Det vigtigste medieforlig i årtier

2018 kan blive epokegørende for den danske mediebranche. DR er den vigtigste brik til en ny medieaftale og kampen om at sikre mere danskproduceret indhold. De globale giganter trækker lange skygger ind over det danske mediebillede.

Aldrig nogensinde har der været taget så langt et tilløb til en mediepolitisk aftale som denne gang. Og aldrig nogensinde har det været så svært at finde frem til de rigtige greb til det medieforlig, der skal være forhandlet færdig inden sommer og træde i kraft fra 2019.

Når kulturministeren fremlægger sit oplæg til de politiske forhandlinger om et nyt medieforlig antagelig i begyndelsen af februar, så har alt og alle været hørt – lige fra danskerne i almindelighed til interessenterne på alle niveauer og fra alle sider af det mediepolitiske landskab. Læg dertil et antal rapporter med ’Globaliseringen af den danske mediebranche’ udarbejdet af Mandag Morgen, CBS og Aalborg Universitet, København, og ’Fremtidens danske indholdsproduktion’ fra ekspertudvalget under ledelse af professor, dr.jur. Thomas Riis som de seneste.

Der er ingen tvivl om, at de mange input ikke har gjort det nemmere at finde frem til, hvad der skal stå i regeringens udspil. Forventningerne til ambitionsniveauet er steget i takt med tilløbets længde, og det samme er erkendelsen af, at endnu fire år med lappeløsninger på en forældet mediepolitik ikke er gangbar.

Det har heller ikke ligefrem været nemt, at regeringspartierne har en forskellig tilgang til og bud på, hvad der skal til.

Og at støttepartiet Dansk Folkeparti faktisk som det første meldte sine ønsker ud allerede i sommeren 2017.

Her stod en beskæring af DR’s økonomi med 25 pct. øverst på listen, og den blev dermed den konkrete overligger for det kursskifte, der også fremgår af regeringsprogrammet: At DR skal ’fokuseres’ og ’licensen nedsættes’, samt at TV 2 skal privatiseres. Men der står ingen tal for beskæringen af DR i regeringsprogrammet, og selve størrelsen af beskæringen er regeringen ikke enig om. De konservative vil gerne fastholde et stærkt DR og skære mindst, men kulturministeren og LA er på linje med DF.

Venstre spillede kort før jul ud med en beskæring af DR med 400 mio. kr. ud af det godt 3,7 mia. kr. store budget, som lagt sammen med en beskæring af den direkte mediestøtte til de private medier på 100 mio. kr. ud af 400 mio. kr., som den repræsenterer, overflyttes til en ny kæmpe stor public service pulje. I forvejen findes i dag en public service pulje på 46,7 mio. kr. til støtte for produktion af dramatik, dokumentarstof og stof til børn og unge.

Nu skal regeringspartierne og kulturministeren, der har meldt positivt ind på Venstres forslag, forsøge at finde en enighed om et udspil i løbet af januar. 

 Forhandlingsfundamentet

Næste trin handler om afklaring af ambitionsniveau og forhandlingsteknik. Hvad angår det sidste, går det på, om drøftelserne skal dreje sig om hele det mediepolitiske område på én gang – dvs. både DR, TV 2 og de private medier – eller om der lægges op til at forhandle i to spor, som man hidtil har gjort det. Ét for de statsejede medier og ét for de private medier.

Udviklingen i mediebranchen viser med al tydelighed, at det ikke giver mening mediepolitisk at adskille de to områder. Skæres der voldsomt ned på DR’s økonomi, vil det få en betydelig effekt ud i det private, danske produktionsmarked, der så vil få brug for, at midlerne stilles til rådighed på anden måde, hvis man ønsker at opretholde mængden af dansk kvalitetsproduktion af indhold.

Hvis der ændres på DR’s regionale produktion af indhold og TV 2-regionerne, vil det have indflydelse på de lokale private medier. Hvis der sættes rammer for DR’s tilstedeværelse på distributionsplatforme uden for DR’s egne kanaler og portaler, vil det have en indflydelse på de private medier.

Hvad angår ambitionsniveau, har kulturminister Mette Bock (LA) lagt op til, at der skal ske et paradigmeskifte på medieområdet. Hun har i sine mange tilkendegivelser på det helt overordnede og uforpligtende niveau undervejs i det lange tilløb løbende understreget, at hun gerne vil kaste tingene op i luften og se på nye veje til at sikre stærkt, dansk kvalitetsindhold i fremtiden.

I politik er der jo altid en risiko for, at man ender med laveste fællesnævner ambitionsmæssigt, når der skal findes et kompromis, men meget tyder på, at alle de politiske partier er klar over, at der er sket så meget siden sidste medieaftale, at der er behov for andet end lappeløsninger. Meget tyder også på, at man har indset, at et fireårigt medieforlig er lang tid frem at fastlægge de indholdsmæssige elementer, mens selve den økonomiske ramme til mediestøtte og licens godt kunne være længere. Der lægges med andre ord op til, at politikerne skal opdatere mediepolitikken oftere i fremtiden.

Drømmescenariet

En af de dramatiske ændringer, der er sket siden sidste medieaftale, er, at rammerne for dansk mediepolitik ikke længere kan styres fra Folketinget eller Kulturministeriet. Den danske mediebranche – statslig såvel som privat – er nu underlagt en global medievirkelighed, hvor det er de store internationalle spillere, der bestemmer markedsvilkårene.

Danskerne har taget de globale teknologigiganters services af søgemaskiner, videodelingsplatforme og sociale medier samt streamingtjenesternes udbud af underholdning til sig i stort omfang. Vores medieforbrug er fundamentalt ændret, antallet af platforme er eksploderet og mobiltelefonen er nu vores foretrukne livline til medieindhold.

Den mediepolitiske infrastruktur er i den digitale verden overtaget af Facebook, Google, YouTube, Snapchat, Apple, Amazon, LinkedIn, Netflix, HBO m.fl., som nu også investerer mange milliarder i indhold.

De danske medier er mere udfordret af konkurrencen fra udlandet end af konkurrencen fra hinanden.

De gode spørgsmål er derfor: Hvordan sikrer vi i det nye mediebillede den nationale, kulturpolitiske interesse i økonomisk at støtte op om produktionen af dansk indhold, der:

1) Understøtter demokratiet med uafhængig, kritisk og indsigtsfuld journalistik både nationalt og lokalt?

2) Understøtter hensynet til udvikling af det danske sprog, dansk dramatik, dansk musik, dansk kultur og danske værdier?

3) Sikrer et levedygtigt og mangfoldigt dansk mediemiljø og en dansk mediebranche, der formår at omstille sig til den nye virkelighed i global konkurrence?

4) Understøtter, at det offentligt støttede indhold rent faktisk bliver gjort tilgængeligt for en bred del af befolkningen, og ikke kun for en betalingsdygtig elite eller en meget snæver gruppe kernemodtagere?

5) Understøtter udviklingen af dansk talent, muligheden for at eksperimentere med unikt dansk indhold i nye formater og fremmer høj journalistisk faglighed og ibrugtagningen af nye journalistiske redskaber?

Drømmescenariet må være, at der kan sættes flueben ved alle disse fem punkter, når der ligger en mediepolitisk aftale på bordet. Men det er ambitiøst. Som i meget ambitiøst.

Det ændrer dog ikke på, at det bør være udgangspunktet for forhandlingerne. Og ikke om DR nu skal beskæres 25, 15 eller 12,5 procent, eller om den nuværende mediestøtte til de private medier skal sættes op eller ned, eller om der skal være nye puljer til forskellige medieformål.

Start i stedet med at kigge helt forfra på, hvad det er for mål, der skal opnås. Så kan kabalen lægges derefter.

DR er spillets vigtigste brik

DR er naturligvis den største brik i mediekabalen. Der er næppe tvivl om, at der forestår ganske betydelige omvæltninger for DR fra 2019 med den kommende medieaftale.

Men hvad betyder ’fokusering’, som det hedder i regeringsgrundlaget eller ’beskæring’, som DF og Venstre foreslår det? Hvis der fjernes mellem en halv og en hel milliard kr. ud af de nuværende godt 3,7 mia. kr., vil det medføre et kæmpe indgreb i DR’s indholdsproduktion. Størstedelen af DRs midler går til indholdsproduktion - enten ved egne ressourcer eller på bestilling hos private produktionsselskaber.

Beløb i den størrelsesorden kan ikke findes ved hist og pist at spare på organisationsomlægninger, effektiviseringer og administration eller ved at nedlægge et par mindre besøgte kanaler.

Det kræver et helt anderledes greb ind i institutionen og dens nuværende opgaver. Det være sig med driften af koncerthus, kor og orkestre, som både DF og kulturministeren har sat i spil. Det være sig med fremtidig produktion af stor dansk dramatik, dækning af store nationale begivenheder og rettigheder til store sportsbegivenheder af national interesse.

Det er tydeligt at se, hvordan hele den private produktionsbranche faktisk støtter op om DR af frygt for at miste den vigtige produktion, som kommer af DR’s påbud om allerede i dag at lægge en betydelig del af sin indholdsproduktion ud til private producenter.

Hvis pengene tages fra DR og lægges over i en ny public service-pulje, og den får ændrede og udvidede tildelingskriterier, kan det måske fjerne noget af den frygt. Men det forudsætter, at DR så også får lov til at søge midler i puljen.

Når der politisk er stemning for at fokusere eller beskære DR, bliver næste vigtige slagsmål, i hvilken udstrækning politikerne vil føre kniven ned i detaljen, eller om man vil overlade det til DR selv over de kommende fire år at skære virksomheden til, så den kræver X procent mindre i finansiering, når licensen afskaffes og formentlig omlægges til en skat betalt af alle husstande.

Jo tættere politikerne rykker på at fastlægge det præcise indhold, som DR skal tilbyde og på hvilke distributionskanaler, jo kortere bliver den såkaldte armslængde. Og jo mere umyndiggør man DR’s politisk udpegede bestyrelse og den ledelse, som bestyrelsen har ansat.

Belært af erfaringerne med DR’s beslutning om at nedlægge DR’s Underholdningsorkester i en sparerunde, vil politikerne være optaget af ret detaljeret at bestemme, hvor kniven skal føres. Og man vil være optaget af at drøfte nye tiltag, som gør DR’s bestyrelse mere professionelt slagkraftig overfor ledelsen. Kulturministeren har således direkte på et møde arrangeret af Komponistforeningen for nyligt kaldt det en befrielsesaktion, når hun har talt for at flytte DRs orkestre ud af DR regi og ind i en anden model. 

Privatiseringen af TV 2 Danmark har der været arbejdet grundigt på at forberede i Kulturministeriet på trods af uafklarede retssager og en betydelig politisk bekymring for, at et salg kan bringe stationen på udenlandske hænder. Her synes der at være enighed mellem regeringspartierne om, at nu skal den sag ekspederes, og staten må så stille garantier overfor en køber i forhold til afdækning af retssagerne.

Vigtig lokal brik

Med stigende bekymring og opmærksomhed følger mediepolitikerne udviklingen i den lokale mediedækning. Der er fokus på, hvordan den lokale mediedækning af dagblade, ugeaviser og lokale websites gradvis får udhulet deres finansieringsgrundlag af netgiganter som Facebook og Google, der kan geo-segmentere og personalisere indhold langt mere effektivt end de gamle medier, og derfor suger annoncekroner og opmærksomhed ud af dem.

Der er også politisk fokus på midlerne til de to konkurrerende public service-netværk af regionale stationer fra DR og TV 2-regionerne. Meget tyder på, at der i dette medieforlig vil blive strikket en særlig lokal pakke ind i aftalen. Og Venstre lægger op til, at en del af den nye mediepulje skal kunne søges af de lokale og regionale medier.

Her er en sammenlægning af de to statsfinansierede lokale netværk af redaktioner indlysende og et stort besparelsespotentiale. En anden mulighed er, at sende TV 2-regionernes indhold i udbud og lade private medievirksomheder byde på det for licenskroner, lige som Radio24syv laves af private for licensmidler.

Og så må det forventes, at de lokale, private medier, og måske også ugeaviserne, vil få øget opmærksomhed, når mediestøtten skal fordeles fra 2019.

Ny mediepulje i spil

Debatten regeringspartierne i mellem har længere centreret sig om etableringen af en ny og stor statslig mediepulje. Mest konkretiseret nu i Venstres medieudspil. Formålet skulle være at gøre DR mindre og give de private medier muligheder for at byde ind på at producere public service for hele folket. Det er imidlertidig en løsning forbundet med virkelig store udfordringer uden gode svar. Tre problemer har imidlertid hele tiden knyttet sig til etablering af en sådan pulje:

  • Hvem skal fordele pengene og efter hvilke kriterier? Hvad er public service, og hvem kan være smagsdommere på rigtig public service?
  • Hvis man skærer pengene til mediepuljen ud af støtten til DR og de større private medieorganisationer, så er der ingen garanti for, at det, der bliver produceret for statens penge, rent faktisk kommer ud til danskerne i samme omfang som DRs og de store private mediers udbredelse. Venstre har foreslået etableret en særlig streaming tjeneste eller en app, hvor alt det statsstøttede indhold skulle kunne findes. Men hvordan, efter hvilke kriterier og skal det være en ny statsejet institution, der skal drive sådan en tjeneste, som skal have ikke ubetydelige midler i markedsføringspenge for at gøre opmærksom på indholdet.
  • Hvis man skærer 100 mio. kr. ud af støtten til de private medier og placerer dem i en pulje, så undergarver det særligt de lokale og regionale mediers mulighed for at opretholde den faste lokale bemanding, som skal sikre den kontinuerlige dækning i det daglige. Og pengene bliver i stedet for målrettet imødekommelse af projektansøgninger.  Det styrker simpelthen ikke den løbende lokale dækning, som politikerne gerne vil sikre.

 De private medier

De private medier lægger ikke selv op til store revolutioner i mediestøtten. De er gået i brechen for en årlig pristalsregulering af mediestøtten, en fastholdelse af det såkaldte titelloft på 17,5 mio. kr., og dermed en fordeling af hele pristalsreguleringen til mindre udgivere, herunder ikke mindst dagbladene i provinsen. Desuden foreslår de en nulmoms på digitale udgivelser, så de bliver ligestillet med trykte udgivelser. Her er der intet i regeringspartiernes overvejelser, der tyder på, at de private medier kan regne med noget, der ligner en pristalsregulering. Snarere en beskæring.

Specialmedierne har ønsket mere udlicitering fra DR og dr.dk. De har et ønske om at lempe kravene til at opnå mediestøtte, så et medie fremover blot skal lave aktuel journalistik om mindst to af de fire emner: Politik, samfund, kultur og som noget nyt forskning og teknologi. I dag er kravet indhold med både politik, samfund og kultur.

De forslår public service-puljen delt i to – en filmpulje og en mediepulje, der skal kunne søges af private medier til større projekter, gerne flerårige projekter for journalistisk demokratioplysning. Nogle af disse ønsker kan blive opfyldt med en ny og bredere mediepulje. Herfra kommer også ønsket om ensartet nulmoms på digitale og trykte medier. 

Hos politikerne vil der være forståelse for en ligestilling af digitalt og trykt indhold rent momsmæssigt. Det samme gælder næppe pristalsreguleringen. Der vil være fokus på at omfordele fra de store i branchen til de små og på at give de private medier mulighed for at byde ind med forslag til en ny slags mediepulje.

 Om få uger åbenbares det, hvad kulturministeren har fået ud af det næsten et år lange tilløb til medieforhandlingerne. Forventningerne til det mest afgørende medieforlig i mange årtier er store. Der dækkes op til et bredt forlig, men indgangsbilletten til forhandlingerne bliver en tilslutning til, at TV 2 nu skal sættes til salg. Det vil udfordre både Socialdemokratiet og venstrefløjen fra starten.

Forrige artikel Beløn de virksomheder, der går foran Beløn de virksomheder, der går foran Næste artikel Kære politikere, I vælger selv: Indflydelse eller hamsterhjul? Kære politikere, I vælger selv: Indflydelse eller hamsterhjul?
  • Anmeld

    Anderson Morris · offer

    https://www.mm.dk/artikel/det-vigtigste-medieforlig-i-aartier

    Er du sikker på, at du kan betale eller betale for Zwecke? Dies sollte nicht kompliziert oder zeitaufwändig sein, om Anderson Investitionen eine einfache Möglichkeit, om en Finanzierung weltweit zu entwickeln. Kontakt os for mere information Oplysninger via e-mail: andmoris38@gmail.com eller besøg hjemmesiden https://andmoris38.wixsite.com/morrisplc
    Freundliche Grüße,
    Anderson-Investition.