Den brede opbakning til en stram udlændingepolitik blev endnu en gang bekræftet, da et stort flertal torsdag vedtog det såkaldte paradigmeskifte – en omfattende lov med så mange forskellige elementer, at flere af dem stort set ikke indgik i den lynhurtige lovproces.

Mens forslaget blev behandlet i Folketinget, befandt statsministeren sig symbolsk nok på Københavns Rådhus, hvor han deltog i fejringen af, at Tour de France kommer til Danmark i 2021. Paradigmeskiftet har aldrig været statsministerens egen lov, men derimod en lov, der skulle binde Dansk Folkeparti sammen med Venstre og – i bedste fald – skabe uro i oppositionen til venstre i salen.

Det nye paradigme har to klare formål:

• At nedbringe antallet af flygtninge, der søger mod Danmark.
• At hjemsende så mange flygtninge som muligt frem for at lade dem integrere sig og blive en del af det danske samfund.

Og allerede her er paradigmeskiftet temmelig paradoksalt.

For det første fordi antallet af flygtninge, der kommer til Danmark, er lavere, end nogensinde, uanset om man måler i faktiske tal eller i den andel af verdens flygtninge, der havner i Danmark.

For det andet fordi det faktisk omsider er begyndt at gå ret godt med at få integreret flygtninge på det danske arbejdsmarked.

Det var på den baggrund, at Mandag Morgen forleden kunne afsløre, at mindst 8.700 af de mennesker, der potentielt skal hjemsendes, faktisk allerede er i beskæftigelse.

Hvis de skulle blive sendt hjem, ville de efterlade et betragteligt og alvorligt hul i den danske arbejdsstyrke. Til sammenligning har regeringens samlede reformer siden 2015 ifølge Finansministeriet øget arbejdsudbuddet med 4.700 personer.

I realiteternes verden ender det næppe med 8.700 hjemsendelser. Det er lovens tredje paradoks.

Langt de fleste flygtninge kommer fra lande, hvor forholdene stadig er så usikre, at det er helt urealistisk at sende dem hjem.

Dertil kommer Danmarks internationale forpligtelser, som fortsat skal overholdes, selv om Folketinget i lovteksten pålægger embedsmænd at gå helt til kanten af konventionerne i deres administration af reglerne. Det stiller embedsværket i en temmelig urimelig position; for statens rolle bør selvsagt altid være at respektere og håndhæve loven – også når den udspringer af internationale aftaler – ikke at overtræde eller at udfordre den.

Efter Mandag Morgen forleden havde sat fokus på risikoen for et større dræn i arbejdsstyrken, gik statsministeren ind i debatten.

På Twitter kaldte han det "helt skørt at blande krav til asyl og regler for udenlandsk arbejdskraft sammen".

Det er helt skørt at blande krav til asyl og regler for udenlandsk arbejdskraft sammen.

— Lars Løkke Rasmussen (@larsloekke) February 18, 2019

Hvorefter han få minutter senere selv gjorde præcis det, da han i et nyt tweet skrev: "I øvrigt mærkeligt, at de partier, der finder vores asylpolitik for hård, samtidig er dem, der er med mod en liberalisering af reglerne for udenlandsk arbejdskraft...".

Det er det fjerde paradoks ved det nye paradigmeskifte. Og for så vidt det mest alvorlige. At det går stik imod, hvad de danske virksomheder og store dele af den offentlige sektor har brug for. Det problem kan ikke fejes bort med et teknokratisk argument om, at asyl og arbejdskraft ikke skal blandes sammen. Selvfølgelig hænger tingene sammen. Uanset om vi taler om cykelløb eller asylpolitik.

Når Tour de France kommer til Danmark i 2021, ligger værdien i de afledte effekter.

Sådan er det også med paradigmeskiftet. Her er de afledte effekter potentielt katastrofale for dansk erhvervsliv. Det ville klæde statsministeren at erkende det og handle derefter.