Efter sandheden

Vi står på tærsklen til en ny, politisk æra, hvor sandhed ikke længere har nogen større betydning. I post-truth politics blæser politikerne på fakta og lyver – af den simple grund, at det virker. Vælgerne er ligeglade, bare de er enige i budskabet. Farvel til spin. Velkommen til løgnhalsenes tidsalder.

Når Lars Løkke Rasmussen i det uendelige garanterer, at ”Venstre ikke gør det dyrere at være dansker”, så er det selvfølgelig ikke sandt. Se bare på f.eks. energiforliget og skatteforliget. Men det er sådan set også underordnet. Budskabet går ind, og vælgerne er åbenlyst ligeglade med, om Danmarks mest populære parti kan bestå en løgnedetektortest.

Venstres succes er et af mange eksempler på, at politik – også i Danmark – er på vej ind i en ny tidsalder. Efter to årtier med spin som den altdominerende trend træder vi nu ind i en æra af post-truth politics. Her er sandheden ikke alene noget politikerne forholder sig strategisk og kommunikativt til, den har ganske enkelt mistet sin betydning.

Politikerne fifler med fakta og lyver bevidst, og de er ligeglade med faktatjekkernes forargede rettelser. Det moralske imperativ – "du må ikke lyve" – hører fortiden til.

I 1993 faldt Danmarks regering på en løgn – Schlüters garanti for, at der ikke var fejet noget ind under gulvtæppet. Spørgsmålet er, om det samme ville ske i dag. Hvis Skattesagskommissionen udstiller en række af Danmarks mest fremtrædende politikere og deres rådgivere som åbenlyse løgnere – meddelagtige i ”råddenskab”, som kommentator Niels Krause-Kjær skriver i Berlingske – vil det så afspejle sig i meningsmålingerne? Eller vil vi opleve flere topfolk, der uden blusel lægger sig i slipstrømmen af eks-rådgiver Peter Arnfeldt, der frejdigt hævder i retten, at han ikke ved, hvem ”Helle” er?

Vicepræsidentkandidat Paul Ryans tale på det republikanske konvent var fuld af usandheder. Men den virkede, og Ryan er tilsyneladende ligeglad. Her gennemgår Associated Press de værste fejl.

I USA fyger diskussionen om post-truth politics frem og tilbage mellem bloggerne og de tungeste opinionsdannere på New York Times, The Atlantic, The Washington Post osv. Manden, der selv mener, at han har stået fadder til udtrykket, David Roberts, er kommentator og journalist på miljø-sitet Grist. Ligesom de øvrige debattører ser han republikanernes nyligt overståede konvent i Tamba Bay som det endelige vidnesbyrd om, at post-truth politics er en realitet.

Vicepræsidentkandidat Paul Ryan holdt på konventet en tale, der af Foxnews (!) blev kaldt ”et verdensrekordforsøg i det største antal direkte løgne og misfortolkninger i en enkelt politisk tale”.

Talen blev slagtet af faktatjekkere fra øst til vest, men Ryan og Romney kan være helt rolige. Stort set ingen i deres målgruppe læser, hvad de bedrevidende æggehoveder mener. Og de få, der gør, ved jo, at indvendingerne bare kommer fra antiamerikanske socialister eller det, der er værre. Så hvorfor tale sandt? Løgnen virker, selv når man ansøger om stillingen som verdens mægtigste mand. Man er ikke engang flov, når man gribes i det.

Som det blev forklaret af Neil Newhouse, en af Romneys opinionsrådgivere: ”Vi lader ikke vores kampagne diktere af faktatjekkere”.

[text_box align="right" title="Læs mere"]

Læs Per Meilstrups tidligere blog om den amerikanske valgkamp:

Romney & Ryan: Vær bange. Vær meget bange (24.8.2012)

Læs også:

Når regnedrengene tryner de grønne i finansloven (30.8.2012)
Betalingsringen og det falske oprør (14.1.2012)
Dronningemordet (8.8.2010)
Løftebrudsregeringen er en myte (17.6.2012)
 

[/text_box]

Helt absurd blev diskussionen, da Ryan få dage senere blev grebet i at betro den populære radiovært Hugh Hewitt, at han i sine unge dage havde løbet et maraton på ”under tre timer – 2:50 eller sådan noget” (hvilket er ret hurtigt). Dog viste det sig, da Runners World og andre løbeinteresserede dykkede ned i løbslisterne, at tiden var 4 timer og 1 minut (hvilket er gennemsnitligt).

Igen: En fortalelse? En forglemmelse? Næppe. De færreste løbere glemmer deres bedste maratontider, og da slet ikke, hvis de er gode. Hvordan kan en erfaren politiker, omgivet af rådgivere døgnet rundt, have så lemfældigt et forhold til sandheden få måneder før valget?

Politikere har alle dage haft en kreativ omgang med sandheden. Men hidtil har det dog været god tone i det mindste at have styr på faktuelle oplysninger. Den tid er ovre.

Og post-truth politics er ikke blot en videreudvikling af spin. Den klassiske spindoktor løj ikke. Mørkets Fyrster rådgav deres chefer om, hvordan de kunne udlægge fakta på den mest fordelagtige måde, hvordan sandheden kunne doseres, vendes og drejes. Herhjemme nok mest berømt ved bonmot’et: ”Man skal altid fortælle sandheden, men man skal ikke rutte med den,” opfundet af dansk kommunikations pionerer JØP, Ove & Myrthu (som – så vidt jeg ved – stadig prædiker budskabet). Men bemærk: Man løj ikke. Bl.a. fordi ”sandheden er nemmere at huske”, et andet spin-bonmot.

At lyve er ekstremt risikabelt. Der er stor fare for, at man vikler sig ud i et virvar af søforklaringer, tillægsløgne og fortielser. Som f.eks. da Villy Søvndal under valgkampen i 2007 sagde, at han havde besøgt ”20 plejehjem” (der ikke havde fået mere personale under Fogh-regeringen). Det førte til pinagtige tilbagetrækninger, fordi der vist kun var tale om fem.

I 2007 gav det Villy ridser i lakken, men ville det også gøre det i dag?

I den ny, sandhedsløse æra er spin på vej til at blive overflødigt. Man iscenesætter sin egen sandhed, og det værste, der kan ske, er, at man bliver hevet i Detektor på P1 i fire minutter. Den pris er flere og flere moderne politikere villige til at betale, i hvert fald så længe Detektor sendes på P1 og DR2. Opblomstringen af faktatjekkere på alle platforme vil uden tvivl fortsætte, og der vil være masser af arbejde til dem. Men i USA er den foreløbige konklusion, at det næppe gør nogen forskel ud over at underholde en lille politisk inderkreds.

Realiteten er den, at vælgere og medier ikke længere belønner den sandhedssøgende politiske leder eller straffer den, der omgås sandheden lemfældigt. Herhjemme måske allerede illustreret ved, at den nuværende regering i 12 måneder er blevet skammet ud som ”løftebrydere” på trods af, at Mandag Morgen for nylig kunne dokumentere, at S-SF-R har gennemført eller er ved at gennemføre 270 ud af 315 vælgerløfter, og dermed ikke er hverken værre eller bedre end andre regeringer.

Men hvad gør det? Manøvren er lykkedes ud over al forventning. S-SF-R bløder i meningsmålingerne, og oppositionen stortrives.

[quote align="left" author=""]En overvældende mængde videnskabelige data viser, at klimaændringer er menneskeskabte, men det benægtes af mange toneangivende ledere, bl.a. føromtalte Paul Ryan. Og budskabet er populært.[/quote]

Med modsat politisk fortegn lykkedes det i 2010 den daværende opposition at stemple udenrigsminister Lene Espersen som doven og uværdig til embedet, fordi hun ikke gad deltage i internationale møder. Det var også løgn – Espersen var f.eks. mere aktiv end forgængeren Per Stig Møller – men smædekampagnen lykkedes. Espersen blev trynet.

I sagen om den uheldsvangre betalingsring havde oppositionen og interesseorganisationerne held til at skabe billedet af et veritabelt folkeoprør imod ”toldmuren”. Regeringen blegnede og hostede op med den berømte ”gode løsning”. Oprøret viste sig ikke at eksistere i den virkelige verden, og argumenterne mod betalingsringen var og er fortsat særdeles løst funderet. Men løgnen sejrede. Og Venstres folketingsgruppe højtideligholdt sejren med lagkage og store smil på partiets gruppemøde.

Hvor langt enkelte politikere er villige til at gå, så vi i september 2010, da Venstres daværende politiske ordfører, Peter Christensen, fastholdt at Helle Thorning-Schmidt ”spekulerede i skat”, selv efter at myndighederne havde frifundet hende.

Man kan naturligvis diskutere, hvor langt henne i den nye æra, vi er. I USA er der næppe tvivl om, at post-truth politics er en realitet. Anført af Tea Party-bevægelsen og en række stadig mere hysteriske nyheds-talkshows, er det lykkedes at skabe en offentlighed, hvor politikerne ikke bare ignorerer fakta, men hvor selv videnskabelige data hårdnakket afvises af opinionsdannere og store befolkningsgrupper.

Bedste eksempel er formentlig diskussionen om global opvarmning. En overvældende mængde videnskabelige data viser, at klimaændringer er menneskeskabte, men det benægtes af mange toneangivende ledere, bl.a. føromtalte Paul Ryan. Og budskabet er populært.

Herhjemme viser nogle af de eksempler, jeg har nævnt ovenfor, at vi tydeligvis er på vej i samme retning. Også de mange sager i de senere år om lækager og magtfordrejning på højeste niveau i regering og embedsværk illustrerer, at sandhed er ved at være et relativt og ubetydeligt begreb i dansk politik. Tag f.eks. sagen om Jægerbogen og den såkaldte ”lækagesag” i forsvarsministeriet.

Det skal blive overordentlig interessant at følge skattesagskommissionen i de kommende måneder. Den kan, ligesom Tamba Bay, gå hen og blive symbolet på, at vi har overskredet tærsklen til en ny politisk virkelighed. En virkelighed, der i uhørt omfang udfordrer folkestyrets integritet.

Forrige artikel Ledelse i øjeblikket Næste artikel Tre bud på en intelligent offentlig sektor