske og behov på den ene side og aktuel praksis på den anden side er størst – endnu et tegn på, at samarbejdet halter.

Det kan blandt andet skyldes, at de enkelte afdelinger står til ansvar for et budget, hvor der ikke er afsat penge og dermed tid til samarbejdet på tværs.

”Hvis vi påtager os en opgave, som giver os ekstra arbejde og måske letter andres arbejde, så får vi ikke tilført flere ressourcer,” siger Helle Laugesen.

En problemstilling, Aalborg Universitetshospital lige nu arbejder på at løse. Også her, på de indre linjer, står ønsket om at samarbejde i top. Og også her er der en længere liste med forhindringer.

Men det er også et praktisk problem. Det er ganske enkelt svært at planlægge et længere forløb for en patient, fordi der ofte vil opstå uforudsete forsinkelser undervejs.

”Nogle patienter fortæller deres sygehistorie hurtigt og sammenhængende, mens andre kan være meget syge eller kede af det og har derfor behov for mere tid til samtale og information. Jeg kan jo ikke gå min vej midt i det hele, og på den måde kommer jeg bagud med min del af forløbet. Det skubber så igen til de andre led i kæden,” siger hun.

Ledelse på tværs

I takt med at sygehusene udskriver patienterne stadig hurtigere, bliver både de praktiserende læger og de kommunale sundhedscentre en del af flere og flere patienters forløb.

I den såkaldte ”Randers-klynge” har Regionshospitalet i Randers og Grenå sammen med i alt fire kommuner og de praktiserende læger gennem flere år arbejdet på at finde modeller for, hvordan de kan forbedre samarbejdet.

”Jeg er ikke så overrasket over, at så mange danskere efterlyser bedre samarbejde mellem aktørerne. Vi taler om det hele tiden, men der er rigtig mange, der skal bidrage meget hurtigt, og det er svært at nå ud til alle de relevante aktører,” siger Lene Jensen, der er sundhedschef i Randers Kommune.

Dertil kommer, at behovet for samarbejde med andre også ændrer på ikke bare praktikernes men også på ledelsens opgaver.

”Vi har alle sammen et ansvar for at række ud efter patienterne og planlægge forløb i fællesskab. Hvis nu hjemmeplejen ikke synes, de har fået de rigtige informationer fra udskrivningskoordinatoren på sygehuset, så må de tage fat i hende. Jeg synes, at alle led i kæden har ansvaret for, at forløbet kan fungere, og så må man reagere, hvis der er et hul et eller andet sted,” siger hun.