Der er lagt op til et nyt kapitel i det aktuelle europæiske, politiske drama, når Storbritannien i dag er fraværende ved mødet mellem stats- og regeringscheferne i Det Europæiske Råd. Den endnu siddende britiske premierminister, David Cameron, havde i aftes anledning til at redegøre for resultatet af den folkeafstemning, som gjorde ham til en levende død i politisk forstand.

I dag er Cameron og Storbritannien for første gang i 43 år fraværende, når de øvrige EF- og siden EU-lande mødes til topmøde. Nu er det op til lederne af de resterende 27 EU-lande sammen med formanden for Det Europæiske Råd, Donald Tusk, og formanden for EU-Kommissionen, Jean-Claude Juncker, at lægge planer for EU’s fremtid uden briterne.

Mediedækningen siden Storbritanniens historiske ’leave’ har været en øredøvende kakofoni, der skaber mere forvirring end klarhed, fordi modstandere og tilhængere i alle EU-lande bruger afstemningsresultatet til at argumentere for netop deres syn på Europa og EU.

Nedenfor er syv punkter, man bør holde sig for øje, når man søger svar på, hvordan EU-samarbejdet kommer til at udvikle sig i de kommende år.

Overordnet synes det klart, at samarbejdet i de kommende år i endnu højere grad end tidligere vil udvikle sig til et EU i to eller flere hastigheder. Eurozonen med 19 medlemslande er kernen, hvor en regulær politisk union begynder at tage form.

Mellem kernen og EU’s ydre grænser finder man i den europæiske periferi lande som Danmark, Sverige, Polen, Ungarn, Tjekkiet, Rumænien, Bulgarien og Kroatien. Af disse lande står kun Sverige varigt og entydigt uden for euroen og driver selvstændig pengepolitik.

Tyskland og Frankrig vil drive den politiske integration i eurozonen videre ud fra den fælles forståelse, at den europæiske møntunion kun bliver bæredygtig i det lange løb, hvis dens manglende politiske ben udvikles. Det skal ske med en fast formand for eurozonen og en egentlig fælles finanspolitik allerede fra 2018. Integrationsplanerne i eurozonen, som er en konsekvens af finanskrisen, beskrives stort set ikke i danske medier.

Tysk-fransk strategipapir

Disse planer er beskrevet i den ni sider lange fælles erklæring, som Tysklands og Frankrigs udenrigsministre offentliggjorde i weekenden som en længe forberedt reaktion på den britiske afstemning. Den er så at sige strategipapiret bag de forskellige udmeldinger, der er kommet fra tyske og franske toppolitikere efter den britiske afstemning. Under titlen ’A Strong Europe in a world of uncertainties’ redegør Europas to kontinentale stormagter for, hvordan de vil håndtere den britiske befolknings beslutning, der beskrives som ’et jordskred’ i Europas historie.

”Den britiske case er unik. Men vi må anerkende, at støtten til og passionen for vort fælles projekt er aftaget over det seneste årti i dele af vore samfund. Hverken et simpelt udsagn om nødvendigheden af mere Europa eller en uambitiøs tænkepause vil være et passende svar. For at imødegå en stille krybende underminering af vort europæiske projekt må vi være mere fokuserede på det essentielle og på at møde vore borgeres konkrete forventninger. Vi er overbeviste om, at det ikke er Unionens eksistens, de opponerer imod, men derimod dens måde at fungere på,” skriver de to udenrigsministre og fortsætter:

”Vores opgave har to mål: Vi må nøje begrænse fokus i vore fælles bestræbelser til de udfordringer, der alene kan adresseres gennem fælles europæiske svar, mens vi bør overlade resten til nationale og regionale beslutninger og variationer.”

Dermed gentager de to ministre det mantra, som den aktuelle EU-Kommission har arbejdet under siden sin tiltrædelse: At EU skal være big on big things and small on small thing. Mere konkret taler det tysk-franske papir om et styrket samarbejde om sikkerhed og forsvar gennem udvidelser af EU’s fælles statsadvokatur, som også skal arbejde med terrorisme og organiseret kriminalitet. Samtidig skal der skabes en fælles platform for samarbejde mellem Tyskland og Frankrigs efterretningsvæsener og andre interesserede lande.

På den udlændinge- og indvandringspolitiske dagsorden skal beskyttelsen af EU’s ydre grænser styrkes. Der skal skabes en fælles asylpolitik med obligatoriske kvoter, ligesom EU skal have et fælles indrejsesystem for borgere fra lande uden visumkrav.

Balterne spiser af hånden

Der er langt fra enighed om alle disse punkter i landene rundt omkring Tyskland og Frankrig. Øst- og centraleuropæerne vægrer sig voldsomt mod at tage deres del af byrden, når det gælder de mange asylansøgere, der er strømmet ind i EU. Men samtidig er disse lande – Ungarn, Polen, Tjekkiet og Slovakiet – så store nettomodtagere af EU-midler og så afhængige af deres samhandel med Tyskland, at de får svært ved at modstå Tysklands og Frankrigs ønsker. Samtidig efterspørger de samme lande – både når det gælder arbejdskraftens frie bevægelighed og en skarp kurs over for Rusland – stærkt europæisk sammenhold. De tre små baltiske republikker er i dag europæiske kernelande som medlemmer af både eurozonen og NATO. Balterne gør som Tyskland siger, fordi de vurderer, at det tjener deres nationale strategiske interesser bedst.

I Sydeuropa – dvs. eurolandene Italien, Grækenland, Spanien og Portugal, samt Rumænien og Bulgarien – har man først og fremmest en interesse i øget europæisk solidaritet i form af grænsebevogtning, hjælp til håndtering af flygtninge og en seriøs EU-koordineret vækstoffensiv fra Tyskland og eurozonen. I denne henseende skal man lægge mærke til, at Tyskland under Angela Merkels ledelse rent faktisk har accepteret, at Den Europæiske Centralbank fører sin pengepolitik til gavn for hele eurozonen, og ikke kun til gavn for Tyskland, som det var tilfældet i årene før finanskrisen.

I Nord- og Nordvesteuropa har lande som Danmark, Sverige, Holland, Finland og Irland af geografiske, politiske og økonomiske grunde så forskellige strategiske nationale interesser, at det ikke giver mening at tale om en blok, der kan eller vil blokere Tysklands og Frankrigs planer for EU-samarbejdet. Det betyder ikke, at der ikke er områder, hvor disse lande påvirker eksempelvis Tysklands europapolitik. Tyskerne er meget lydhøre, når det gælder både velfærdsydelser til vandrende arbejdskraft og EU-domstolen, der er under beskydning for i sin retspraksis ikke i tilstrækkelig grad at respektere national og regional kompetence.

Sidst men ikke mindst bør det understreges, at EU-landenes ageren over tid har været langt mere stabil, end man umiddelbart skulle tro, når tonen i forbindelse med skiftedage i regeringskontorerne svinger fra pro-europæisk til EU-skeptisk eller omvendt.

Der er med andre ord langt fra ikke kun skiftende danske regeringer, der siger ét om EU, når de optræder i nationale fora, og noget andet når de mødes i Det Europæiske Råd i Bruxelles. Man skal altså dømme regeringerne på, hvordan de rent faktisk håndterer EU-politikken, og ikke på, hvad de siger om den.

1. Ingen har interesse i drama

Både Storbritannien, Tyskland og Frankrig har stærke interesser i, at den aktuelle situation løses uden at anrette skade på hverken EU-samarbejdet eller de fremtidige relationer mellem de to handelspartnere: EU-området med 440 millioner indbyggere og Storbritannien med dets 65 millioner. Derfor maner alle involverede fra Angela Merkel over EU-præsident Donald Tusk til USA’s præsident Barack Obama til besindighed og at afstå fra ’megafon-diplomati’. Barack Obama sagde således mandag aften, at man skal stoppe Brexit-hysteriet. Brexit vil ikke stoppe Europas integration. Der er højst tale om et tryk på pauseknappen, sagde han.

2. Krisen er større for briterne, end den er for EU

De britiske vælgeres beslutning om at forlade EU har kastet Storbritannien ud i en monumental politisk krise, der skaber stor økonomisk usikkerhed først og fremmest i Storbritannien, og som realistisk set kan føre til enden på Det Forenede Kongerige. Det britiske pund er faldet med over 10 pct. i værdi, mens særligt bankaktier og ejendomskoncerner er hårdt ramt på aktiekursen. En række internationale finansielle virksomheder har ladet forstå, at de overvejer større udflytninger af medarbejdere fra London til enten Dublin eller Frankfurt. Skotlands førsteminister Nicola Sturgeon arbejder målrettet på at bevare Skotlands tilknytning til EU og er i dag ganske symbolsk draget til forhandlinger i Bruxelles, samme dag hvor David Cameron er blevet sat uden for døren.

3. Brexit har styrket casen for sammenhold i EU

Briternes beslutning udgør en stor politisk udfordring for EU. Men selv om der forud for afstemningen blev advaret om, at Brexit kunne føre til EU’s opløsning, synes begivenhederne efter afstemningen snarere at styrke casen for EU’s overlevelse end at svække den. Desto længere det britiske politiske kaos varer, og desto hårdere den britiske økonomi rammes af efterveerne efter afstemningen, desto større vil visheden blive i andre EU-lande om den reelle værdi af et EU-medlemskab.

4. Den tysk-franske akse er solid

Nøglen til at forstå, hvad der nu kommer til at ske i EU, ligger i at iagttage, hvordan Tysklands og Frankrigs regeringer sammen og hver for sig reagerer på den udfordring, som Storbritanniens farvel udgør for EU. Den tysk-franske akse er magten i EU, sådan som den er delt mellem de to europæiske arvefjender, der politisk set har blandet blod og valuta på, at de aldrig mere vil bekrige hinanden. Tyskland og Frankrig afholder mindst en gang om året fulde bilaterale regeringskonsultationer, hvor positionerne på samtlige europæiske dagsordner koordineres. EU vil også fremover i høj grad være præget af Tysklands og Frankrigs fælles forståelse.

5. Strammere og slappere i eurozonen

Tyskland og Frankrig erkender, at de hver for sig har divergerende økonomiskpolitiske traditioner med ind i eurozonen. Tyskland er finanspolitiske strammere, der omkring sig samler de økonomisk set relativt veldrevne eurolande i Holland, Østrig, Finland, Slovakiet, Luxembourg og de tre baltiske republikker. Frankrig, har både traditionelt og aktuelt været fortalere for en mere ekspansiv og vækstskabende finanspolitik. Italien, Spanien, Grækenland og Portugal presser sammen med Frankrig på for, at Tyskland åbner for statskassen og sætter gang i langt flere investeringer. Internt i Tyskland er kansler Angela Merkel under pres fra både den socialdemokratiske regeringspartner og mange førende økonomer for at sætte gang i investeringerne. Ikke mindst i forhold til det franske præsidentvalg i maj 2017, hvor den højrenationale Marine Le Pen ventes at nå til anden valgrunde, har Angela Merkel stor interesse i at give Frankrig et økonomisk boost.

6. Storbritannien – korrektiv eller bespænder?

Man bør tage nøje bestik af Storbritanniens realpolitiske tyngde i det europæiske samarbejde. Den har aldrig tilnærmelsesvis været så stor, som den fremstilles i den danske offentlighed. Storbritanniens politiske og administrative elite har aldrig for alvor interesseret sig for EU, og briterne har aldrig delt den tysk-franske ambition om at skabe en politisk union i Europa. Tværtimod. I fremtiden vil Storbritannien ikke længere kunne fungere som det liberale korrektiv – eller som den destruktive benspænder – i forhold til de tysk-franske planer, sådan som man har gjort det i løbet af de 43 år, man har været medlem af det stadig tættere kontinentaleuropæiske samarbejde.

7. Arbejdskraftens frihed er omstridt og værdsat

Under den britiske kampagne har EU-modstanderne rettet en heftig kritik af tilstedeværelsen af de mange øst- og centraleuropæiske EU-borgere i landet, selv om økonomiske analyser gang på gang har påvist, at disse borgere bidrager mere til den britiske samfundsøkonomi end britiske statsborgere. Efter Leave-kampagnens sejr ved folkeafstemningen bortfalder den aftale, som David Cameron havde sikret i forhold til at kunne diskriminere EU-borgere i forbindelse med tildelingen af særlige beskæftigelsesfradrag. Den britiske særordning vakte stor vrede i de øst- og centraleuropæiske lande, hvor regeringerne ikke vil acceptere, at deres flittige medborgeres europæiske rettigheder negligeres. Fri bevægelighed for EU-borgere vil derfor uden tvivl være et ufravigeligt krav fra Polen og andre af disse lande i forbindelse med forhandlingen af en fremtidig handelsaftale mellem EU og UK.