DF: Folketinget skal fastsætte kommuneskatten – og nedlægge regionerne
Regionerne skal nedlægges. og sygehusene skal styres fra Sundhedsministeriet. Samtidig skal Folketinget fastsætte én kommunal skatteprocent for hele landet. Det er det kontante budskab fra DF’s formand, Kristian Thulesen Dahl, der står til at få en nøglerolle, hvis blå blok vinder regeringsmagten. “Den økonomiske skævvridning i landet bliver større og større,” siger han i et interview med Mandag Morgen. Han henviser til, at borgere i udkantsdanmark betaler op til 5 procentpoint mere i skat end borgere i københavnske velhaverkommuner, uden at serviceniveauet er højere. Han ser det som en statslig opgave at sikre det samme velfærdsniveau i hele landet.
Andreas Baumann
Ansv. chefredaktør, Mandag MorgenTorben K. Andersen
Politisk redaktørDe kommunale skatteprocenter skal være ens over hele landet. Regionerne skal nedlægges. Og sygehusene skal styres direkte fra Slotsholmen af en magtfuld sundhedsminister.
Formanden for Dansk Folkeparti, Kristian Thulesen Dahl, lægger nu op til omfattende ændringer af ansvarsfordelingen i det danske velfærdssamfund.
Børnepasning, ældrepleje, sygehusbehandling og andre velfærdsydelser skal være mere ensartede på tværs af landet. Og det skal ske ved at give staten mere magt, siger DF-formanden i et interview med Mandag Morgen.
Kristian Thulesen Dahl, der står til at få afgørende indflydelse, hvis en borgerlig regering kommer til magten efter det kommende folketingsvalg, mener, at tiden er inde til at fratage kommunerne deres ret til selv at fastlægge en lokal skatteprocent.
”I dag har vi et Danmark, der er opdelt i forskellige indkomstområder. Hvis vi skal sørge for, at der er et nogenlunde ensartet serviceniveau ud over landet, bliver vi nødt til at finde en ny model. Det kan være at fastlægge en ensartet kommunal skatteprocent, hvor den pose penge, der bliver samlet sammen, bliver fordelt ud fra mere klare parametre, der giver de enkelte kommuner mulighed for at have den samme service på f.eks. ældreområdet og børneområdet,” siger Kristian Thulesen Dahl.
Danmark bliver mere skævt
I dag svinger kommuneskatten med mere end 5 procentpoint fra kommune til kommune. Den er lavest i Rudersdal, skarpt forfulgt af andre velhaverkommuner som Frederiksberg, Gentofte og Hørsholm. De højeste skatteprocenter finder man i udkantskommuner som Langeland, Vesthimmerland og Brønderslev. Se figur 1.
Skæve skatter" caption="Figur 1
Som en af hovedarkitekterne bag den meget omstridte reform fra 2010, der forkortede dagpengeperioden fra fire til to år og fordoblede genoptjeningskravet fra et halvt til et helt års arbejde, må Kristian Thulesen Dahl påtage sig en del af skylden for, at knap 50.000 mennesker siden har mistet dagpengeretten. Da reformen blev lavet, skønnede VK-regeringen, at kun 2-4.000 personer om året ville miste dagpengeretten. De mange forskellige midlertidige ordninger betyder dog, at ”kun” omkring 5.000 personer står helt uden indtægt – og Kristian Thulesen Dahl fortryder ikke reformen. ”Det, jeg ærgrer mig over i dag, er, at vi ikke også lavede en håndfast aftale om, at hvis de økonomiske konditioner, der var grundlaget for reformen, ikke udviklede sig som forventet, så skulle vi også indfase på en anden måde. Men selve dagpengereformen fortryder jeg ikke. For på langt sigt er den rigtig for dansk økonomi,” siger Kristian Thulesen Dahl. Dansk Folkeparti er klar til at ændre på genoptjeningsperioden. Men ifølge partiformanden er den langsigtede ambition at gennemføre et nyt og mere fleksibelt dagpengesystem. Partiet har foreslået en konjunkturbestemt model, hvor folk vil være garanteret en dagpengeperiode på to år, når der er højkonjunktur og lav arbejdsløshed, og en længere dagpengeperiode i perioder med høj arbejdsløshed. ”Jeg mener, at man skal gøre alt, hvad man kan, for at indføre et fleksibelt dagpengesystem. Jeg ved godt, at mange siger, at det er besværligt. Men det, vi har været udsat for de seneste år, viser, at det vil være den rigtige model,” siger han. I den model, Arbejdsmarkedskommissionen spillede ud med, blev dagpengeperioden forlænget, når ledigheden var over 7 pct. Men Kristian Thulesen Dahl vil ikke uddybe, hvordan modellen mere konkret skal se ud. Regeringen har nedsat en kommission, der skal komme med forslag til, hvordan et nyt dagpengesystem skal se ud. Og ligesom regeringen afventer Dansk Folkeparti resultatet af det arbejde.
Det kan blive enden på regionerne. Ifølge DF-formanden bør de nemlig nedlægges. I stedet skal sygehusene lægges over til staten og styres af den siddende sundhedsminister, som dermed får det overordnede ansvar for at drive sygehusene, for prioriteringerne i sundhedsvæsenet og for at sikre mere ensartet kvalitet af behandlingerne på tværs af landet.
”Det vil være rigtig godt, hvis man meget hurtigt efter et valg kan træffe en beslutning om at nedlægge regionerne, lægge sygehusene ind under staten og sikre, at kommunerne får en meget stor rolle – både i det forebyggende arbejde og i forhold til at hjemtage patienter fra sygehusene,” siger Kristian Thulesen Dahl.
Hans forslag er ikke bare et politisk dødskys til de nuværende regionspolitikere. Det er også en politisk begmand til de kommunalpolitikere, der har haft en forventning om at overtage en del af ansvaret for sygehusene som indirekte valgte medlemmer af nye sygehusbestyrelser.
Men hans forslag til en ny sygehusmodel skaber splittelse i blå blok. Venstre har hidtil haft en plan om at nedlægge regionerne til fordel for tre statslige sygehusfællesskaber med de store universitetshospitaler i København, Aarhus og Odense som krumtapper. I modsætning til de nuværende, folkevalgte regionsråd skal de styres af professionelle bestyrelser. Men den model er ikke Thulesen Dahls livret.
”Hvis man laver en bestyrelsesmodel, risikerer man bare at få et nyt mellemled, hvor de regionsvalgte politikere blot er udskiftet med nogle indirekte valgte. Så kan man fortsat skyde ansvaret frem og tilbage mellem sig. Vores grundlæggende model er, at den siddende sundhedsminister – under ansvar for Folketingets Sundhedsudvalg – er driftsherre på sygehusene og får en meget central rolle. Måske den allervigtigste ministerpost,” siger han.
Men vil I så ikke få et hav af sager ind i Folketingssalen, hver gang der er en sag i Gødstrup, Køge eller andre steder?
”Og hvad er så problemet i det?”
Så bliver det jo enkeltsagspolitik langt hen ad vejen?
”Det kommer da an på, hvad Folketinget gør ved det. Allerede i dag har vi et hav af konkrete sager, som bliver rejst rundt omkring, og som bliver taget op i Folketinget. Vi skulle jo gerne være et spejlbillede af befolkningen. Det er da også paradoksalt, at jeg stort set ikke er ude til et eneste møde, hvor sundhedspolitikken ikke er et af de vigtigste områder, vi diskuterer. Jeg synes, det er et demokratisk sundhedstegn, at vi i højere grad får debatten om prioritering på sundhedsområdet ind i Folketingssalen,” siger DF-formanden.
Hvor skal ansvaret for de praktiserende læger og den øvrige almene sektor ligge? Skal det så over til kommunerne?
”Det kan man godt forestille sig.”
Ikke staten – så ansvaret følges ad?
”Jeg er meget åben over for, hvor de præcise snitflader skal ligge. Det afgørende er, at sygehusene kommer over til staten. Vi skal have stoppet det abespil, som finder sted omkring vores sygehuspolitik.”
”Når jeg f.eks. har sundhedsministeren i samråd om sygehusbyggerierne, får jeg at vide, at det ikke er ham, jeg skal snakke med om det. For det er regionerne, der er bygherrer. Og når jeg så går ud til regionerne, siger de, at de bygger for den sum penge, de har fået af staten, så de kan ikke gå ind i en indholdsmæssig diskussion. Danskerne har ikke noget sted, hvor de ultimativt kan gå hen og sige: Det er jer, som har ansvaret. Det går ikke,” siger Kristian Thulesen Dahl.
DF-formanden forestiller sig, at regionerne kan nedlægges med virkning fra omkring 2018, hvor den nuværende regionale valgperiode slutter.