Digital ledelse begynder altid med ledelse

Digital ledelse begynder med ledelse og ikke med en digital løsning. Offentlige ledere skal kende deres forretning og kunne identificere de processer og resultater, de har brug for at vide noget om for at kunne udvikle den yderligere. Først derefter kan der digitaliseres.

Af Steffen Bohni, direktør i Gribskov Kommune, og Holger Spangsberg Kristiansen, kommunaldirektør i Gribskov Kommune

Vi er i en omstillingstid. En tid, hvor den digitale revolution udfordrer den private sektors eksisterende forretningsmodeller, redefinerer og skaber nye markeder og brancher. Vi er i en verden, hvor forbrugerne efterspørger skræddersyede løsninger, hurtigt og af høj kvalitet. Forbrugerne er også borgere med tilsvarende forventninger til den offentlige sektors serviceproduktion. 

Digitaliseringens muligheder er også et centralt element i moderniseringen af den offentlige sektor, og Danmark er blandt de globale frontløbere med initiativer i den fælles offentlige digitaliseringsstrategi, der skal effektivisere, øge brugeroplevelsen og fremme vækst ved hjælp af data. I Danmark går ca. 70 pct. af de offentlige udgifter til velfærd for borgerne, og langt størstedelen af velfærdens serviceproduktion foregår i regionerne og kommunerne. F.eks. anvender vi her i Gribskov Kommune rundt regnet 80 pct. af kommunens samlede budget på velfærdsopgaver.

Velfærdsområdet er generelt karakteriseret ved, at værdien i langt højere grad skabes af mennesker end af teknologier. Det er lærerens undervisning, sygeplejerskens sårpleje og psykologens behandling, der skaber værdi for borgerne.

Et andet kendetegn er, at den professionelles dømmekraft spiller en central rolle i at diagnosticere, planlægge og gennemføre indsatserne for borgerne. De iværksatte indsatser sker i et komplekst samspil med borgerne og skaber (i bedste fald) en række resultater som f.eks. beskæftigelse, stoffrihed, gennemført uddannelse osv.

En tredje ting, der kendetegner løsningen af velfærdsopgaver, er, at den offentlige leders job er karakteriseret ved mange bundlinjer som f.eks. den politiske, den økonomiske, den faglige og den medieskabte. Det er dette krydspres, der gør jobbet svært og interessant på samme tid.

Data kvalificerer dømmekraft

Set med kommunale lederbriller er det derfor et centralt spørgsmål, hvordan digitalisering kan effektivisere og forbedre serviceproduktionen på velfærdsområdet, samtidig med at vi kan håndtere de indbyggede benspænd, der karakteriserer offentlig ledelse. Det stiller nye krav til os som offentlige ledere i en digital tidsalder.

Mange meningsdannere har konstateret, at vi ved forbavsende lidt om vores brugere, vores indsatser og ikke mindst effekterne af disse indsatser. Dette, på trods af at der hver dag dokumenteres på livet løs i de kommunale forvaltninger. Men alt for lidt af denne dokumentation bliver digitaliseret som strukturerede data, der kan skabe overblik, indblik og læring.

Det er vores påstand, at det største potentiale for digitalisering på velfærdsområdet ligeledes ligger i at informere og kvalificere dømmekraften og de beslutninger, som såvel ledere som medarbejdere hver dag træffer, og hvorigennem der investeres millioner af kroner.

Det kræver imidlertid en hel del af offentlige ledere, hvis det skal ske: digitale kompetencer, langsigtet strategi og investeringer i den it-arkitektur og de platforme, der kan skabe grundlaget for, at dokumentation bliver til kvantitative data, analyser og visualiseringer. Med andre ord kræver det indblik, udsyn og penge.

Det kan med en vis ret hævdes, at digital ledelse først og fremmest handler om ledelse, hvor digitalisering dels understøtter forretningsprocesser, dels giver lederne et beslutningsgrundlag, der gør, at de kan udvikle forretningen yderligere både i form af viden om de effekter, som løsningerne bidrager med, og ved at optimere processer og designe nye løsninger.

Lad os give et par eksempler på digitale ledelse fra vores egen kommune, som hver især har store potentialer. 

Et eksempel – som er digitalt understøttet, men ingenlunde avanceret – er Velfærdsudviklingsprogrammet. Programmet er målrettet den gruppe på 5 pct. af borgerne i kommunen, som modtager forskellige velfærdsydelser. Tilsammen udgør udgifterne til disse 5 pct. ca. 25 pct. af kommunens samlede budget. Der er tale om borgere – eller hele familier – med komplekse helbredsmæssige og sociale problemer (f.eks. sindslidelse, misbrug, manglende arbejdsmarkedskvalifikationer mv.). Disse borgere modtager ofte indsatser fra flere af kommunens forvaltninger, der er hjemlet i forskellige lovgivninger, der hver især stiller mange og detaljerede krav til den kommunale forvaltning. 

Der er med andre ord tale om borgere, som har det, man i fagsproget kalder ’vilde’ sociale problemer, hvor der ikke er standardløsninger. Løsningerne skal findes tværfagligt, skræddersys til den enkelte, kunne tilpasse sig vilkår, som ændrer sig hastigt, skabe effekt og helst ikke koste for meget. 

Skal oversættes til handling

I Gribskov Kommune har vi etableret tværfaglige teams, der mødes hyppigt, og som understøttet af data og med feedback fra brugerne evaluerer, om udviklingen går i den rigtige retning. Udgangspunktet er den handleplan, der integrerer alle de målsætninger og indsatser, der er iværksat for borgeren. På møderne følges hver borger på to bundlinjer, den økonomiske: Hvor meget af budgettet er brugt? Og den faglige: Får borgeren det bedre?

Her gennemgås, hvad der er gjort, og diskuteres, hvad der fremover skal gøres for at skubbe yderligere på den positive udvikling, eller for at knække koden for det modsatte. Foreløbig ser det ud til, at borgerne får det bedre, og at kommunen sparer penge.  

Et andet eksempel er kommunens program på børneområdet, Effektorienteret ledelse og faglighed. Her har medarbejdere og ledere omsat fire politiske målsætninger til en række indikatorer og kvantitative måleinstrumenter, der understøtter den faglige dømmekraft om børns sundhed, læring og trivsel fra 0-18 år. Der indsamles løbende data, som på alle niveauer i styringskæden bliver fulgt op af regelmæssige dialoger om børnenes udvikling, så der kan sættes ind tidligt, indsatser kan korrigeres, og vi kan lære af det, der virker, og det, der ikke virker.

Det er læringen herfra, der dels skal oversættes til effektive faglige indsatser, dels lære organisationen at lære. Over tid vil dette, koblet med registerdata, give et helt unikt datasæt, som kan give banebrydende indsigter i børns livsbane fra spædbarn til voksenlivet. Derfor har kommunen også lavet et strategisk partnerskab med Trygfondens Børneforskningscenter ved Aarhus Universitet om at få denne viden.

Eksemplerne er interessante af flere grunde. Velfærdsudviklingsprogrammet, fordi det, for det første, er en lovende løsning på et problem, der er særdeles svært. For det andet er det et eksempel på, hvordan data understøtter den professionelle dømmekraft for såvel ledere som medarbejdere. Eksemplet med Effektorienteret ledelse er interessant, fordi det, for det første, illustrerer, at det er nødvendigt at koble forretningsstrategiske (og derved politiske) målsætninger sammen med digitale løsninger, hvis kerneforretningen skal have fordel af digitaliseringen. For det andet understreger eksemplet, at digitale løsninger på velfærdsområdet sjældent i sig selv har en værdi. Det får de først, når de oversættes fra indsigt til handling. Ledelsen har en helt central rolle i at agere på et datainformeret grundlag.  

Samlet set viser eksemplerne, at digital ledelse begynder med ledelse og ikke med en digital løsning. Offentlige ledere skal kende deres forretning og kunne identificere de processer og resultater, der kan udvikle den yderligere. Derefter kan der digitaliseres. Digitalisering skal ikke være en løsning, der leder efter et problem, men løsningen på et reelt problem.

Endelig viser eksemplerne behovet for sammenhængende tænkning vedrørende den it-arkitektur og de digitale løsninger, der understøtter kommunens drift. Det gælder både over tid og på tværs af forretningsområder, fordi mange borgere er brugere i mange forskellige dele af den kommunale ’butik’ eller har flere ’overgange’ fra et forretningsområde (f.eks. dagtilbud) til et andet (f.eks. skole).

En kompleks butik

Her kommer vi til nogle af de væsentlige udfordringer og vilkår, som kommunale ledere står over for. Set fra et borgerperspektiv giver kommunen som en one-stop-shop for alt fra byggetilladelser over ældrepleje til vuggestuepladser god mening.

Set fra et forretningsperspektiv er det en koncern med 40-50 vidt forskellige forretningsområder, forretningsmodeller og digitaliseringsbehov. Synergierne er ikke altid til at få øje på. I modsætning til den private sektor er det ikke valgfrit, hvilke forretningsområder en kommune skal være på. 

Denne udfordring alene gør topledelse i kommunerne til en særdeles kompleks opgave. Det kræver, at den længe ventede sammenhængsreform giver kommunerne øgede muligheder for at agere som et sammenhængende forvaltningsområde, hvor f.eks. folkeskolen ikke opfattes som et særskilt område.

Et af digitaliseringens største potentialer er, at vi kan få nye indsigter, kvalificere lederens og medarbejderens dømmekraft og agere langt mere proaktivt, målrettet og effektivt på den ene side og på den anden side kan se på tværs af faglige siloer. Ligesom kommunen ikke selv vælger sine forretningsområder, vælger den heller ikke den lovgivning, den skal forvalte.

Det kræver på den ene side, at politikerne på Christiansborg skaber de lovgivningsmæssige rammer til sammenhængende indsatser og derved også til at forløse digitaliseringens potentiale på velfærdsområdet. Og på den anden side, at kommunale ledere har et tilstrækkeligt udsyn til at forløse det digitale potentiale.

Forrige artikel Kulturledelse - den digitale verdens ledelsesparadigme Kulturledelse - den digitale verdens ledelsesparadigme Næste artikel Butikscentre bliver taberne når Amazon rykker ind i Danmark Butikscentre bliver taberne når Amazon rykker ind i Danmark