Danskerne har ønsket fælles flygtningepolitik i over 17 år

At flere meningsmålinger i den seneste måned har vist, at et flertal af danskerne bakker op om en fælles europæisk flygtningepolitik, er ikke et udtryk for et skred eller et pludseligt stemningsskifte blandt vælgerne. Det har danskerne længe ment.

Nogle partier bruger ganske mange ressourcer på at forstå vælgernes holdninger, men det lykkes ikke altid lige godt. Et af de områder, hvor det kniber, er vælgernes holdninger til flygtninge- og indvandrerpolitikken.

Flere meningsmålinger har inden for den seneste måned vist, at et flertal af vælgerne støtter en fælles flygtningepolitik i EU. Men de fleste danske partier har bundet sig op på det modsatte standpunkt.

Nu er det jo udmærket, at politiske ledere kan føle sig forpligtet til at gå imod folkestemningen og prøve at vinde den for sig – det er, hvad man har ledere til. Men det er tilsyneladende kommet bag på flere partier, hvor meget de har vælgerne imod sig i denne sag.

Nogle har måske en fornemmelse af, at det er udtryk for et midlertidigt stemningsskifte. Flere medier har da også omtalt det som noget nyt – dog uden at skrive, hvad det skulle være nyt i forhold til, ud over fornemmelserne.

Ser vi på de målinger, der er foretaget af valgundersøgelserne fra 1998 til 2007, ser der imidlertid ikke ud til at være noget nyt under solen. Der var ved alle fire valg en solid overvægt af tilhængere af en fælles flygtningepolitik, ganske som i dag. Se figur 1.

Dansk deltagelse i fælles EU-flygtningepolitik" caption="Figur 1

Figur 2" align="right" image="https://www.mm.dk/wp-content/uploads/2016/01/b02cf-figur2_0.png" image_width="0" image_full="https://www.mm.dk/wp-content/uploads/2016/01/2f55e-figur2_0.png | Forstør   Luk

Ved folketingsvalget i 2001 – også betegnet som det første af mange udlændingevalg – var et flertal af danskerne klar til at stramme op over for flygtninge og indvandrere. Siden er den tendens faldet, således at kun hver sjette dansker i 2011 mente, at der skulle strammes yderligere på området.  

Kilde: Valgundersøgelserne 1998, 2001, 2005 og 2007[/graph]

De fleste partier har et andet standpunkt. Det er også muligt, at de kan vinde vælgerne for sig, men det kræver, at de formulerer deres bevæggrunde klarere, end det hidtil er sket. Det er trods alt en temmelig stabil vælgeropinion, de står over for – den flytter sig næppe sådan uden videre.

For vælgerflertallet drejer det sig antagelig om, at tilstrømningen af flygtninge til Europa opleves som et fælles problem, og hvad er da mere naturligt end at blive enig om en fælles, solidarisk løsning? Danskerne er trods alt ”gode europæere” – i øvrigt også en udvikling, der nok er gået lidt uden om vælgerantennerne på Christiansborg.

Ambivalente vælgere

Når en række partier synes at have undervurderet, hvor stor tilslutning der er til en fælles flygtningepolitik i EU, hænger det måske sammen med, at vælgernes holdninger på området er ganske ambivalente.

Det blev rammende udtrykt med titlen på den første danske bog om emnet, ”I syv sind. Danskernes holdninger til flygtninge og indvandrere”, af Lise Togeby og Øystein Gaasholt. Bogen er fra 1995, men det har næppe ændret sig meget siden.

Der findes fremmedhadere, og der findes folk med lige så uforbeholdne følelser i den modsatte retning. Men de fleste rummer både elementer af skepsis og bekymring og af solidaritet og empati – i varierende blandinger fra person til person og fra situation til situation.

Det betyder, at man f.eks. skal være forsigtig med at overfortolke rækkevidden af svaret, hvis vælgerflertallet udtrykker bekymring for, at der kommer for mange flygtninge til. Det har indtil nu ikke betydet, at vælgerne afviser solidariske løsninger på europæisk plan – måske snarere tværtimod.

Stram flygtningepolitik bliver let for meget

At holdningerne er ambivalente, betyder også, at vælgerne lytter efter politikerne for at få vejledning. Men det betyder samtidig, at det hurtigt kan blive ”for meget” – både i den ene og den anden retning.

Da Fogh Rasmussen vandt sin store valgsejr i 2001, skyldtes det især utilfredshed med flygtninge- og indvandrerpolitikken under den daværende SR-regering. Et stort flertal ønskede stramninger. Det fik de, og da de samtidig undgik den stramme velfærdspolitik, som Venstre tidligere stod for, og oveni fik en tilsyneladende velfungerende økonomi, var tilfredsheden og tilliden til politikerne høj.

[graph title="Stramninger for flygtninge og indvandrere" class="crb-wpthumb attachment-915-0 crb-graph-large" alt="" />

Kilde: Valgundersøgelserne 1998, 2001, 2005, 2007 og 2011

Under Fogh-regeringen voksede imidlertid opfattelsen af, at der var strammet for meget, og andelen, der ville stramme yderligere, skrumpede ind. I 2007 syntes hele 46 pct. af vælgerne, at der var strammet for meget. Se figur 2.

I 2011 var det tal faldet til 37 pct., med andelen, der ønskede yderligere stramninger, var samtidigt faldet, så den relative overvægt af  ”slappere” i forhold til ”strammere” var cirka den samme.

Når så mange i 2007 mente, at der var strammet for meget, og flygtningespørgsmålet var lige ved at blive en tabersag for regeringen, skyldtes det nok, at der under valgkampen blev sat fokus på afviste asylansøgere og deres børn, der sad fast i asylcentre i årevis. Det mobiliserede den empatiske og solidariske side af vælgernes holdninger.

Valgkampen på dette punkt endte nærmest uafgjort: Indvandring blev trods alt ikke en tabersag for VK-regeringen. 51 pct. af vælgerne syntes stadig, at stramningerne var passende – eller burde være mere vidtgående. Kun 46 pct. syntes, at de var gået for vidt.

Det var dog heller ikke nogen vindersag. På 2007-valgundersøgelsens spørgsmål ”Hvor godt mener du, at Anders Fogh Rasmussens regering har håndteret flygtninge- og indvandrerpolitikken i de sidste tre år?” svarede tilsammen 31,6 pct. ”godt” eller ”meget godt”. Men 42,7 pct. svarede ”dårligt” eller ”meget dårligt”.

Ja til stramninger, men ikke til midlerne

At der er forståelse for stramninger, betyder dog ikke nødvendigvis, at alle midler hertil er lige populære. Det element i VK-regeringens politik, der mødte mest modstand, var starthjælpen. I 2007 mente 43,2 pct. af vælgerne, at starthjælpen burde bevares, eller endda sættes ned. Men i alt 52,1 pct. mente, at starthjælpen burde forbedres eller helt afskaffes til fordel for almindelig kontanthjælp. Se figur 3.

[graph title="Vælgernes syn på starthjælpen i 2007" caption="Figur 3" align="left" image="https://www.mm.dk/wp-content/uploads/2016/02/565e0-figur3_0.png" image_width="0" image_full="https://www.mm.dk/wp-content/uploads/2016/01/c3bbc-figur3_0.png" text="Selv om der var pæn opbakning i befolkningen til Fogh-regeringens starthjælp ved valget i 2007, var der alligevel flertal blandt danskerne for, at den burde forbedres eller afskaffes til fordel for kontanthjælp."]Kilde: Valgundersøgelsen 2007[/graph]

Valgundersøgelsen 2007 viste også, at et flertal af vælgerne ikke anså lavere kontanthjælp for at være et egnet middel til at få flere i arbejde. 33,4 pct. af vælgerne mente, at en lavere kontanthjælp ville gavne beskæftigelsen, mens 55,5 pct. ikke mente, at det var et egnet middel.

Det er på den baggrund nærliggende at spørge, om ikke regeringen har skudt over målet – set i forhold til vælgerne – med den netop indførte integrationsydelse, der er på et endnu lavere niveau end starthjælpen. Den historiske erfaring taler for, at det lettere kan udvikle sig til en tabersag end en vindersag – naturligvis afhængig af mediernes opmærksomhed og behandling af sagen.

Der synes nogle gange på Christiansborg at herske en logik om, at hvis noget er godt, så er dobbelt så meget sikkert dobbelt så godt. I forhold til vælgerne er det i reglen en farlig logik, og ikke mindst på flygtninge-indvandrerområdet kan det hurtigt bringe en regering i karambolage med vælgerne.

Forrige artikel Så giv os da frihed til gengæld Næste artikel Vi skal gøre gode nyheder endnu bedre