Den globale publicist

Stifter og ejer af Mandag Morgen, adm. direktør og ansv. chefredaktør Erik Rasmussen, bliver 75 år den 20. oktober. Selv ser han ikke ud til at være særlig optaget af det med alderen.
Lisbeth Knudsen

Hvis man opholder sig i nærheden af Erik Rasmussen, er der fire ting, der meget hurtigt står klart for en. For det første at journalistik ikke bare er journalistik. At den skal have en ekstra ambition og et formål. For det andet at ingen idé er for stor og global til at blive afprøvet. Jo større jo bedre. For det tredje at hårdt arbejde, stædighed, optimisme og vedholdenhed er prisen værd, hvis man vil gøre en forskel her i livet. Og for det fjerde at familiebåndene er stærke. Hans kone, Sidsel, har været med i mange år og er også i dag en integreret del af hans livsværk med Mandag Morgen og hans stærke personlige alliancepartner i livet som helhed så vel som i kampen mod den sygdom, som et par gange har været tæt på at tage livet af ham. Hun, de tre sønner og en datter fra et tidligere ægteskab udgør familieklanen.

Stifter og ejer af Mandag Morgen, adm. direktør og ansvarshavende chefredaktør Erik Rasmussen, bliver 75 år den 20. oktober. Selv ser han ikke ud til at være særlig optaget af det med alderen, og pisker rundt på kontoret hver dag med alle andre, men alligevel er han begyndt at tænke i -  om nogle år vel at mærke -  at trappe lidt ned. Typisk for ham er det ikke lige nu og her, hvor spændende udviklingsopgaver og nye strategier, der skal sikre Mandag Morgens fremtid skal på plads. Hans hjertebarn er lige nu den globale satsning for Mandag Morgen med udviklingen af nye digitale portaler og digitale mødesteder for virksomheder og personlige pionerer, der vil være med til at omsætte FNs 17 verdensmål til aktiv handling og nye markedsmuligheder. Det har netop ført til en aftale med UN Global Compact om i fællesskab at bygge verdens største platform for bæredygtige løsninger.

Når man iagttager Erik Rasmussen på de bonede gulve i FN-bygningen eller til store konferencer eller arrangementer i Paris, New York eller andre steder og lytter til hans visioner for verden og samfundsudviklingen, så er det svært at forestille sig, at den mand startede karrieren på Bogense Avis som journalistelev direkte fra folkeskolen. Faderen købte sig til elevpladsen til sønnen. Betalingen var en halv gris til chefredaktøren for at ansætte knægten, og sådan startede Rasmussens journalistliv for over 57 år siden. Det førte ham til Frederikshavns Avis, Fyns Stiftstidende og til Berlingske Aftenavis som erhvervsredaktør. Som 27-årig blev han chefredaktør på Dagbladet Børsen og var arkitekten bag bladets succesrige udvikling. Derefter fire år som administrerende direktør for Egmont i Danmark. Senere bliver det til etablering af Forlaget Management og Politisk Ugebrev og derefter en ny opgave med opstart af Børsens Nyhedsmagasin.

I 1989 grundlagde han den virksomhed, som er blevet hans personlige drivkraft og livsværk. Han er publicist og journalist med en dagsorden. En dagsorden om at se de store perspektiver og ikke lade sig overloade af en ligegyldig nyhedsstrøm af trivialiteter og gentagelser. Første nummer af ugebrevet Mandag Morgen udkom samme dag, som muren faldt i november 1989. Symbolsk for hele missionen og ideen bag Ugebrevet: at skabe opmærksomhed, viden og handling omkring globaliseringen og nye samfundstendenser af betydning for Danmark.

erik rasmussen

Erik Rasmussen er et menneske, som aldrig holder op med at stille spørgsmål. Som aldrig holder op med at være nysgerrig. Og som aldrig mister troen på at lykkes med de vildeste ambitioner. Bl.a. derfor har han været og er en skarp og ubønhørlig drivkraft og inspirator for de generationer af journalister og andre medarbejdere, som har passeret gennem virksomheden Mandag Morgen igennem de 26 år, den har eksisteret.

At få en medievirksomhed som Ugebrevet Mandag Morgen til at overleve i tider med høj søgang og turbulens og udvikle supplerende aktiviteter, som både den danske projektorganisation i MM Danmark og den internationale med Sustainia, det er en bedrift, der kalder på respekt i hele mediebranchen såvel som i det innovative beslutningstager-miljø i den offentlige og private sektor, som er Mandag Morgens hjemmebane.  Det indsats blev også i foråret hædret med ”Den Store Publicistpris”.

Læg dertil at Erik Rasmussen to gange er blevet forstyrret i missionen med at oplyse verden, åbne øjnene hos andre for nye ideer og se nye muligheder midt i alle udfordringerne. Først en alvorlig halskræft, som han overlevede og bearbejdede på sin helt egen nidkære og systematiske måde, der meget handlede om at bevare kontrollen selv og insistere på at finde løsninger. Han kom igennem og skrev en bog om det, og tilstanden i det danske sundhedsvæsen har lige siden været en af hans særlige fokusområder.

Senere fulgte en aggressiv blodforgiftning, der sendte ham i respirator og ud på kanten igen. Men også det blev overvundet, og sygdomssnak er ikke det, det handler om for Rasmussen, som går op i at styre sin egen sundhed med samme systematik som arbejdet på kontoret. Det kommer også til udtryk i intensiv motion og lange løbeture flere gange ugentlig - året rundt.  Men hans virksomhed drives ikke kun af visioner og ideer. Alle på Mandag Morgen fornemmer med tydelighed, at virksomheden er familieejet, og at stifteren og ejeren også har en medmenneskelighed og en empati for teamet og holdet, som rækker ud over interessen for bundlinjen.

En traditionel erhvervscoach ville karakterisere Erik Rasmussen som en konstant brandstifter af idéer, der kunne være et problem i enhver organisation, hvis det ikke lige var fordi, at det brændstof netop er det, som Mandag Morgen er gjort af. Han er en mester i at få konceptualiseret ideerne, bragt dem ind i projektform og sat dem til salg. Talrige er de råd, netværk og initiativer til vækstfremme, innovationsfremme, nytænkning af lederskab, visioner, strategier, brancher og hele velfærdssamfundet for den sags skyld, som Mandag Morgen står bag. Og nu kalder verdenssamfundet og opgaven med at finde løsninger på verdens udfordringer. Intet er for stort til Erik Rasmussens ambition. Han gør en forskel.


Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu

Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu