”Vi skal gøre alle til fremtidens vindere.” Det var hovedbudskabet i statsministerens nytårstale. En flot, ambitiøs og rigtig vision. Danmark har også alle forudsætninger for at skabe en vindernation. Men hvordan bliver vi så vindere – som individer og som nation? Her savnes de svar, der matcher ambitionen. Ét er sikkert: Det kræver mere nytænkende dagsordener end dem, der hidtil har domineret den politiske og erhvervsøkonomiske debat. Ét er at levere en nytårstale, et andet at omsætte den til virkelighed.

Som udgangspunkt skal regeringen have ros for med etableringen af et digitalt vækstpanel og med planerne om et ’disruptionsråd’ at erkende de voldsomme forandringer, vi konfronteres med. De vil sikkert belyse forskellige aspekter af samme udfordring, nemlig hvordan vi kan omstille virksomheder og arbejdsmarked til fremtidens digitale vilkår. Initiativerne rejser imidlertid to fundamentale problemstillinger:

Er det tilstrækkeligt ambitiøst med to rådsprojekter, der blot analyserer dele af den samlede udfordring? Vi konfronteres med voldsomme udfordringer, der griber ind i alle dele af samfundslivet og derfor bør anskues i en helhed, herunder konsekvenserne for hele velfærdssektoren – og for os som borgere.

For det andet og nok så vigtigt: De eventuelle resultater af de to projekter vil antagelig og forhåbentlig udfordre alle betingelser for en ny økonomisk 2025-plan. Ellers har det digitale panel og disruptionsrådet næppe gjort deres arbejde grundigt nok. Deres analyser kan forudses at bekræfte, hvad der fremgår af stadig flere internationale rapporter, nemlig at alle økonomiske og forretningsmæssige modeller skal nytænkes. At fremrykke pensionsalderen et halvt år eller nedsætte topskatten kan isoleret have sine fordele, men vil næppe ruste Danmark til fundamentalt ændrede vilkår – blot for at nævne enkelte af de punkter, som kan forventes behandlet i planen.

Den omvendte logik

Logikken og kronologien bør være, at man først foretager en gennemgribende kortlægning af, hvordan Danmark kan manøvrere under de betingelser, der delvist afdækkes af såvel det digitale vækstpanel som disruptionsrådet, men som burde udbygges til en 360-graders analyse. På det grundlag bør der drøftes og vedtages pejlemærker for 2025 eller længere.

Hvordan kan man seriøst udarbejde en 2025-plan for dansk økonomi uden at indregne og forholde sig til en udvikling, der med rette betegnes som revolutionerende? Men digitaliseringen er ikke den eneste disruptive faktor. De andre handler om bl.a. klimaforandringerne og den globale geopolitiske udvikling. Her er det selvsagt svært at spå om fremtiden, bortset fra at de tilsammen med den digitale udvikling udløser den perfekte storm, der kræver helt andre navigationsinstrumenter for de politiske ledere end traditionelle samfundsøkonomiske fremskrivninger og løbende tilpasninger. De kan være nødvendige, men er langtfra tilstrækkelige til at fremtidssikre det danske samfund.

Enten er det, fordi regeringen ikke tror, at den perfekte storm vil ramme den økonomiske udvikling med nævneværdig styrke, eller også må vi konstatere, at der findes to virkeligheder: Den politiske og den sandsynlige.

Nytænk dine styrkepositioner

Et enkelt udtryk for den sandsynlige virkelighed for erhvervslivet fremgår af en undersøgelse, som revisions- og konsulenthuset PricewaterhouseCoopers, PwC, ifølge Berlingske Tidende har udarbejdet. Den viser, at relativt få danske virksomheder er gearet og forberedt til morgendagens digitale udfordringer. Det drejer sig især om de mindre og mellemstore virksomheder. Derfor er der ifølge projektet risiko for en polarisering af erhvervslivet, hvor kun de større virksomheder udnytter fordelene ved koncepter som internet of things, kunstig intelligens m.v. Selv om der måske er tradition for, at mindre virksomheder er senere til at omstille sig, er den tradition livsfarlig i en situation, hvor hvert år byder på nye gennembrud, og hvor nye konkurrerende virksomheder fødes og ekspanderer. Derfor skal undersøgelsen – der i øvrigt bekræfter tidligere rapporter – tages med stor alvor og dyb bekymring.

Men udviklingen udfordrer ikke blot de mindre og mellemstore foretagender. Det gælder også de største og mest veletablerede koncerner – herhjemme som internationalt. Den nye virkelighed har f.eks. overrasket landets hidtidige erhvervsmæssige flagskib Mærsk, der søger efter en ny forretningsmodel og identitet i en stadig hårdere konkurrence. Men den omfatter også hele den finansielle sektor, ja, stort set alle sektorer og størrelser i erhvervslivet. De er tvunget til at nytænke deres modeller og strategier. Den nye virkelighed kan sammenfattes i få ord: Kill the core, or the core will kill you. Med andre ord: Din veletablerede styrkeposition kan vise sig at være din største barriere for omstilling. Der er også grunden til, at næste generation af erhvervsgiganter og vækstskabere enten fortsat er små eller endnu ikke eksisterer, men vil skyde frem med stor hast og gennemslagskraft det næste årti og måske totalt ændre det danske erhvervslandskab.

Udviklingen sættes i relief af en kortlægning, som Oxford Universitet og Deloitte har udarbejdet. Den viser, hvordan over 60 forskellige fag med 70-99 procents sandsynlighed vil blive overtaget af robotter inden 2030. Det omfatter alt fra telefonsælgere, bogholdere og revisorer til elektroteknikere, slagtere og metalarbejdere og bekræfter dermed de forudsigelser, som bl.a. er beskrevet af World Economic Forum i den rapport om ’Den Fjerde Industrielle Revolution’, der blev præsenteret i Davos for et års tid siden.

Nye løsninger, tak

Debatten om robotternes konsekvenser for arbejdsmarkedet deler vandene, og ingen kan give præcise svar på, om det skaber ny arbejdsløshed eller nye job. Det illustrerer blot, hvor usikre vi er over for en udvikling, vi har svært ved at over- og gennemskue og derfor ikke har løsninger på. Det rejser bl.a. spørgsmålet om, hvor meget vi skal arbejde, og hvordan. Her er der igen delte meninger. Det blev Berlingske Tidende den 29. december et eksempel på. Med afsæt i en OECD-analyse og med støtte fra CEPOS fremføres, at en lavere arbejdstid gør os fattigere. På samme opslag afviser den administrerende direktør for Rosendahl Design Group, Henrik Rosendahl, at antallet af arbejdstimer bestemmer produktiviteten. Han opfatter faste arbejdstider som et levn fra fortiden og mener, der er behov for at nytænke arbejdstiden. Det handler ikke om, hvor længe men hvordan man arbejder. Den holdning deles af stadig flere eksperter. Et par sider længere fremme i samme avis forudser den administrerende direktør for Microsoft i Danmark, Marianne Dahl Steensen, i øvrigt at hver tiende danske job forsvinder på grund af robotterne, og at hver fjerde job skal nytænkes. Og således er mange forskellige opfattelser og sandheder fortsat i spil.

Dette er blot spredte eksempler og anekdoter fra den hverdag og virkelighed, vi befinder os i, men som alle bekræfter, at vi er løbet tør for reelle løsninger på en ny tids udfordringer. Jagten på nye ideer analyseres også i Ugebrevet den 19. december, der fastslår, at ”Hele verden eksperimenterer med basisindkomst” – underforstået at det ikke er muligt at finde job til alle arbejdsløse. Derfor skal de sikres en fast indkomst betalt af det offentlige – uanset om man undervejs får fast arbejde. Den løsning arbejdes der på i bl.a. Finland, USA, Holland, Frankrig, Uganda og Kenya, mens en række andre lande overvejer lignende forslag.

Den amerikanske forfatter Martin Ford, der har skrevet bogen ”The Rise of The Robots”, går et skridt videre og mener, at vi tvinges til at sikre de overflødige på arbejdsmarkedet en borgerløn for at kunne opretholde forbruget. Det vil sige normalisere de problemer, vi ikke kan løse.

Læg dertil den turbulens, der i øvrigt dominerer verdenssamfundet, og hvor 2016 blev et dybt bekymrende udtryk for en ny normalitet med dramatiske opbrud i de politiske landskaber i flere vestlige lande, anført af chokvalget i USA. De opbrud vil antagelig accelerere og resultere i helt nye rammebetingelser for vækst, samhandel og velfærd og dermed påvirke de økonomiske muligheder i de enkelte nationer. Og der er ingen umiddelbare belæg for, at ’normale tider’ vil indfinde sig. Samlet set er udviklingen kommet bag på os med en hast og en kraft, der illustrerer, hvad den amerikanske bestsellerforfatter Alvin Toffler tilbage i 1971 beskrev som ”Fremtidschok” – at forandringerne bliver stadig større og sker med stadig kortere intervaller, hvilket gør det stadig vanskeligere at forudsige konsekvenserne af ens beslutninger. Det gælder såvel i erhvervslivet som i det politiske liv.

Gør Danmark til et eksperimentarium

Det er ikke ensbetydende med, at verden er på afveje eller går under. Enhver transformation skaber nye muligheder, blot man erkender udgangspunktet samt styrken og hastigheden i omvæltningerne. Men det er et argument for, at man som både erhvervsleder og politisk leder nytænker, hvordan man navigerer i et helt nyt farvand – hvilke redskaber der er nødvendige, og hvilke strategier der skal forfølges. Det vil sige har modet til at forkaste gamle modeller og har evnen til at udvikle nye.

Hermed tilbage til 2025-planen. Den kan eventuelt bruges som en ensidig metode til at prioritere nogle økonomiske initiativer, der samlet set kan give Danmark større robusthed. Men risikoen er, at den bliver et referencepunkt for, hvordan Danmark skal udvikle sig, og hvordan vi skal prioritere frem mod 2025. I så fald gør den mere skade end gavn. Som centralt styringsinstrument er den i realiteten forældet fra starten, så længe den ikke forholder sig til alle de forudsætninger, der har afgørende betydning for vores manøvremuligheder de kommende år.

Hvis statsministeren vil gøre os alle til vindere, må han initiere en plan, der langt mere offensivt og innovativt forholder sig til, hvordan de globale risici kan blive Danmarks store chance – herunder hvordan vi kan blive den rollemodel, som en hel verden ser op til. Det har vi gode forudsætninger for, fordi vi relativt vurderet kombinerer en stærk økonomi med stor social stabilitet, lighed og sammenhængskraft. I den forbindelse skal vi ikke undervurdere betydningen af, at vi netop i det år, hvor verden oplevede voldsom turbulens, blev internationalt kendt for ”hygge”. Det lyder provinsielt, men netop i utrygge tider sender det et trygt signal. Vi repræsenterer dermed noget af det, andre lande har tabt eller længes efter. Og for os handler hygge ikke så meget om at sidde med varme strømper foran pejsen med stearinlys i vinduerne, men om tillid og fællesskab.

Redskabet til en vinderkurs er ikke en traditionel 2025-plan, men metoder og processer, der inddrager og forstår dynamikken og hastigheden i forandringerne og i hvert fald supplerer de statiske langsigtede fremskrivninger med en form for eksperimentarium, der løbende identificerer og afprøver nye løsninger på nye udfordringer. Der er med andre ord behov for også at disrupte de metoder og modeller, som en regering bruger til at afkode fremtiden. Men det forudsætter, at politikerne og deres eksperter både har mod og evne til at nytænke de modeller, de skal navigere efter.

2016 blev et ubehageligt og tankevækkende wake-up call til alle, men ikke mindst verdens politiske ledere, om, at der gælder nye betingelser og spilleregler for at skabe stabile og velfungerende samfund. Enhver regering bør overveje, hvilke erfaringer den kan drage af 2016, og hvordan man udvikler metoder, der sikrer, at man bliver langt bedre rustet til at håndtere udfordringer, der bliver stadig større og mere uforudsigelige. Det bestemmer ledernes troværdighed og indflydelse og kan dermed bidrage til at lukke den voksende tillidskløft imellem politikere og befolkninger, som Mandag Morgens nytårsnummer beskrev i sidste uge.

Alle lande har brug for at nytænke sine politiske processer, men her kunne Danmark udvikle modellen og demonstrere en ny dimension af, hvad det vil sige at hygge sig. Det ville være en 2025-plan, der gjorde en forskel og ville sætte os på en ny vinderkurs.