Både statsministeren og oppositionslederen har ondt i tilliden. Det er én af den slags skavanker, som kan være allersværest at ryste af sig som toppolitiker.

I hele sin tid som toppolitiker har Helle Thorning-Schmidt forsøgt at rette op på et underskud på tillidskontoen. I forhold til befolkningen, i forhold til sine egne vælgere og i forhold til sit eget bagland. I 2005, da Helle Thorning-Schmidt som nybagt formand for Socialdemokraterne holdt sin sejrstale til kongressen, sagde hun bl.a.:

“Sammen kan vi skabe optimisme og fremgang for vores gamle parti; skabe en ny morgen for Socialdemokraterne. Hvor vi alle arbejder sammen. Stolte over vores sag. Glade for vort parti. Hvor almindelige mennesker igen vil have tillid til, at de har en aldrig svigtende støtte i Socialdemokraterne. Og hvor krydset ved næste valg ryger tilbage allerøverst på stemmesedlen.”

Talen gik især over i historien, fordi Helle Thorning-Schmidt fremsatte sit nemesis-påkaldende postulat: ”Jeg kan slå Anders Fogh!”

At den dengang kommende statsminister startede med minus på tillidskontoen, skyldtes dels arvegodset fra hendes forgænger, Poul Nyrup Rasmussen, dels at hun satte sig for bordenden uden nævneværdig politisk historik eller erfaring. Meget få havde hørt om Helle Thorning-Schmidt, før hun trådte ind i kampen om at blive Socialdemokraternes formand. Endnu færre vidste, hvad hun havde af politiske erfaringer, eller hvad hun brændte for.

Social smøringsolie

På trods af de sidste otte års vedholdende indsats, er der stadigvæk minus på Thornings tillidskonto. Og skal man tro diverse meningsmålinger, er overtrækket sågar blevet større undervejs.

Nu har tillidskrisen imidlertid også ramt statsministerens vigtigste udfordrer, oppositionslederen Lars Løkke Rasmussen. Her har bilagssagen (II) i accelererende grad givet ham en tilsvarende udfordring at kæmpe med. Lille Lars fra Græsted er blevet til Luksus-Lars. Tidligere tiders imødekommende folkelighed fremstår nu som en taktisk facade i et bevidst dobbeltspil – fadølsfolkelig på den ene side, virkelighedsfjern jetsetter på den anden.

Men hvorfor er tillid så vigtigt?

Tillid er kort fortalt den sociale smøringsolie, der får moderne organisationer og det moderne samfund til at hænge sammen. Den tyske übersociolog Niklas Luhmann er en af dem, der har beskrevet fænomenet mest indgående.

En af Luhmanns hovedpointer er, at kun funktionelt differentierede organisationer med en høj grad af specialiseret arbejdsdeling kan klare sig i mødet med morgendagens accelererende kompleksitet. Og samspillet mellem de specialiserede enheder forudsætter stærke tillidsrelationer, som gør det muligt for aktørerne at ”stole” på hinanden. Kun derved kan organisationerne undgå, at der opstår unødvendig støj, dobbeltarbejde eller apati.

Overført til hverdagens Danmark er tillid en forudsætning for, at medarbejdere og medborgere – eller partikammerater – kan bidrage med deres fulde engagement og gøre, hvad der skal til, frem for blot, hvad de skal. Tillid er blevet den måske vigtigste succes- og konkurrenceparameter i moderne organisationer. Det gælder både tillid internt i organisationen, mellem ledelse, afdelinger og kollegaer, og tillid eksternt i forhold til kunder, samarbejdspartnere og samfund. Danske Banks aktuelle kvaler er et klart eksempel på en organisation, der har ondt i tilliden, men der er utallige andre eksempler.

Hvordan skaber man så tillid? Hvad er opskriften?

Tillid opstår gennem indlevelse og identifikation. Det handler om gavegivning, og den gave, man giver, er sårbarhed. Hvis jeg betror dig en hemmelighed, som du kunne bruge til at skade mig, hvis du havde slette intentioner, så har jeg udvist tillid. Forhåbentlig gengælder du gaven i stedet for at stikke mig i ryggen, og gradvist gave for gave, blottelse for blottelse, opbygger vi en stærk tillidsrelation.

Tillid og troværdighed

På Lars Løkkes allerede legendariske maratonpressemøde brugte han ordet ”beklager” 45 gange, men han sagde aldrig for alvor ”undskyld”. Denne bevidste udeladelse illustrerer essensen af, hvorfor Lars Løkke og Helle Thorning-Schmidt deler samme problem. For de begår begge den fejl, at de forveksler tillid med troværdighed. Og der er en afgørende forskel på de to ting.

Hvor tillid handler om, at vi gør os sårbare ved at indrømme vores begrænsninger og svagheder, bygger troværdighed nærmere på ufejlbarlighed – at vi gør, hvad vi siger; at vi ikke skifter mening, og at vi aldrig tøver eller er i tvivl.

Tillid opstår, når vi viser vores menneskelige fejl, troværdighed er konkurrencen om at fremstå fejlfri. Fra dramaturgien ved vi, at det netop er hovedpersonernes karakterbrister og fejl, der gør dem elskelige. Der er mange, som har følelser for skæve karakterer som Anders And eller Kaptajn Haddock, men jeg kender ingen, som af hjertet elsker ufejlbarlige Tintin. Og af samme årsager er det svært at elske de billeder af Helle Thorning-Schmidt eller Lars Løkke Rasmussen, som vi får serveret.

Både Thorning og Løkke er fanget i et paradoks, for deres forsøg på at opbygge tillid undergraver faktisk tilliden til dem. De søger at råde bod på deres fejl med statsmandsudklædningens mørke uniformering og de indstuderede spin-floskler på et tidspunkt, hvor der netop er brug for, at de smider manuskriptet og finder modet til at blotte sig.

Men det er selvfølgelig også lidt af et paradoks for en rådgiver eller en spindoktor at skulle fortælle chefen, at det første skridt i den rigtige retning ville være at fyre de politiske støttepædagoger.

Læs flere af Ask Aggers indlæg her.

Alle indlæg på MM Blog er alene udtryk for skribentens personlige holdning.