Så er dagen oprunden: Over 1100 velfærdsledere og politikere samles i dag i Øksnehallen for at diskutere, hvordan vi kan videreudvikle det danske velfærdssamfund. Jeg spår, at det bliver en dag, hvor man går hjem med en god mavefornemmelse. Efter min mening er velfærdslederne de pt. mest fremsynede og progressive nyudviklere af velfærden. Der sker meget spændende i velfærdens frontlinje i disse år. Man kan kun håbe, at de kan trække politikerne med!

For velfærdslederne kan ikke gøre det alene. Velfærd udvikles i samarbejder mellem forskellige aktører. Her er velfærdslederne og politikerne oplagte, men velfærd udvikles også i relationer mellem borgerne, frivillige, private virksomheder og socialøkonomiske virksomheder. Ja, jeg mener faktisk også, at vi kan snakke om velfærd, når man har et velfungerende naboskab på villavejen eller en velfungerende familie. Det er væsentligt at have dette bredere blik på velfærd, når vi skal udvikle velfærd i fremtiden. Det giver nemlig langt flere arenaer og dermed muligheder, end hvis vi kun kigger på velfærd som en relation mellem det offentlige og borgeren.

Jeg har tirsdag og onsdag i denne uge beskrevet to former for aktivitet: Selvbetjening, som egner sig godt til det, man kunne kalde rutineopgaver, og mestring, der egner sig godt, når det handler om en udvikling hos borgeren. Men der findes også en tredje type aktivitet, som egner sig godt, når borgerne skal bidrage til udviklingen af eksisterende eller nye velfærdsløsninger. Det er samskabelse.

Velfærd er en fælles opgave

Samskabelse er f.eks., når forældre er med i skolebestyrelsen, eller pårørende giver en hånd på deres kæres plejehjem. Men det er også, når borgerne sammen med det offentlige eller andre aktører bidrager til udviklingen af ny velfærd. Det kan f.eks. være borgere, der går sammen om at bygge og drive et kulturhus. Borgere, der bidrager til at udvikle bæredygtige løsninger i naturen. Eller borgere, der deltager i budgetlægningsprocesser. Sidstnævnte glæder jeg mig personligt til at følge i forbindelse med fastlæggelsen af dette års kommunale budgetter. Det bliver igen en hård omgang, og det bliver spændende at se, om nogle kommuner ”tør” invitere borgerne direkte ind i processen.

Samskabelse er en aktivitetsform, der vokser op nedefra. Og det betyder, at den offentlige sektors rolle er ganske anderledes, end når vi tænker traditionel velfærd. Her er det offentlige (ene-)leverandør, og borgeren er modtageren. I samskabelsesprocesser er den offentlige sektors primære rolle at træde til som ligeværdig samarbejdspartner eller som facilitator for et samarbejde mellem borgeren og andre. Opgaven er at støtte og facilitere relationerne mellem borgerne og andre aktører – uden at overtage ansvaret.

Samskabelse er ikke nyt. Vi har en rig foreningskultur i Danmark, som vi kan bygge videre på. Center for Frivilligt Socialt Arbejdes Årsrapport fra 2010 viser, at omkring 1,9 millioner danskere over 16 år er engageret i frivilligt arbejde. Det svarer til 43 pct. Men potentialet er endnu større. Over halvdelen af de ikke-frivillige svarer i undersøgelsen, at de sandsynligvis ville engagere sig – hvis de blev spurgt.

Nej-hatten skal på hylden

Nøglen til at lykkes med samskabelse er, at der er nogle borgere, foreninger, virksomheder osv., der er villige til at bidrage. Det sker ikke af sig selv. De skal inviteres, og derfor ligger der en stor opgave for den offentlige sektor i at udvikle et mindset og metoder, hvor der er plads til andres initiativer, og hvor man undgår at lægge systemets forståelse ned over arbejdet. Erfaringerne viser, at den største fjende for samskabelse er bureaukrati og regler.

Et godt eksempel på samskabelse er Skanderborgs grønne partnerskaber. I løbet af de seneste år er det væltet frem med nye stier, badestrande, bådebroer og naturinformation i Skanderborgs naturområder. Alt sammen takket være aktive borgeres indsats. Alle projekterne er gennemført og drives som grønne partnerskaber i samarbejde mellem borgere og kommune, interesseorganisationer, fonde og lokale erhvervsdrivende. Med partnerskaberne er det blevet muligt at gennemføre projekter, som aldrig var blevet realiseret af kommunen alene. Som regel igangsættes partnerskaberne efter en henvendelse fra en borger eller en gruppe af borgere, for eksempel en grundejerforening, der gerne vil i gang med projekter i nærheden af, hvor de selv bor.

Skanderborg Kommunes bidrag til processen kan for eksempel være, at medarbejderne fra Natur og Miljø hjælper med vejledning, så projekterne imødekommer myndighedernes krav. Kommunen hjælper også med at søge finansiering, enten gennem tilskud fra Naturstyrelsens pulje til grønne partnerskaber eller fra forskellige fonde. Og kommunens driftsafdeling tages med på råd, når det drejer sig om for eksempel byggeri eller materialer.

Overvej engang potentialet i at overføre den tænkning til andre velfærdsområder. F.eks. kunne det give anledning til helt nye muligheder for at engagere borgere, virksomheder og frivillige i partnerskaber omkring renoveringen af landets slidte skoler og idrætsanlæg.

Og hermed sætter jeg punktum for denne uges ”løften-sløret” for vores rapport ”Den aktive borger – hvordan flere borgere kan spille en større rolle i velfærdssamfundet” her på bloggen.

Og nu til Øksnehallen!

Alle indlæg på MM Blog er alene udtryk for skribentens personlige holdning.