Den europapolitiske kravlegård

Mange af landets partiledere har aldrig haft en egentlig karriere uden for politik, og de har enten ikke færdiggjort deres universitetsuddannelser, eller også har de brugt flere fumleår til at blive færdige på universitetet. “Politisk kravlegård”, lød dommen fra professor i statskundskab Peter Kurrild-Klitgaard, da han i Berlingske advarede mod de langsigtede, negative konsekvenser for dansk demokrati. Flere andre medier greb ideen og kopierede den til deres egne spalter.

Men er dansk politik endt som en kravlegård for umodne ungdomspolitikere, og er det i grunden et problem?

Abonner på analyser om politik og lederskab

Modtag en automatisk e-mail, hver gang Mandag Morgen publicerer nye analyser og artikler om politik og lederskab.

Log på mm.dk med din mail og adgangskode, og klik på Rediger profil for at vælge, hvilke dagsordener du ønsker at følge. Du kan også abonnere på bloggere.

Har du ikke allerede en profil til mm.dk, kan du oprette den gratis.

Man skal passe på med at overdramatisere i dette spørgsmål, for hvad er egentlig det demokratiske problem? Lars Barfoed, der ifølge professoren tegner sig for 19 af de i alt 36 års erhvervserfaring, som partilederne har, er den partileder, der for nærværende klarer sig dårligst i meningsmålingerne. Kun sølle 4,2 pct. af vælgerne siger ifølge en Megafon-måling offentliggjort i torsdags, at de vil stemme på De Konservative. Alle andre partier, selv Anders Samuelsens Liberal Alliance, er større.

Professionaliseringen af politik har været undervejs i flere år, hvor politik er gået fra at være et kald og en samfundspligt for hæderkronede borgere til at være en karrierevej. Hvis det er sandt, at politikerne i stigende grad er “populistisk følgagtige”, sådan som professoren hævder, kan det få negative konsekvenser for demokratiet og kvaliteten af de beslutninger, der tages. Men det er nok også at male Fanden på væggen, for virkeligheden er noget mere nuanceret.

Selve hypotesen om, at politikere partout bør have en solid erhvervserfaring uden for Christiansborg for at kunne tage kvalificerede beslutninger, holder næppe, for mange års seriøst, politisk og organisatorisk arbejde kan også give folk erfaringer og lederegenskaber til at håndtere komplekse udfordringer.

På samme måde er det tvivlsomt, om en 55-årig politiker – som Lars Barfoed – i kraft af sin alder vil være mere kvalificeret og succesrig end en partileder, der er halvt så gammel – som Johanne Schmidt-Nielsen. Ingen forlanger heller, at en erhvervsleder først skal have været enten professor i statskundskab eller have prøvet at lege politiker på Christiansborg. Det ville være for absurd.

På samme måde kan man ikke forlods sige, at blot fordi folk er uddannet som nationaløkonomer – f.eks. Nils Smedegaard Andersen – er de dygtigere forretningsfolk end folk uden en universitetsuddannelse – f.eks. Lars Larsen med en baggrund som butiksekspedient. I sidste instans er det mere praksis end eksamenspapirer, der afgør, hvem der når længst og er dygtigst. 

Fri os for fordommene

Man skal være meget påpasselig med intellektuelle kortslutninger, der baserer sig på kulturelle fordomme eller gammeldags uddannelsessnobberi. At politik som alle andre erhverv befolkes af karriereorienterede mennesker, der specialiserer sig inden for faget og dygtiggør sig ved først at træne i ungdomsorganisationerne og siden i partiforeninger og andet organisationsliv, behøver ikke at være et problem. I bedste fald kan det føre til dygtigere og mere kompetente politikere, der kan håndtere de krævende forhandlingsspil og positionskampe, der finder sted på Christiansborg. 

Der er omvendt ingen garanti for, at det forholder sig sådan. Dansk politik er befolket af lysende talenter, af skarpe hjerner, af glade amatører og uerfarne nybegyndere, af håbefulde idealister og af magtsøgende klatrenisser. Der er mange forskellige politikere, og deres kvalifikationer og erfaringer kan ikke sættes på en standardformel.

I stedet for at spilde tiden på at italesætte den manglende alder og uddannelse til en ny demokratisk forfaldshistorie, burde man koncentrere sig om at diskutere kvaliteten af den førte politik. 

Lad os zoome ind på udlændingepolitikken og politikernes håndtering af den nye, internationale virkelighed, som Danmark står over for.  Viser de politisk lederskab på dette felt? Har de et internationalt mindset, der gør dem i stand til at navigere kvalificeret i forhold til den nye, globale og europæiske virkelighed, så Danmark kan placere sig som et stærkt, moderne og konkurrencedygtigt land?

Det gør de foreløbig i udlændingepolitikken. I den forløbne uge indgik regeringen, Enhedslisten og Liberal Alliance således en bred aftale, der skal forbedre forholdene for asylansøgere, så de fremover får en mere værdig behandling. Det er led i den humanitære nyorientering i dansk udlændingepolitik, som regeringen har indledt, og som repræsenterer et større værdipolitisk skifte. Venstre advarer mod, at Danmark kan blive en international flygtningemagnet, og har derved trukket linjerne op, så Dansk Folkeparti kun kan være tilfreds. Men det er en rygmarvsreaktion, der ikke klæder det store oppositionsparti. Det er usikkert, om asylaftalen vil have den effekt, for aftalens målsætning er at få flere til frivilligt at rejse hjem til deres hjemland. 

Samtidig bør aftalen hilses velkommen, fordi sagsbehandlingstiden halveres, og fremfor lange, uværdige ophold i lejre får asylansøgere mulighed for at flytte udenfor lejrene, at arbejde eller at komme i praktik. Det ligner godt politisk håndværk, og det er led i et nødvendigt opgør med den alt for stramme udlændingepolitik, der under Dansk Folkepartis indflydelse op igennem nullerne gav Danmark et dårligt image internationalt.

Regeringen har også fjernet den gamle grænsekontrol, der var på kant med EU-reglerne. Man har bevaret 24-års-reglen, men skridt for skridt indledt et opgør med den snæversynede og tilknappede nationalisme, som Dansk Folkeparti i mange år har påtvunget de borgerlige og økonomisk set liberale partier. 

[quote align="right" author=""]Selve hypotesen om, at politikere partout bør have en solid erhvervserfaring uden for Christiansborg for at kunne tage kvalificerede beslutninger, holder næppe.[/quote]

Manglende udsyn

Regeringens politik er dog ikke helt sammenhængende. Det er fint, at man luger ud i de værste tidsler i udlændingepolitikken, men noget tyder på, at regeringen endnu ikke helt forstår dybden og værdien af globaliseringen for Danmark. 

Man er således i færd med at gøre det vanskeligere at sikre mobiliteten af højtuddannet arbejdskraft på tværs af grænserne. Senest har Skatteministeriet besluttet at ændre reglerne for beskatning af fri bolig, så det til erhvervslivets store fortrydelse bliver sværere at tilbyde en attraktiv lønpakke for udenlandske eksperter og specialister. Konsekvensen kan enten blive en ekstra milliardudgift for virksomhederne, eller at de udenlandske topmedarbejdere, som skulle være med til at  skabe nye job i Danmark, bliver væk. 

På samme måde er det højst problematisk, at regeringen samtidig lægger op til fuld beskatning for danskere, der af deres virksomheder udstationeres i udlandet. Det kan få den skadelige effekt, at færre danskere sendes uden for landets grænser og får oparbejdet den viden på eksportmarkederne, der også er af afgørende betydning for fremtidens vækst i Danmark. 

De små bureaukratiske og skattetekniske benspænd, som kun vil give et kortvarigt og minimalt ekstraprovenu for statskassen, kan få langt større negative konsekvenser for landets økonomi. Disse indgreb understreger, at regeringen endnu ikke helt har forstået, hvad der skal til for at opnå succes i den globale økonomi.

Konkurrencepresset på Danmark er blevet langt hårdere, senest har Sverige f.eks. besluttet at nedsætte selskabsskatten til 22 pct. Det udgør endnu en udfordring til den danske model, som ikke bare kan løses ved at overlade det til store virksomheder som Novo Nordisk og andre at udøve præventiv selvtægt ved at geare skattebetalingerne efter de udenlandske konkurrenters niveau. 

I stedet for at stikke hovedet i busken og lade, som om problemet ikke eksisterer, bør de politiske ledere tage en åben og seriøs diskussion af, hvordan vi i Danmark kan udvikle en tidssvarende model og stærkere konkurrencekraft på de nye betingelser.

Danmarks mentale EU-underskud

Det er især forbløffende at se, hvor rådvilde politikerne og herunder regeringen er i forhold til de vidtgående reformer af Den Europæiske Union, der er på vej. I den forløbne uge har danske toppolitikere igen demonstreret, hvor lidt de egentlig forstår af den nye europæiske virkelighed – eller også forstår de den, men tør ikke tale åbent om den. 

Sagen er den, at den for EU-projektet så livstruende eurokrise har skabt en stærk konsensus i euroens inderkreds om, at det haster med at lave en stærkere politisk overbygning som supplement til den økonomiske og monetære union. Den nye bankunions troværdighed afhænger nemlig også af, om det lykkes at skabe en stærkere politisk integration. 

[quote align="left" author=""]Manglen på politisk lederskab i dansk europapolitik vil efter alt at dømme blot give Dansk Folkeparti og andre unionsmodstandere og -skeptikere endnu mere vind i sejlene.[/quote]

Set ud fra en demokratisk synsvinkel er det opmuntrende, at Europas politiske elite er ved at indse, at møntunionens langsigtede stabilitet og troværdighed forudsætter en stærk politisk union. I en verden med frigjorte finansmarkeder og stadig større too-big-to-fail-banker kan de nationale, demokratiske institutioner ikke længere klare kriseløsningen for sig selv. De har brug for mere Europa for at redde demokratiet.

Den helt store udfordring er at få vælgerflertallet til at acceptere det, og det kræver ikke mindst lederskab. Den tyske forbundskansler, Angela Merkel, demonstrerer om nogen et stærkt europæisk lederskab, og hun har, trods modstand fra Bundesbanken og konservative kræfter, sagt ja til mere aktiv intervention og støtteopkøb fra Den Europæiske Centralbank, præcis som hendes læremester Helmut Kohl i sin tid overrulede Bundesbanken ved etableringen af den tyske møntunion med det gamle Østtyskland.

Angela Merkel har her i august søsat en storstilet  kampagne i den tyske offentlighed, “Ich will Europa”, der skal formidle en optimistisk og levende fortælling om de mange, engagerede europæere, der er ved at bygge fremtidens Europa. Det er udtryk for politisk lederskab af format, og hun har erkendt, at det europæiske projekt og den europæiske idé dør, hvis den blot er et teknokratisk redskab til krisestyring i finanskrisen. 

Det politiske opbrud er undervejs, og det blev understreget af den State of the Union-tale, som kommissionsformand José Manuel Barroso holdt for nylig, hvor han uden omsvøb talte om nødvendigheden af at bygge en føderation af nationalstater. Og i den forløbne uge lancerede elleve europæiske udenrigsministre et ambitiøst udspil for en langt stærkere europæisk udenrigspolitik og øget integration via kvalificerede flertalsbeslutninger i EU.

Danmarks udenrigsminister, Villy Søvndal, der var med i gruppen “Future of Europe”, blev væk fra lanceringen af udspillet og erklærede sit forbehold over for flere af ideerne. Og forleden sagde den radikale leder, Margrethe Vestager, at hun næsten undrede sig over, at Tyskland udviser et så stort engagement og stærkt europæisk sindelag midt i krisen.

Så længe de politiske ledere i Danmark formulerer sig på den måde og ikke tør melde sig aktivt ind i debatten om Europas fremtid, kan man heller ikke forestille sig, at den udbredte unionsskepsis i befolkningen vil ændre sig. Manglen på politisk lederskab i dansk europapolitik vil efter alt at dømme blot give Dansk Folkeparti og andre unionsmodstandere og -skeptikere endnu mere vind i sejlene. Danmark risikerer dermed at blive sat af i den accellererede udvikling frem mod en tættere politisk union i Europa og stå tilbage som en fodslæbende nation, der ikke kendte sin besøgelsestid. 

Se, dét er den virkelige risiko for, at dansk politik ender som en politisk kravlegård. Det er ikke politikernes alder, manglende erhvervserfaring og deres karrierer i ungdomsorganisationerne, der burde bekymre i den offentlige debat. Det er deres udtalte mangel på dyb forståelse af de europæiske og globale udfordringer, og det stadig mere provinsielle mindset, som truer med at udløse en langvarig europapolitisk ledelseskrise i Danmark.


Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu




Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu