Først Helle Thorning-Schmidt og så Lars Løkke Rasmussen.

To statsministre, der ikke bare holder sig til politiske visioner, men som også tør opstille mål for effekten af de politiske tiltag. De har begge opstillet talrige mål for en række centrale områder som økonomi, sundhed, det sociale, klima, integration og uddannelse.

Det er godt med politiske ledere, der tør opstille indikatorer, som gør det muligt for offentligheden og vælgerne at følge med i, om slutmålene så rent faktisk bliver indfriet. Hvis vi altså har et samlet overblik over udviklingen. Det overblik får du et bud på i dette ugebrev i form af en unik analyse.

Mandag Morgen har kortlagt VLAK-regeringens konkrete mål og målsætninger på udvalgte områder. Kortlægningen bygger på en gennemgang af regeringsgrundlaget, politiske aftaler, politiske strategier, rapporter og analyser.

Kortlægningen omfatter også de indikatorer, som bruges til at teste, hvordan det så går med at indfri målsætningerne. På samme måde har vi kortlagt Thorning-regeringens forskellige mål for at undersøge hvor mange af målene, der er blevet videreført under Lars Løkke Rasmussens regeringer.

Samtidig viser Mandag Morgens store kortlægning, at mål ikke bare er mål. Det sker kun sjældent, at en regering på egen hånd kan gennemføre sine politiske mål uden hjælp fra regioner, kommuner, borgere, organisationer og virksomheder. Regeringens mål skal derfor i højere grad angive en retning end præcisere ned i detaljen. Den sidste del bør de konkrete aktører nemlig selv være med til at definere for derigennem at få ejerskab til, hvordan der skal måles.

DET HIDTIL BEDSTE EKSEMPEL er de otte nationale mål for udviklingen inden for sundhedsvæsenet, som regeringen, Danske Regioner og KL aftalte i forbindelse med økonomiforhandlingerne tilbage i sommeren 2016. Samtidig aftalte parterne i alt 31 indikatorer, der skulle måles, for at holde snor i, hvorvidt udviklingen går i den rigtige retning.

Lige siden har regionerne kvartal for kvartal fulgt udviklingen indikator for indikatorer. Det er sket på bestyrelsesmøder i Danske Regioner, på møder i de fem regionsråd og ude i topledelserne på de enkelte sygehuse. Samtidig holder de enkelte afdelinger på sygehusene øje med lige netop de indikatorer, der har betydning for deres patientgrupper.

Det, man skal lægge mærke til, er, at regeringens mål først og fremmest handler om effekt for patienterne og ikke om at gennemføre stadig flere behandlinger. Jo, et enkelt mål handler om produktivitet, men i det samlede billede skal der være en balance mellem effekt for borgere eller virksomheder og så omkostningerne. Den balance forsøger de otte mål at ramme.

Aftalen om de otte nationale mål for sundhed repræsenterer både et opgør med det udskældte new public management og et første forsøg på at udvikle forpligtende mål mellem de relevante parter. Man kan selvfølgelig godt forestille sig, at en kommende socialdemokratisk regering vil revidere målene, så der også bliver fokus på at nedbringe uligheden i sundhed. Bortset fra denne mere politiske del af diskussionen virker de otte mål robuste, hvad angår skiftende politiske vinde.

Mens de fleste lige nu forbinder innovationsminister Sophie Løhde med de aktuelle overenskomstforhandlinger, forbereder hun også det næste trin i udviklingen af de politiske mål, der skal styre den offentlige sektor. Hendes næste projekt er den såkaldte sammenhængsreform, der kan vise sig at blive den største reform af den offentlige sektor i over ti år.

En af krumtapperne i reformen bliver at udforme fem-syv nationale mål for udviklingen af den offentlige sektor. De mål kommer Løhde ikke til at beslutte alene. Hun vil invitere en stribe af samfundets centrale spillere med ind i maskinrummet, for at de her kan være med til at udpege de største udfordringer for vores velfærdssamfund, og ad den vej skal et nyt sæt nationale mål opstå.

Dermed håber hun, at kommuner, regioner, fagforeninger samt store bruger- og interesseorganisationer vil føle ejerskab til de nye mål og være med til at sikre, at de når helt ud til det yderste led i velfærdens frontlinje. Formår hun ikke at få parterne til at føle ejerskab, vil målene hurtigt blive glemt igen og i stedet stå tilbage som endnu et ambitiøst, men kuldsejlet forsøg på at reformere den offentlige sektor.