Er de danske studerende en samling svæklinge, der skal have sabbatår, fjumreår, cafe-penge og SU, for at de kan gennemføre deres studier? Det er det indtryk, som jeg godt kan få, når jeg lytter til debatten om SU-reformen.

Og ikke nok med det. Samtidig kræver de studerende, at jeg skal have forståelse for, at det er meget hårdt og meget vanskeligt at være studerende. Jeg må forstå, at studerende går ned med stress en gang imellem, har personlige problemer og har behov for i ny og næ at udskyde en eksamen og et projekt eller ligefrem springe et semester over. Desuden må jeg forstå, at det er nødvendigt med erhvervsarbejde indimellem, fordi man selvfølgelig ikke kan studere uden at have sommer-, vinter-, efterårs-, jule- og formentlig også andre former for ferier.

Hvis man ikke vidste bedre, kunne man få det indtryk, at der var tale om en stor gruppe forfulgte mennesker, som samfundet gør alt muligt for at genere. Og dog er realiteten, at langt de fleste studerende i andre dele af verden ville misunde de danske studerendes vilkår.

Jeg ser en studenterformand træde frem, og jeg tænker: Hvad er han for en repræsentant for danske studerende, en person, som jamrer og beklager sig, som om hans medstuderende var sociale tilfælde?

Alt er ikke ved det gamle

Sagen er: Det er de ikke. De er raske og friske – langt de fleste af dem – og de vil hellere end gerne studere. De er faktisk dybt optaget af deres studier.

Jeg ser en minister, der skal rydde op, men det må ikke hedde oprydning. En minister, som skal stramme, men det må ikke hedde opstramning, som skal spare, men det må ikke hedde besparelser. Som skal fortælle de studerende, at det at studere er et arbejde, og at man faktisk er nødt til at arbejde, studere og komme igennem studierne, og at det ikke er ligegyldigt, hvor lang tid det tager. For det må ikke tage præcis så lang tid, som det nu lige måtte behage den enkelte studerende.

Jeg har det indtryk, at det helst skal lyde, som om alt er ved det gamle, som om alt er tilladt og muligt, og at vi bare skal køre videre, som vi plejer. Men det skal vi ikke. Og det er heller ikke det, ministeren signalerer, men han siger det ikke særlig klart – for det gør politikere sjældent.

Det at være studerende er et arbejde. Universitetet er en arbejdsplads, hvor der forskes, undervises og studeres. Den gennemsnitlige danske studerende arbejder hårdt og målrettet og får en seriøs og god undervisning og vejledning. De består deres eksaminer og afslutter deres studier inden for rimelige og fornuftige studieperioder.

Det er denne meget store gruppe af studerende, som man primært skal se på. Det er den slags studerende, der er flest af. Det er dem, vi skal satse på.

De måske uegnede

Nogle studerende har så valgt sig ind på studier, fag, områder, hvor alt for meget sejler, hvor undervisningen ikke er god, og hvor man derfor med rette kan kritisere systemet.

Men andre studerende er ikke egnede til at studere. Det er vi nødt til at være ærlige og ædru at erkende. Det traditionelle universitetsstudium er ikke for alle. Jeg tror desværre, vi må erkende, at nogle studerende aldrig skulle have været optaget på et universitet.

Dette er et af kardinalpunkterne, hvis vi ser den aktuelle diskussion i et lidt bredere perspektiv: Det er tilsyneladende en grundantagelse i meget af den debat, der føres om SU og uddannelsespolitik i det hele taget, at det er et selvstændigt og klart mål, at så mange unge som muligt skal optages på og gennemføre et universitetsstudium.

Det er i mine øjne en helt forkert præmis. Vi skal uddanne vore unge mennesker, selvfølgelig, men der er intet som helst i tolkningen af og mødet med fremtiden, der tyder på, at universitetsstudier alene er løsningen og vejen ind i fremtiden. Der er helt sikkert behov for andre slags uddannelser, som vi måske nok har set konturerne af, men som vi endnu ikke har designet. Alle er egnede – nogle til universitetet, andre til noget helt andet.

Eksamen er en bjørnetjeneste

De studerende, der formentlig ikke skulle have været på universitetet, er så uheldige, at universitetet er så svagt, at det på et eller andet tidspunkt oven i købet giver dem ikke bare en bachelor-, men også en kandidatgrad. I virkeligheden er der tale om en bjørnetjeneste, for nu har den unge en eksamen og en uddannelse, som der er forventninger til ude i samfundet, men som den pågældende person slet ikke kan leve op til.

Mange vil måske aldrig få et af de job, som uddannelsen stiller i sigte. Realiteten er nærmere, at vi er ved at uddanne et proletariat af akademikere, som aldrig skulle have haft deres eksaminer, men som skulle have været noget helt andet. Noget, som samfundet i øvrigt også har brug for.

Jeg må endnu en gang understrege, at universitetet primært er for mennesker, der er dygtige til at gøre det, som universiteterne har været hjemsted for gennem århundreder: at studere.

Der er mange mennesker, der ikke er egnede til at studere på denne måde. De skal have andre, meningsfulde og intelligente uddannelser, andre former for træning, læring og undervisning.

Hele debatten om SU’en viser efter min mening et grundlæggende behov for at drøfte den rolle, som universiteterne i fremtiden skal spille i vores samfund. Hvad vil vi med vore universiteter? Og givet det: Hvilke andre former for uddannelser er der så også behov for? Kald det universitetsuddannelser eller noget andet?

Læs flere indlæg af Steen Hildebrandt her.

Alle indlæg på MM Blog er alene udtryk for skribentens personlige holdning.