Aldrig har ansvarlige medier haft så stor og vigtig en rolle at spille som netop nu. Ja, jeg skrev ansvarlige medier og ikke sociale medier. Den demokratiske samtale er flyttet til fora ejet af internationale, kommercielle virksomhedsgiganter uden publicistisk ansvar, uden for dansk lovgivning og styret af en udefinerbar global logik, censur og etik. Og vi kaster os frådende over de nye muligheder for at få luft, eksponering og opmærksomhed i ytringsfrihedens ubegrænsede ocean af informationer og rygter, sandheder og falsknerier, væsentligheder og ligegyldigheder på Facebook, snapchat, YouTube m.v.

Derfor har de ansvarlige medier aldrig været så vigtige som nu for et demokratisk samfund, der bygger på antagelsen om oplyste, velinformerede borgere. Som indsigtsfuld modvægt til faktaresistens og populisme. Som troværdig modvægt til desinformation og propaganda. Som kritisk modvægt til uvidenhed og magtarrogance. Som uafhængig brobygger mellem folket og eliten. Som inkluderende modvægt til rodløshed og afmagt.

Tager de ansvarlige medier den opgave alvorligt at nydefinere deres egen rolle i det 21. århundredes demokratiske arena? Nej, desværre. De private medier har lige nu travlt med at overleve og public service-medierne med at gå i beskyttelsesrum for at afparere politiske angreb.

Peger udviklingen af journalistikken så i den retning? Nej, desværre. Den har svært ved at finde en ny mening, svært ved at blive troværdig, autentisk og indsigtsfuld i den nye digitale virkelighed. Når alle i dag er blevet publicister, hvad skal så de professionelle publicister tage sig af? At være netop troværdig, autentisk og indsigtsfuld. Men hvordan? Når ressourcerne bliver mindre. Når informationsstøjen er infernalsk høj. Når reportage og kommentar æltes sammen i en pærevælling, og det kan være svært at skelne mellem uafhængigt og sponseret stof.

Laves der slet ikke god og vigtig journalistik i dag? Jo, bestemt. Masser af det. Det drukner bare i mængden af tomme proceshistorier, rullende live-sendinger, historieløse analyser og overfladiske interviews, hvor alle meninger er lige gode, bare de giver en god konflikt eller fremkalder stærke følelser. Tid til egentligt at efterprøve validiteten af de enkelte udsagn er der ikke. Vi skal videre til næste emne.

De kommercielle mediers forretningsmodel er ikke langtidsholdbar. En ny model skal findes hurtigt. Og mens jagten på overlevelse er i gang, drejes forretningen gradvis fra hovedvægt på at producere viden og kundskab om vigtige samfundsdagsordener til at producere mere underholdning, relevansstof til hverdagslivet, stof til følelserne og identifikationen, livsstilsstof og kontroversielle meninger – alt sammen elementer, som giver flere klik og mere trafik.

Også de statsejede public service-medier er udfordret. På den ene side af politikerne, som vil have dem til at fylde mindre, koste mindre og zoome ind på et snævrere felt af kerneopgaver, og på den anden side af brugerne, som bliver mere fragmenterede i deres forbrug, kræver mere og gerne bruger mange penge på indkøb af diverse streamingtjenester og anden underholdning. Og er der ikke et publikum tilbage af en vis størrelse, så fjerner det den politiske legitimitet for public service. Og det ved ledelserne i DR og TV2 ganske udmærket. Derfor slipper de ikke bredden og går smalt med programmer og sendeflader, men prøver med flere platforme og segmenterede kanaler og nye digitale tilbud at være noget for alle.

En forretningsmodel der blev væk

Man kan nemt blive sortseer af at beskæftige sig med mediebranchen, men i virkeligheden handler den teknologiske, adfærdsmæssige og økonomiske disruption af mediebranchen om det samme, som kommer til alle andre brancher. Medie- og underholdningsbranchen kom bare til at køre først ind i det 21. århundredes nye realiteter. Nu er detailhandlen, finanssektoren og andre brancher fulgt hastigt efter.

Og så er der lige den forskel, at mediebranchen – uden at det skal lyde arrogant – faktisk ikke bare laver tøjkollektioner, konservesdåser, leverpostej, boliglån eller mobiltelefoner. Vi beskæftiger os med at levere en demokratisk grundforsyning til borgerne.

Uanset hvor meget tid folk bruger på at cykle rundt på de sociale medier, og selv om ressourcerne er beskåret, så er det stadig de professionelle medier undergivet medieansvarsloven, der skaber mange nye dagsordener, leverer den kulegravende, undersøgende journalistik og den debat, som giver opmærksomhed. Det er stadig de professionelle medier, som leverer meget af det indhold, som deles på de sociale medier, når det handler om nyheder og debat. Men de professionelle medier er under pres for at kunne opretholde den position, hvis ikke der findes en ny forretningsmodel. Så eroderer selve fundamentet.

Hvad gør vi så med demokratiet, hvis vi ikke har stærke, uafhængige, troværdige medier til at holde det rent for korruption, magtmisbrug og til at gennemskue den værste del af vælgermanipulationen? Mediernes klassiske rolle som demokratiets vagthund er danskerne aldrig holdt op med at ønske sig. Men de er bare ikke længere så villige til at betale for den fundamentale funktion i demokratiet. Husholdningernes samlede forbrug på medier og underholdning er stærkt stigende, men det er ikke på de demokratibærende medier, at forøgelsen er sket.

Det er der ganske enkelt behov for, at der gøres noget ved i en kommende politisk drøftelse om mediepolitikken i Danmark. Vi taler rigtigt meget om public service-mediernes fremtid. Og det er vigtigt, fordi de ejes af os alle sammen. Men jeg er faktisk ikke så bekymret for, om public service-medierne overlever på det danske marked. Der kan findes mange modeller for det, også selv om der skulle være flertal for en beskæring af DR og et frasalg af TV2.

Min bekymring angår de private, nationale og lokale mediers styrke i fremtiden. For uden mangfoldighed og forskellighed på det danske mediemarked mister vi noget meget væsentligt dansk for meningsdannelsen, som de sociale medier ikke kan udfylde. Uden journalistisk slagstyrke til at gå kritisk til magthaverne både lokalt, regionalt og nationalt, så mister vi det tillidsbaserede samfund, som medvirker til at gøre danskerne til et af verdens lykkeligste folk.

En bevægelse for bedre oplysning

I marketingsproget taler man om USP’er (unique selling propositions) og POD’er (points of difference). Det handler alt sammen om at finde ind til kernen af eksistensberettigelsen for et produkt og den måde, det skiller sig ud fra andre på. De professionelle medier må benhårdt gøre det samme. Og medierne må definere sig selv i forhold til den nye verden af sociale medier, streamingtilbud, populære digitale spil og andre underholdningstilbud. Vi er vant til at tænke os selv som verdens navle, men vi skal til at lære, at vi skal kæmpe os til fremtiden.

Sat på spidsen: Vil vi være trendy livsstilsorganer med supplement af relevansnyheder og indforståede diskussioner for eliten eller trendy folkehøjskoleorganer med supplement af samfundsoplysning, satire og debat i bedste danske tradition for at bygge bro mellem mennesker med forskellig uddannelse og erhverv, mellem elite og bredde og mellem by og land. Tænk, hvis medierne f.eks. tog en aktiv rolle i at gøre os til det digitalt mest veluddannede folk?

Så i stedet for at gå underholdningsvejen som alle andre i disse år, så skal de professionelle medier efter min mening definere en anden opgave. Den trendy folkehøjskoleopgave, der forbinder folkelighed, viden, perspektiv og national identitet. Vi undervurderer læserne, seerne og brugerne af medierne, hvis vi tror, at interesse for Netflix og Snapchat betyder manglende interesse for politik, kultur, udenrigsstof eller erhvervsstof. Hvis vi tror, at brugerne kun vil pille i egen navle. Eller at de har manglende lyst til at blive guidet til den troværdige information og den kloge baggrund.

I stedet for at jagte at være først med nyhederne for enhver pris, skal vi så at sige jagte at være bedst på andre kriterier, som skaber værdi, kvalitet og indsigt. I stedet for at jagte forsimplinger og forenklinger og konfrontation, skal vi jagte at forklare kompleksitet, nuancer og forskellige argumenter og scenarier.

Der er ikke bare brug for, at medierne finder en ny rolle, men også for en nyfortolkning af vores demokrati i den digitale og forandrede verden. En fremtid med masser af muligheder for at involvere og engagere folk mere i politikskabelsen og de politiske afgørelser.

Der er brug for, at politikerne og medierne åbner en bramfri debat om de politiske processer, om lovgivningsarbejdet, om politikskabelsen, om politikerrollen og den politiske dækning. Politikerne skal selvfølgelig ikke blande sig i, hvad uafhængige medier foretager sig, men tilsammen scorer vi bundkarakterer i troværdighed hos borgerne. Det er pinligt. Tilsammen er vi helt afhængige af borgerne, og af at de føler sig oplyst, involveret og engageret i politikskabelsen. Og tilsammen har vi et alvorligt problem med manglende forbindelse til den folkelige offentlighed. Nogen skal tage initiativet. Bolden er hermed givet op.