Lisbeth Knudsen har tilbragt godt 40 år i mediebranchen og har beskæftiget sig med medier og journalistik inden for både print, radio, tv og digitale platforme. De fleste af de 40 år som leder på forskellige niveauer og aktiv i forskellige bestyrelser og organisations-sammenhænge. Hele karrieren igennem har hun kombineret erfaring med både den forretningsmæssige side og den redaktionelle side. Journalistisk udvikling, nye fortælleformer, digital transformation, disruptive innovation og de nye teknologiers indflydelse på mediebranchen er en rød tråd i hendes virke, lige som nye forretningsmodeller, ledelse, politik og samfund altid har været det.
Lisbeth Knudsen tiltrådte pr. 1. december 2015 som direktør og chefredaktør for Mandag Morgen Danmark og som ansvarlig for både redaktionelle aktiviteter og mange andre opgaver med kommerciel udvikling, projekter, analyser, konferencer m.v., som foregår i Mandag Morgen regi.
Hun er adjungeret professor på CBS. Skriver kommentarer og debatindlæg flere steder - bl.a. på Altinget.dk.
Hun er desuden formand den rådgivende ingeniørvirksomhed NIRAS Group, formand for bestyrelsen for Odense Symfoniorkester og arkitektvirksomheden Rønnow, Leth & Gori og for faktatjekmediet TJEKDET.dk Hun er formand for Dansk Selskab for Virksomhedsledelse (VL-grupperne). Desuden formand for bestyrelsen for ENIGMA-museet og medlem af Illum Fondets bestyrelse.
Lisbeth Knudsen er tidligere ansv. chefredaktør for Berlingske og koncernchef (CEO) for Berlingske Media igennem 8 år til september 2015. Før det var hun nyhedsdirektør i DR i 8 år og før det igen i godt 8 år adm. dir. for A/S A-pressen og chefredaktør for Aktuelt. Hun blev uddannet journalist fra 1975 og startede sin karriere på Berlingske som politisk reporter, senere chef for den politiske redaktion, erhvervsredaktør, søndagsredaktør og medlem af chefredaktionen frem til 1990.
Er demokratiet blevet for oldnordisk?
KOMMENTAR: Vi bør udvikle kombinationer af digitale og analoge demokratiformer til supplement af vores gode, gamle demokratiske traditioner.
Vi har snart en vis rutine i at se medlemmerne af det britiske parlament blive sendt fysisk ud af rummet af formanden John Bercow, når endnu et Brexit-forslag skal til afstemning. De trasker så hen i to tilstødende rum – et for ja og et for nej – for der at blive talt manuelt op af de dertil udpegede stemmetællere.
Når vi inden længe går til dansk valg, så går vi hver især hen til et afstemningslokale, hvor vi får udleveret en alenlang stemmeseddel, som vi med en gammeldags blyant udfylder med vores kryds, hvorefter vi folder den sammen og putter den ned i en stemmeboks, for at den senere kan blive talt manuelt op.
Vi omgiver os med teknologier, der forandrer alt i vores dagligdag. Men vores demokratiske institutioner og processer synes at forblive de samme som for årtier siden. Der er dem, der vil argumentere for, at det er årsagen til tillidsgabet mellem befolkningen og politikerne. At det er årsagen til, at særligt mange unge ikke længere anser demokratiet for at være den indlysende bedste styreform, fordi den er for analog, for gammeldags, for lidt lydhør og for lidt engagerende.
MODARGUMENTERNE handler om, at blyantskrydset er langt mere sikkert og troværdigt, og at det ikke kan hackes. Og selve ritualet med at gå hen til et valgsted og være sammen med andre om at fejre demokratiets festdag, det skal man ikke ødelægge.
Pointen er, at hver gang man over for en folkevalgt politiker nævner tanker om at udfordre den nuværende model for det repræsentative demokrati, så går al diskussion i baglås. Spørgsmålet er: Kan vi i fremtiden bygge et repræsentativt demokrati på en model, hvor under fire procent af befolkningen er medlemmer af de politiske partier, som står for alle kandidatopstillinger til Folketinget, kommuner og regioner? Næste spørgsmål: Hvordan kanaliserer vi befolkningens tydelige politiske interesse og engagement ind i vores politiske beslutningsprocesser og den politiske ideudvikling, så flere og flere ikke føler sig hægtet af?
De nye teknologiske redskaber er jo enestående effektive til at mobilisere protestmarcher og engagere borgere i et bestemt emne, hvad enten det er opsætning af vindmøller, venligboere eller for dårlige normeringer i daginstitutionerne. Teknologiske redskaber og platforme skaber ikke i sig selv nogen attraktiv fornyelse af demokratiet. Se bare på de sociale medier, som skulle demokratisere ytringsfriheden og åbne debatten uden filter for alle. Det er til tider blevet en sump af ondskabsfuld tone, desinformation og rygtespredning. Men de baner vejen for en øget borgerinddragelse.
Igennem de seneste 20 år er der rundtomkring i verden blevet eksperimenteret med forskellige former for at give borgerne mere direkte indflydelse. Den britiske innovationstank Nesta har samlet nogle af de erfaringer, som handler om at skabe troværdighed omkring sådanne initiativer og ærlighed omkring, hvad der reelt uddelegeres af magt til borgerne ved sådanne tiltag. De vellykkede eksperimenter blander offline og online involvering af borgerne og har ikke kun en lunken, men en helhjertet opbakning fra politikerne. Nesta konkluderer, at digitalt demokrati ikke er et quickfix på et demokratisk problem. De taler om, at de digitale redskaber skal være designet til at nedprioritere den destruktive deltagelse.
DE, DER TROR at teknologien kan løse demokratiets krise, tror fejl. Men uden at tage ritualerne og driftssikkerheden ud af det gamle system og nedgradere værdien af vores gamle demokratiske institutioner, så burde vi kunne supplere dem med en større grad af struktureret involvering af borgerne i forbindelse med nye lovinitiativer og politikskabelse. Så burde politikerne gøre brug af det folkelige engagement, som de talrige spontane mobiliseringer på de sociale medier afspejler. Vi bør etablere en mere systematisk videnbank af danske og internationale erfaringer med, hvad der fungerer bedst af digitale demokratiske supplementer til det analoge demokrati. Hvis ikke vi gør det, lurer faren for, at politik mere og mere bliver for en indforstået elite af politikere, medier og eksperter, mens befolkningen engagerer sig via alt andet end de politiske partier.
