En mørk sky over hovedet

Vi lægger mere og mere af vores digitale adfærd ud i de globale online platforme og fællesskaber – den såkaldte "sky". Men selv systemerne ved de allerstørste aktører på området er ikke sikre mod nedbrud, og så bryder uvejret løs.

Først ramte det min laptop. Pludselig var det umuligt at hente mails fra Googles gmail.com. Imens jeg læste en besynderlig fejlmeddeles om en ukendt systemfejl fiskede jeg pr. automatik min smartphone frem. Men også den strejkede, ingen mails kom igennem. Da jeg kort efter fik samme resultat med min iPad, begyndte angstens koldsved at indfinde sig.

Jeg havde kort forinden læst en artikel i det amerikanske magasin Wired om en fyr, der fik slettet hele sit digitale liv, inkl. uerstattelige fotos af sin datter. En hacker havde udnyttet sikkerhedssløseri hos Apple og Amazon til at tiltusket sig kontrol med hans email-konto og derfra hele hans digitale infrastruktur.

Nu frygtede jeg selvfølgelig noget tilsvarende, og for mit indre blik imødeså jeg mit digitale livs Ragnarok.

Heldigvis var der ingen hacker på spil. Det viste sig at være en kendt fejl hos Google, hvor Gmail pludselig holder op med at arbejde sammen med Apples mailprogram. Da den værste skræk var forduftet, meldte to tanker sig:

For det første fik jeg en ubehagelig mistanke. Det gamle samarbejde mellem Google og Apple har været under afvikling siden Google lancerede Android mobilstyresystemet, som konkurrent til Apples iOS. Senest har Apple valgt at droppe både Youtube og Google Maps som en del af de faste applikationer på iPhone. Set i det lys virker Googles tekniske ”fejl” lidt for bekvem, ikke mindst når Googles onlinesupport er lynhurtige med at svare tilbage, at den bedste løsning på problemet er, at jeg begynder at bruge Googles Gmail-app på min iPhone.

[quote align="left" author=""]På trods af løfter om skudsikker datasikkerhed og kompromisløs drift, så ser vi gang på gang, at skidtet bryder sammen[/quote]

Det kan selvfølgelig være sandt, at en af verdens førende teknologivirksomheder er blevet sat skakmat af et trivielt teknisk problem med håndtering af mails, men desværre har deres mantra, Don’t Be Evil, længe klinget lidt hult.

Ikke at Apple er en tøddel bedre, når det gælder brutal kapitalisme og beskidt spil i kampen om fremtidens digitale platforme. Verdens mest værdifulde selskab har bl.a. en trist historik med konsekvent at krænke dansk og europæisk lovgivning om forbrugerbeskyttelse mht. garantiperioder. Som så mange andre må jeg vel blot indstille mig på, at det giver knubs, når man forsøger at stille sig over skrævs mellem den digitale verdens konkurrerende gatede communities.

Min anden tanke var mere alvorlig. Oplevelsen af magtesløshed mindede mig om, hvor ekstremt afhængige vi er blevet af ”skyen” og den digitale infrastruktur, der efterhånden gennemsyrer både privat- og arbejdsliv.

De digitale muligheder bliver stedse mere integrerede og uimodståelige i deres smarte funktionalitet og besnærende altid online tilgængelighed. Fra netbanks apps og sociale netværk til virtuelle samarbejdsværktøjer og digitale assistenter.

Problemet er bare, at de tekniske løsninger reelt ikke er sikre. På trods af løfter om skudsikker datasikkerhed og kompromisløs drift, så ser vi gang på gang, at skidtet bryder sammen for selv de største globale virksomheder. Det gælder f.eks. succesfulde hackerangreb mod Sony og LinkedIn, nedbrud i Amazons datacentre og den seneste ballade, hvor en løbsk aktiehandelscomputer hos amerikanske Knight Capital Group brændte 2,6 milliarder kroner af på 45 minutter.

Jo mere komplekse systemerne bliver, jo voldsommere bliver skaderne, når det først går galt, og desto større bliver vores blinde tiltro til, at det ”nok ikke rammer mig”.

Desværre har vi sjældent andre muligheder end at acceptere risikoen og lege med. For hvad er alternativet for alle os, der ikke kan tage sig sammen til at udleve Bonderøvens off-line utopi? Vi må underdanigt bøje hovedet og sende en aftenbøn til de digitale guder, mens vi diskret beder vores smartphone om at minde os om at tage en fysisk backup mandag morgen.

Læs flere af Ask Aggers indlæg her

Alle indlæg på MM Blog er alene udtryk for skribentens personlige holdning.


Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu




Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu