Dinosaurerne i Durban

I dag åbner FN’s klimakonference for 17. gang, men der er et afgørende problem: Det er de forkerte mennesker, der mødes.

COP’erne – FN’s årlige klimatopmøder – minder på mange måder om et omrejsende cirkus. Hvert år et nyt land og et nyt program, men på en eller anden måde virker det som om, det hele er en gentagelse.

I år slår COP17 teltpælene ned i Durban, Sydafrika, og et farverigt, uoverskueligt hav af entusiastiske artister og trofaste tilskuere ankommer fra hele verden. Hvert år er der store forventninger til forestillingen, og hvert år bliver vi som regel skuffede over verdens lederes evne til at vise handlekraft over for en så afgørende trussel som global opvarmning.

I år er der nærmest garanti for skuffelse. Inden forhandlerne har sat sig til bordet, har de gjort det klart, at resultatet i bedste fald bliver noget så sexet som en aftale om en proces.

Det er mere og mere tydeligt, at det er klimakampens dinosaurer, der sidder omkring forhandlingsbordet, nemlig de nationale regeringer og FN. I 17 år har de demonstreret med al ønskelig tydelighed, at de ikke magter opgaven at sætte verden på en bæredygtig kurs. Det kan godt være, at nationalstaterne og deres politiske apparater var de logiske forhandlingsparter i den gamle verden, men i den ny geopolitiske og økonomiske virkelighed er de reduceret til impotente kolosser fra fortiden. De er i alt for høj grad bundet op på historiske, uløste konflikter mellem nord og syd, rig og fattig, øst og vest, ligesom de på en række andre områder har løbet sig så mange staver i livet – f.eks. inden for verdenshandel og udviklingsbistand – at det udelukker succes på andre områder.

Tigrene og gazellerne, der har adrætheden og vinderinstinktet, er ironisk nok sat uden for døren.

Verdens storbyer er de mest interessante og nye spillere på banen. Siden midten af 00’erne har de udvist den risikovillighed og målrettethed, som man savner hos langt de fleste regeringer fra hele verden. Borgmestrene i metropoler verden over investerer massivt i ny, grøn infrastruktur, fra New York, Beijing og Sao Paulo til Paris, Singapore og Seoul. Metropolerne – verdens 58 største byer – udgør 8 pct. af verdens befolkning, 12 pct. af verdens udledning af CO2 og 21 pct. af verdens BNP. En ny undersøgelse, udgivet af organisationen for verdens største byer, C40, viste i år, at de faktisk – overraskende nok – også har en stor del af den nødvendige myndighed ift. transport, byggeri, affald, vand og energiforsyning. Mange borgmestre kan foretage den nødvendige regulering, og de gør det. Dertil kommer, at byerne er langt bedre til at skabe de rammer, som ændrer borgernes livsstil, hvilket i sidste ende måske er det allervigtigste. Byerne får f.eks. sine borgere til at cykle, bo og leve sundere.

Økonomer og analytikere som f.eks. Edward Glaeser, Richard Florida og Bruce Katz har i de senere år åbnet vores øjne for, at byer og byregioner ikke kun er miljøvenlige, men også de økonomiske dynamoer, som skal trække os ud af krisen. Alligevel deltager storbyerne ikke i COP-forhandlingerne. De har banket på i årevis, men er ikke blevet lukket ind. Byer nævnes stort set ikke i de mange hundrede siders forhandlingstekster. I 2009, under COP15, forsøgte København og C40 at få storbyernes rolle skrevet ind i teksterne, men meget betegnende var det med begrænset held.

Virksomhederne har større succes, i hvert fald med at komme ind i teksterne. Regeringerne har trods alt forstået, at verdens erhvervsliv skal levere kapitalen og teknologien, men det betyder ikke, at de inddrages direkte i forhandlingerne. Formelt har de store erhvervsorganisationer via ICC (International Chamber of Commerce) og WBCSD (World Business Council on Sustainable Development) mulighed for at blive hørt, ligesom vi kender det fra høringer om lovgivning herhjemme, men det er og bliver formalia, der minder beskæmmende meget om en alibi-øvelse.

Virksomhederne deltager talstærkt i COP’erne, og der afvikles indtil flere Business Days undervejs, men alle deltagere ved, at indflydelsen er indirekte og minimal. Et par ping’er fra FN og regeringer deltager ved Business Day, hvor de sidder trætte og uengagerede og hænger i et panel, der i det uendelige gentager, hvor vigtigt det er, at erhvervslivet bliver hørt. Og så er det tilbage til de reelle forhandlinger. Frustrationen over paradeforestillingen er udbredt i erhvervslivet, der skal levere 85 pct. af finansieringen, når krisen skal løses.

Har COP’erne udspillet deres rolle? Nej, det kan man ikke konkludere. Verden har ikke noget at sætte i stedet for. Durban er det eneste sted, hvor verdens regeringer mødes for at diskutere klima, og det er i sig selv vigtigt. Men det bliver ikke Durban eller Seoul næste år, der løser klimakrisen. Vi skal vænne os til at COP’erne bliver et forum, hvor regeringerne enes om globale rammer for de løsninger, som udvikles andre steder.

COP-processen har kørt siden 1995, og er blevet en forstenet institution med årene. Deltagerne evner ikke fornyelse, og resultatet er derefter. Beklageligvis.

Alle indlæg på MM Blog er alene udtryk for skribentens personlige holdning.

Læs Per Meilstrups øvrige indlæg under COP17 her.


Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu




Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu