Reaktionen vil være forudsigelig og naturlig: Landbrugs- og fødevareindustrien, sekunderet af en række politikere, vil tage afstand fra det forslag, som Det Etiske Råd har stillet: Læg en afgift på oksekødet for at begrænse forbruget.

Baggrunden er klar: Et stort forbrug af oksekød skader såvel klimaet som helbredet. Argumenterne imod er mange. Dansk landbrug vil bl.a. hævde, at det er mere effektivt og mindre forurenende end andre landes landbrugsproduktion, og at en afgift vil øge omkostningerne og svække konkurrenceevnen. Andre vil fremføre, at den enkeltes forbrugs- og spisevaner er en privat sag, som statsmagten ikke skal blande sig i.

Det, kritikerne overser, misforstår eller fornægter, er, at vi befinder os midt i et omfattende værdiskifte, som hastigt ændrer alle betingelser for at skabe vækst. Begrebet bæredygtig vækst er ikke længere en dagsorden kun for ngo’er, miljøaktivister eller nydannede partier som Alternativet. Bæredygtig vækst bliver spillereglerne på alle markeder i de kommende årtier, og de, der først opdager det og udnytter de nye vilkår, scorer de største gevinster. Fornægterne vil præcis som olie- og kulindustrien i energisektoren blive hægtet af, forladt af investorer og forbrugere, og må nøjes med at nyde solnedgangen.

Et stort udskilningsløb vil således udfolde sig de næste tiår. Politikerne kan i uhellige alliancer med truede erhverv forsøge at forlænge pinen gennem diverse støtteordninger eller fritagelse for reguleringer etc. Men det vil være at gøre erhvervene en bjørnetjeneste, al den stund at de langsigtede markedskræfter er langt stærkere end kortsigtede indgreb.

Den udfordring, som erhvervene, herunder fødevareindustrien, konfronteres med, kan benævnes true costs. Begrebet dækker over de samlede omkostninger ved produktionen, herunder belastningen på miljø, helbred m.v. Den post vil verdenssamfundet interessere sig stadig mere for, i takt med at de globale risici og effekten af klimaforandringerne accelererer. Alle industrier, der beskæftiger sig med fossile brændsler, har mærket de dramatisk ændrede vilkår, og ændringerne er ikke blevet mindre efter klimaaftalen i Paris. Fødevaresektoren kan forudses at opleve tilsvarende udfordringer. Udspillet fra Etisk Råd er blot et signal, og der vil komme flere og meget stærkere signaler fremover.

Sagen er ikke bøf

De økonomiske perspektiver blev for tre år siden vurderet af KPMG i analysen ”Expect the unexpected”. Konsulenthuset havde analyseret 11 branchers miljøaftryk på samfundet, og hvor store ubetalte regninger de efterlod. Den ubestridt største miljøsynder var fødevare- og drikkeindustrien. Hvis sektoren selv skulle betale den samlede miljøregning, det vil sige prisen for miljøbelastningen, ville det ifølge rapporten koste 224 pct. af industriens totale indtjening. Det kan den af gode grunde ikke betale, men hvem skal så? Det er den form for spørgsmål, der bliver stadig mere presserende, og hvor svarene skal findes.

I øvrigt er fødevareindustrien en af de sektorer, hvor miljøbelastningen er vokset stærkest igennem en årrække. Det vil sige, at regningen antagelig er blevet endnu større. Og det er netop den kendsgerning, der ligger bag behovet for at gribe ind og gennemføre reguleringer. Behovet kommer bl.a. til udtryk i følgende konstateringer:

• Husdyrsektoren står for 15 pct. af den samlede udledning af drivhusgasser, eller det samme som hele verdens bilpark, og oksekødet tegner sig alene for over 40 pct.


• Forbruget af oksekød forventes at stige eksplosivt, helt op til 76 pct., inden for de næste tre årtier, bl.a. fordi en ny asiatisk middelklasse på omkring tre milliarder mennesker forventes at blive udprægede kødspisere.


• Kvægopdræt er storforbruger af det drikkevand, der findes stadig mindre af. At producere et kilo kød kræver 15.500 liter vand, mens det kun kræver 4.500 liter at producere et kilo hvede. Verdens bestand af køer drikker otte gange så meget vand, som hele verdens befolkning tilsammen.


• Udryddelsen af Amazonlandets regnskove skyldes for 91 procents vedkommende husdyrbrugets behov for landbrugsjord. Dermed tabes op imod 137 forskellige plante- og dyrearter og insekter.


• Et stort kødforbrug er samtidig en belastning for helbredet. WHO advarede sidste år i en stor rapport baseret på 800 videnskabelige studier om kræftrisikoen ved at spise rødt kød. I industrilandene spiser vi i gennemsnit dobbelt så meget kød som anses for usundt, og i USA tre gange så meget. Ud over kræft påpeges også risikoen for overvægt og forekomsten af diabetes 2.

De store spørgsmål

Givet disse perspektiver handler vores kødforbrug ikke længere kun om personlige valg eller økonomiske konsekvenser, men om etik og moral. Det er i krydsfeltet mellem etik og politik og under hensyntagen til almenvældet og kommende generationers interesser, at en diskussion om afgifter på oksekød giver mening.

Det vil være i tråd med internationale tendenser, der argumenterer for, at vi alle må påtage os et medansvar i en højere sags tjeneste, nemlig kampen mod klimaforandringerne. Det er også grunden til, at for eksempel pave Frans er gået ind i klimakampen ved at tale til vores samvittighed. Det er alt sammen symptomer på, at vi i stigende grad udtrykker vores holdninger igennem vort forbrug, herunder det, vi spiser. Koblingen af vores egen og klodens sundhed er her en overbevisende fortælling, som er nem at sælge og forstå.

Med sit forslag om at indføre en afgift på oksekød og dermed motivere os til at ændre madvaner sætter Det Etiske Råd fingeren på et ømt, men meget centralt, punkt og rejser samtidig en række fundamentale spørgsmål: Hvilket ansvar har vi som forbrugere for at løse de klimaforandringer, som truer med at ændre vores livsform dramatisk over de kommende årtier? Er vores personlige frihed vigtigere end det kollektive ansvar for at bidrage med fælles løsninger? Er hensynet til industriens øjeblikkelige konkurrenceevne vigtigere end at sikre en bæredygtig fremtid for såvel den nuværende som kommende generationer?

Reaktionerne på rådets udspil bliver et pejlemærke for de reelle politiske muligheder for at løse klimaproblemerne. Den kamp kan nemlig ikke vindes, medmindre vi alle er indstillede på at ændre adfærd og forbrug, og virksomhederne er indstillede på at udstrække deres ansvar til at nytænke, hvad de producerer, og hvordan. Derfor handler forslaget om en afgift på oksekød ikke blot om, at en vare bliver lidt dyrere – forslaget er en lakmusprøve på vores forandringsvilje. Afviser vi forslaget, må vi nødvendigvis finde andre veje til at reducere et forbrug, som er en alvorlig barriere for at skabe et bæredygtigt samfund.

Det store opbrud

Ifølge internationale rapporter og analyser er afgifter den mest effektive vej til at ændre folks adfærd. Dermed er ansvaret for forandringerne i første omgang primært placeret hos politikerne. Den internationalt anerkendte tænketank Chatham House har gennemført en større undersøgelse – ”Changing Climate, Changing Diets – Pathways to Lower Meat Consumption” – af forbrugernes holdninger i 12 forskellige lande, herunder England, USA, Kina og Brasilien.

Den konkluderer, at uden regeringsindgreb på nationalt eller internationalt plan er det usandsynligt, at en befolkning vil ændre sit kødforbrug og industrien sin produktion. Men hvad der er nok så interessant: Undersøgelsen viser også, at forbrugerne forventer, at politikerne demonstrerer lederskab, og de er indstillede på at ændre spisevaner, hvis de bliver præsenteret for alternative muligheder. Modstand mod afgifter vurderes som kortvarig, især hvis befolkningen forstår baggrunden.

Dermed konkluderer rapporten, at politikernes frygt for vælgernes reaktioner er overdreven. Den første betingelse er dog at oplyse befolkningen om sammenhængen mellem klimaforandringer og kødforbrug, samt at den viden formidles gennem eksperter frem for af politikerne.

Her er timing afgørende. Såvel herhjemme som i udlandet er der en stigende sundheds- og miljøbevidsthed. Antallet af veganere og vegetarer vokser hastigt, især blandt yngre mennesker. En artikel i Berlingske for nylig viste, at flere danskere er begyndt at indføre kødfrie dage. Ifølge en Gallup-undersøgelse gælder det for 42 pct. af befolkningen. Det fortolkede Lotte Holm, sociolog med speciale i fødevarer ved Københavns Universitet, som en ny, vedvarende tendens, nemlig at kødet er ved at miste sin status på danskernes spiseborde. I torsdags kunne samme avis fortælle om en eksplosiv vækst i forbruget af den asiatiske rodfrugt ingefær. Det tages som et eksempel på, at vi i stigende grad henter inspiration fra asiatiske og mere plantebaserede madvaner.

Den bevidsthed fremmes bl.a. af dokumentarprogrammer, der påviser risikoen ved en række traditionelle fødevarer, herunder kød- og mælkeprodukter. Uanset hvor meget belæg der måtte ligge til grund for de forskellige programmer, er de ved at forme en bevægelse, der kan forudses at få en selvforstærkende effekt. Afgifter vil yderligere forstærke udviklingen og kan via sociale medier m.v. skabe mindre revolutioner inden for en relativt kort årrække.

For eller imod udviklingen

Set fra et såvel erhvervsmæssigt som politisk perspektiv, står vi med andre ord over for en gennemgribende forandring, som man kan vælge at kæmpe imod, i troen på at det er en modedrevet dille, der går i sig selv. Eller vælge at tilpasse sig og i det lys se vilkårene som nye markedsmuligheder. Der er ingen tvivl om, hvilken beslutning der vil være den dyreste. At gå imod udviklingen vil belaste såvel statskassen som erhvervenes indtjeningsevne på sigt. Det har aldrig været en god forretningside at halte bagefter en udvikling.

Dansk landbrug har en pointe i, at det generelt er mere klima- og energieffektivt end de fleste andre landes landbrugsproduktioner. Det burde i sig selv motivere erhvervet til at tage endnu et stort skridt ind i fremtiden for at konsolidere frontpositionen. Det handler ikke om at frede det røde kød, men om at opdyrke afløseren. Ud fra alle tendenser at dømme har de røde bøffer tabt kampen, og det betyder, at vi også på fødevaremarkedet skal igennem en disruptiv omvæltning. Spørgsmålet er blot, hvor længe kampen trækkes ud, og med hvilke ofre.

Bøfoplevelsen kan dyrkes i mange nye varianter, og hvis dansk landbrug ikke kan identificere, hvordan den kan skabes, kan og vil andre gøre det. Markedet for sunde, bæredygtige fødevarer er under hastig udvikling, og de fremtidige markedspotentialer er store og meget lovende – såvel herhjemme som i udlandet.

Med sit udspil har Det Etiske Råd inviteret til en vigtig debat. Den vil utvivlsomt komme til at dreje sig meget om for eller imod afgifter. Men det er ikke det mest interessante. Det, debatten især vil afsløre, er vores villighed til selv at levere de adfærdsændringer, som er en betingelse for at redde det klima, der bestemmer vores fælles fremtid. Hvis vi påberåber os en personlig frihed til selv at vælge vores forbrug, og hvad vi spiser, ender vi med ikke at have nogen frihed overhovedet. Derfor er sundhed – såvel vores egen som klodens – ikke kun et personligt valg, men et valg, samfundet bør træffe.

Derfor er det politikernes ansvar at vedtage de incitamenter, der sikrer optimal sundhed på alle niveauer. Hvis afgifter på oksekød afvises, har politikerne en forpligtelse til at finde på andre indgreb, der giver mindst samme effekt. Det skylder de almenvældet og de næste generationer.