Den digitale revolution er et stort skridt tilbage – heldigvis!

Hvad skal vi gøre af al den fritid, som kunstig intelligens og automatisering skaffer os på halsen? Stenaldermennesket havde løsningen.

Vi tror, at det er fagre nye verden. Men måske er den disruptive digitalisering i virkeligheden et tilbagetog til et mere naturligt menneskeligt udgangspunkt? Måske skal vi til at dyrke bureaukratifri palæo-ledelse og undgå tyngende regelvælder på samme måde, som vi undgår fedende kulhydrater i moderne kostråd? Fremtiden kan i virkeligheden være et stort skridt tilbage til stenalderens egalitære modeller med bæredygtige livsformer, generøs ledelse og minimale arbejdstider.

I de kommende år skal vi omstille organisationer og arbejdsmarked til de nye digitale kår, hvor den accelererende udviklingshast kommer nedefra og stiller helt nye krav til vores arbejds- og samarbejdsmåder. Her afløses organisationer af organismer, kulturer afløser strukturer, og alt overflødigt flæsk i form af regelvælde, bureaukrati og mellemlederlag skæres væk til fordel for tilpasningsdygtighed og organisatorisk smidighed.

Hvor vi før var stabile pyramider af strukturerede hierarkier og forudsigelighed, skal vi være manøvreduelige stæreflokke, der griber næringen og mulighederne i farten, klarer udfordringer i fællesskab og navigerer i realtid efter værdier og intuition mere end kort og plan.

De nye vilkår på arbejdsmarkedet virker umulige for nogle og fremmedgørende for mange. Men i virkeligheden minder de meget om naturlige måder at organisere sig og arbejde på. Måder, som vi så praktiseret herhjemme i stenalderen, og som vi ser hos naturfolk verden over – fra vore egne grønlandske inuitter til Sibiriens jukagirer og sydafrikanske San-folk.

Når fremad er en tur tilbage

Vi fik begge åbenbaringen, da vi første gang mødtes – jeg selv, velbevandret digitaliseringsentusiast, og Rane Willerslev, professor i socialantropologi ved Aarhus Universitet og ekspert i naturfolk. Hvad jeg kunne fortælle om fremtidens organiseringsformer, kunne Willerslev fortælle om fortidens. Hvad vi er på vej imod, ligner til forveksling vilkår, vi kommer af. Det var, som om industrialiseringen pludselig blev reduceret til en parentes, nogle få procent af menneskets samlede tilværelse som art, tilbragt med at frembringe kunstige vilkår, og som en retræte til mere bæredygtige livsformer nu skal afbøde de negative konsekvenser af.

Jæger-samlere baserer sig ikke som agerbrugere på overskudsproduktion, men lever mere i symbiose med de givne omstændigheder. Når der er gunstige forhold for jagt, jager man. Ellers slapper man af. Faktisk har vi aldrig arbejdet mindre, end vi gjorde som jæger-samlere. Tilværelsen er nomadisk, man tilpasser sig de skiftende omgivelser og følger med mulighederne for føde, ly og riter. Lederskab er skiftende og følger ofte med evnen til generøsitet, så lederen er faktisk den fattigste og mest uselviske i sin gruppe.

Han eller hun tilgodeser først og fremmest sine medmenneskers velfærd. Overskud fordeles som rå deleøkonomi – ethvert overskydende gode er et fælles gode, og hvis man besidder mere, end man selv kan konsumere i øjeblikket, har andre ligefrem ret til at afkræve det af én. Reglerne er få og uskrevne, man lever efter kultur, ceremonier og ritualer, der alle er nøje afstemt en optimering af liv på de skiftende vilkår. Hos Australiens naturfolk synger man landskabet frem i orale traditioner, der leder til mad og viser vej, gennem utallige generationer, som en slags sociale medier for gode råd mellem freelancere, på tværs af tid.

Hierarkier hos jæger-samlere er formålsbestemte og kan suspenderes i jagtgruppen – Rane Willerslev kalder dem ”magiske cirkler” – hvor alle kan tale frit og konsekvensfrit og dermed lade vigtig viden tilgå alles bedste.

Den overordnede struktur er et system af distribuerede mikrosamfund, hvor man lever i små flokke, der spreder sig over et areal, som man lever af uden at tære uopretteligt på. Formålet er ikke at opbygge et overskud, men at dække basale behov, herunder sociale, og udnytte den store mængde fritid til kunst, dans og samvær.

Digitale nomader er fremtidens naturfolk

Hvis man læser crowdfunding-virksomheden Kickstarters grundlag, er det som at høre et naturfolk forklare sig med ny teknologi: Monokulturen afsværges, kunst og kreativitet besynges som et mål med tilværelsen i sig selv (og med milliardvirksomheden Kickstarter), og formlen går ud på at skabe muligheder for en distribueret grundstruktur af mikrosamfund, mikroselskaber, mikroprojekter, der kan bringes til live via digitale forbindelser til en bredere kreds af interessenter, de såkaldte backers.

Fællesskabet er organiseret om fælles mikrokulturer, der kan dyrkes digitalt på tværs af geografi eller ved at samles, også fysisk, og typisk i de kreative områder ved større byer som New Yorks Brooklyn eller Berlins Kreutzberg.

Selve organisationen Kickstarter drives med et minimum af medarbejdere, et minimum af bureaukrati og et maksimum af mulighedsudnyttelse og frihed og fritid for de ansatte, som til gengæld tjener langt under, hvad samme talentmasse kan rage til sig andre steder. Men agerbrugernes profitformål er bare ikke agendaen hos Kickstarters jæger-samlere. Selv investorkredsen har accepteret, at virksomheden ikke kommer på børsen eller til salg, og at en andel af overskuddet hvert år kanaliseres til sociale, samfundsunderstøttende formål.

Da Kickstarter lancerede sin nye bekendelse til mikro-filosofien på konferencen Web Summit i 2015, fik medstifter Yancey Strickler stående ovationer under parolen ”Fuck the monoculture”. Jeg var der. Hele det omfattende digitale aristokrati var der. Alle nutidsnomader omfavnede budskaberne om frihed, evig bevægelse, nysgerrighed, kreativitet og socialt ansvar.

Eksplosionen i antallet af freelancere siger det. Disruptionerne, der i disse år gennemryster samtlige brancher, viser det. De nye digitale, distribuerede grundstrukturer som PTP og open source muliggør det. Deleøkonomier og digitale platforme systematiserer det: at vi kan træde i karakter som et nyt naturfolk – som digitale nomader.

Hvis vi digitale disruptører erkender vores status som nyvundne naturfolk, kan vi også bedre inspireres af vores egen fortid til at se på løsninger til nutidens og fremtidens helt store udfordring: Hvad skal vi gøre af al den fritid, som kunstig intelligens og automatisering skaffer os på halsen?

Stenaldermennesket havde løsningen; det dasede med en østers i hånden, dyrkede socialt samvær eller lavede prydgenstande, kunst. Hele formålet med jægersamlerlivet var netop at kunne være mere menneske, mere mulighedsdrevet og mindre arbejdsenhed, hvorfor det også tog et par tusind år ekstra for agerbrugerne at trænge igennem med arbejdslivets sejr over driverlivet.

Måske robotterne kan hjælpe stenaldermåden tilbage – endda med forbedret forventet levealder – i form af mikroorganismer med effektive, distribuerede og kulturbaserede disruptionsformer, med generøse ledelsesmodeller, minimalt bureaukrati og hierarkifri ’magiske cirkler’ til gavn for mere effektive arbejdsliv, og i form af mere fokus på sociale lag, kunstneriske frembringelser og slet og ret daseri som et formål med tilværelsen.

Forrige artikel Hvor er sikkerhedsnettet for Dele-Ditte? Næste artikel Storfavoritten Macrons tre største udfordringer