November 2011. En grønlandsk delegation anført af landsstyremedlemmet for erhverv, arbejdsmarked og råstoffer, Ove Karl Berthelsen, er landet i Beijing. Anledningen til besøget er en af verdens største mine- og mineralmesser, China Mining Congress and Expo, der finder sted i nabobyen Tianjin få timers kørsel fra den kinesiske hovedstad. Det er første gang, at det grønlandske selvstyre er repræsenteret ved messen, og formålet er at udbrede budskabet om Grønlands store mineralforekomster. En hel dag er delegationen værter for en særlig grønlandssession, hvor tilhørerne præsenteres for muligheder for at investere i den grønlandske råstofindustri.

Under messen mødes Berthelsen med den daværende vicepremierminister Li Keqiang, der som nummer to i Kinas politiske hierarki ikke er en herre, som spilder tiden på tomme høflighedsvisitter. Berthelsens tætpakkede kalender byder også på møder med den kinesiske viceminister for ressourcer og land, Wang Min, og repræsentanter for en række kinesiske myndigheder. På dagsordenen er bl.a. etableringen af en stor jernmine ved Nuuk, der har en række af de kinesiske storbanker som hovedinvestorer.

”Vi var i Kina for at gøde jorden, og det gik over al forventning,” erklærer Ove Karl Berthelsen i en pressemeddelelse, der sendes ud ved delegationens hjemkomst.

December 2012. Et år efter grønlændernes første besøg går turen igen østpå. Denne gang til Sydkorea og med landsstyreformand Kuupik Kleist i spidsen. Få måneder forinden har Sydkoreas daværende præsident, Lee Myung-bak, gæstet Grønland og underskrevet en hensigtserklæring om samarbejde på råstofområdet.

Men nu er der allerede grund til et gensyn, for med i kufferten har Kuupik Kleist to love, der kan omsætte hensigtserklæringerne til konkrete kontrakter.

I al hast – og få dage inden Kleists planlagte afrejse til Sydkorea – er storskalaloven og råstofloven vedtaget med et stort flertal i det grønlandske Landsting. Lovene betyder, at multinationale selskaber fremover kan etablere store mineprojekter på grønlandsk jord med brug af udenlandsk arbejdskraft på udenlandske overenskomster og til en pris, der begrænser sig til de udgifter, der er forbundet med anlægsarbejdet, drift og selskabsskatter. Dermed er vejen banet for strategiske samarbejder mellem verdens stærkeste økonomier og en selvstyrenation, der med 56.000 indbyggere og et BNP på 11,3 milliarder kr. hører til blandt verdens mindste.

Startskuddet har lydt til det, som Landstinget og Landsstyret forventer, bliver det grønlandske råstofeventyr.

Mens de grønlandske toppolitikere har haft travlt med at trykke hænder med potentielle storinvestorer, har mistilliden til det grønlandske råstofeventyr bredt sig i befolkningen. Fra flere sider lyder spørgsmålet, hvad Grønland i sidste ende får ud af at tillade, at store internationale mineselskaber går på jagt i den grønlandske undergrund.

Godt nok står det sort på hvidt i det feasibility study, som den første ansøger til et storskalaprojekt, London Mining, fik udarbejdet sidste år, at selskabets jernmine potentielt kan give selvstyret et skatteprovenu på 28,5 milliarder kr. over femten år samt skabe 2.100 nye arbejdspladser i anlægsfasen og 700, når anlægget kommer i drift. Selskabet, der har penge i ryggen fra den kinesiske udviklingsbank, ønsker at bruge 14 milliarder kr. på at etablere en jernmine ved Isua inde i Nuuk-fjorden 150 km fra Nuuk. Går ansøgningen igennem, bliver det Grønlands største anlægsprojekt nogensinde.

Rapporten fra London Mining er yndlingslæsning hos politikere i det grønlandske Landsting, der kæmper en daglig kamp for at få styr på en økonomi i alvorlig knibe. Efter årtier i minus har den grønlandske handelsbalance efterhånden nået et kritisk lavpunkt, BNP pr. indbygger ligger 30 pct. under OECD-gennemsnittet og arbejdsløsheden er stigende, i takt med at Grønlands absolut største erhverv, rejefiskeriet, rammes af kvotereduktioner. Se figurer.

Også Kuupik Kleist har flere gange forsøgt at imødekomme grønlændernes bekymring. Han har bl.a. tilkendegivet, at han ønsker at nedsætte et udvalg med internationale eksperter, der skal rådgive de grønlandske politikere og myndigheder i forhandlingerne. Ifølge råstofloven er det muligt at pålægge selskaberne særlige afgifter, der rækker ud over indkomst- og selskabsbeskatningen, såsom areal-, produktions-, udbytte- eller volumenafgift.

Men Mandag Morgens kilder finder det ikke sandsynligt, at regeringen midt i en forhandling vælger at introducere selskaberne for nye afgifter, som de aldrig har hørt om før og dermed heller ikke har kalkuleret med i deres cost-benefit-analyser.  

Og offentlighedens tillid til, at det vil ske, er begrænset. Forløbet forud for vedtagelsen af storskalaloven og råstofloven har nemlig efterladt et indtryk af, at regeringen har ladet sig påvirke af London Minings forsøg på at forcere forløbet.

Det er ikke ualmindeligt, at mineselskaber lægger pres på deres værtslande. Der er så store udgifter og stor usikkerhed forbundet med råstofudvinding, at selskaberne er dybt afhængige af at kunne overholde tidsplaner, hvis investorerne ikke skal falde fra. Det gælder også London Mining, der gennem det sidste år har været presset af en dalende aktiekurs.

Direktøren for selskabets grønlandske del, Xiaogang Hu, har været utålmodig med selvstyrets behandling. Mens lovprocessen kørte på højtryk, udtalte han i oktober i et interview med den grønlandske radiostation KNR, at han ikke havde lyst til at vente længere på politiske tilsagn: ”Man kan ikke blive ved med at vente. Fordi investorerne ellers vil trække deres penge ud af projektet. De vil trække deres penge ud og tage et andet sted hen – så I kan ikke vente”, lød det fra en tydeligvis utålmodig Hu.

Allerede i november 2011, længe før storskalaloven blev vedtaget, fortalte London Minings øverste chef, Graeme Hossie, til nyhedsbureauet Reuters, at selskabet allerede havde hyret de kinesiske virksomheder Sinosteel Equipment and Engineering og China Communications Construction Corporation til at levere medarbejdere til anlægsfasen. Altså mens det endnu var uvist, om de grønlandske politikere ville få de lovgivningsmæssige rammer på plads.

Om det er Hus advarsel, Landstinget har lyttet til, vides ikke. Men de to afgørende love, storskalaloven og råstofloven, er blevet behandlet i ualmindelig stor hast. Lovene blev fremlagt i august og førstebehandlet i oktober, og herefter var det meningen, at anden- og tredjebehandlingen skulle finde sted få uger efter og med blot få dages mellemrum.

Den plan udløste dog voldsom kritik af, at der ikke var nok tid til en grundig udvalgsbehandling. Behandlingerne blev derpå udskudt. Ikke til forårssamlingen, som kritikerne i bl.a. den grønlandske arbejdsgiverforening, GA, NGO’en Transparency Greenland og oppositionspartiet Siumut ellers havde foreslået, men til en ekstraordinær landstingssamling den 6. og 7. december. Mere end 30 ændringsforslag blev først offentliggjort den 3. december, så Landstinget kun havde få dage til at sætte sig ind i det endelige lovforslag.

”Store dele af den grønlandske befolkning sidder tilbage med en følelse af, at lovene er blevet hastet igennem, og når man så kender til London Minings udmeldinger, får man en fornemmelse af, at regeringen lader sig påvirke af erhvervslivets trusler. Det er uheldigt set i forhold til de individuelle forhandlingsforløb, der venter forude, og uheldigt i forhold til udviklingen af en demokratisk tradition,” siger Birger Poppel.

Demokrati under pres

Anders Meilvang, der er advokat og formand for Transparency Greenland, deler Birger Poppels kritik.

”Processen har mest haft karakter af, at den skulle køres hurtigt igennem – koste, hvad det ville. Det er sket på bekostning af det almindelige demokrati, der har lidt voldsom overlast,” siger han og understreger, at processen har været omgærdet af en lukkethed, der har gjort det ekstremt svært for den enkelte grønlænder at forstå, hvad der i virkeligheden er på spil.

Ifølge landsstyreformand Kleist selv markerer de to love ”den største beslutning, siden Grønland fik sin selvstændighed”. Alligevel er den behandlet, uden at der er holdt offentlige høringer, hvor befolkningen kunne blive orienteret om de nye love og deres konsekvenser for det grønlandske samfund. I forbindelse med London Minings ansøgning er der holdt fire borgermøder. Men også disse er blevet kritiseret, bl.a. fordi de kun fandt sted i Nuuk.