Torsdagens møde i Den Europæiske Centralbank, ECB, var kun det første lille skridt på den lange vej, der skal forvandle euroen fra at være “en mønt uden en stat” til at være som alle andre valutaer: Et betalingsmiddel, hvis pålydende værdi er garanteret af den stat, der udsteder det. De 17 lande, der udgør eurozonen, skal med andre ord integreres i en statslignende union.

Det gjorde ECB-chefen Mario Draghi klart i sin lange tale efter det dramatiske møde i centralbankens styrelsesråd. 22 af 23 medlemmer stemte for beslutningen om, at banken nu er klar til “ubegrænsede” støtteopkøb af statsobligationer i de eurolande, som efter ECBs opfattelse bliver påtvunget urimeligt høje renter af de finansielle markeder.

Den eneste deltager, der ikke kunne tiltræde beslutningen, var den mand, der repræsenterer det uden sammenligning rigeste land i Europa, Tyskland. Jens Weidmann, chef for den tyske forbundsbank, stemte nej, hvilket han sågar udsendte en pressemeddelelse om efterfølgende.

Weidmanns optræden og de tyske mediers dækning af mødet understreger, at ECBs beslutninger i torsdags har en langt dybere politisk og historisk betydning, end det er fremgået af mange danske og engelsksprogede medier.

I Tyskland skrev den konservative avis Die Welt: “Finansmarkederne jubler over Forbundsbankens død”. Artiklen fortsatte: “ECB-chef Draghi bryder med det grundlæggende princip i tysk pengepolitik. Centralbanken pumper ubegrænsede pengebeløb i obligationsmarkederne. Børserne jubler – nu begynder mareridtet for Tyskland.”

Centrumvenstre-avisen Frankfurter Rundschau var ligeså højtflyvende, om end mere positiv. Avisen skrev, at “6. september 2012 kommer til at gå over i Europas Forenede Staters historie sammen med Mario Draghi”.

Argumentationen var den enkle, at det var den dag, hvor Den Europæiske Centralbanks italienske chef gjorde det, der var nødvendigt for at redde euroen. Og konsekvensen af den beslutning bliver efter lederskribentens opfattelse dannelsen af Europas Forenede Stater.

Mario Draghi selv gjorde det klart, at den vedtagne plan om nu – under skrappe betingelser stillet af eurozonens politikere – at indlede støtteopkøb af statsobligationer gennem det såkaldte OMT-program er et kriseinstrument.

Det skal bruges til at neutralisere de finansielle markeders “ubegrundede frygt” for, at investeringer i eksempelvis spansk eller italiensk statsgæld kan medføre tab. Samtidig understregede ECB-chefen, at der nu venter store udfordringer for lederne af de 17 eurolande, som efter hans opfattelse bliver nødt til at forstærke deres samarbejde markant.

“For at genoprette tilliden er politikere i eurozonen nødt til med stor beslutsomhed at gå videre med konsolidering af de offentlige finanser, strukturreformer for at øge konkurrenceevnen og europæisk institutionsopbygning,” sagde Draghi.

Når Draghi opfordrer til “europæisk institutionsopbygning”, hænger det sammen med, at euroen efter hans opfattelse ikke kan fortsætte som “en mønt uden en stat”. Dette forklarede han i en lang kronik i Die Zeit 29. august.

Under overskriften “Euroens fremtid – stabilitet gennem forandring” skriver Draghi, at euroens krise i virkeligheden skyldes et politisk underskud inden for eurozonen, og at dette underskud nu må udfyldes gennem en regulær union mellem de 17 lande. Mens Draghi understreger, at dette ikke fører til Europas Forenede Stater, mener altså lederskribenten i Frankfurter Rundschau, at det så småt begynder at ligne – hvilket han i øvrigt bifalder.
Følgende citat fra Draghis artikel kunne også godt tyde på, at det er den vej, det bærer.

“ECB er ikke en politisk institution. Men den står ved sit ansvar som en institution i Den Europæiske Union. Derfor vil vi aldrig miste vores mission af syne: At garantere en stærk og stabil valuta. De pengesedler, vi udsteder, bærer det europæiske flag og er et magtfuldt symbol på europæisk identitet,” skriver Draghi.

Tysk rollespil

Mens torsdagens beslutninger i Frankfurt blev mødt med kraftig kritik fra store dele af den borgerlige opinion i Tyskland, var Tysklands kansler, Angela Merkel, meget kortfattet. Under et besøg i Madrid sagde hun kort, at “ECB reagerer uafhængigt og inden for sit mandat.”

Tysklands magtfulde kansler gjorde det dermed klart, at hun har accepteret, at Tysklands nationalbank har en stemme på linje med de 16 andre eurolande i ECBs styrelsesråd. Og at den kan blive stemt ned.

Merkels forgænger og partifælle Helmut Kohl traf i begyndelsen af 1990’erne et valg på Tysklands valg, da han trodsede Bundesbank og gik med på den franske plan om at skabe den fælles mønt, euroen. Tysklands pris dengang var, at euroens pengepolitik blev tysk. Og det var denne indrømmelse, Merkel solgte i torsdags, da ECB i pengepolitisk forstand endegyldigt trådte ud af Forbundsbankens skygge.

Merkels bemærkning om, at ECB handler uafhængigt, skal nemlig ikke foranledige nogen til at tro, at den tyske kansler ikke har haft et helt afgørende ord i forbindelse med de beslutninger, der blev truffet i Frankfurt.

Hver en detalje er aftalt mellem hende, Mario Draghi og ikke mindst formanden for eurogruppen, Luxembourgs premierminister Jean-Claude Juncker, som deltog i ECBs møde. Juncker er den grå eminence i europæisk politik, og hans tilstedeværelse i Frankfurt sammen med EU-Kommissionens økonomikommissær, finske Olli Rehn, tjente til at manifestere den bredest mulige politiske og institutionelle konsensus bag beslutningerne.

Samtidig skal man heller ikke overvurdere betydningen af, at chefen for Bundesbank, Jens Weidmann, som den eneste af de 23 medlemmer i ECBs styrelsesråd, stemte imod og signalerede det offentligt. Også denne manøvre er uden tvivl aftalt med Angela Merkel.

De to har tætte relationer. Weidmann Weidmann var fra 2006 til 2011 kanslerens nærmeste politisk-økonomiske rådgiver. Og det var hende, der i foråret 2011 placerede ham i Bundesbank, efter at Axel Weber gik af i protest mod, at ECB også det tidspunkt opkøbte statsobligationer i de kriseramte eurolande.

Da først den finanspolitiske høg Weber havde sagt farvel, gjorde ECBs daværende cheføkonom, tyske Jürgen Stark, det samme. Starks afløser blev en anden af Merkels fortrolige, Jörg Asmussen, som kom fra stillingen som nærmeste politiske rådgiver for finansminister Wolfgang Schäuble.

Weidmann og Asmussen er personlige venner, og ifølge den tyske udgave af Financial Times er sandheden om Weidmanns nej og Asmussens ja til Draghis plan formentlig, at der er tale om et avanceret politiske rollespil, der skal sørge for, at finanspolitiske konservative kredse i Tyskland ikke kan beskylde Bundesbank for at have kastet al forsigtighed over bord.

Ifølge analysen skal man ikke nødvendigvis tro på de rygter, der cirkulerede i forrige uge om, at Weidmann skulle have truet med at forlade sin post. Tværtimod var der snarere tale om et stort blufnummer, der var nøje aftalt mellem de to nære venner, der er blevet kaldt et dream team i tysk Europa-politik.

Under alle omstændigheder tjener Weidmanns nej-stemme til at afdække en flanke over for høgene i den tyske eurodebat, som efter torsdagens beslutninger vil angribe Angela Merkel voldsomt frem mod valget, som kommer senest i september 2013.

I Danmark tror Niels Thygesen, tidligere økonomiprofessor, heller ikke på, at Weidmann vitterlig skulle have overvejet at gå. “Det ville overraske mig meget. Han hører uden tvivl til høgene i den tyske debat. Men han mener uden tvivl, at han tjener Tyskland bedst ved at blive siddende i Bundesbank og ECB. Og der er jo heller ingen, der ved, hvad han rent faktisk siger ved møderne i ECB,” siger Thygesen.

Han understreger dog, at han godt forstår Weidmanns betænkeligheder over for den udvikling, der nu sættes i gang.
“Det er jo en meget politisk øvelse, ECB er på vej ud i. Hvordan skal man afgøre, hvilken rente Spanien og Italien skal betale? Og skal det være den samme for de to lande? Og hvad så med et land som Irland?” lyder spørgsmålene fra Thygesen.