Digitalisering er en overset vækstmotor

Øget IT-anvendelse kan være vejen ud af krisen for mange danske virksomheder. Produktiviteten kan øges markant ved at digitalisere interne forretningsprocesser, som regnskab, distribution, produktions- og lagerstyring, Det viser en ny undersøgelse, som Ministeriet for Videnskab, Teknologi og Udvikling offentliggør i dag. Ifølge undersøgelsen vil den tredjedel af dansk erhvervsliv, der i dag ikke har digitaliseret disse forretningsprocesser, kunne øge værditilvæksten pr. medarbejder med omkring 3.800 kr. ”Vi havde en fornemmelse af at potentialet var stort. Men jeg er positivt overrasket over at se, at det er stort. Nu gælder det om at få det udnyttet,” siger Videnskabsminister Charlotte Sahl-Madsen til Mandag Morgen

Bjarke Wiegand

Vækst bliver et af hovedtemaerne i den kommende folketingsvalgkamp. Oppositionen har længe talt for at stimulere økonomien ved bl.a. at fremrykke offentlige investeringer, og regeringen meldes nu på trapperne med en vækstpakke, der skal sætte gang i økonomien. Men øget vækst skabes ikke bare ved at pumpe flere penge ud fra statens side.

For mange danske virksomheder kan øget it-anvendelse være vejen ud af vækstkrisen. Hvis bare én procent af de danske virksomheder digitaliserer én af de interne forretningsprocesser som regnskab, distribution, produktions- og lagerstyring, vil det samlede erhvervslivs produktivitet vokse med 0,72 pct. Det svarer til en værditilvækst på knap 3.800 kr. pr. medarbejder og en BNP-vækst på 6,5 milliarder kr – 0,4 pct.

Digitalisering betaler sig

Figur 1 | Forstør

Gennemsnitlig værditilvækst pr. medarbejder, kr.

Virksomheder, der har digitaliseret mindst en forretningsproces, er næsten 40 procent mere produktive end virksomheder, der ingen forretningsprocesser har digitaliseret.

Kilde: Centre for Economic and Business Research (CEBR), Copenhagen Business School, for Ministeriet for Videnskab, Teknologi og Udvikling, august 2011

Det viser en ny opsigtsvækkende analyse, som Ministeriet for Videnskab, Teknologi og Udvikling (VTU) offentliggør i dag. Analysen, som tager udgangspunkt i en rundspørge blandt godt 8.500 danske virksomheder, afdækker for første gang sammenhængen mellem virksomheders ”interne digitalisering” og deres produktivitet.

Den er overraskende massiv. Virksomheder, der har digitaliseret mindst en af de forretningsprocesser, undersøgelsen fokuserer på, har gennemsnitligt en værditilvækst pr. medarbejder, der er hele 39 pct. højere end andre virksomheder. Se figur 1.

Som videnskabsminister Charlotte Sahl-Madsen siger: ”Vi havde en fornemmelse af, at potentialet var stort. Men jeg er positivt overrasket over at se, at det er så stort. Nu gælder det om at få det udnyttet.”

Den nye undersøgelse ligger i direkte forlængelse af VTU’s udspil ”Digitale veje til vækst” fra juni 2010 – et arbejdsprogram for at fremme den digitale økonomi i Danmark. Ligesom den netop lancerede digitaliseringsstrategi for det offentlige, ”Den digitale vej til fremtidens velfærd”, skal den diskuteres på en workshop i slutningen af august, hvor det såkaldte IKT-råd skal udvikle scenarier for fremtidens digitale vækst.

”Vi har nu fået de tørre facts på bordet. Men der er rigtigt mange forudsætninger, der afgør, hvordan vi får indfriet det her potentiale. Min allervigtigste opgave er nu at få kommunikeret og delt de her resultater,” siger Charlotte Sahl-Madsen. ”For erhvervslivets vedkommende kan virksomhederne nu se den forventede effekt af at øge digitaliseringen. Så er det jo op til virksomhederne at vurdere, hvor meget og hvordan de vil gøre det.”

Stort uindfriet potentiale

Den nye undersøgelse, der er udarbejdet af Centre for Economic and Business Research (CEBR) på Copenhagen Business School, viser et stort uindfriet potentiale.

Blandt de 8.500 danske virksomheder, der indgår i undersøgelsen, har kun en fjerdedel digitaliseret både regnskab, distribution, produktions- og lagerstyring, mens hele 33 pct. ikke har digitaliseret nogen af funktionerne. Se figur 2.

Manuelt arbejde hænger ved

Figur 2 | Forstør

Andel af virksomheder, der har digitaliseret 0-4 forretningsprocesser, pct.

En tredjedel af alle danske virksomheder har ikke digitaliseret nogen af deres vigtigste interne forretningsprocesser.

Kilde: Centre for Economic and Business Research (CEBR), Copenhagen Business School, for Ministeriet for Videnskab, Teknologi og Udvikling, august 2011.

Virksomhedernes digitaliseringsgrad varierer med branche, størrelse og eksportintensitet. Den er størst i store, eksporttunge produktionsvirksomheder og mindre i små og mellemstore hjemmemarkedsvirksomheder, særligt inden for forretningsservice. Men inden for alle sektorer er der påvist en markant produktivitetsgevinst, jo flere interne forretningsprocesser, der digitaliseres. Se figur 3.

”Det, undersøgelsen klokkeklart konkluderer, er, at der er en tæt sammenhæng mellem digitalisering og produktivitet på tværs af alle brancher. Og at virksomheder, der har digitaliseret mindst en af de processer, vi ser på, er markant mere produktive,” siger økonomiprofessor ved CEBR, Anders Sørensen. ”Det ser ud til, at der er et særligt stort potentiale for at digitalisere sig til højere produktivitet inden for forretningsservice,” siger Anders Sørensen, der dog understreger, at det er en meget heterogen branche, der spænder fra rengøring til forskning og udvikling.

Uddannelse afgørende

Undersøgelsen påviser i øvrigt en markant sammenhæng mellem virksomhedernes digitaliseringsgrad og medarbejdernes uddannelse. Virksomheder, der har digitaliseret mindst en af de fire forretningsprocesser, har i gennemsnit 4,6 pct. flere ansatte med en videregående uddannelse eller en erhvervsuddannelse end andre virksomheder. Særlig andelen af medarbejdere med en kort videregående uddannelse er højere i de digitaliserede virksomheder. Se figur 4.

Ifølge undersøgelsen tyder det på, at virksomhedernes produktivitet kan påvirkes alene af uddannelsesmikset i medarbejdergruppen. Undersøgelsen gennemfører et regneeksempel, hvor 4 pct. af de ansatte, der kun har en folkeskoleeksamen, opkvalificeres til eller udskiftes med medarbejdere, der har en erhvervsuddannelse, en kort videregående uddannelse, en bachelorgrad eller en lang videregående uddannelse – ligeligt fordelt med 1 pct. i hver gruppe. Det vil øge andelen af digitaliserede virksomheder med ca. 4,5 pct. Værditilvæksten pr. medarbejder vil stige med godt 17.000 kr. for dansk erhvervsliv som helhed. Og Danmarks BNP vil vokse med 29 milliarder kr. – en økonomisk mervækst på 1,7 procentpoint.

Digitaliseringsgabet

Figur 3 | Forstør

Digitaliseringsgraden i udvalgte brancher, pct. af virksomheder

Særligt virksomheder inden for forretningsservice har et stort digitaliseringsefterslæb og dermed et stort potentiale for at øge produktiviteten.

Kilde: Centre for Economic and Business Research (CEBR), Copenhagen Business School, for Ministeriet for Videnskab, Teknologi og Udvikling, august 2011.

”Jeg synes, at der her er dokumentation for, at uddannelse betaler sig. Og at der er brug for veluddannede på forskellige niveauer for at få udnyttet produktivitetspotentialet ved digitalisering fuldt ud,” siger Charlotte Sahl-Madsen.

Hun vil nu forelægge undersøgelsens resultater for såvel universiteterne som erhvervslivets organisationer og se, om den videre dialog mellem parterne ”giver anledning til justeringer” i forhold til uddannelsernes evne til at øge digitaliseringen. ”Vi skal uddanne de bachelorer og kandidater, samfundet har brug for. Og hvis der løbende kommer ny viden, der siger, at der skal ske nogle toninger, skal universiteterne selvfølgelig være åbne over for dét,” siger Charlotte Sahl-Madsen.

DI iværksætter kampagne

I erhvervsorganisationerne har man længe haft blikket rettet mod it som løftestang for produktiviteten. ”Der er en meget tæt sammenhæng mellem virksomhedernes it-kapacitet og produktivitet,” siger chefkonsulent i Dansk Erhverv, Christian Ohm.

Ifølge ham er det ”en kendt sag”, at halvdelen af virksomhedernes produktivitetsvækst de seneste 10 år kan tilskrives it-anvendelsen. Men han tøver ikke med at kalde resultaterne i den nye, detaljerede undersøgelse for ”meget interessante”:

”De bør ryge ind på enhver politikers dagsorden i valgkampen,” siger Christian Ohm: ”En kommende regering bør sætte et klart mål for at øge digitaliseringen af danske virksomheder. Her er milliarder af kroner at hente – ikke blot for den enkelte virksomhed, men for samfundet,” siger han.

Han ser et stort behov for, at indsatsen koncentreres om de mindre og mellemstore virksomheder – f.eks. gennem målrettede kampagner eller ved at skabe bedre skatte- og renteincitamenter til at investere i teknologi.

Uddannelse øger digitaliseringsgraden

Figur 4 | Forstør

Uddannelsesmiks i digitaliserede kontra ikke-digitaliserede virksomheder, pct. af medarbejdere

Virksomheder, der har digitaliseret mindst en af de fire forretningsprocesser, har flere ansatte med en videregående uddannelse.

Kilde: Centre for Economic and Business Research (CEBR), Copenhagen Business School, for Ministeriet for Videnskab, Teknologi og Udvikling, august 2011.

Samme appel kommer fra Danmarks største erhvervsorganisation, DI, der erkender et ”stort digitaliseringsefterslæb” blandt specielt mindre DI-medlemmer. ”Investeringerne i teknologi har generelt været stagnerende igennem længere tid. Det er helt centralt for vores konkurrenceevne, for vi kan ikke løfte produktivitetsniveauet, hvis ikke vi også får løftet investeringsniveauet,” siger direktør i DI, Lars Goldschmidt.

Han er ikke overrasket over resultaterne i den nye undersøgelse. Og han påpeger, at DI så sent som i maj – med udspillet ”Digital dagsorden for Danmark” – foreslog en regeringskampagne for at øge brugen af it i mindre og mellemstore virksomheder.

”Vi er selv på vej med en kampagne over for vores medlemsvirksomheder, for der er rigtig meget at komme efter, rigtig mange steder,” siger Gold­schmidt. Han forudser og håber, at den nye undersøgelse kan blive et godt redskab til at åbne øjnene hos virksomhederne for de digitale gevinster.

DIs kampagne bliver dog først søsat efter årsskiftet. ”Vi skal først have designet en værktøjskasse, der er så skræddersyet som muligt til virksomhedernes behov,” siger Tom Togsverd, direktør for DIs branchefællesskab for it, tele, elektronik og kommunikation, ITEK, der kommer til at stå i spidsen for kampagnen. Han inviterer i samme åndedrag regeringen med ombord – uanset hvordan den ser ud til den tid: ”Med så stor en restgruppe, der i dag er uden for digital rækkevidde, er det vigtigt at samle alle kræfter,” siger han.


Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu




Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu