For 30 år siden ejede de store amerikanske telefonselskaber folks telefonnumre.

”Vi kunne ikke ændre vores tjenesteudbyder, medmindre vi var villige til at ændre vores telefonnummer. Lige indtil der blev vedtaget en lov, der fastslog at nej, brugernes telefonnummer er deres eget. Enkeltpersoner kan tage deres telefonnummer med sig. Pludselig var nye udbydere i stand til at vokse og trives, fordi der var lige vilkår. Der er ingen grund til, at det samme skifte ikke kan ske med vores personlige data,” siger Frank McCourt.

I dag er der en stigende opmærksomhed på den magt, som de store digitale platforme har i kraft af deres detaljerede data om brugerne. Mange drømmer om at reset the Web – at genstarte internettet – og gøre det mere decentralt og demokratisk ved at ændre den grundlæggende infrastruktur, så personlige data ikke bliver hamstret og gemt i tech-giganternes enorme databaser, men i stedet kontrolleres af brugerne selv. Visionen kaldes ofte Web3.

Det kan virke urealistisk at tro, at tjenester som Facebook, Google eller Amazon skulle afgive kontrollen med deres vigtigste råstof, men for Frank McCourt viser historien om telefonnumrene, at det er muligt, når teknologien og lovgivningen er klar.

En overraskende frihedskæmper

McCourt leder Project Liberty, en samling aktiviteter og organisationer, som arbejder på at udvikle og udbrede det decentrale internet. På videoforbindelsen fra New York er han med sit forfinede udseende og en blød hvid skjorte et lidt overraskende indslag i en bevægelse, der er mere præget af folk i T-shirts med hardcore teknisk indsigt og en passion for digital selvbestemmelse, der kan være lidt vanskelig at følge for almindelige brugere af nettet.

Frank McCourt ejer et af USA’s største ejendomsselskaber. Han er også kendt for at have ejet baseball holdet LA Dodgers, og han er fortsat ejer af flere sportsklubber, blandt andet fodboldklubben Olympique de Marseille.

Og så er han stærkt bekymret og forarget over, hvordan især de sociale netværk er med til at undergrave demokratiet og manipulere med brugerne. Så meget, at han har øremærket 100 millioner dollar – 735 millioner kroner – af sin formue til at udvikle et alternativ.

Pengene går dels til den tekniske udvikling af elementerne i en ny infrastruktur, dels til at forske og debattere hvordan et mere hensigtsmæssigt internet kan opbygges. Aktiviteterne er organiseret omkring to nye forskningscentre ved henholdsvis Georgetown University i Washington D.C og Science Po i Paris.

Magten over den sociale graf

Kernen af Project Liberty er en ny protokol for opbevaring og udveksling af data i ”den sociale graf”.

Den sociale graf er det begreb, man bruger til at beskrive en persons netværk af bekendte og samarbejdspartnere, og hvilke interesser og historik vedkommende har. Den sociale graf er den personlige profil, som de store platforme sammensætter og bruger til at målrette deres tjenester – og som de sælger adgang til, så andre kan nå deres målgrupper mere præcist; en stadig mere detaljeret samling personlige data, som gemmes, ejes og kontrolleres af den platform, der indsamler dem.

Den nye protokol har navnet DSNP, den Decentraliserede Sociale Netværks Protokol.

Som det meste af teknologien i Web3 er protokollen baseret på blockchain. De fleste kender blockchain fra kryptovaluta som Bitcoin. Med kryptovaluta gemmes informationerne om hvem, der ejer en bestemt mønt i en blockchain, og ejeren kan styre overførsler og udbetalinger af mønterne fra sin ”wallet” – en digital tegnebog.

Project Libertys protokol fungerer efter samme princip. De data, som udgør en persons sociale graf, lagres i en blockchain. Det indebærer, at brugeren selv kan bestemme, hvem der kan få adgang til at læse dataene, og at brugeren kan tage dataene med sig og dermed bevare sine forbindelser og sin historik, selvom man bevæger sig fra tjeneste til tjeneste.

I og med at brugeren dermed kan bestemme, hvem der må se dataene og under hvilke betingelser, åbner det muligheder for at opkræve betaling af en slags, når andre nyder godt af ens informationer.

Hvis tjenester som Facebook eller LinkedIn skal trække på den samme sociale graf, vil det i teorien også betyde, at en enkelt platform ikke kan få en så dominerende position som i dag.

Giganternes tag-selv-bord

I dag er internettet lidt af et tag-selv-bord for digitale platforme. Selv med EU's GDPR-direktiv om beskyttelse af persondata indsamles der langt flere informationerne om brugerne end det er nødvendigt, konstaterer Frank McCourt.

”Hvis du vil købe en alkoholisk drik i USA, skal du være fyldt 21 år. Tjeneren eller servitricen beder dig om dit ID, som regel et kørekort, som viser din alder. Det viser også dit navn, din højde, din fødselsdato, hvilken stat du bor i – det er en helt lille social graf, du viser. Men den eneste information, der skal bruges, er hvor gammel du er,” siger McCourt.

”Tilsvarende, hvis du søger efter et hotelværelse, en bog eller et par sko på nettet, kommer du nærmest automatisk til at dele alle dine data. De bliver akkumuleret af nogle få magtfulde platforme, og for dem handler det ikke kun om det hotelværelse, du vil booke et par nætter på, de vurderer din personlighed og dine præferencer for at kunne påvirke dig i helt andre sammenhænge, på måder, hvor du bogstaveligt talt ikke aner, hvordan dataene bliver tolket.”

Brugerne bestemmer – hvis de kan finde ud af det

I det decentrale net kontrollerer brugeren sine informationer, og hvis en tjeneste vil trække på dataene, skal de sende en anmodning om at få lov, og så er det op til brugeren at afgøre, om der skal gives adgang, på hvilke betingelser, og eventuelt til hvilken pris.

Det ændrer tydeligvis magtbalancen, fordi brugerne nu har mulighed for at styre og overvåge, hvad deres personlige data bruges til.

Men det rejser også spørgsmålet om den almindelige bruger er tilstrækkelig engageret, endsige kvalificeret, til at vurdere, hvornår en tjeneste skal have adgang.

Enhver ved, at man ikke skal bruge nettet i mange minutter, før man blive bedt om at godkende, at den tjeneste eller det website man besøger, kan anvende cookies til at følge, hvordan man bruger siderne.

Vil vi opleve det decentrale netværk, som en overvældende strøm af forespørgsler, fra hvert eneste website vi bruger, og for hver eneste transaktion vi foretager online?

”Nej,” siger Frank McCourt.

”Det skal være automatiseret. Brugeren behøver kun at indstille præferencerne i sin wallet én enkelt gang, så håndterer systemet forespørgslerne.”

McCourt forestiller sig, at der vil være en stribe simple standardkategorier, som brugeren kan vælge mellem, og på den måde bliver det simpelt at indstille sine betingelser for at dele data med forskellige typer tjenester.

McCourt kalder dem opt-ins. Med et klik kan man eksempelvis vælge kun at dele data til kommercielle formål, hvis man bliver kompenseret for – eller, at man er villig til at dele data til visse gode og fælles formål:

”Når der er en ny coronavirus, og vi forsøger at stoppe spredningen, så synes du formentlig, at det er okay, at dele data anonymt med en sundhedstjeneste til gavn for offentligheden. Men du vil ikke nødvendigvis være villig til at dele dine personlige med en medicinalvirksomhed.” 

Vi behøver ikke at give en tjeneste adgang til dataene, medmindre vi er tilfredse med, hvordan de bruger dem – og i øvrigt kan vi trække tilladelsen tilbage.

”Vi behøver ikke at give en tjeneste adgang til dataene, medmindre vi er tilfredse med, hvordan de bruger dem – og i øvrigt kan vi trække tilladelsen tilbage,” siger McCourt.

Håndtering og udnyttelse afkoblet

”Web3 kommer ikke til at tage fart, hvis det er for kompliceret at bruge. Det skal være lækkert og poleret, ligetil og nemt at bruge, og folk skal stole på det,” siger Frank McCourt.

Men hvem skal gøre det lækkert og enkelt? For mange vil det være meget svært at afgøre, hvilke betingelser, der er sikre og rimelige, og hvilke websites, der er troværdige. Der bliver brug for en mellemmand, der kan hjælpe med at administrere brugerens wallet.

Hvad nu hvis Google eller Facebook tilbyder at administrere dine data, super let og ganske gratis, mod at få lov til selv at bruge dataene og sammenligne dem med en milliard andres personlige data, som de også administrerer – er vi så ikke lige vidt?

”Lige nu er den grundlæggende fejl, at dem, der ejer og kontrollerer dataene, er de samme, som bruger dem til levere en tjeneste. Det springende punkt er at afkoble de to funktioner. Forestil dig en tjenesteudbyder, der siger, jeg kan gøre det enkelt for dig at vedligeholde og administrere dine data, men jeg vil ikke have adgang til dine data, og jeg har ingen interesser i manipulere dine data på nogen måde. Alt, hvad jeg skal gøre, er at lette det, du vil have gjort,” siger McCourt.

Han mener, at der vil kunne opstå et helt økosystem af tjenester, der simplificerer brugen af det blockchainbaserede internet, så det bliver lige så enkelt og tilbyder de samme funktioner, vi er vant til – men udenom techgiganterne. 

”Men der er selvfølgelig intet, jeg kan gøre for at forhindre en milliard mennesker i at være – undskyld, jeg siger det – så dumme at blive ved med at gøre, som vi gør lige nu, i denne nye verden, hvor det ikke er nødvendigt for dem,” tilføjer han.

Skal en amerikansk milliardær definere vores brug af nettet?

Frank McCourts tanker om at afkoble dem, der administrerer data, fra dem, der udnytter dataene, minder om begrebet ”data intermediary” – dataformidler – som blev beskrevet i EU-Kommissionens forslag til forordningen Data Governance Act, der skal regulere udveksling af data.

I EU's definition er en dataformidler netop en mellemmand, der håndterer forbindelsen fra brugeren til de tjenester, der gerne vil anvende brugerens data. Dataformidleren skal kontrollere, at personlige informationer ikke udleveres i strid med brugerens samtykke, eller til tjenester eller myndigheder, der ikke opfylder EU standarderne for databeskyttelse. Samtidig må dataformidleren specifikt ikke selv have interesse i at anvende dataene.

EU-Kommissionen, men også lovgivere på andre kontinenter, er i gang med at udvikle reguleringer, der skal modvirke giganternes magt over data, og selvom det går langsomt, kan man mene, at det er mere legitimt og betryggende, at processen er drevet af politikere, snarere end private interesser. Det lægger op til at centralt spørgsmål:

Er det rimeligt, at en eller anden amerikansk milliardær skal definere det system, som alle skal bruge på så centralt et område? Burde det ikke være politisk reguleret?

”Jeg er fuldstændig enig i, at hvis Project Liberty bliver set som en amerikansk milliardærs private projekt, vil det mislykkes. Det er derfor, vi giver protokollen væk. Jeg forsøger ikke at sælge et produkt – det er open source,” siger McCourt.  

”Det første jeg bad vores tekniske team om, var at gå ud og finde ud af, hvem der laver noget fornuftigt på det her område. Tanken var at støtte dem, så de hurtigere kan komme videre med deres arbejde. Men det foruroligende var, at vi ikke fandt nogen. Så vi indså, at vi hellere selv måtte sammensætte et hold så hurtigt som muligt, der kunne arbejde sammen med andre.”

”Vi har fremlagt protokollen som et forslag til en løsning, men tanken er, at det kan være lige så meget din idé som min idé. Og i øvrigt; hvis nogen har en bedre idé, vil vi opgive vores eget projekt og støtte deres idé.”

Et stort puslespil

Frank McCourt er helt med på at Project Liberty ikke kan skaber det decentrale net alene. DSNP-protokollen er ét element af en større infrastruktur. Desuden er en væsentlig del af Project Libertys aktiviteter at række ud til politikere, industrien og borgeren for at diskutere nettets fremtid.

Vi har brug for en ny model, der fungerer så godt, at den kan gøre den nuværende model forældet.

Et væsentligt skridt i den retning var eksempelvis, at man i maj indgik et samarbejde med et andet væsentligt projekt, Polkadot, som ledes af Gavin Wood, der var medstifter af kryptovalutaen Ethereum, og som tilskrives at have givet visionen om det decentrale net navnet Web3. 

Polkadot går ud på at skabe fælles standarder, der gør det muligt at udveksle data mellem de mange forskellige blockchains, der skabes.

Rent teknologisk ser det ud til, at der i de nærmeste år vil blive skabt protokoller og en arkitektur, der kan understøtte det decentrale internet. Men hvad skal der til for at brugerne faktisk flytter derover?

”Migration kræver to ting. For det første, at folk er ved at være trætte af, hvor de bor, fordi forholdene efterhånden er utålelige. Og for det andet, og meget vigtigt, at de har et sted at tage hen,” siger Frank McCourt og opsummerer:

”Det, vi siger, er, at vi har en krise. Systemet er forkert helt ind til kernen, og vi er nødt til at rette op på det hurtigt. Vi har brug for en ny model, der fungerer så godt, at den kan gøre den nuværende model forældet.”