Forleden modtog vi to udmeldelser på vores innovationsgymnasium. Det var fra to af vores elever, som er blevet lidt for dygtige til at kunne fortsætte på gymnasiet. Den forretning, de har startet, går nu så godt, at de har været tvunget til at vælge mellem uddannelse og forretning. Ikke overraskende valgte de deres virksomhed.

Det er dejligt, at de, mens de har gået på Niels Brocks Innovationsgymnasium, har fået indsigt og redskaber til at udvikle en lovende virksomhed, men det er alligevel ærgerligt at skulle sige farvel til to dygtige elever. Deres virksomheds vækst kræver, at de er væk fra skolen i hele november og december, og det kan vi desværre ikke acceptere med de regler, som et gymnasium skal overholde.

Det er jo rigtig godt for de to, at de har fået så meget gang i forretningen, at de har lyst til at fokusere på den. Og det er supergodt for Danmark, at der er sprunget endnu et par ihærdige iværksættere ud som selvstændige erhvervsdrivende.

Men det er brandærgerligt for os, at vi nu har mistet to dygtige elever, som faktisk helst ville have haft orlov, hvis det havde kunnet lade sig gøre, og så komme tilbage og afslutte deres uddannelse på et senere tidspunkt. Det er et kæmpe dilemma, når vi nu på Niels Brock har så stærkt et fokus på netop iværksætteri og innovation, at nogle elever rent faktisk bliver så innovative og forretningsmindede, at de i en periode ikke har tid til at passe deres uddannelse længere.

Har vi det rigtige uddannelsessystem?

Dilemmaet har givet ny næring til en tanke, jeg har haft længe, om hvorvidt vi har det rigtige uddannelsessystem, der for alvor kan bidrage til en mere bæredygtig vækst og til løsning af de samfundsudfordringer, vi står over for i dag.

Den digitale udvikling er i gang med at forandre verden i et tempo, vi ikke har oplevet før. Ingen kan helt følge med og slet ikke uddannelsesverdenen, der konsekvent gennem de seneste 200 år har holdt fast i nogenlunde den samme formel: ’Sid ned og lyt, mens jeg fortæller jer, hvordan det hænger sammen’.

Det har vi gjort, fordi det har været billigt og har virket – så nogenlunde – og fordi uddannelsesverdenen via eksaminer, certificeringer og akkrediteringer har haft et de facto-monopol på at undervise unge og voksne.

Men den digitale udvikling fordrer andre kompetencer, og den iværksættertrang og kreativitet, vi på Niels Brock i stigende grad oplever hos de unge, sammenholdt med de samfundsudfordringer, vi står over for på globalt plan, betyder, at vi er nødt til at gentænke uddannelsessystemet. Vi må stoppe med at tænke uddannelse som lineær læring og som et system, man følger slavisk resten af sit liv.

Verden har selvfølgelig stadig brug for både dybe kvalifikationer, refleksionsevne, nørdede specialister, som ved alt om et meget lille område, og rummelige generalister. Måske mere end nogensinde. Men vi må være mere åbne over for, at der findes andre måder at tilegne sig kompetencer og kvalifikationer, som morgendagens samfund har brug for.

Vidensmonopoler under opbrud

Mange har efterhånden hørt om GitHub, som er et netværk for programmører, der i et open source-miljø afprøver og udfordrer hinanden, deler viden og uddanner sig løbende. De ranker også hinanden, en ranking, som efterhånden er blevet den afgørende rekrutteringsfaktor for californiske softwarevirksomheder. Når softwarevirksomhederne skal finde de bedste, er det – groft sagt – ikke så vigtigt, hvilken uddannelse programmørerne har, eller fra hvilket universitet de er dimitteret. Det afgørende er, hvordan de reelt performer.

Denne reelle performance bliver ranket af deres peers på GitHub, som altså nu anvendes i rekrutteringsøjemed. GitHub-scoren er blot ét eksempel på, at vidensmonopolerne, som vi kender dem, er i opbrud – ikke mindst forårsaget af den digitale udvikling.

Et andet eksempel er de såkaldte MOOCs, Massive Open Online Courses, de gratis, åbne onlinekurser udbudt af universiteter og andre højere læreranstalter eller private uddannelsesudbydere. I Danmark er brugen af MOOCs steget markant gennem de seneste par år, og selv om udviklingen ikke boomer helt, som vi først havde antaget, ja så vil e-læring og onlineundervisning takket været nye teknologier som augmented og virtual reality blive en stadig større del af undervisningshverdagen i fremtiden.

De unges visioner og behov er afsættet

Vi i uddannelsessektoren er under større pres end nogen sinde før. Vi skal levere flere og dygtigere elever og studerende, opkvalificere flere, sikre dygtigere undervisere og følge med den voldsomme teknologiske udvikling – alt sammen for færre penge end tidligere.

Det er – som mine unge iværksætterelever nok ville sige – en sygt vigtig opgave. Og det har de ret i.

I stedet for at surmule og ønske gamle dage tilbage er det derfor nu, vi i uddannelsessektoren skal bidrage til at revitalisere og gentænke vores uddannelsessystem. Lad os tage udgangspunkt i de dygtigste unges visioner og behov, så vi får skabt fleksible systemer, der skaber nysgerrige og videbegærlige unge, og som ud over de traditionelle kompetencer også honorerer andre og flere kompetencer, som vi ved, der er brug for i et samfund, hvor alting ændres med eksponentiel hastighed. Det skal være systemer, som er fleksible og rummelig nok til, at to virksomme og succesrige drenge både kan opnå succes med deres virksomhed og tage en uddannelse samtidig.

Det er måske én af de vigtigste opgaver, vi som samfund står over for.